168. Fabel.
Samtale mellem Ulven og en anden Hierophit.
✂ Jeg haver mældet om den Samtale mellem Ulven og en Hierophit, og viset hvordan Udfaldet deraf var. Da det rygtedes blant de andre hellige Slanger, at en af deres Colleger var satt udi Baroco af Ulven, satte de en af de lærdeste og meest veltalende Hierophiter ud paa samme Ulv, for at igiendrive ham. En nye Samtale blev derpaa holden, som var ligesaa merkelig som den forrige, og hvorudi Ulven Isegrim betienede sig af nye Argumenter til sin Sags Forsvar. Hierophiten begyndte at præludere med det samme, som hans Formand havde anført, og derpaa fik samme Svar, nemlig, at, eftersom han var en Ulv, maatte han føre sig op som andre Ulve, thi enhver maa leve efter sin Stand, og lagde han denne gang dette dertil, at hans Forhold mod Faar, Lam, Giæs, etc. grundede sig saavel paa Fornødenhed, som paa en point d'honneur. Hvad, sagde Hierophiten, regner du dig det til en Ære at myrde uskyldige Dyr? Ulven svarede: Lader os tage Exempel af Mennesker, som ere de ædelste Creature. Hvad vilde man dømme om den Kriigs-Mand, som saae Leylighed til at overrumple sin Fiende, men af Barmhiertighed gik ham forbi, mon han ikke af andre Kriigs-Folk blev holden for en Poltron? Det er en anden Ting, sagde Hierophiten, du taler om Fiender, som retmessig Kriig ved Manifester er erklæret, og her handles om uskyldige Faar, som intet Ondt have giort. Ulven svarede dertil: Hvad Ondt have Hiorte, Raadyr og Harer giort Skytter og Jægere, og hvad Ondt giøres dem, som for Penge lade sig blindt værve til at myrde ubekiendte Mennesker? Vi behøve ikke ved Manifester at erklære Faarene Kriig, thi vi have aldrig nogen Tiid giort enten Fred eller Stillstand med dem, og derfore ingen Fred bryde. Tilstanden mellem os og Faarene er som mellem Maltheser-Riddere og Tyrken, vil man fordømme 416 os, saa maa man og fordømme dem. Men man laster hos Dyr hvad man berømmer hos Mennesker. Lad os for Exempel giøre en Sammenligning mellem mig og Alexander Magnus. Jeg haver maaskee min Livs-Tiid myrdet 100de Faar. Alexander havde udi nogle faa Aar myrdet 100000 Mennesker. Jeg haver handlet saaledes med uskyldige Faar, han med uskyldige Persianer. Motiven til min Opførsel er fornøden Føde: Motiven til hans Opførsel haver været Ærgiærighed. Men hør nu hvad Dom der fældes over os: Alexander bliver formedelst sine Bedrifter beæret med den Titel af Helt, eller Magnus, og Isegrim bliver kaldet en Røver. Hvis Naturen havde skabt os til at æde Græs, vilde vi føre os op som uskyldige Hæste og Øxen, og hvis alle Dyr vilde tilbringe os Gaver og Offer i Hobetall, vilde vi leve udi en ligesaa hellig og uskyldig Ørkesløshed som Hierophiter udi Skoven, og som Munke blant Mennesker. Hierophiten gik derpaa vred bort, og Ulven begav sig til sine sædvanlige Forretninger igien.
✂ Fabelen lærer, at endskiønt man ikke kand undskylde sine egne med andres Misgierninger, saa kand man dog med saadant Argument confundere dem, der ere ligesaa skyldige som de Syndere, hvilke de stræbe at omvende.