Holberg, Ludvig 212. Fabel.

212. Fabel.

En Vandringsmand kom engang til en Stad, hvor Fruentimmeret gik med tynde Skiørte af Netteldug eller Kniplinger, saa at een der havde skarpt Syn, kunde see meere end han burte. Han forundrede sig ikke lidet derover, og gav tilkiende for sin Vert, at saadant var gandske uanstændigt. Verten sagde da: For tvende Aar siden vare Skiørter saa breede, at et hvert Fruentimmer saae ud som 442 et Tre-Dækker-Skib. Endelig, da Skiørterne havde naaet den yderste Lat. Grad, blev man omsider kied deraf, og begyndte at reformere Dragten. Men, saasom Mennesker udi Reformation ingen Maade kand holde, er man omsider falden til den Extremitet, som min Herre nu seer. Fabelen lærer, at man udi Reformation ikke kand standse, men at man falder fra en Extremitet til en anden, saa at Medicinen bliver verre end Sygdommen.