↩

✂

✂ LUDVIG HOLBERG

✂ VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND
📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

Rosenkilde og Bagger 1970

✂

✂ TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

✂ Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

✂ Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

✂ Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

✂ © ROSENKILDE OG BAGGER 1970

✂ Printed in Denmark

✂ Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

✂

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kilde-Reysen .................................... 9
Noter ............................................ 45
Melampe .......................................... 51
Noter ............................................ 120
Uden Hoved og Hale .......................... 127
Noter ............................................ 197
Henrich og Pernille ............................. 203
Noter ............................................ 262
Diderich Menschen-Skræk ................... 267
Noter ............................................ 306
Hexerie eller Blind Allarm .................... 311
Noter ............................................ 390
Plancher ........................................... 396

✂

KILDE-REYSEN
Comoedie udi tre Acter

✂

Personerne i Comoedien

JERONIMUS
LEONORA
PERNILLE
MAGDELONE
ARV
LEANDER
HENRICK
DOCT. BOMBASTUS
NIELS KUDSK
LEONARD

✂

Kilde-Reysen
Indledning

✂ Denne Komedie, som efter sit Emne tilhører den lyse Aarstid, blev opført første Gang omkring 1. Juli 1724. I Levnedsbrevet 1728 siger Forfatteren, at den spotter Folk, som tror paa den mirakuløse Kraft i en Kilde, der har sit Udspring ikke langt fra vor Hovedstad, og som paa en bestemt Tid af Aaret - nemlig Sankt Hans Nat - strømmer skarevis derhen. Denne Kilde kan ikke være Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven, som var ukendt i 1720erne. Man har gættet paa Vartov Kilde, der laa lige syd for Tuborg og paa Vangede Kilde; der er samtidige Vidnesbyrd om Tilstrømningen til disse to nære Kilder i 1720erne.

✂ Troen, eller Overtroen, paa undergørende Kilder er dog i Komedien kun et Middel til at sætte en Elskovsintrige igang; en spidsere Brod rettes mod Operaen, en Kunstart, som Holberg aldrig fik Smag for. 1721-23 gav et tysk Operaselskab Forestillinger i Hofteatret, og Parodien i Kilde-Reysen hænger sikkert sammen med disse Forestillinger, som paaførte Lille Grønnegade-Teatret Konkurrence. Da der igen kom Opera i København, fra 1747, og Den danske Skueplads samtidig vaagnede til nyt Liv, gjorde Holberg i Epistel 299 opmærksom paa, hvor aktuel »Kilde-Reysen eller den syngende Jomfrue« var blevet igen. Den opførtes da ogsaa af de danske Aktører den 30. Juni 1749.

✂ Til Komediens Intrige har Holberg fundet Inspiration i franske Komedier (jfr. Listen i Comoedierne ved Carl Roos, Bind II, 1922, S. 539, Fodnote 1). En med Holbergs meget beslægtet Holdning til Operaen findes hos den franske Skønaand Saint-Evremond (1614-1703). Holberg har paa 10 forskellige Stadier af sin Skribentbane benyttet sig af Saint-Evremond. Er han faldet over hans »Afhandling om Operaerne«, Discours sur les Opera, har han glædet sig over de fleste Ideer heri, ligesom han kan have fornøjet sig over Komedien Les Opera, (begge Tekster findes f. Eks. i CEuvres de Monsieur de Saint-Evremond, Bind III, 1711). Ordet »opera« er Flertalsformen af lat. opus, Værk; man kunde derfor bruge Ordet i Flertal uden at tilføje den sædvanlige franske Flertalsbetegnelse, -s. I denne Femaktskomedie paa Prosa er en ung Dame i Lyon, Datter af en Dommer, grebet af Operagalskab, ligesom en ung Mand, hun sympatiserer med. Begge er kun tilfredse, naar de kan udtrykke sig i Sang. Crisotine forklarer Faderen, dog uden Noder, at eftersom han opdrager hende i uborgerlige Manérer, er det helt naturligt, at hun nu følger Hoffets Smag - og efter den seneste Operapremière taler alle af Stand udelukkende i Toner. I Paris' fornemme Butikker, hvor Damerne køber Stoffer og Smykker, bliver alt sunget: »tout se chante«! Lægen giver til sidst det Raad, at Crisotine med sin Udvalgte skal gaa til Operaen; seks Maaneder med det samme Syngeri og Omklædning skal nok kurere dem for denne Galskab: »Ved en hemmelighedsfuld Drift, som man kalder Instinkt, fører Naturen dem til det Lægemiddel, som uden Tvivl vil helbrede dem. Operaerne har fremkaldt deres Sygdom; Operaerne vil bringe den til Afslutning«.

✂ Litteratur.Om den helbredende Kilde: E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Holbergs atten første Lystspil, 1958, S. 308 ff. - P. M. Stolpe i Danske Samlinger 2. Række, 6. Bind VI, 1877-79. S. 269 ff. - Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938, S. 11 f., 218 ff. - Holberg og Musikken: Holbergs Epistler, ved F. J. Billeskov Jansen, Bind VII, 1955, S. 262-66. - Holbergs Forhold til Operaen, i Torben Krogh: Musik og Teater, 1955, S. 74-97.

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1

Leander. Henrich.

LEANDER.: Ikke heller Brev med denne Post! jeg veed aldrig hvad jeg skal siige derom.

HENRICH.: Herre! i steden for at ligge og vente her efter Breve, skulde I have reyst Iiige til jer Broer, saa havde i allereede haft den Arv i Hænderne, som er jer tilfalden efter jer Fars Død.

LEANDER.: Du staaer og snakker hen i Taaget, ligesom du ikke vidste hvad Kierlighed er.

HENRICH.: Jeg veed nok hvad Kierlighed er, jeg er baget af samme Dey som andre Mennesker; men Interessen trækker dog meest. Naar Cupido, som er Gudinde for Kierlighed, siiger: Staael saa staaer jeg; Men naar Mercurius, som er Gud for Gevinst og Interesse, gir Contra-Ordre, og siiger: Gaae! saa reyser jeg.

LEANDER.: Jeg vilde ønske, at jeg kunde sige det samme; men det er mig ikke mueligt at reyse herfra, førend jeg blir denne skiønne jomfrue mægtig.

HENRICH.: Hvordan Pokker vil I blive hende mægtig?

LEANDER.: Ach Henrich! det er en stor Post, at hun elsker mig.

HENRICH.: Det vil ikke meget sige; Naar hendes Far lader hende indsperre, saa kand Herren ikke vinde andet ved sin Kierlighed end elske sig en Feber eller Guulsoet paa Halsen.

LEANDER.: Vi maa bruge Practikker, Henrich, medens den Gamle er paa Landet.

HENRICH.: Ey det er en læt Sag! Hvis Herren kun kand skaffe mig Nøgelen først til Porten, dernest til de andre 12 Dørre, og faae een til at slaae en halv Snees Øyen ud paa Portneren (thi han har Hige saa mange som Argus,) saa vilde jeg nok skaffe Herren ind til hende.

LEANDER.: Du hitter nok paa noget, kiere Henrich!

HENRICH.: Tiden er saa knap, Herre! I hørte jo sidst, da hun talede med jer udaf Vindvet, at hendes Far kommer hiem i Aften med hans tilkommende Sviger-Søn. Jeg har nok et beqvem Hoved til Skielmstykker, uden at roese mig selv; men Tiden er knap, og jeg er ikke kiendt her paa Stedet. Kammer-Piigen Pernille har, maaskee, opspundet noget, siden vi taledes sidst ved.

LEANDER.: Hvad er Klokken nu?

HENRICH.: Klokken er 4re.

LEANDER.: Det er just den bestemte Tiid at faae dem at see i Vinduet. Blir du noget vaer?

HENRICH.: Ja jeg seer alt Gardinerne.

LEANDER.: Ey harcelleer dog ikke saa meget!

HENRICH.: Det er min Troe ingen Harcellering. Jeg seer alt Gardinerne røres. See der aabnes Vindverne! der er de.

✂

SCEN. 2

Leonora. Pernille i Vindvet. Leander. Henrich.

LEANDER.: Ach allersødeste Jomfrue! Er der noget opspundet til min Frelse? Siig: skal jeg døe eller leve?

LEONORA.: Om vor Intrigue vil lykkes, skal vi komme sammen denne Aften. Her er alt begyndt paa noget, som Pernille best kand sige, hvordan det skal sættes i Verk.

PERNILLE.: Intriguen er denne: Jomfruen stiller sig an at være falden i en underlig Svaghed, at alt, hvad hun taler, er paa Sang.

HENRICH.: Det er meget selsom. Kunde I ikke finde paa noget andet?

PERNILLE.: Det er jo lige meget, naar det er noget, som reyser sig af Hiernens Forvirrelse. Anledning til denne 13
14 slags Svaghed at digte hende paa, er denne: Hun er en stor Elskerinde af Opera, hvoraf hun har en god Samling, som hun daglig øver sig udi, og giør undertiden noget for meget deraf, saa hendes Far har ofte straffet hende derfor; hvorudover dersom hun skal falde udi noget Galskab, er det riimeligt, hun lar det see udi de Ting, som hun har været for meget indtagen af. Tilmed har vi alt bildet Gaards-Karlen Arv det ind, som hiertelig gremmer sig derover, saa at vi maa blive ved det Forsæt.

HENRICH.: Men hvad vil deraf følge?

PERNILLE.: Naar den Gamle nu kommer hiem, og forskrækkes over den Hendelse, raader jeg ham til at have Bud efter den navnkundige Doctor Bombastus, som med sin Søn nyelig er kommen her til Byen, for at raadføre sig med dem udi hendes Svaghed.

HENRICH.: Ja hvad vil det siige? De gir hende da, maaskee, noget ind at sveede paa, og saa er jo vi lige nær.

PERNILLE.: Ney du skal agere samme Doctor, og din Herre hans Søn, og raade Jeronimus til, saasom det er St. Hans Aften i Aften, at lade hende reyse til Kilden, hvis Kraft og Dyd du maa afmale paa det beste, hvilket han vil lettelig troe, saavelsom alle gamle Folk her i Byen, der af Overtroe giører saadan Reyse St. Hans Aften.

HENRICH.: Men, end om han selv vil reyse med for at have Opsyn med sin Dotter?

PERNILLE.: Det er jeg vis paa, at han ikke giør; thi naar han kommer fra en liden Reyse, er han saa udmattet, at han maa have 3 Dages Roelighed igien. Du kand tilbyde din Tieneste at følge hende, for at see til, hun bruger Vandet ret. Naar I saa kommer sammen, kand I ved Kilden overlegge jere Sager, hvor I vil retirere jer, indtil han tilstæder Ægteskab. Jeg saa vel som Huusholdersken Magdelone har ogsaa lige saa stor Begierlighed at komme ud som Jomfruen, og lige saa vigtige Aarsager. Vi maa betiene os af saadanne Leyligheder; thi vi kommer ellers ikke ud af Dørren.

