Holberg, Ludvig 193. Fabel. Om Dragen og Bonden.

193. Fabel. Om Dragen og Bonden.

En Drage saae engang en stor glimrende Steen, og, saasom han meente, at det var en Guld-Ertz, ruede han derover, som over en Skat. Efterat han nogle Dage uden Mad og Drikke havde ligget paa samme Sted, gik en Bonde forbi; den samme, da han blev vaer et Glimt af den skinnende Steen, meenede han ogsaa at det var Guld, og blev han bestyrket i den Tanke, efterdi man veed at Drager rue over Liggendefæe, som de aldrig forlade. Han pønsede da paa, hvorledes han kunde bemægtige sig Skatten: Men, 435 saa længe som Dragen endda havde nogle Kræfter, turde han ikke komme den nær. Endeligen, da han saae, at Dragen af Mangel paa Føde var færdig til at opgive Aanden, nærmede han sig til Dyret og sagde: Redd dit Liv, kiære Drage! og overlad mig Skatten: Den kand være mig til ligesaa stor Nytte, som den er dig til Fordærvelse. Men, som Dragen havde intet Øre dertil, bleve de begge liggende; den eene for at beskytte sin fundne Skat, den anden for at bemægtige sig den samme: Og kunde ingen af dem overtale sig til at forlade Stedet, men de forbleve ubevægelige derpaa indtil de begge døde af Sult. En Ørn, som udi et Træe havde anseet denne Handel, fortaalte den heele Historie til en Hyrde, hvilken strax randsagede den formeente Skat, og fandt, at det var en u-nyttig glimrende Steen, som havde foraarsaget disse to Martyria. Han lod derfor Bonden og Dragen jorde udi en Grav, sigende: Eftersom de have havt een Død, saa skal de og have et Grav-Sted.