Holberg, Ludvig 186. Fabel. Løvens og Løvindens differente Ønsker.

186. Fabel. Løvens og Løvindens differente Ønsker.

En Løve og en Løvinde havde længe levet udi fornøyelig Ægteskab sammen. De vare og begge heel devote, og havde deres visse Beedestunde hver Dag: Men de vare ikke eenige udi deres Bønner: Løven bad om Riigdom og 431 et Langt Liv: Løvinden derimod bad, at Jupiter vilde give hende det, som han fandt hende at være meest tienligt Da Løvinden engang blev dødelig syg, saa at intet Haab var til Livet, sagde Løven: Du skulde have indrettet dine Bønner som mine ere, saa havde du nok kundet leve længere. Hvortil Løvinden svarede: Maaskee at et længere Liv ikke havde været mig tienligt; thi vi vide ikke hvad Ondt os kand forestaae. Disse vare hendes sidste Ord, hvorpaa hun med et roeligt Sind døde. Løven blev ved sine sædvanlige Ønsker: Han blev ogsaa bønhørt. Han naaede en høy Alder, og all slags Velstand og Overflod regnede ned paa ham; men ligesom Alderen tog til, saa aftog all Lyst og Appetit, saa at han i ingen Ting fandt meere Smag. Omsider bleve Lemmerne stive, saa at han ikke kunde gaae, og endeligen fast ikke kunde røre sig meere. Da de andre Dyr udi Skoven dette hørte, forvandledes Ærbødighed og Frygt for ham til Foragt, saa at Fugle giorde deres Reede paa hans Ryg, og Æslet kastede sin U-reenlighed paa hans Hoved, som paa en Natstoel. Da sagde Løven sukkende: Achl nu maa jeg bekiende, at min Hustrues Bønner have være best grundede.

Fabelen lærer, at det er best at lade Alting komme an paa Himmelens Forsyn. Eller, hvis man vil bede om verdslige Ting, da alleene at bede om en sund Siæl udi et sundt Legeme (ut sit Mens sana in corpore sano.)