HENRICH.: Men ved hvad Leylighed skal jeg komme ind, naar jeg agerer Doctor Bombastus?

PERNILLE.: Jeg skal viise Gaards-Karlen hen i det Huus, hvor I boer, at spørge efter Docteren, og da maa I begge være udi Bereedskab at følge med.

HENRICH.: Men her er nogen ved Porten.

PERNILLE.: Det er Arv. Løber da og lar alting være i Beredskab.

✂

SCEN. 3

ARV.

✂

alleene. Det er noget forbandet Tøy, som vil legge Hr. Jeronimus i Graven. Jeg havde aldrig villet troe det, hvis jeg ikke havde hørt og seet det selv. Jeg kommer ind og spør, om Herren kommer hiem i Aften, da svarer hun mig i Tremulanter saaledes:

✂ Hør Ungersvend, jeg si - - - - - ger dig,
Han kommer i Aften vis- - - - selig.

Og saaledes blev hun ved at synge til hvad jeg spurdte. Hun maa være forhexet eller lave til Barsel med en ung Spillemand. Jeg har aldrig hørt saadant min Livs Tid; jeg kand ikke viide, hvoraf saadant kand komme, uden at hun i Tanker maa have ædt op en Node-Bog, og faaet en hob enkelte og dobbelte Fuuser i Maven, som kommer hende iidelig til at synge. Det er en Ynk at see paa Magdelone og Pernille; thi de sidder og græder over denne Hendelse, som de var pidsket. Men der kommer, min Troe, Hr. Jeronimus med Monsr. Leonard. Jeg har ikke Hierte at fortælle ham det. Det maa enten Magdelone eller Pernille giøre.

✂

SCEN. 4

Jeronimus i en Reyse-Kiole. Leonard. Arv.

JERONIMUS.: Min kiere Sviger-Søn! Det kand giøres af, medens han er i Byen denne gang; thi saa vit, som jeg 16 kand see paa hans Gaard, da er han i Stand at bringe sin Bruud hiem, naar det skal være. Men der seer jeg Gaards-Karlen Arv. Nu Arv! hvorledes staaer til udi Huuset?

ARV.: Vel nok Herre, men - - -

JERONIMUS.: Hvad vil du sige med dit Men? her har, maaskee, været nogen for at tale med mig om magtpaaliggende Ting.

ARV.: Ney Herre, men - - -

JERONIMUS.: Her har, maaskee, været nogen at ville betale Penge; thi mine Debitorer pleyer gierne være villige at betale, naar de veed, at jeg ikke er i Byen.

ARV.: Ney Herre, her har ingen været, men - - -

JERONIMUS.: Hvad Fanden vil du da sige med dit Men?

ARV.: Aldeeles intet, Herre. Det er saa min Tale-Maade, men - -

JERONIMUS.: Her maa endelig være hendet noget. Du maa ikke have vel forvaret din Post, saa min Dotter, maaskee, har føytet i Byen. Jeg skal nok faae det at viide.

ARV.: Der har, min Troe, ikke en Siæl været uden for Gade-Dørren, uden den hvide Kat, som jeg pryglede strax ind igien, og svor paa, at jeg skulde klage ham for Herren. Hvad mig er betroed forretter jeg troelig, men - - -

JERONIMUS.: Det er dog en Satans Men. Er min Dotter, maaskee, ikke vel?

ARV.: Jo hun er vel nok, men - - -

JERONIMUS.: Hvad skader hende da? Fort siig!

ARV.: grædende. Ach Herre! lad Pernille og Magdelone sige det.

JERONIMUS.: Mit heele Legem skielver. Pernille og Magdelone, kommer ud!

LEONARD.: Altereer jer ikke, kiere Sviger-Far. Drengen er eenfoldig. Der er, maaskee, gaaet et Kruus eller et Glas i stykker.

JERONIMUS.: Ney det er, min Troe, noget andet.

✂

SCEN. 5

Jeronimus. Leonard. Magdelone. Pernille. Arv.

JERONIMUS.: Hør Magdelonel Hvad er det for Skielmstykker, I har bedrevet i min Fraværelse?

MAGDELONE.: Vi har, min Troe, intet ont giort.

JERONIMUS.: Hvordan er det med min Datter? Magdelone græ der.

JERONIMUS.: Ach Himmel] hvad er dog dette? Pernille! Hvordan er det med min Datter? Pernille græder.

JERONIMUS.: Arv! fort siig mig hvad det er. Arv græder ogsaa.

JERONIMUS.: I skal faae en Ulykke, hvis I ikke strax siger mig det.

MAGDELONE.: Ach Herre! lad Arv sige det.

ARV.: Ach Herre! lad Pernille siige det.

PERNILLE.: Ach Herre! lad Magdelone sige det.

JERONIMUS.: Pernille! jeg befaler dig at siige mig det.

PERNILLE.: Ach Herre! forskrækkes da ikke for meget derover: I gaar Nat mellem et og to - - var det ikke saa, Magdelone?

MAGDELONE.: grædende. Jo det var hen ved to.

PERNILLE.: Da vaagnede jomfruen op i Forskrækkelse, spatserede frem og tilbage med underlige Gebærder. Da vi spurdte hvad hende skadde, svarede hun os paa lutter Sang.

JERONIMUS.: Hun maa have gaaet i Søvne.

PERNILLE.: Ach ney Herre! Hun holder ved at synge indtil dette Øyeblik.

ARV.

✂

Da er det en Dievels Syngen, har hun siungen fra den Tiid og til nu. Jeg kom ind i Kammeret om Morgenen, og spurdte, om Herren var ventende hiem i Aften; da satte hun sig i Positur ligesom hun vilde agere Comoedie, og svarede i Sang. Jeg kand ikke giøre det saa vel som hun, thi jeg har ikke lært at synge; men det gik ungefehr saaledes:

✂ Hør Ungersvend, jeg si ----- ger dig,
Han kommer i Aften vis ----- selig.

Herren forlader mig, at jeg synger noget ilde.

LEONARD.: Ach Himmel! hvad er dette for en Hendelse?

JERONIMUS.: Ach jeg elendige Menneske! hvad hører jeg? Der har vi Frugten af den forbandede Opera-Læsning. Det Dievelskab har taget saadan Overhaand, at I skal see, hver anden Jomfrue her i Byen vil begynde at synge ligeledes i Steden for at tale.

LEONARD.: Det var at ønske Hr. Jeronimus, at de vilde. Men efterdi hans Datter synger endnu alleene, saa kand det ikke passere for andet end en Sygdom eller Galskab.

JERONIMUS.: Lad hende strax komme hid. Arv! flye mig et Riis, som jeg vil holde bag Ryggen, og siden true hende med, naar jeg seer, at gode Ord ikke vil hielpe. Disse Node-Bøger skal og Fanden i Vold. Jeg skal love for, at der aldrig hverken enkelte eller dobbelte Fuuser, hverken b duur eller b moll skal komme inden min Dørtærskel oftere. Hør Arv! naar den Mammeselle, som læ- rer hende at synge, kommer her igien, saa kandst du bede hende paa en høflig Maade, at gaae Døden og Dievlen i Vold. Ach mit Hierte vil briste af denne ulykkelige Hendelse.

PERNILLE.: Her er Jomfruen.

✂

SCEN. 6

Leonora. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Arv. Leonard.

JERONIMUS.: Er det sandt, som jeg hører om dig, min Dotter, at du har saadanne forbandede Lader, at du svarer Folk i lutter Sang og Tremulanter? Hvad Pokker har bragt dig udi saadanne Griller, hvorved du bringer Skrek i din gamle Far og prostituerer dig over hele Byen?

LEONORA.: i Opera-Tone.
Möchte ich doch, ich doch, mein getreuer Amyntas, noch ehe ich sterbe ---- dich wieder sehn.

JERONIMUS.: A ----- og det er paa Tydsk oven i Kiøbet. Kiender du mig ikke, mit Barn?

LEONORA.: Ihr seyd mein Vater, ihr seyd mein Vater.

JERONIMUS.: viisende Riiset. Seer du det? hvis du ikke holder op at harcellere, saa - - -

LEONORA.: Gestrenger Vater, gestrenger Vater, halt! Das ist ja Tyranney, das ist ja gar Gewalt.

LEONARD.: Jeg er saa altereret, at jeg ikke kanel staae paa mine Been. Adieu min Herre! Lar mig viide, naar det blir bedre med hende.

JERONIMUS.: Ach jeg elendige Menneske, dette vil krænke mig til Døden.

PERNILLE.: Er det ikke best, at Herren har Bud efter den nye Doctor, som er for nogle Dage siden kommen til Byen?

JERONIMUS.: Veedst du hvor han boer, saa siig det til Arv, at han springer der hen.

PERNILLE.: taler sagte til Arv, og han gaaer. Det skal være en ypperlig Mand, der har giort store Curer; men han er noget dyr.

JERONIMUS.: Ja jeg har nok hørt tale om ham. Det er jo Doctor Bombastus, som du meener.

PERNILLE.: Ja det er den samme. Han har allereede cureert 6 stumme Folk her i Byen. Han har en Søn med sig, som skal være lige saa sterk som han selv i Medicinskabet.

JERONIMUS.: Hvor har du hørt alt dette?

PERNILLE.: Mammesellen, som har informeret Jomfruen, har fortalt det. Ach gid han kunde hielpe hende! om jeg skulde selge mine Klæer indtil mit Skiørt, saa vilde jeg giøre det for at betale ham.

JERONIMUS.: Han skal nok blive betalt.

PERNILLE.: Men vil Herren ikke forsøge at tale hende meer til, for at høre om hun bliver ved?

JERONIMUS.: Jeg kand ikke taale at see paa hende, Pernille. Lad hende gaae ind saa længe til Docteren kommer.
Leonora leedes ind.

JERONIMUS.: Kand nogens Sorg vel lignes med min? Det er mit eeneste Barn, hvis Bryllup jeg havde tænkt at holde i een af Dagene med en fornemme ung Person.

PERNILLE.: Var det den unge Person som gik bort?

JERONIMUS.: Ja det var ham.

PERNILLE.: Hvor boer han?

