Holberg, Ludvig 162. Fabel. Om den gierrige Mands fundne Skatt.

162. Fabel. Om den gierrige Mands fundne Skatt.

En gammel riig Gnier, som nægtede sin egen Søn sømmelig Underholdning, forvarede sin Skat udi et Hull paa Veggen, som hånd tilmurede. Sønnen, som havde giort Gield, og ingen Hielp ventede sig af sin Fader til at fornøye sine Creditorer, geraadede derover udi saadan Fortvivlelse, at han besluttede at hænge sig selv. Han tillavede en Strikke, hvilken skulde fæstes til Veggen; men, da han slog Sømmet ind udi Muuren, traf han just paa det Sted, hvor Skatten var indsluttet, hvilken han strax bemægtigede sig, lagde en Graasteen i Steden for Hullet, og lod Strikken blive tilbage til en anden, som kunde have Lyst at hænge sig i hans Sted. Kort derefter kom Faderen ned udi Stuen, hvor han fandt Hull paa Veggen, og en Graasteen i Steden for Skatten, som var borttagen, hvorudover han udi Fortvivlelse hang sig udi samme Strikke, som af Sønnen var tillavet. Da Sønnen fik denne Tragædie at vide, sagde han: Jeg haver intet berøvet min Fader, thi jeg haver i Steden for en Skatt lagt en anden, som var ham lige saa nyttig.

Fabelen lærer, at en Graasteen er af samme Værdi som Guld, naar man graver det ned udi Jorden. Og at Gnieren ved saadan Omskiftelse kand siges hverken at have vundet eller tabt.