Holberg, Ludvig Uddrag fra DEN HONNETTE AMBITION

↩ I Epistel 176, der øjensynlig er blandt de seneste af Epistlernes to første Bind, som udkom i Februar 1748, skriver Holberg roligt og værdigt: »Jeg haaber .. ., at enhver kand see, at den Erection, som er skeed af mit Jorde-Gods til Fri-Herskab er skeed alleene til Publici Nytte, og for at have et Monument efter min Død, saa det her maa heede, som en gammel Philosophus sagde: Sero arbores qvæ aliis prosint, det er: Jeg planter Træer, som andre skulle nyde Frugt af«. Holberg skelner derfor mellem sin egen Værdighed, som er »et Embede, hvorudi er en Realitet«, altsaa baade Midler og Formaal, og den som begæres af andre, der vil »kaldes det, som de hverken ere eller agte at blive: De søge hver siette eller syvende Aar at beklædes med nye Titler«. Allerede 1728, i et Indskud i Natur- og Folkeretten, havde han skelnet mellem to Slags Rangspersoner; se Bind I, S. 336. - Uden Tvivl har Holberg følt Glæde ved sin Barontitel, bl. a. i hans Forhold til Udlandet. Paa sine danske Skrifter satte han efter 1747 stadig kun sit Navn; men paa de fremmedsproglige tilføjede han Baronen. Saaledes paa den samlede Udgave af de latinske Epigrammer (1749) og de tre smaa Bøger han udgav paa Fransk, om Roms Tilvækst (1752), om Dronning Christina (1752) og om Montesquieu's Lovenes Aand (1753). Det har tilfredsstillet Holbergs Ærelyst at vise Europa, at en Pennens Mand kunde have Gang og Sæde blandt Adelen.