Holberg, Ludvig 139. Fabel. Storkens og Høgens Moralske Taler.

139. Fabel. Storkens og Høgens Moralske Taler.

Paafuglen satte engang en Priis, som skulde gives den, der holdt den fyndigste Tale udi en Moralsk Materie. Adskillige Fugle lode sig da høre; men ingen signaliserede sig saa meget, som Storken og Høgen, thi deres Taler vare saa sterk udarbeydede, at de fleeste Tilhørere ikke kunde giette sig til, hvilken af dem Friisen vilde tilfalde. Efterat 394 Prøverne vare giorte, blev Prisen tildømt Storken. Over dette besværgede Høgen sig heftigen, foregivende, at hans Tale for upartiske Dommere altiid kunde veye op mod Storkens. Men ham blev svaret, at, endskiønt begge Moraler vare lige gode i sig selv, kunde de dog ikke dømmes at være lige gode, saasom den eene var holden af en uskyldig Stork, men den anden af en Rov-Fugl.

Fabelen lærer, at, naar to giør et og det samme, er det der f or e ikke eet og det samme: Dens Prædiken haver best Virkning, hvis Levnet svarer til Lærdommen.