Holberg, Ludvig 172. Fabel. Om Manden, som vilde malke Bukken.

172. Fabel. Om Manden, som vilde malke Bukken.

En Mand giftede sig engang med en Skiøge, som udi nogle Aar havde siddet i fuld Næring, og derved erhvervet Midler. Endskiønt saadant hendes Levnet var ham bekiendt, havde han dog Haab, at hun skulde føde ham en Arving, og var det udi samme Haab at han forud kiøbte Vugge og Børne-Tøy. Medens han levede udi dette Haab, blev han engang vaer en taabelig Malke-Pige, som vilde malke en Geedebuk, han brast derover udi sterk Latter, og fortaalte sin Naboe, som mødte ham paa Veyen, hvad han havde seet. Den anden svarede da: Kiære Naboe! Jeg loe ligesaa sterkt, da jeg hørte at du kiøbte Vugge og Børne-Tøy, og giorde Præparatorier til din Hustrues Barsel-Seng. Manden sagde: Hvad meener du dermed? Jeg meener ikke andet dermed, svarede den anden, end at det er ligesaa vanskeligt at faae visse Qvinder til at føde, som at faae Geedebukke til at malke. 419 Fabelen lærer, at mange belee hos andre det som er ligesaa latterligt hos dem selv.