JERONIMUS.: Han er fra Holsten, hvor han har arvet anseelige Midler efter sin Far, som nyelig er død, og maaskee kand faae dobbelt saa meget, dersom det er sandt, som man siger, at hans Broer er død udenlands. Han har sat sig her ned udi Landet paa en Herregaard, hvor han har giort alting reede at tage imod hende. Jeg veed nok, at denne fremmede Straten-Junker, som talede med hende paa det Assemblee for 14 Dage siden, gaaer og støver efter hende. Jeg har faaet tilstrækkelig Kundskab derom, hvorfor jeg har brugt alle muelige Præcautioner, at han ikke faaer hverken hende eller nogen af jer andre i Tale; thi Knægten seer vel ud, og en ung Jomfrue, som hun, er læt at forføre.

PERNILLE.: Er det derfor at Herren har sluttet os inde ligesom i en Muuse-Fælde?

JERONIMUS.: Ja just derfor. Men mon hun skulde have nogen Kierlighed til samme Karl, og det samme skulde have bragt hende udi dette Galskab?

PERNILLE.: Ney, jeg har min Troe ikke merket andet end at hun var fornøyet med det Vall, som Herren har giort. Men der kommer Docteren og hans Søn.

✂

SCEN. 7

Henrich som Doctor. Leander som Licentiat. Jeronimus. Pernille. Magdelone. Arv. Henrich og Leander giør Pedantiske Complimenter.

JERONIMUS.: Om Forladelse, min Herre, at jeg har taget den Dristighed at have Bud efter ham.

HENRICH.: Alt forladt. Er det han selv, som er gal, min Herre?

JERONIMUS.: Ney, Gud skee Lov, jeg skader intet, Hr. Doctor. Men min eeneste Dotter er geraadet i en stor Ulykke; om Hr. Doctor kunde hielpe hende, saa - - -

HENRICH.: Det skulde være en farlig stor Ulykke, som jeg ikke skulde kunde hielpe for. Jeg vilde ønske, min Herre, at han selv havde halvfemtsindstyve Ulykker 22 og Sygdomme paa Halsen, at jeg kunde giøre min Konst probat paa ham.

JERONIMUS.: Jeg takker skyldigst Hr. Doctor; men det er dog bedre som bedre er.

HENRICH.: Det er endelig sandt. Men vil I give mig Lov at bryde jer et Arm eller Been af, alleene for at lade see, hvor hastig jeg kand curere igien?

JERONIMUS.: Jeg tviler ikke om hans Dygtighed, thi all Verden kiender Doctor Bombastus; men jeg vil dog ikke umage ham med saadanne Bagateller denne gang.

HENRICH.: Han maa vel siige Bagateller. Det er noget, som min Søn Licentiat Theophrastus kand giøre i en Haandevending. Kom min Herre, lad mig giøre et Forsøg enten paa hans Arm eller Been.

JERONIMUS.: Ney Hr. Doctor, ikke denne gang, ikke denne gang.

HENRICH.: Lad mig da forsøge paa hans Gaards-Karl.

JERONIMUS.: Ja det kand nok skee. Arv, kom hid til Docteren!

ARV.: A----------

JERONIMUS.: Ey du Nar! Han curerer dig i samme Øyeblik igien.

ARV.: A----------

HENRICH.: Kom kun hid min Søn! du skal see, hvor hastig det er giort.

ARV.: A ----------

HENRICH.: Jeg seer nok, at han ikke vil dertil. Men hvad er det jer Datter skader?

JERONIMUS.: Hun vil ikke tale meere, men alt, hvad hun siger, gaaer paa Sang.

HENRICH.

✂

Den Sygdom heeder paa Latin Perisangia, og paa Græsk Copissisandung. Den har jeg cureret mange for. Jeg maa føle paa hendes Puls. Føler Pernille paa Pulsen. Har hun længe været saa gall? min kiere Jomfrue!

Giv jer kun tilfreds; jeg skal nok curere jer.

PERNILLE.: Jeg siger tusind Tak, Hr. Doctor, men det er ikke mig.

JERONIMUS.: Ney Hr. Doctor, det er min Piige. Lad min Datter strax komme hid.

✂

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.: Ja det er ret. Det første jeg kastede mine Øyen paa hende, kunde jeg see, at hun har den Svaghed, som kaldes Perisangia.

LEANDER.: Vil kun Papa give agt paa hendes Næse, paa den Circum flex eller dolus malus, som han seer.

HENRICH.: Det er ret min Søn. Den Circumflex gir alleene tilstræk kelig tilkiende, at det er en Perisangia. Jeg maa føle hendes Pultem.

JERONIMUS.: Vil Hr. Doctor ikke legge sin Hat fra sig? den incommoderer ham. Arv! Kom hid og tag Hr. Doctors Hat.

ARV.: A - - - - - - - - - -

JERONIMUS.: Jeg troer Drengen er gal. Vil du hid at tage Hatten!

ARV.: A - - - - - - - - - -

HENRICH.: Han er bange for mig; jeg vil sætte Hatten paa Hovedet. Om Permission min hierte Jomfruel Ja Pulsen slaaer Perisangialiter. Føel, Hr. Licentiat, og siig mig din Meening.

LEANDER.: Mig synes, Papa, at her er meere end en Perisangia, her er snart en Archisangia.

HENRICH.: Det er sandt, Pulsen har hart ad en fuldkommen Archisangialisk Gang. Men det er intet. Min Søn skal curere hende, min hierte jomfrue!

LEANDER.: Ja det skal jeg gierne, vil hun kun have Tillid til mig.

LEONORA.: ✂ Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
24 Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.: Hvor fælt det er at høre hende svare paa Sang, saa glæder jeg mig dog ved at høre, at hun har Tillid til Licentiaten.

PERNILLE.: Ja jeg skal give min Hals, om han ikke curerer hende.

LEANDER.: Det er ikke en liden Hielp for en Doctor, at Patienten har Tilliid til ham.

LEONORA.: ✂ Naar jeg dit Aasiun seer,
Forsvinder all min Smerte,
Ja alting i mig leer;
See jeg dig gir mit Hierte.
Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.: Det er endelig noget sterkt, men jeg kand tænke, det er et stykke af et Opera. Jeg merker Hr. Doctor, at hun er allereede til Forbedring; thi tilforne sang hun ikke uden paa Tydsk.

LEANDER.: Saa sandt som jeg er legitime promoveret Licentiat, saa skal han takke mig. Inden 2 Dage, min kiære Jomfrue, skal hun føle Virkning af min Dygtighed.

LEONORA.: ✂ Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

Arv staaer imidlertiid og skielvet og løber til side, saa tit Docteren nærmer sig til ham.

HENRICH.: Jeg maa conferere lidet med min Søn om Curen. Qvid tibi videtur Dominus Licentiatus, post molestam senectutem nos habebit humus?

LEANDER.: Nomen pronomen verbum participium supinum præpositio conjunctio interjectio.

HENRICH.: Adjectivum et Substantivum genere numero et pluraliter.

LEANDER.: Rusticus in via - - si non vis credere gusta.

HENRICH.: Gratias qvam maximas ago qvia qvoniam qvando.

LEANDER.: Tune tua res agitur, paries cum proximus ardet.
De blit meer og meer hidsig.

HENRICH.: Alpha beta gamma delta ypselon ponto basta.

LEANDER.: Ad adversus adversum pro contra extra supra palam archipodialiter tenus.

ARV.: Gid de kunde komme i Haar sammen, og bryde Arme og Been i tu paa hinanden i steden for paa mig.

HENRICH.: Omnia conando docilis solertia vincit.

LEANDER.: Pes aries paries palmes cum limite stipes.

HENRICH.: Qvisqvis amat ranam, ranam putat esse Dianam.

ARV.: Ja øver jer Konst paa Diana længe nok; thi det er kun en Hund.

HENRICH.: med knytted Næver. Qvando duo substantiva concurrunt, alterum erat infinitivi.

LEANDER.: Tytere tu patulæ recubans solertia vincit.

HENRICH.: Got, got, min Søn, jeg har approberet din Meening fra Begyndelsen. Jeg har kun opponeret saa sterk imod dig for at høre, om du holdt fast ved dine Principia. Hør min Herre! Efterdi eders Datter skulde blive syg og falde udi saadan Galskab, saa er ingen beleyligere Tid for hende end denne.

JERONIMUS.: Ach ney, min Herre! Det er den allerubeleyligste Tid; Thi hun skulde i disse Dage have Bryllup med en fornemme ung Person.

LEANDER.: Ney min Herre! Tidens Beleylighed bestaaei der udi, at det er St. Hans Aften i Dag.

JERONIMUS.: Hvad kand det giøre til Sagen?

LEANDER.: Jo hun maa ud til Kilden.

JERONIMUS.: Men er der saadan Kraft i det Vand?

LEANDER.: Der er større Lægedom derudi, end nogen skal kunde troe, naar man bruger det paa den rette Maade, og til det rette Klokke-Slet, og ved nogle foregaaende Præparatorier, som for Exempel et lidet Pulver, som hun skal tage ind først.

JERONIMUS.: Vil da Hr. Licentiat have den Godhed at følge med?

LEANDER.: Ja hiertelig gierne.

JERONIMUS.: Jeg vilde ogsaa bede, at han seer til, at ingen anden faaer hende i Tale derude; thi her er kommen en ung Studshane til Byen, som gaaer og støver efter hende.

HENRICH.: Det skal have gode Veye.

JERONIMUS.: Hør Pernille og Magdelone! Laver jer strax til, og lar baade Vognen og Chaisen spende for; thi nu er Tiden. Vil de behage at træde ind saa længe, medens Vognen spendes for?

✂

INTERMEDIUM
i steden for den anden Act.

Theatrum gjøres saa lidet som det kand, saa der præsenteres kun i Førstningen som en Vey til Kilden, hvor hen reyse saa vel Ryttere som Fodfolk med Spand, Krukker og Bouteiller, og kand een have hengende om sig lutter Krukker, andre lutter Bouteiller. De samme kand fare ud af een Side og komme ind af en anden for at have Anseelse af mange Folk. 2 Processioner skeer af Folk som holder 28
Tacten efter Musiqve. Een af Bønder, som gaaer Sommer i By e, med Faner og Mundering og May-Greene. Den anden af gamle Kiellinger, alle med differente vanskabte Masqver, gaaende med deres Krykker efter Tacten og Krukker hengende ved Siden. For dem spilles et Liire-Stykke. Derpaa aabnes fond de Theatre, hvor Kilden præsenteres med nogle smaa Telte. Saa snart det aabnes, høres 29 samme Øyeblik en stor confus Allarm; nogle raabe, andre snakke, andre svinge og smekke med Pidsker, og Kiellinger slaaes om at komme først til Kilden. En blind Mand kommer ind med en Bier-Fiol, hvorefter Bønderne dantze. Kilden er et lille Hull paa Gulvet, hvoraf idelig nogle øse Vand, andre med Krukker, andre med deres Hatte. Naar det er mod Enden, sluttes fond de Theatre igien.

