Holberg, Ludvig 230. Fabel. Tornebuskens Forvandlinger.

230. Fabel. Tornebuskens Forvandlinger.

En Tornebusk, som stod blant nogle høye Aske-Træer, sagde engang: Achl hvor ubillig er dog Naturen, der haver givet mig en saa foragtelig og ringe Skikkelse mod disse andre anseelige Træer. Himmelen bevægedes af denne Klage, og forvandlede Tornebusken til et høyt Aske-Træe. Denne Forvandling foraarsagede en ubeskrivelig Fornøyelse hos det forvandlede Træe: Men Fornøyelsen varede ikke længe: Thi, da det kort derefter saae en Oxe at gaae sig forbi, sukkede det paa nye og sagde: Hvi skal vi arme Træer stedse fæstes stille paa et Sted, og være som udi et bestandigt Fængsel. Hvi haver Himmelen ikke givet os Fødder at gaae paa, som denne Oxe. Denne nye Klage blev ogsaa bønhørt, og Træet blev forvandlet til en Oxe: Og foraarsagede denne Forvandling ikke mindre Glæde end den første: Men just, da Oxen priisede Himmelen for denne beviiste Naade, blev den vaer et Menneske, som med en Svøbe drev en Hob Kiøer og Hæste for sig: Den faldt derpaa udi nye Melancholie igien, og sagde: Hvilken Forski el er dog ikke imellem Dyr og Mennesker? Hvi haver Skaberen ladet see saadan Partiskhed udi Gavernes u-liige Uddeeling. Ach hvilken Fornøyelse maa det ikke være for et Menneske, at see sig saaledes udi Skabningen distingveret. Den Ansøgende blev tredie gang bønhørt, og omskabt til et Menneske. Nye Forandring, nye Glæde, som dog ikke blev langvarig; thi, da det nye Menneske hørte tale om Engle, misundede det de samme deres herlige Skabning, og udbrød i saadan Klage: Hvad 454 er dog mod Engle at regne et uselt Menneske, som er bekymret om sin Føde, og som er hundrede Tilfælde, Sygdom og Død underkastet! Det heder, at vi ere alle dannede af een og den samme Skaber, at vi alle ere hans Børn; men Skabningens Forskiel viser, at vi maa kaldes StivBørn. Saa tidt vi saadant betragte, kand vi ikke andet end gremme os og raabe: Hvi ere vi ikke skabte som Engle? Dette Klagemaal blev ogsaa naadigen optaget, og den klagende Person blev forvandlet til en Engel. Nu syntes Alting at være fuldkomment, saa at intet stod tilbage, som det allerædelste af skabte Creature kunde savne: Glæden syntes ogsaa at være fuldkommen. Den nye Engel skiønnede paa Velgierningens Storhed, og prisede Himmelen længe derfore. Men, saasom Begierlighed ingen Grændser haver, og den siden forestillede sig hvilken Forskiel der er imellem GUD og skabte Creature, begyndte den efterhaanden at tilønske sig Guddommelige Egenskaber, og ved saadan Sammenligning ogsaa at sørge over Englenes Ufuldkommenhed. Himmelen, som merkede derover den umættelige Begierlighed, optændtes da til Vrede, og fældede saadan Dom, at det misfornøyede Creatur, som paa ingen Velgierning havde kundet skiønne, skulde bringes til sin første Stand igien, hvilket ogsaa skeede, saa at det af en Engel blev forvandlet til en Tornebusk igien: Hvilken Tilstand det siden med Taalmodighed skikkede sig udi, saasom det af disse Exempler havde merket, at hvor Begierlighed er, kand aldrig være nogen Fornøyelse.