Holberg, Ludvig 124. Fabel. Om Gaasens, Sviinets og Kattens Forvandlinger.

124. Fabel. Om Gaasens, Sviinets og Kattens Forvandlinger.

En Mand mistede udi et Aar Tre Døttre, hvilken Forliis gik ham saa haardt til Hiertet, at han var færdig at døe af Sorg. Jupiter ynkedes over denne hans Tilstand, og ved Mercurium lod ham vide, at de første tre Dyr, som ham mødte, skulde forvandles til deylige Jomfruer. Dette skeede ogsaa. Den første som kom ham i Møde, var en Gaas, hvilken strax blev forvandlet til en Jomfrue. Den anden var en Soe, hvilken fik samme Skikkelse. Den tredie var en Kat, som og paa samme Maade blev forvandlet. Manden lod dem alle Tre med stor Fliid oplære, som de kunde have været avlede af ham Selv. Efter nogen Tiids Forløb bleve de alle vel giftede: Faderen besøgte derpaa sine Sviger-Sønner, for at høre, hvorledes de vare fornøyede med deres Hustruer. Den første sagde, at hans Hustrue i alle Maader var efter hans Sind, alleene dette, sagde han, at hun var lidt gaasagtig. Det vil intet sige, svarede Sviger-Faderen, det haver hun efter sin Moder. Den anden berømmede sin Hustrue for mange gode Qvaliteter, sigende, at der fattedes hende intet uden dette, at hun var lidt skidfærdig. Det haver intet at betyde, sagde Faderen, hendes Moder var ligeledes. Den tredie sagde: 382 Min Hustrue er et Mønster af en dydig Kone, men hun haver dog en særdeles Feyl, som er denne, at, saa ofte hun hører en Muus eller Rotte om Natten, springer hun op af Sengen, og jager efter dem. Samme Vane havde og hendes Moder, sagde Sviger-Faderen.

Denne Fabel viser, at Naturen gaaer over Optugtelsen.