Holberg, Ludvig Uddrag fra PLUTUS

PENIA.
staaer lidt stille med nedslaget Hoved, og derpaa begynder saadan Klagesang, som er en Aria med sagte Musik.

See Dommen afsagt er:
Jeg kand ey meer her blive;
Til andre Mennesker
Jeg maa mig strax begive.
Jeg uden Møye kand
Mit Boeskab med mig føre;
Den nøgne Armods Stand
Mig Reysen let vil giøre.
Man ynke mig ey kand,
Som her ved intet taber;
Men vel et dydigt Land,
Som Plutus snart omskaber.
Thi ved min Bortgang det
Vil Hovedkulds til Lyder
Og Ondskab styrtes slet
Og tabe gamle Dyder.
Gak da, Penia, bort!
Lad Staden kun sig fryde:
Dens Glæde blir dog kort;
Sligt vil den snart fortryde.

Hun omfavner Børnene, som græde.

Følg, kiære Børn! med mig,
Og Øyne ikke væder!
64 Lad Dyden græmme sig,
Og Staden kun begræder,
Som, inden Soel gaaer ned,
Skal øyensynlig lære,
At indbildt Herlighed
Til Strikke den vil være.

Hun tager Børnene ved Haanden, og gaaer bort.