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1.

Jeronimus. Arv.

JERONIMUS.: Hør Arv!

ARV.: søvnig strækkende sig. Jeg veed ikke, hvorfor vi skal staae op om Natten.

JERONIMUS.: Er det Nat, naar Soelen er oppe?

ARV.: Ey Herre! I kand ikke regne Soelen ved St. Hans Tider, hvor hun ikke sover en halv Time udi 24. Det kand vi Mennesker ikke giøre; thi Soelen sover derimod den heele Vinter bort, naar vi maa arbeyde ved Lys. Han gisper og strækker sig igien.

JERONIMUS.: Jeg havde ikke staaet saa tilig op, hvis det ikke havde været for at erkyndige mig om min Datters Tilstand. Hvad Tiid kom de hiem i Aftes?

ARV.: Der er hverken Hund eller Kat kommen tilbage endnu.

JERONIMUS.: Hvad Pokker er dette? Er de bleven ude den heele Nat? Jeg veed hun kunde jo have drukket Vandet i Aftes, og ligget hiemme i Nat; man curerer jo ikke Folk om Natten?

ARV.: Det er ligesom Sygdommen og Docteren er til, Herre. Der kand være visse Sygdomme, som cureres best om Natten, og visse Doctere, som ikke practicerer, førend Soelen gaaer ned.

JERONIMUS.: Det er sandt, naar et Menneske kommer en hastig Svaghed, saasom Daanelse, paa om Natten, saa maa man bruge Doctor, men udi langvarige Sygdomme lader man Folk sove om Natten.

ARV.: Ey Herre! Docterne forstaaer det best; troe mig, 31 at Docterens Søn havde ikke ladet hende ligge ude, hvis han ikke havde vidst, at Natte-Kuur havde været hende tienligt.

JERONIMUS.: Hun er endelig udi gode Hænder, det er vist; men jeg har dog ingen Roelighed, førend jeg seer hende. Jeg maa strax reyse selv derud, hvorvel jeg er meget træt af forrige Reyse. Kom ind Arv! du skal følge mig.

✂

SCEN. 2

HENRICH.: Min Herre, som er flygtet med Jomfruen fra Kilden, har befalet mig at gaae hid for at holde den Gamle med Snak, at, om han er allarmered over deres Udeværelse i Nat, skal jeg forhindre ham, at han ikke reyser der ud, paa det at de kand faae desbedre Tiid til at komme i Sikkerhed. De opholdte sig 2 Tiimer ved Kilden, indtil de saae deres Tempo at komme bort med en Bonde-Vogn. Hr. Jeronimi Kudsk, troer jeg nok, leeder endnu efter dem; thi han tør vel ikke komme hiem, førend han har fundet dem igien. Men jeg maa banke paa.

✂

SCEN. 3

Henrich. Arv. Jeronimus.

HENRICH.: Hør Cammerad! jeg vil tale et Ord med din Herre.

ARV.: Ach Hr. Doctor! Vil I intet ont giøre mig?

HENRICH.: Aldeeles intet, min Søn, jeg vil heller giøre dig got end ont; men lad mig faae din Herre i Tale.

ARV.: Hr. Jeronimus! her er Docteren igien.

JERONIMUS.: Hans Tienere, Hr. Doctor! han kommer ret beleyligt. Jeg er bekymret over min Datters Udeblivelse i Nat, og staaer derfore færdig at reyse ud til Kilden.

HENRICH.

✂

Ey! det giøres ikke nødigt. I Aften skal I 32 uden Tvivl have jer Datter gandske frisk tilbage; nu fik jeg Bud fra min Søn med en Seddel af dette Indhold:

Læser Seddelen. Spælamdisimo Kiörivendum doctus doctior doctissimus. Ja han forstaaer, maaskee, ikke Latin.

JERONIMUS.: Ney jeg giør ikke Hr. Doctor.

HENRICH.

✂

Saa skal jeg da forklare det paa Danske: Høylærde og vidtberømte Hr. Doctor!

Høytærede kiere Fader!

Jeg maa berette ham, hvorvidt der er avanceret med Curen: Jeg har ordineret to Pulver for Jomfruen, et at bruge for Vandet, et andet efter Vandet. Det første Pulver er den Tinctur, som kaldes - - -

JERONIMUS.: Et Pulver er jo ikke Tinctur?

HENRICH.

✂

Jo det kaldes nu Tinctur hos alle nye Autoribus. Jeg maa læse videre:

Det første Pulver er den Tinctur, kaldet Scabhalsiaskomai, hvilken saa snart hun havde taget ind, blev hun langt verre; thi hun giorde ikke andet end sang idelig. Derpaa lod jeg hende drikke af Vandet halvanden Potte og en to og tredivende Deel, hvilket er den rette Portion, som Hipocrates har foreskrevet om dette Kilde-Vands Brug; thi vil man bruge af Helene Kilde-Vand, da siger Hipocrates saaledes: àno Tau Helenu Omikron pi ro sigma.

JERONIMUS.: Lad os kun gaae forbi hvad Hipocrates siiger.

HENRICH.

✂

Ja nok. Viidere:

Derpaa lod jeg hende drikke Vandet etc. hvoraf hun blev noget bedre, men da hun havde faaet det andet i Livet, faldt hun min Søn om Halsen, og sagde uden Sang: Ach Hr. Doctor! der faldt mig ligesom en tung Steen fra Hiertet. Jeronimus græder.

Hun har derfor ikke siden siunget uden 2 eller 3 gange, men jeg haaber, at naar hun ved Middags 33 Tider faaer ind den Essentia Scholastica, som jeg har med, skal hun gandske blive restitueret, og gandske frisk imod Aftenen see hendes kiære Far. Skreved udi største Hast af eders oprigtige Søn Theophrastus, manu mea propria.

JERONIMUS.: Ach Hr. Doctor! det er en behagelig Tidende for mig. Jeg vil da slaae mig til Roelighed, og vente hende i Aften. Han skal ogsaa blive betalt for sin Umage.

HENRICH.: Vi vil nok komme til rette om Betalningen. Men der er en Lakey.

JERONIMUS.: Vil I tale med nogen?

LAKEYEN.: Min Herre Doctor Bombastus er her ude, som vil have den Ære at tale med ham.

JERONIMUS.: See! der staaer jo jer Herre Doctor Bombastus.

LAKEYEN.: Jeg beder om Forladelse. Min Herre er her uden for.

JERONIMUS.: Hvad Pokker vil det siige? Svar ham at han skal være mig velkommen.

HENRICH.: sagte. Hvo der nu havde en god Strikke, at jeg kunde henge mig med mine Forfædre. Men jeg maa holde Ørene stive saa længe som jeg kand; thi mit Ja er saa got som hans Ney.

✂

SCEN. 4

Doet. Bombastus. Henrich. Jeronimus. Arv.

DOCTOR.: Om Forladelse, Herre, at jeg kommer saa tilig. I Aftes meget sildig fik jeg at høre, at hans kiære Datter var geraadet udi en Svaghed, og at han forlangede min Hielp.

JERONIMUS.: Hvad er hans Navn min Herre?

DOCTOR.: Jeg er den bekiendte Doctor Bombastus, som nyelig er kommen.

JERONIMUS.: Om min Datter er falden udi nogen Vildfarelse, saa er ikke jeg. Er der ellers meer end een Doctor Bombastus?

DOCTOR.: Ney her er ikke meer end een Doctor Bombastus, og det er jeg.

HENRICH.: Og jeg siger: Det er jeg.

DOCTOR.: Er I Doctor Bombastus?

HENRICH.: Er I Doctor Bombastus?

DOCTOR.: Hvo tviler om, at jeg er det?

HENRICH.: Hvo tviler om, at jeg er det?

DOCTOR.: I maa være Dievelen.

HENRICH.: I maa være Fanden.

JERONIMUS.: sagte. Her spilles ligesaadan en Comcedie som med Amphitrion og Jupiter.

DOCTOR.: Jeg kand svære paa, min Herre, at det er den underligste Hendelse, mig nogen Tiid er vederfaret.

HENRICH.: Og jeg svær paa, min Herre, at det er en Hendelse uden Liige.

ARV.: sagte. Gid jeg var vel ude, thi en af dem er vist nok Lucifer, som har paataget sig en Doctor-Skikkelse.

DOCTOR.: Jeg staaer gandske fortabt.

HENRICH.: Og jeg veed ikke hvad jeg skal tale eller sige.

DOCTOR.: Han tør sige mig i mine aabne Øyne, at han er Doctor Bombastus.

HENRICH.: Han tør saa uforskammed nægte, at jeg ikke er det.

DOCTOR.: Jeg svær ved Apollinem, at jeg er Doctor Bombastus og ingen anden.

HENRICH.: Og jeg svær ved Cornelius Nepos, at jeg er det og ingen anden.

DOCTOR.: Det er en herlig Gud I svær ved.

HENRICH.: Han er ligesaa god som jeres.

DOCTOR.: Apollo er den Himmelske Læge.

HENRICH.: Cornelius Nepos er den Himmelske Apotheker.

DOCTOR.: Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig om, at han er bleven bedragen af denne Mand,

HENRICH.: Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig paa, at han blir bedragen af denne Mand.

DOCTOR.: Thi han er saa u-kyndig udi Medicinen, at han giør en Historie-Skriver til en Apotheker.

HENRICH.: Thi han er saa u-kyndig i Medicinen, at han giør en Urtegaardsmand til en Gud for Lægedom.

DOCTOR.: Jeg skal strax bringe for Lyset jer Vankundighed.

HENRICH.: Og jeg skal strax viise, at jeg er Karl for min Hat.

DOCTOR.: Jeg vil kun spørge jer de Ting, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad kalder I Circulatio sangvinis paa Dansk?

HENRICH.: Det er Smaakopper.

DOCTOR.: Gid du faae Pokker med dine Smaakopper!

HENRICH.: Jeg vil ogsaa spørge jer noget, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad er Essentia Scholastica?

DOCTOR.: Der er aldrig noget saadant til udi Medicinen.

HENRICH.

✂

Der hører I hans store Vankundighed, Hr,

Jeronimus. Jeg er gall, at jeg gir mig i Snak med saadan Idiot. Han veed ikke hvad Essentia Scholastica er.

JERONIMUS.: Ja saa hører jeg da, at han ingen Doctor er.

HENRICH.: Per Jupiter! det er jo den Essentz, min Søn har cureret hans Datter med.

JERONIMUS.: Det er sandt. Den anden er en Bedrager.

DOCTOR.: Vil I troe ham, min Herre? Nu skal jeg strax blotte ham. Quid tibi videtur de Sympathia?

