Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

166. Fabel.
Ulven og Hierophiten.

✂ En Hierophit eller hellig Slange arbeydede engang paa at omvende Ulven, for hvilken han en heel Time 414 catechiserede, foreholdende ham hans Synders Grovhed, og formanede ham at føre herefter et andet Levnet. Ulven svarede dertil saaledes: Jeg kand forsikkre Eders Velærværdighed, at jeg intet Ondt meener derved, men man maa være folkelig og skikke sig efter Moden. Mine Medbrødre vilde holde mig for en Pedant, hvis jeg gik et Faar forbi, og alleene begegnede det med en simple Hilsen. Den hellige Slange sagde da: Dine Medbrødre ere ligesaa gode som du: I ere Røvere tilsammen: Naar jeg taler til dig, saa meener jeg det heele Røver-Pak. Ulven svarede: Naar jeg taler til en hellig Munk, meener jeg ogsaa alle hans Medbrødre; thi I ere alle lige hellige. Hvad vil du sige dermed, sagde Hierophiten, at vi alle ere lige gode? Jeg vil intet andet dermed sige, svarede Ulven, end at vi nære os enhver paa sin Maade: Vi ved at jage efter Faar og Lam, og I ved andre lige saa redelige Midler. Gak din Vey, sagde Hierophiten, jeg merker, at du haver ikke mindste Gnist af Samvittighed. Og I, svarede Ulven, haver maaskee formeget deraf, saa at den hos eder foraarsager saadan Obstruction, at den ikke kand virke. Somme have ingen Samvittighed, og derfor ogsaa have ingen Regel, som de kand rette sig efter, andre foregive at have Samvittighed udi Toppmaal, men ville ikke rette sig derefter. Jeg maatte gierne vide hvilken af de tvende er meest strafværdig. Ved dette Svar blev Hierophiten stum, og Catechisationen havde Ende. Fabelen lærer, at hvo der vil omvende en anden, maa først selv feige for sin egen Dør.