Holberg, Ludvig 178. En Chinesisk Fabel.

178. En Chinesisk Fabel.

Nogle Muus talede engang indbyrdes med hinanden og sagde: Ach hvor herlig er ikke denne Verden, som vi beboe, see hvilket prægtigt Pallads, som for vor Skyld er opreyset, see hvilke feede Skinker, som hænge under Hvelvningen, og som Naturen haver dannet for os. See! hvilken Mængde af anden Føde: Naar vi alt dette betragte, saa kand vi ikke andet end ansee os som Naturens Mesterstykker for hvilke saadanne Herligheder ere tillavede. Vel er sandt, at vi have en farlig Fiende udi Katten; men det tiener os til Underviisning, og paaminder os at leve med Agtsomhed. Et Stykke derfra stode nogle Ænder, Giæs og Faar, hvilke anseende Skove, Enge, Søer og Bierge, sagde: Have vi ikke Aarsag at takke Naturen, som haver dannet alt saadant alleene for vor Skyld. Æslet som gik forbi og saae sig udi Vandet, glædede sig ved sin herlige Skabning, og sagde: Hvo kand tvivle om, at jo Himmel og Jord fornemmeligen ere skabte for Æsler: Jeg seer jo, at Mennesket er min Slave, der skraber, toer og rygter 424 mig. Den Haardhed som det undertiden øver mod Æsler, kand ikke reyse sig af andet end Misundelse over de Herligheder, som Himmelen haver begavet os med. Mennesket, som dette hørte, raabte da: Achl er det mueligt, at usle Æsler kand have saadanne høye Tanker om sig selv, og at de ikke kand see og kiende, at Himmel, Jord og alle Elementer alleene ere dannede Mennesket til Nytte, det er jo Mennesket som hærsker over Alting, og som i Henseende til dets høye Forstand burte have end større Herredom. Nogle Engle, som kastede deres Øyen ned paa Jorden, og ansaae Mennesker, sagde: Hvilke usle krybende Orme, som ere underkastede Sygdomme og hundrede Elendigheder, som maa slæbe for deres Føde, lade sig insultere af Myg og Fluer, hvis Legemer ere beskikkede ligesom til Enge og Fælleder for Luus og Lopper, og hvis Liv er ikkun en Haande-Vending, og dog ere slagne med saadan daarlig Hoffmod. Hvad ere de at ligne mod os Engle. Da den store Tien, eller Chinesernes Gud, hørte alt dette, lod han Engle, Mennesker og alle Dyr forsamle, og sagde: I ere alle mine Hænders Gierninger, som jeg kand til intet giøre, intet kand siges herligt og fuldkomment uden det Guddommelige Væsen, intet kand siges stort eller lidet i Henseende til andre, enhver er hvad som den er beskikket til at være. I ere alle en Samling af ufuldkomne Redskabe, og enhver bør lade sig nøye med sin Skiebne.