HENRICH.

✂

Intentum particularis sub rosa Kiörivendum.

Klemmebassiando.

ARV.: Han maaler ham min Troe Skieppen fuld.

DOCTOR.: Hvad Dievelen er det for et Sprog!

HENRICH.: Det er Arabisk, Canaille.

DOCTOR.

✂

Hvad siger du, din Bedrager?

De faaer hinanden udi Haar, og medens de brydes, trækker Bombastus Doctor-Kiolen over Hovedet paa Henrich, saa han staaer udi sit Liberie.

ARV.: Ach Herre! hvad er dette, vi er om en Hals. Jeg 36 kiender ham. Han tiener hos den fremmede Person, som har løbet gal efter Jomfruen.

JERONIMUS.: Det vil blive en skiøn Historie. Luk Dørren i Laas, at han ikke kommer ud. Ach jeg elendige Menneske! naar jeg seer Docteren, saa kand jeg let giette, hvem Licentiaten var. Ach Hr. Doctor! her er spillet mig et hæsligt Puds.

DOCTOR.: Det merker jeg. Men hvordan henger det sammen?

JERONIMUS.: Aabenbare mig den heele Sag din Skielm, og hvis du tier med noget, skal det gaae dig langt verre.

HENRICH.: Heele Sagen er denne, Herre! Jeg var nyelig en af de største Doctere udi Byen, men i et Øyeblik er bleven forvandlet til en Lakey. Man har adskillige Exempler paa større Forvandeiser, at Folk er bleven omskabte til Dyr og Træer.

JERONIMUS.: Hvilken fortvilet Skielm, han blir ved at spotte mig. Arv! spring efter 2 sterke Karle, der kand binde Hænder og Fødder paa ham.

HENRICH.: paa Knæ. Ach Herre, vær naadig! Jeg skal gierne bekiende alting fra Hoved til Hale. Den heele Intrigue er opspundet af jer Kammer-Pige Pernille, som har brugt mig til Instrument derudi. Hun har fundet for got, at Jomfruen skulde stille sig saa gall an, beordret mig at agere Doctor, for at raade Herren at skikke hende ud til Kilden.

JERONIMUS.: Hvo var det, som agerede Licentiat og reyste med hende?

HENRICH.: Hvo kunde det andet være end min Herre?

JERONIMUS.: Ach jeg kand ikke meer. Jeg er bange Hr. Doctor, at jeg gaaer fra min Forstand.

DOCTOR.: Lad ikke Sorgen tage Overhaand, min Herre! Ulykken er stor nok alligevel.

JERONIMUS.: Siig mig, din Hund, hvor de nu er.

HENRICH.: De flygtede fra Kilden.

JERONIMUS.: Jeg havde aldrig kunnet troe, at min Kudsk, som jeg altid har haft saa gode Tanker om, 37 skulde være udi Ledtog med for at spille mig saadant Puds.

HENRICH.: Kudsken er gandske u-skyldig, Herre. Jeg troer at han løber endnu om, og leeder efter dem; thi de flygtede ham u-afvidende bort med en Bonde-Vogn.

✂

SCEN. 5

Kudsken. Docteren. Jeronimus. Henrich. Arv. Leonard.

KUDSKEN.: God Morgen, Herre! Jeg blev saa mare ude i Nat mod min Villie og har faaet dygtige Rap til.

JERONIMUS.: Hvordan er fat? hvor er min Datter?

KUDSKEN.: Jeg vil siige Herren reent ud, at jeg vil heller have Opsyn med 10 springske Heste end med en eeneste Jomfrue. Jeg veed at holde en Hest i Tøyelen saa vel som nogen Kudsk, og jeg vil gierne svare Herren til hans Heste, om de vare ti gange saa mange, men hans Datter og hans Piiger vil jeg ikke oftere være Inspecteur over; thi det er Dyr, som have været paa anden slags Riide-Skole, og veed at giøre Spring, som jeg ikke forstaaer mig paa. Jeg har været i Dødsens Angest denne Nat, men det er dog faldet vel ud.

JERONIMUS.: Siig mig da, Niels, hvordan det er tilgaaet.

KUDSKEN.: Da vi kom til Kilden, gav man mig brav at drikke, saa jeg blev (reverenter talt) halv fuld. Jeg løb allevegne at see mig om, ey tænkende paa noget ont; men ret som jeg stod og gabede paa nogle Bønder, som reed Sommer i Bye, kom en og vared mig, at Jomfruen med en ung Karl tillige med Pigerne havde sat sig paa Bønder-Vogne og aged bort i fuld Gallop. Jeg løber strax til vores Telt, men finder intet uden Doctorens Kiole, hvoraf jeg sluttede, at det maa have været en forklædt Person. Jeg tar derfor to sterke Karle af mine Cammerater med mig, og kiører efter dem, saa jeg tænkte Hestene skulde styrte; thi jeg fik at høre, at de havde taget Veyen langs ved Stranden for at komme over til Skaane. Omsider traf jeg dem udi den store 38 Kroe, hvor den fremmede Person, som havde ageret Doctor, giorde Modstand, og forsvarede sig saaledes, at jeg føler det endnu udi Ryg, Hovet og Axler; men maatte dog endelig give sig tabt, og lade sig føre med den heele Bagage til Byen.

JERONIMUS.: Ach Niels! du est mig en troe Tiener. Men hvor er de nu?

KUDSKEN.: Jeg har sluttet dem ind udi det lille Kammer ved Bag-Porten, og sat Skildtvagt for dem.

JERONIMUS.: Hans Tiener kiære Sviger-Søn! har han længe været her?

LEONARD.: Ney ikke ret længe. Men jeg har imidlertid hørt meer end jeg forlangede at høre. Hør Kudsk! synger Jomfruen nu ikke meer?

KUDSKEN.: Ney nu græder hun.

JERONIMUS.: Hendes Svaghed har kun været et Paafund for at komme bort. Jeg holder for, at det er best, at I holder strax Bryllup, saa snart jeg har ladet hudflette Pernille og henge denne Knægt, her staaer.

HENRICH.: Skal vi straffes, saa maa vi henges begge.

LEONARD.: Han forlader mig, Hr. Jeronimus! om jeg tar udi Betænkning at gifte mig med en Jomfrue, der er flygtet med en anden.

JERONIMUS.: Ach jeg har ikke et Ord derimod at siige. Lad Magdelone først komme her ind, at jeg kand faae den heele Intrigue at høre. Siig hende, Niels, at her er en Doctor, som forstaaer den sorte Konst, der har sagt alting.

KUDSKEN.: sagte. Det er skiønt, ved den Leylighed skal hun aabenbare hendes egne Optøger ogsaa.

✂

SCEN. 6

Magdelone. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.: Ha, ha, est du der? God Morgen, Rufferske. Du est den, som af alle er meest Straf værd; thi jo meer du est kommen til Alder, jo meer har du at forsvare. 39 Jeg har ikke kaldet dig hid for at faae Oplysning udi noget, thi jeg veed alting til Punct og Prikke; men jeg vil høre Bekiendelsen af din egen Mund.

MAGDELONE.: paa Knæ. Ach Hr. Jeronimus! straf mig dog ikke, som jeg har fortient. Jeg vil gierne bekiende altsammen, baade hvad min egen Kierlighed er angaaende, og Jomfruens.

JERONIMUS.: sagte. Hendes egen Kierlighed? Her faaer jeg fleer Historier at viide end jeg ventede. Høyt. Bekiend først om din egen Kierlighed, og stik intet under Stoel. Denne gode Doctor, som her staaer, veed alting; han skal siige, om du glemmer noget.

MAGDELONE.: Ach Skam faae du, Rasmus Skriver, for mig du har bedraget i saa mange Aar! Han har bildet mig ind at brænde af Kierlighed til mig. Jeg har beviist ham meget got, og været mit eget Herskab u-troe for at rekke ham Haanden.

JERONIMUS.: Alt dette har Docteren sagt mig. Men jeg vil viide i sær, hvad du har taget fra Huuset og foræret ham.

MAGDELONE.: Jeg har foræret ham nu et Pund Pudder, nu et knippe Penne, nu et par Bouteiller Viin, og andet smaat Ragerie.

JERONIMUS.: Videre, videre, angaaende de Penge, som du tog - -

MAGDELONE.: Hvilke Penge?

JERONIMUS.: Nøder du mig til at lade Docteren sige det, saa skal det komme dig høyere at staae.

MAGDELONE.: Ach Hr. Doctor! lyv mig ikke paa. Hvis jeg havde givet ham andet, skulde jeg min Troe ikke dølge det.

JERONIMUS.: Nu nu, lad saa blive derved.

MAGDELONE.: Nu havde jeg sat den Skurk Stevne af Vinduet at møde mig ved Kilden. Men det utaknemmelige Skarn, langt fra at komme til mig, diverterede sig 40 lige for min Næse med andre unge Piiger. Er det ikke saa Hr. Doctor?

DOCTOR.: Jo det er saa. Men lad os nu høre noget om Jomfruens Sag.

MAGDELONE.: Det kand Pernille best siige, som alleene har smeedet denne Intrigue.

JERONIMUS.: Lad Pernille komme her ind. Man skal nok see, at hun ogsaa har haft nogen særdeeles Interesse ved denne Kilde-Reyse.

✂

SCEN. 7

Pernille. Personerne af den forrige Scene.

PERNILLE.: faldende paa Knæ. Ach Herre! vær naadig Hvad jeg har opspundet, har været af den store Kierlighed, jeg har baaret til Jomfruen.

JERONIMUS.: Hvor har I faaet Leylighed at overlegge dette med den fremmede Person?

PERNILLE.: Vi satte ham stevne at finde os paa visse Tider i Vinduet.

JERONIMUS.: Alt dette har denne gode Doctor sagt mig tillige med den anden Historie, som angaaer din egen Person.

PERNILLE.: Ja Herre, jeg tilstaaer, at det er opspundet i mit Hoved for at befordre Jomfruens Kierlighed.

JERONIMUS.: Videre, videre. Lad os nu høre Historien om din egen Kierlighed.

PERNILLE.: Jeg har ingen anden Kierlighed end den, jeg bær til Jomfruen.

JERONIMUS.: Skal Docteren nødes til at siige det, saa vil det gaae dig ilde. Hr. Doctor! fortæl os det da med den rette Farve.

