Holberg, Ludvig 131. Fabel. Ulvens List mod Faarene mislinger.

131. Fabel. Ulvens List mod Faarene mislinger.

Ulven, da den hørte, hvorledes Katten havde besnæret Musene ved at lade sin Hud sværte, søgte efter dens Exempel at forraske Faarene: Han indsvøbede sig udi Faarskind og lagde sig paa Veyen, hvor han vidste at nogle Faar skulde komme: Faarene lode sig bedrage af KlædeDragten, og nærmede sig til ham uden Frygt, saa at de havde blevet ham til Bytte, hvis han havde holdet sin Mund. Men, da han med søde Ord søgte at lokke dem nærmere til sig, merkede de, at det var ingen Faare-Stemme, men at det var en Ulv skiulet under Faare-Klæder; hvorudover de strax raabte Hunden til Hielp, saa at Ulven maatte redde sig med Flugten. Ræven, som denne Historie blev fortaalt, da den siden mødte Ulven, sagde han: Min gode lisegrim l Hvi holdt du ikke din Mund? Maalet røbede dig. Si tacuisti Philosophus mansisses.

Fabelen lærer, at mange ved utidig Tale forspilde de Ting, som de ved Taushed kunde erhverve. Saaledes gik det til med Jyden, hvilken, da han ved en stor Høytidelighed saae, at alle de, som talede Tydsk, og raabte til Dørvogteren: Mach auff! bleve indladne, 387 nærmede han sig til Porten og sagde: A er ogsaa en Tydsker Falille!