Holberg, Ludvig 135. Fabel.

135. Fabel.

En Hiort var meget yndet i Skoven af alle Dyr: Ingen kunde ret begribe Aarsagen til saadan almindelig Yndest, helst saasom han selv beflittede sig ikke meget paa at erhverve den; thi udi hans Omgængelse og Opførsel var adskilligt, hvorover en og anden kunde støde sig; men de 391 kunde enten ikke see saadanne Fejl, eller de søgte at undskylde dem. Men, da han een og anden gang siden søgte at signalisere sig ved Gierninger, som burte have erhvervet ham Ære, Berømmelse, og alle Dyrs Affection, skiønnede ikke alleene ingen derpaa, men tvertimod alle søgte, enten at forringe eller ved Udtolkninger at sværte de samme, saa at virkelige Dyder bleve giorte til Fejl. Hiorten blev herover gandske forvildet, saasom han kunde ligesaa lidet begribe det eene som det andet. Han aabnede sig herudi for en gammel fornuftig og udi Verdens Løb erfarend Katt. Den samme sagde da: Kiære Ven! Jeg merker at du ikke kiender Verden ret, og at du ikke veed hvad Jalousie og Avind udvirker: Ingen staaer større Fare for at tabe Yndest blant Dyr og Mennesker end den, der ved glimrende Dyder stræber at vinde dem.

Fabelen lærer, at Kattens Morale er vel grundet, og at det ved utallige Exempler af Historier og Erfarenhed kand bestyrkes. Men, endskiønt Dydens Vey er fuld af Knorter, og priselige Gierninger ere gemeenligen gelejdede af Avind, saa bør man derfor ikke lade sig afskrække; men eftertænke, at Dyd da ret fortiener Navn af Dyd, naar den exerceres med den Øvendes Skade.