DOCTOR.: Historien er denne ---

PERNILLE.: Ach ney! Jeg vil nok siige det selv. Personen, som elsker mig, og som satte mig stevne at møde ved Kilden, er en fornemme ung Herre, som kand betale vel en fattig Piges Umag, og hvilken jeg er for ringe til 41 at nægte en liden Tieneste. Han tar mig nok udi Forsvar, om Herren handler ilde med mig; thi ---

JERONIMUS.: Alt nok, alt nok. Disse Kilde-Reyser giortes af Devotion i gamle Dage, men nu troer jeg, at hvert andet Telt er et Hore-Huus. Havde jeg fleere Piiger i Huuset, fik jeg fleere Historier at viide. Det skulde aldrig fortryde mig, hvis jeg var en forsømmelig Mand, der gav mit Huus-Folk for meget Tøyelen; men jeg har Opsigt med dem, slutter dem inde, at de skal ikke forfalde til Liiderlighed, og dog er jeg verre brudt end nogen anden.

DOCTOR.: Ach min Herre! skulde alle Tieneste-Piiger, der af Devotion er reyst til Kilden i Aftes, trues med Piine-Bænken, vilde deres Navne, som er i samme Stand, som jere Piiger, giøre en temmelig tyk Catalogus. Ja skulde enhver kun til Straf sætte en Lod udi en af vore Lotterier, som ingen Fortgang haver, lover jeg for, at det i en Hast skulde blive complet.

JERONIMUS.: Derfor holder jeg for, man burde aldrig lade sine Tienestefolk komme til nogen saadan Forsamling.

DOCTOR.: Ach Herre! jo meer man indsperrer dem, jo verre er det. Det er just Tvangen, som formeerer Begierligheden. Jere Piiger skal jo dog paa Bleegedammen et par gange om Aaret; meener han, at det er altsammen ikkun Klæer, som bliver lagt paa Bleegen? I saadan fald ere ingen verre end de, som kommer ud af et Buur. Derfor giør I langt bedre min Herre, at I gir jere Piiger en sømmelig Frihed.

JERONIMUS.: Ach! det laae Fanden Magt paa Pigerne, hvis min eeneste Datter ikke var falden til samme Liderlighed.

PERNILLE.: Hun er ikke forfalden til nogen Liderlighed. Hun elsker en Person, som forlanger hende til Ægte.

JERONIMUS.: Han skal ægte Fanden ikke min Datter. Den Landstryger! Lad min Datter strax komme hid.

DOCTOR.: Vær ikke for streng mod hende, min Herre! 42 Betænk hvad unge Mennesker ere, og at Kierlighed er den sterkeste Passion af alle.

JERONIMUS.: Her er ikke Kierlighed, Hr. Doctor! her er Liderlighed. Hun stiller sig afsindig for at tage Flugten med en Landstryger.

DOCTOR.: Jo større Intrigue hun har spillet, jo sterkere har Passionen været. Men der kommer hun.

✂

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.: Er hun der Mademoiselle! det er mig kiert, at hun saa lykkelig er bleven cureret.

LEONORA.: paa Knæ. Ach min allerkiæreste Far!

JERONIMUS.: Jeg vil ikke være Far til saadan Natte-Frøiken. Hver ærlig Mand, der har slige Børn, kand med Ret og Billighed slaae Haanden af dem.

LEONORA.: Ach jeg bekiender at være falden i en Skrøbelighed.

JERONIMUS.: Skrøbelighed? Ney du skal siige den yderste Liderlighed. Du har stillet dig afsindig an, for at sætte Vox-Næse paa din Far, og siden løbet bort med en Landstryger, hvorved mig og mit heele Huus er sat saadan Klik paa, som aldrig kand afstryges.

LEONORA.: Det er en smuk skikkelig Person, som har Midler, og er kommen af liige saa got Folk som jeg.

JERONIMUS.: Hans Gierninger udviiser jo, at han er en smuk skikkelig Person. Dog han kand altid være saadan vanskabt Jomfrue værdt. Jeg skal bruge Øvrighedens Hielp, og lade dig indslutte, ikke fordi du est ham for god, men alleene for Conseqvences skyld, at vanartige Børn skal ikke faae deres Villie frem. Leonora græder. Græd nu liige saa længe som du har siunget tilforn. See! her staaer denne gode Mand, som jeg havde lovet dig bort til, og som har giort alle Anstalter at tage imod dig. Han er nu bleven anderledes til Sinds. Og jeg kand 43 ikke regne ham det til Onde, at han tar i Betænkning at gifte sig med een, der har giort saadan hæslig Gierning. Hør, i denne Dag skal du blive indsluttet for din Livs Tiid. I tvende Høytærede Mammeseller! I skal blive hudfletted. Og I Hr. Selvgiort Doctor! I skal slippe med at blive hengt. Nu maa jeg til Slutning have fat paa Monsieur selv for at lade ham viide hvad Karl han er, og siige ham, hvad han har fortient af mig. Bringer ham kun hid.

✂

SCEN. ULT.

Leander. Leonora. Pernille. Magdelone. Henrich. Arv. Jeronimus. Doet. Bombastus. Leonard.

JERONIMUS.: Hans Tiener, Monsieur. Jeg seer paa hans Klæde-Dragt, at han alt har slaaet sig fra Medicinen. Han skal ellers have Tak for den Umag, han har haft med min Datter. Han skal ikke have giort det for intet.

LEANDER.: Min Herre! han maa holde mig for den største Misdædere, som han vil, saa har jeg dog ikke andet giort end det, som enhver ærlig Karl kunde giøre, der falder udi saadan heftig Kierlighed.

JERONIMUS.: Det er intet, det er intet, Monsieur! Men veed I vel hvad Loven siiger om saadanne Landstrygere, der sniger sig ind udi ærlige Mænds Huuse for at bortrøve deres Børn?

LEANDER.: Jeg er ingen Landstryger. Jeg er fød her i Landet af got Folk, hvilket jeg skal beviise.

LEONARD.: Denne Røst kiender jeg, Ansigtet ogsaa. Ach Himmel! hvad er det? er det ikke min Broer Leander, som er kommen Udenlands fra? Jo det er ham. Mon frere Leander!

LEANDER.: Mon frere Leonard! De omfavner hinanden.

LEONARD.: Ach min allerkiereste Broer! Er det dig, som er min Rival? Naar var Ankomsten?

LEANDER.: Saa snart jeg fik dit Brev udi Madrit om 44 min Fars Død, gav jeg mig paa Reysen til Holland, hvor jeg gik til Skibs, og kom hid for 3 Uger siden. Hvad som har hindret mig at reyse strax herfra, er denne smukke Jomfrue, som jeg forliebede mig udi paa et Assemblee, og for hvis skyld alle disse Historier ere skeede.

LEONARD.: Min allerkiereste Broer! din Arv staaer til reede for dig hiemme, og min forlovede Brud overlader jeg dig gierne, eftersom jeg seer din Kierlighed er saa stor, og at hendes i alle Maader svarer til din.

JERONIMUS.: Hvad? ere I Brødre?
De som laae paa Knæ, reyser sig, og Henrich sætter sin Hat paa.

HENRICH.: Der blir ingen af os hængt denne gang, det skal jeg være Mand for.

PERNILLE.: Jeg troer det ikke heller, Henrich!

JERONIMUS.: Men siig mig ret Alvor, ere I Brødre?

LEONARD.: Ja Hr. Jeronimus, det er min ældste og eeneste Broer, som har været 3 Aar udenlands. Jeg tænkte, at han havde været død, eftersom jeg i lang Tiid intet Brev har faaet fra ham, og at hans Arv skulde tilfalde mig. Men saasom jeg ingen Ting i Verden har haft meere kiær end denne min Broder, saa er der ingen Penge, jeg med større Fornøyelse gir fra mig.

JERONIMUS.: Overlader I ham da jer Brud?

LEONARD.: Hr. Jeronimus! omendskiønt Personen havde været fremmed for mig, skulde jeg dog holde det for en Samvittighed at spliide tvende saa høyt foreenede Hierter. Ja vist overlader jeg hende til ham, og tilbeder mig intet andet for denne min Villighed end at min Herre vil af Hiertet forlade dem alle, hvad de har giort.

JERONIMUS.: Af mit inderste Hierte. Hør Leonora! Jeg kalder dig min Datter igien, og ham Hr. Leander min Sviger-Søn. Lar os glæde os allesammen, og takke Himmelen, at dette, som syntes at ville blive den hæsligste Tragædie, er ved en u-formodentlig Hendelse faldet saa vel ud.

HENRICH.: Jeg haaber I got Folk, at I holder mig for den største Doctor i Verden, og at I opreyser mig en Ære-Støtte, fordi jeg har viiset jer Kildens Kraft og Dyd. Denne gode Jomfrue er dog ikke den første, som er bleven cureret ved Kilden, vil og ikke blive den sidste. Er det ikke sandt Pernille?

✂

Kilde-Reysen
Noter

✂ S. 11
Cupido, den romerske Kærlighedsgud (ikke Gudinde). - Mercurius, romersk Gud for Handel, Spil og Udbytte. - jeg blir ... mægtig, jeg faar ... i min Besiddelse. - Practikker, Kunstgreb, List.

✂ S. 12
Argus, i græsk Mytologi Kæmpe med Øjne over hele Kroppen. - beqvem, duelig, dygtig. - harcelleer, spøg.

✂ S. 14
hvorudover, af hvilken Grund. - end om, sæt nu. - retirere jer, trække jer tilbage.

✂ S. 15
være udi Bereedskab, være parat. - Tremulanter, Triller. - enkelte og dobbelte Fuuser, 1/8 og 1/16 Noder. - giøres af, bringes i Orden.

✂ S. 16
altereer jer ikke, ophids jer ikke.

✂ S. 17
hvad hende skadde, hvad der var i Vejen med hende. - ungefehr, omtrent, noget nær.

✂ S. 18
Mammeselle, fr. mam'selle, folkelig Sammentrækning af mademoiselle, Frøken. - prostituer er dig, vanærer dig, gør dig latterlig. - Möchte ich ... sehn, ty.: Gid jeg dog, jeg dog, min tro Amyntas, maatte gense dig endnu en Gang, inden jeg dør.

✂ S. 19
Ihr . .. Vater, I er min Fader, I er min Fader. - Gestrenger ... Gewalt, Strenge Fader, strenge Fader, holdt! Det er jo Tyranni, det er jo endog Vold.

✂ S. 20
Curer, Helbredelser. - Doctor Bombastus, Navnet har Tilknytning til en historisk Person, den berømte tysk-schweiziske Læge og Kemiker Theophrastus Bombastus Paracelsus von Hohenheim (1493-1541).

✂ S. 21
Straten-Junker, Laps, Modejunker; Eventyrer. - Assemblee, Selskab. - Præcautioner, Forholdsregler. - Licentiat, akademisk Grad mellem Baccalaureus og Doktor.

✂ S. 22
giøre min Kunst probat, bevise min Kunst. - endelig, ganske vist. - Perisangia ... Copissisandung, selvlavede Ord.

