Holberg, Ludvig 154. Fabel. Rotten og Døden.

154. Fabel. Rotten og Døden.

Døden lod sig engang indfinde hos en gammel bedaget Rotte, og lod den vide, at det var Tiid strax at flytte: Rotten veigrede sig vel ikke for at døe, men besværgede sig alleene derover, at saadant blev den forkyndet uden foregaaende tilstrækkelig Kald og Varsel. Den foreholdt ham da, hvor ilde hans Klagemaal var grundet, han sagde: Min gode Gliriusl Du haver naaet saa høy Alder, som nogen Rotte: Du seer dine Medbrødre nu paa een, nu paa en anden Maade dagligen at omkomme, du seer Katten hver Dag udi Huuset, og siger dog, at dig ingen Advarsel gives om at døe. Rotten kunde intet dertil svare, og derpaa villig gik til Døden.

Fabelen lærer, hvor ubeføjede Mennesker ere at protestere mod Dødens uformodentlige Ankomst, da de dog hver Time paa Dagen see for Øyne Ting, som advare dem derom, og at de derfore ideligen bør staae reysefærdige, og bereedte til at tage Afskeed med Verden.

406