Holberg, Ludvig 226. Fabel.

226. Fabel.

En Konge forskrev til sig tvende af sine Statholdere, befalende dem at medbringe alle deres Documenter og Papirer, som kunde tiene til Beviis paa deres Forhold udi Embederne. Den eene fik Befalning strax uden Ophold at begive sig paa Reysen; den anden derimod blev forundet tre Dages Frist: Da de nu begge ankomme, og Sagerne bleve examinerede, blev befundet, at den første havde glemt at medbringe adskillige fornødne Documenter, da den sidste derimod giorde Reede for Alting til Punkt og Prikke. Den høyeste Stats-Minister, hvilken Revisionen var betroet, fortørnedes da over den første, og udi Kongens Nærværelse beskyldte ham for Efterladenhed; Men Kongen selv tog ham i Forsvar, sigende: Man kand ikke fordre lige Nøysomhed af dem begge, thi den eene haver faaet Befalning at haste med Reysen, men den anden tre Dages Frist til at præparere sig.

Denne Fabel sigter til at igiendrive Menneskens ubillige Domme, der ansee det som en Straf, at visse Personer hastigen henrykkes, førend de kand faae Tiid til at præparere sig til Reysen, og derved ligesom beskylder GUd for Partiskhed, ey eftertænkende, at jo GUd, som er en retfærdig Dommer, dette haver for Øyene, og udfodrer meer af den, som han haver forundet længere Tiid, end af den, som han hastigen 451 bortrykker, og som kand sige paa Regnskabs-Dagen: Hvi gav GU d mig ikke ligesaa lang Leve-Tiid som den anden at bereede mig til Døden? At jo GUd dette i agttager, og at hans Domme ere anderledes end Menneskens Dom, derom bør ingen tvivle, ligesom man kand være forsikkret om, at han udfodrer skarpest Regnskab af den, som han haver betroet det største Pund.