✂ S. 23
Det første, saa snart som. - Circumflex, grammatikalsk Udtryk, 46 af lat. accentus circumflexus, Accenten ^. - dolus malus, lat., juridisk Udtryk: forsætligt Bedrageri, Svig. - Pultem, forkert Bøjningsform af lat. pulsus, Puls. - incommoderer, besværer. - Permission, Tilladelse. - Archisangia, den græske Forstavelse archi betegner en højere Grad, ærke-.

✂ S. 24
Apollo, Apollon, den græske Gud for Musik og Poesi, var ogsaa Lægegud. - tilforne, tidligere. - legitime promoveret, lovligt proklameret. - Qvid tibi etc., Henrichs og Leanders Samtale paa Latin er for Størsteparten Vrøvl: Hvad synes dig, Hr. Licentiat, efter den ubehagelige Alderdom skal Jorden eje os? - Navneord, Stedord, Udsagnsord, Tillægsmaade, Supinum, Forholdsord, Bindeord, Udraabsord. - Tillægsord og Navneord i Køn, Tal og i Flertal (forkludrede Citater her som senere af den gamle latinske Skolegrammatik, den saakaldte Donat). - Bonden paa Vejen (det udeladte latinske ord cacat = gør), hvis ikke du vil tro, saa smag. - Jeg takker mange Gange, fordi, eftersom, naar. - Da drejer det sig om dit eget, naar Nabovæggen brænder (Horats' Epist. 1,18,84). - A, B, G, D, U (af det græske Alfabet), ponto, basta (i L'hombre: det røde Es, naar rødt er Trumf; Klør Es). - Til, mod, mod, for, imod, udenfor, over, aabenlyst, »Begyndelsestrinet« (sammensat af græsk arche, Begyndelse og græsk pous, som er Genitiv af podos, Fod), indtil. - Alt besejrer den lærvillige Kløgt ved at prøve (Donats Grammatik havde dette Heksameter af den romerske Forfatter Manilius som Motto). - Fod, Vædder, Væg, Gren, med Markskel, Pæl. - Den der elsker en Frø, mener Frøen er Diana (gi. Ordsprog. - Diana, den romerske Jagtgudinde, identisk med den græske Artemis). - Naar to Navneord staar sammen, skal det ene være Navnemaade. - Tytere, naar du hviler under den brede sejrer Kløgten (Forvanskning af Vergils første Hyrdedigt, hvis Begyndelse lyder: Tityre, tu patulæ recubans sub tegmini fagi: Tityrus, naar du hviler under den brede Bøgs Tag).

✂ S. 25
approberet, godkendt, billiget.

✂ S. 26
Præparatorier, Tilberedelser, Forberedelser.

✂ S. 27
Studshane, Pralhane, Pralhans. - Chaisen, en Chaise: tohjulet Kaleschevogn. - Intermedium, Mellemspil. - Bouteiller, Flasker. - have Anseelse af, have Udseende af.

✂ S. 28
differente, forskellige. - Liire-Stykke, Musikstykke udført paa Bondelire, et gi. Strygeog Klaviaturinstrument med en Valse, der drejedes ved et Haandgreb. - fond de Theatre, fr. Scenens bageste Del (bag Mellemtæppet).

✂ S. 29
confus Allarm, forvirret Støj, Spektakel. - Bier-Fiol, en tarvelig Violin. - sluttes, lukkes.

✂ S. 30
gisper, gaber.

✂ S. 31
allarmered, foruroliget. - saae deres Tempo, saa deres Lejlighed.

✂ S. 32
Spælamdissimo Kiörivendum, selvlavede Ord. - doctus ... doctissimus, lat. lærd, lærdere, lærdest. - for Vandet, før Vandet. - Tinctur, Draaber. - Autoribus, af lat. autores, Forfattere. - Hipocrates, Oldtidens største græske Læge (460-377 f. Kr.). - Helene Kilde, berømt Valfartskilde ved Tisvilde. - CCTO etc., dvs. apu tu Helenu, gr. af Helene. - Omikron ... sigma, de græske Bogstaver O, P, R, S.

✂ S. 33
manu mea propria, lat. med min egen Haand.

✂ S. 34
Amphitrion og Jupiter, Molières Komedie »Amphitryon« (1668) om Guden Jupiter, der forelsket i Alkmene antager hendes Mands, Amfitryons Skikkelse, var blevet opført paa Grønnegadeteatret i 1723. Molière bygger paa den romerske Digter Plautus' Komedie »Amfitryon«, skrevet o. 200 f. Kr. - Cornelius Nepos, romersk Forfatter af historiske og biografiske Arbejder (l.Aarh. f. Kr.).

✂ S. 35
Circulatio sangvinis, lat. Blodomløbet. - Idiot, uvidende Person. - Per Jupiter!, lat. Ved Jupiter! - Quid tibi ... Sympathia?, Hvad mener du om Sympatimidler? - dvs. Lægemidler med »overnaturlig Kraft«, idet de mentes at staa i mystisk Forbindelse med Sygdommen. - Intentum ... Klemmebassiando, Henrich vrøvler paa et selvlavet Latin og Dansk; sub rosa betyder i Fortrolighed (egl. under Rosen). - Canallie, Slyngel. - om en Hals, uden Redning.

✂ S. 37
saa mare, saa Mari (egl. Jomfru Maria), sandelig, minsandten. - reverenter talt, med Tugt at sige. - gabede paa, gloede paa. - den store Kroe, der er sikkert tænkt paa Rungsted Kro (nu Rungstedlund).

✂ S. 38
Axler, Skuldre. - den heele Bagage, hele Slænget (dvs. Leonora og Pigerne; jf. Den Pantsatte Bondedreng 111,6 og Brøndum-Nielsen i Acta Phil. Scand. XXIII, S. 156-58). - udi Betænkning, under Overvejelse. - den sorte Konst, sort Magi, Djævlemagi (Manen af onde Aander, Djævlepaakaldelse o. 1. til Fremme af onde Formaal). - Optøger, Optøjer, gale Streger.

✂ S. 39
Pudder, dvs. til Parykken. - Ragerie, Smaating, Smaatterier. - af Vinduet, fra Vinduet. - diverterede sig, morede sig.

✂ S. 41
Devotion, Fromhed. - er jeg verre brudt, har jeg mere Besvær, er jeg værre stedt. - Fortgang, Fremgang. - Bleegedammen, Blegepladsen laa uden for Søerne. - det laae Fanden Magt paa Pigerne, det havde Fanden til Betydning med Pigerne.

✂ S. 42
Natte-Frøiken, Skøge. - Klik, Skamplet. - indslutte, indespærre.

✂ S. 43
hudfletted, pisket (til Blods). - Scen. ult., lat. scena ultima. sidste Scene. - Mon frere, fr. min Broder.

✂ S. 44
u-formodentlig, uventet.

✂

MELAMPE
Tragi-Comoedie

✂

✂ Hoved-Personerne

PHILOCYNE
LUCILIA
POLIDORUS
Philocynes Elsker
LEANDER
Luciliæ Elsker
DOROTHEA
Philocynes Kammer-Piige
SGANARELL
Polidori Tiener
GUSMAN
Leanders Tiener
PANDOLFUS
Jomfruernes Broder
DEN GAMLE PANDOLFUS
deres Fader

Scena er en aaben Mark ved Pandolfi Grav

✂

Melampe

✂

Indledning

✂ 1727 fortalte Holberg om sin »tragi-comoedia« kaldet Melampe: »Helten i Skuespillet er en lille Hund, som to Søstre er saa dødeligt forelskede i, at der deraf opstaar Krig mellem deres Fæstemænd. Krigen bliver dog lykkeligt bilagt, da de to Søstres Broder kommer tilstede og skaffer Melampe, Stykkets Helt og Stridens Æble, af Vejen. Det er forbavsende, hvor denne Komedie faldt i samtlige Tilskueres Smag paa Grund af det usædvanlige i Anlægget! Thi da Digteren i Udførelsen af dette latterlige Emne lader sig rive med til at bruge Sofokles' højstemte Stil, fremkalder han paa een Gang Latter og Taarer hos Tilskuerne. Ellers har Skuespillet det dobbelte Formaal at spotte de Tragedier, som svulmer af daarlig Patos, og de »Kvinder, der - som Digteren siger - er parat til med Ægtemandens Død at frelse deres Skødehunds Liv. [Juve- nal VI, 654]««. I Epistel 249 gentog Holberg, at »Melampe er en Parodie over Tragædier: Dens Merite bestaaer der- udi, at en latterlig Materie er udført udi prægtige og bevægelige Vers, saa at Tilskuerne deraf kan bevæges baade til Graad og til Latter«.

✂ Det er saaledes ved en æstetisk Dobbelttone, Holberg har søgt at udmærke sig i »Melampe«. Skødehunden var fra Juvenals 6. Satire, som revsede de romerske Damers Sæder og Uskikke; Holberg nærede en hjertelig Foragt for en fornuftstridig Tilknytning til f. Eks. en Hund. Han var tillige en Fjende af Svulst og havde nok Tilbøjelighed til at regne de fleste franske Tragedier til den uægte Patos; den ægte og naturlige Patos brugte han selv, f. Eks. i en

✂ latinsk Sørgetale over Frederik IV. Det er derfor sikkert nok, at Komedieskriveren vilde have Tilskuerne til at le ad Tragediemanéren. Men samtidig glædede det ham, at de græd, naar de ømme Søstre gruer for deres elskede Dyrs Skæbne. Under sørgmodig Musik deklamerer en af dem i en Række Aleksandrinerstrofer, der ender med: »naar Melampe borte er«.

✂ Holberg kalder denne dobbelttonede Genre Tragi-Comoedie. Denne fandtes i Frankrig i mange Variationer; Holberg har skabt sin egen. Littré's Dictionnaire, som registrerer det klassiske franske Sprog, definerer Tragikomedien som et Teaterstykke, der tilhører Tragedien ved sit Emne og sine Personer og Komedien ved sine Hændelser og ved Knudens Løsning. Baade Corneilles Le Cid og Molières Don Juan var Tragikomedier. Holberg forstærker Kontrasten mellem høj og lav Stil, idet de fornemme Personer taler paa Vers, de jævne paa Prosa. Han har gjort sig Umage med Versene, som gennemgaaende er bedre formet end i »Peder Paars«. Men han har, bl. a. ved Emnevalget, lagt sig saa tæt paa det groteske, at vi føler os i det italienske Masketeater, hvor alt kunde parodieres.

✂

Litteratur

✂ Anne E. Jensen: Studier over europæisk Drama i Danmark 1722-1770, 1968, S. 134 ff., 203 f., 367, 411 f., 429, 465. - F. J. Billeskov Jansen, i Dansk Litteraturhistorie I, 1964, S. 298-99.

