Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

218. Fabel.
Manden og Æslet, af Fontaine.

✂ Intet er vanskeligere end at giøre alle tillmaade. Dette oplyses ved en artig Fabel, som, om jeg ret mindes, findes 446 hos Fontaine saaledes: En reysende Person satte sig paa et Æsel, og lod sin unge Søn følge med til Fods. De Forbigaaende, som dette saae, sagde da: Hvilken uforskammet og ubarmhiertig Mand! Han rider selv i sin Magelighed, og lader den unge stakkels Dreng gaae til Fods. Manden, bevæget af slige haarde Domme, søgte en anden gang at rette saadant ved at sætte Sønnen paa Æslet og selv at være Fodgænger: Dette foraarsagede Latter: De Forbigaaende sagde: hvilken Narr! Han gaaer selv til Fods, og lader Drengen ride. Manden søgte derfore tredie gang saadant at rette, og at tilstoppe Munden paa disse Dommere, og det saaledes, at han satte sig selv tillige med Sønnen paa Æslet: Men det samme tilveyebragte end haardere Dom: Thi man sagde: Hvilke ubarmhiertige Mennesker! Mon det stakkels Beest haver ikke Byrde nok udi den eene af dem? Manden blev herover gandske forvirret, og derfor paa den fierde Reyse gik og tillige med Sønnen ledede Æslet frem. De peegede alle Pingerne efter ham og sagde: Hvilken forbandet Taasse! Han haver Æslet og betiener sig ikke deraf. Da merkede Manden, at det er umueligt at giøre alle til maade, og derfore foragtede Folkes Domme.