Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

127. Fabel.
Ulvens Undskyldning for Retten.

✂ Ulven var engang beskyldet for en Misgierning, og blev bragt for Retten, hvor han skulde dømmes. Han dristede sig ikke til at nægte Gierningen, men skiød Skylden paa 384 Skovens Diævel Assidæmon, efter hvis Indskydelse og Fristelse, som et skrøbeligt Dyr ikke kand imodstaae, samme var skeet. Beveren, som var en fornuftig Dommer, turde vel ikke nægte Skov-Diævelens Magt, saasom Almuen i Almindelighed saadant troede. Han fældede der-fore saadan Dom, at den Anklagedes eene Øre skulde ved Aben, som var Skovens Skarpretter afskiæres, og at Ulven skulde have sin Regress til Hoved-Manden Assidæmon, der skulde give ham et andet Øre igien. Denne Dom blev overalt priset, saasom Straffen derved blev dicteret uden at støde an mod Skovens Orthodoxie.

✂ Fabelen lærer, at man kand lade den Skyldige citere Fanden, og dog henge Tyven.