Holberg, Ludvig 170. Fabel. Ulven og Biørnen.

170. Fabel. Ulven og Biørnen.

Ulven og Biørnen, da de merkede, at deres Næring dagligen tog af udi Skoven, begave sig til Løvens Hoff for der at søge Tieneste. De havde begge ikke lige Lykke, thi Biørnen giorde et Æres Trin efter et andet, saa at han omsider blev Løvens Vizir, medens Ulven stedse forblev udi en liden ringe Post, som han engang havde erhvervet. Over dette besværgede han sig engang for Biørnen, af hvilken han fik saadant Svar: Du klager over din slette Skiebne, og synes at misunde mig min Lykke. Det eene med det andet bestaaer dog ikkun udi puur Indbildning; Bild dig ind, at du est Vizir, saa er du det samme, som jeg nu er. Ulven maatte da lade sig afspise med saadan slet Trøst, og gik misfornøyet bort. Kort derefter faldt Biørnen udi Unaade og blev indsluttet udi et Fængsel. Da han udi 8te Dage saaledes havde siddet indsluttet uden Mad og Drikke, og af en Hændelse saae Ulven ved Fængslets Sprinkel, raabte han: Ach kiære Isegrim! Jeg er færdig at døe af Sult. Ulven svarede dertil: Alting bestaaer ikkun udi Indbildning: Bild dig ind at du haver en halv Snees Retter udi Maven, saa est du ligesaa mætt, som jeg nu er. Saaledes meenede Ulven at have betalt Biørnen med 418 samme Myndt, skiønt udi Biørnens Trøst dog var nogen Soliditet; thi endskiønt det er vanskeligt ved Indbildning at curere et hungrigt Sind, saa er det umueligt ved Philosophie at curere en sulten Mave.