Holberg, Ludvig 159. Fabel. Tvende Bull-Dogge.

159. Fabel. Tvende Bull-Dogge.

Melampus og Phylax tvende Bull-Dogge passerede for de største Grammatici udi Skoven. Saasom Grammatici ere hidsige og stridbare Helte, der ofte for ringe Ting føre Kriig med hinanden, saa var det ingen Under, at disse tvende lærde Personer ogsaa komme i Haar sammen. Dog maa man tilstaae, at den Tvistighed, som reysede sig mellem dem, var efter Sædvane ikke om umagtpaaliggende Sager, men Materia litis var af temmelig Vigtighed, an-gaaende Punctationen. Melampus paastod, at Semicolon var til ingen Nytte, og at man havde nok udi Colon alleene. Phylax derimod var af anden Tanke. Tvistigheden faldt omsider ud til aabenbare Slagsmaal; thi de angrebe hinanden paa Veyen med saadan Hidsighed, at Striden syntes ikke at kunne endes uden ved begges Død og Nederlag. Adskillige, saavel Dyr som Mennesker, komme da løbende dertil for at skille disse tvende Helte fra hinanden. Men de kunde hverken med gode Ord, eller ved Magt noget udrette; thi, endskiønt de til sidst sloge dem med Stokke og Stænger, blev dog enhver af de stridende Parter ved første Greeb, hvilket de ikke forlode førend de begge laae døde paa Stedet. De fleeste Dyr og Fugle lastede og fordømte denne Handel, og holdte for, at deres Ihukommelse burte sværtes udi Skovens Krønike. De Grammaticalske Dyr derimod ansaae dem som Helte 409 og Martyrer, og bleve deres Navne indført udi Matyrologium Grammaticale.

Fabelen viser, at af alle Kriige de Grammaticalske ere de hæftigste og meest haardnakkede.