↩ Knud Lyne Rahbek har skrevet: »Skulde nogensinde det i sig selv unyttige og ubesvarlige Spørgsmaal blive opkastet: hvilket det ypperste af Holbergs Skuespil var, torde noget nær den Stundesløse forene de allerfleste Stemmer«. I eminent Beherskelse af alle Virkemidler lader Holberg en Figur aftegne sig for vore Øjne. Fra Pernilles Præsentation i Aabningsscenen kender vi straks Formlen for Titelpersonens Væsen; alligevel overraskes vi Scene efter Scene af de stadig nye Situationer, hvori denne perplekse Karakter udfolder sig. Holberg kappes med Molière, som i Den indbildt Syge har anvist den fornødne dramatiske Teknik, men han overgaar ham. Ikke blot i Emnevalg; det er ulækker Komik naar Molières Hovedperson stadig skal underholde os om sin Maves Tilstand; for Franskmænd er Apotekervarer og deres Virkninger dog stadig en Kilde til uendelig Underholdning, og Argans indledende Gennemgang af sin maanedlige Apotekerregning er sikker paa Bifald: »Endvidere, den fireogtyvende et lille formildende, forberedende og opløsende Klyster, for at blødgjøre, forfriske og befugte Herrens Indvolde . . . Tredive Sous«. Molières Udlevering af Lægerne er skarp og vittig, men Holbergs Galleri af Bipersoner er 322 langt frodigere. Bedemandsfamilien og Bedemandsstilen er af uimodstaaelig Virkning. Og den meget rige Oldfux-Skikkelse har givet Forvandlingsskuespillere som Phister og Holger Gabrielsen Mulighed for fulde Udtræk. Hver af Oldfux' Forklædninger er et Studium værd. Den omvandrende tysktalende Lærde har uopklarede Forbindelser med den berømte Agrippa von Netterheim og hans Skrift om Usikkerhed i Videnskaberne (De incertitudine scientiarum, 1527). Advokaten, der vil lære den fortravlede Vielgeschrey den »spanske« Maade at diktere paa, er muligvis vokset ud af Maskekomedien, hvor der snakkes om Retskrivning og hvor et Slag paa Skulderen kan betyde Spørgsmaalstegn eller Udraabstegn. Men det er kun vage Ansatser til Holbergs Farcesceneri, der har fundet et moderne Sidestykke i Victor Borges internationale Entertainer-Nummer: den fonetiske Tegnsætning. »Den Stundesløse« er paa Teatret den perfekte Entertaining. Men det er ogsaa et Læsestykke. Hans Brix har det kønne Ord i Anledning af »Den Stundesløse«: »Vil man vide, naar Komedie er god Komedie, da bemærke man, naar man glemmer at man læser«.