Holberg, Ludvig Uddrag fra Epistola 505

Man seer saaledes, at af Philosophie alleene liden Trøst kand hentes for Alderdommen, og var det derfor at mange bedagede, Romere og Grækere ikke toge i Betænkning paa en eller anden Maade at forkorte deres Liv, naar de saae, at det alleene var dem til Byrde, og at de ingen Tieneste meer kunde giøre. Den eeneste Trøst derfor tages af Religionen; Thi hvad kand meere fryde et Menniske end det tilkommende Livs Betragtning. Det maa være det samme for ham som for en Søe-Mand, der, efter udstanden Storm og Uveyer seer sig nær ved Havnen. Denne Trøst, hvilken er den eeneste, som er grundig, har Cicero, som en Hedning af Mangel paa Oplysning, ikke kundet sige af. Gid den hos oplyste Christne havde stedse den Virkning som den burde have. Men man seer disvær af Erfarenhed, at Troe og Tillid hos de fleeste er svagere end de selv indbilde sig. Eenhver raaber; jeg troerl ja jeg er forsikret om et bedre Liv end dette. Men naar Døden kommer, som vil giøre Ende paa deres Lidelser, og aabne Dørre for dem til de Lyksalige Boeliger, beede de dog om Opsættelse. Denne Betænkning synes vel noget haard mod det menniskelige Kiøn, sær mod oplyste Christne: Men det giør ingen gode at tale mod Erfarenhed, og at nægte det, hvorom man af daglige Exempler overbeviises. Jeg tilstaaer dog gierne, at der findes nogle, hvilke ansee Dødens Ankomst som et Glædskabs-Bud. Men mon de samme saaledes ikke anstille sig for at lade se deres herois- 265 mum, og for af Nødvendighed at giøre en Dyd. Prøven kunde giøres, hvis man udi yderste Aandedræt kunde forsikre dem om Livet, og meener jeg at den ofte er giort med Mennisker, som ere dømte fra Livet, og som med en heroisk Bestandighed ere gaaet til Døden, hvilke dog efter uformoden Forsikring om Pardon ere fast daanede af Glæde, og derved have røbet sig selv. En Græsk Offer-Præst søgte engang at bestyrke en ung Lacedæmonier mod Døden, forestillende ham det andet Livs Lyksalighed: Hvortil den unge Person svarede, efterdi du er saa forsikred derom; hvi døer du da ikke selv. Det samme kand og siges til andre, som bryste sig af deres sterke Troe: Hvi ere I da saa bange for at døe. Denne Materie fortienede vidtløftigen at udføres: Men det maa være nok denne Gang. Og vil jeg alleene til Slutning anføre Marqvisindens af Lambert sindrige Betænkning over Alderdommen: Hendes Ord ere disse: "Ved Ungdommens Forliis taber man ogsaa all Undskyldning udi de Feyl, som man begaaer; Thi, saasom den forrige Angenemhed, der besmykker en Feyl, er forsvunden, saa dømmes Forseelser efter Rigueur. En gammel Mand maa derfor have Øye med sig selv, og sætte paa Skruer saavel sin Tale, som sin Opførsel og Klæde-Dragt. Intet er urimeligere end ved udvortes Zirather at ville tilveye bringe de Angenemheder, som ved Alderdom forlade os. En frivillig Tilstaaelse af Alderdom udvirker, at Alderdommen bliver mindre. Sær kand man sige, at den største Uheld for Fruentimmer, som have været behagelige, er, at indbilde sig, at de endnu ere behagelige. De maa søge at paatage sig en Skikkelse, som passer sig paa nærværende Tilstand. Intet er uanstændigere end at lade sig see paa glimrende Steder og Spectacler, hvor man ingen Parade kand giøre, og at fremviise et Ansigt uden Yndighed. Udi Alderdommen bliver Smagen meere delicat i behagelige, og meer opvakt udi u-behagelige Ting: Thi saa snart de har tabt Ungdommen, fordobles Pinen og formindskes Lysten." Saa vit bemeldte Dame. Jeg forbliver etc.