✂

SCEN. 1.

Bønder.

1. BONDE: Aa, Aa! det gode varer ikke længe. Nu har vi Ufred igien. Den Karl maa ha haft lidt at bestille, som fandt først paa Krig, hvor Folk skal slaae Arme og Been af dem, som man ikke kiender.

2. BONDE: Men hvor af veed du, at vi faaer Ufred?

1. BONDE: Vi faaer ikke, men vi har den alt, thi Trommen gaaer og heele Byen er i Allarm.

2. BONDE: Det er best at vi gaaer til Side; thi naar Fienden 54 er i Landet, saa kaster man Musqvetten paa Nakken af hver een, man møder.

1. BONDE: Førend jeg lar mig hverve, før skiær jeg min Tommel-Finger af; saa giorde baade min Faer og min Far-Faer, og derved undgik at blive Soldater.

2. BONDE: Jeg hører, du har got Folk at slægte paa. Dersom du kunde regne slige Forfædre ud i 16 Led, kunde ingen disputere dig gammel Adelskab, og du burde føre en Haand uden Tomme i dit Vaaben, og hidde, i steden for Haans Jacobsen, Johan Tommel-løs.

1. BONDE: Mine Forfædre var, mare! ingen Coujoner; de var ikke saa bange for en Tommel-Finger. Min Beste-Faer var saadan en Karl, at han før skulde ha hugget sin Haand af, end giet sig under Malicen.

2. BONDE: Var vi kun vel her fra først, saa skulde det siden ingen Fare ha.

1. BONDE: De finder os nok allevegne. Du kiender nok Rifogden, vi skyvier os aldrig for ham; thi han støver Bønder bedre end en Hund støver Harer.

2. BONDE: Det maa han. Men i saadan Fald kaster jeg ham en halv snees Daler i Næsen; hvilken Bræk eller Sygdom jeg da vil ha, den faaer jeg strax: Vil jeg ha en Podagra i Hænderne, saa svær han paa Mønstringen, at jeg har den; Vil jeg ha den i Beenene, saa giør han ligesaa, og sætter sin Rifogds Salighed i Pant paa, at jeg nytter ikke til Krigen.

1. BONDE: Men nu at forære 10 Daler bort, nu atter igien 10 Daler, hvad skal man da ha at betale Skat og Landgilde med?

2. BONDE: Det lar jeg Propretaren sørge for. Kort at sige: Naar jeg har Rifogden til Ven, saa kand hverken Capteenen eller Propretaren rykke et Haar af mit Hoed.

1. BONDE: Du er en klog Mand, jeg troer, du kunde selv være Rifogd.

2. BONDE: Ja hvorfor ikke? Men det er Ulykken, at vi Bønder blir aldrig meer end det vi er. Vi skal gaae i Krig og sætte Arme og Been til for en Lieutenant at 55 blive Capteen, og en Capteen at blive Øverst, men vi bliver de samme. Det gaaer der til ligesom i Skakspill: Bønderne maa opoffres, at Officererne kand komme frem.

1. BONDE: Hør, der kommer, Drolen splide mig ad! Trommen. Den Lyd klinger ikke nær saa vel i mine Øren, som Mad-Klokken.

2. BONDE: Skal vi løbe?

1. BONDE: Hvor skal vi løbe hen? det er ligesaa got, at vi staaer.

✂

SCEN. 2.

Tromslager: En kommer ind og slaaer paa Tromme, hvorom ringer sig en stor hob Folk. Tromslageren oplæser Efterfølgende:
Saasom i Dag henved Klokken 8 den Velbaarne Jomfru Philocyne har, sig og sin Familie til stor Hierte-Sorg og Bedrøvelse, tabt en liden Skiøde-Hund ved Navn Melampe, saa gives hermed tilkiende, at hvo som kand aabenbare samme Hund eller bringe den tilbage, skal ha 10 Ducater. Hunden er gandske hvid, tegned med sorte Øren og en sort Plet i Panden; Fødderne er u-beskrivelig nette, uden den venstre, som er noget tykkere end de andre. Hvad Sindets Gaver er angaaende, da har samme Melampe fast menneskelig Forstand; thi omendskiønt den ikke kand tale, saa kand den dog ved Geberder gie sin Meening tilkiende: Naar den vil ligge i et Skiød, skraber den med det eene Forbeen paa Forklædet, og naar den vil ligge paa sin Pude under Kakkelovnen igien, gir den sin Villie tilkiende ved at la falde en liden Vandtaar paa Forklædet, dog saa subtilt, at det ingen Skade giør. Den er af saadan fornemme Naturel, at den ingen Mad æder, uden den er tygged, og skielver af Kuld endogsaa udi Augusti Maaned. Den har et Fløyels Halsbaand, hvorpaa staaer med Guld broderet: Melampe.
Han rører Trommen igien og gaaer bort. De andre spytter deraf.

✂

SCEN. 2.

Sganarell. De 2de Bønder.

1. BONDE: Hør Cammerat! var det ikke andet Trommen gik for?

SGANARELL: Er det ikke nok? En Hund der har saadan Forstand, at han kand la Taare falde paa Skiødet, naar han vil ned! Saadan en Hund har meere Forstand end 4re af de beste Bønder i jer Bye.

1. BONDE: Men naar Hunde giør saadant hos os, saa vrier vi Halsen om paa dem.

SGANARELL: Ja jeg troer det nok, men hvorfor giør I det? just fordi I er Bønder. Havde I været opdragne som fornemme Folk, saa giorde I det ikke.

1. BONDE: Mig synes, at vi Bønder er bedre opdragne derudi; thi det er en slet Optugtelse at lære at bedrive Afgudsdyrkerie med en lumpen Hund.

SGANARELL: Du faaer vist en Ulykke, dersom din Frue faaer at høre at du kalder en smuk Skiøde-Hund en lumpen Hund. See kun til, om du ikke blir sat fra din Gaard.

1. BONDE: Ney, vor Frue har ingen Skiøde-Hund, det jeg har merket.

SGANARELL: Saa maa hun da ikke være ret Frue, men alleene Madame.

2. BONDE: Hvad Forskiel er der imellem Frue og Mardame?

SGANARELL: Ligesaa stor Forskiel som imellem ærlig og velbaarne. I lumpne Bønder, som er kun halve Mennesker, er agtbare og ærlige, men Kiøbsted-Folk ere Velædle, Velbyrdige og Velbaarne.

2. BONDE: Mig synes at det er meer at være Agtbar og Ærlig. Den Titul Velbaarne kand man gie en Hest, som er vel skabt; men ikke Ærlig. Vor Capteen er fød med 2 skiæve Been, kand man ogsaa kalde ham Velbaarn?

SGANARELL: Hvad andet?

1. BONDE: Men siig os Cammerat, er der da ingen ærlige og agtbare Folk meer i Kiøbsteder?

SGANARELL: Ney, ikke uden i de smaa Gader. For 40 Aar siden heed de største Mænd Ærlige og Velbyrdige, hvorudover en vis Borgemester, da han engang af Vanvare fik saadan Udskrift paa et Brev: Ærlig og Velbyrdig Hr. Borgemester, kunde han ikke lide saadan Hyklerie, at man vilde gie ham en Adelig Titul, som ham ikke tilkom, og derfor sagde til Buddet: Hels din Husbond og bed ham spare med sine Titler, som mig ikke tilkommer; thi jeg er hverken ærlig eller velbyrdig. Men nu er det kommen saa vidt, at Borgemestere hedder Excellencer, og Præster Eminencer, Kræmmere Marchands tres renommés, Borger-Døttre Frøikener, Stue-Piger Jomfruer, Kokke-Piger Mammeseller, ja Bønder ogsaa skammer sig ved at være agtbare og ærlige.

1. BONDE: Far vel Cammerat, vi maa reyse. Gud skee Lov, at dette Trommeslag og denne Allarm havde intet andet at betyde.
De gaaer.

SGANARELL: Disse Bønder havde ret; thi det er Skam og Spot at giøre saadan Allarm for en Hund. Vor Jomfru er nu saa desperat derover, at naar man seer hende, skulde man tænke, at hun agerede en Tragædie og spillede samme Rolle som en forliebt Heroinde, der har mist sin Kiereste. Faaer jeg eengang Døttre, som nok kand skee, thi vi er alle Mennesker, saa skal min første Faderlige Formaning til dem være, ingen Skiøde-Hund at holde; ikke for andet end for den u-rimelige Kiærlighed, som følger deraf. Thi vor Jomfru kunde ikke giøre sin Morgen-Bøn med god Samvittighed, førend hun 16 gange havde kyst sin Afgud Melampe; hun kunde ikke giøre Besøg i Byen uden Melampe; det meste hun talte om, var Melampe; de fleeste Drømme, hun kunde ha, var at Melampe ikke var ved Helbred. Kort at sige, der var ikke andet end Melampe for og Melampe bag. Men see, der kommer Kammer-Piigen Dorothea.

✂

SCEN. 4.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA: Aa! det er en Ynk at see paa den stakkels Jomfru; Intet i Verden kand trøste hende, men hun raaber hver Øyeblik: Min Verdens Glæde er mig berøvet, Melampe er borte. Men der seer jeg Sganarell; stakkels Karl, han er lige saa bedrøvet som vi andre. Jeg seer, Sganarell, at du er en troe Tienner og tager Part i Jomfruens Sorg; du seer ret ilde ud af Sorg.

SGANARELL: Ja jeg har nok Aarsag at sørge; jeg har større Sorg end I andre.
Han græder.

DOROTHEA: Har du nogen a parte Sorg?

SGANARELL: Ja, jeg har een, som bringer mig i Graven. Vor gamle sorte Kat, som jeg elskte som min kiødelige Broer, har faaet ont i sit eene Been; Jeg frygter, at det er Podagra.
Han græder.

DOROTHEA: See engang hvilken Phantast! der ligger stor Magt paa en raaden Kat.

SGANARELL: Hør Dorthe, eftersom vi skal spille Tragcedie i Huuset, saa maa jeg jo ogsaa ha en Rolle; thi at hænge sig for en Kat eller Hund, fortienner lige store Ære-Støtter, de er u-mælende Bæster tilsammen. Hvilken der er meest fornemme eller bør staae høyest i Rangen, er mig u-bekiendt.

DOROTHEA: Det vil gaae dig ilde, dersom Jomfruen faaer høre at du legger ikke meere Sorgen paa Hiertet, men ligner din lumpen Kat ved saadan et artigt Creatur som Melampe.

SGANARELL: Men ræt Alvor, gaaer denne Sorg jer til Hierte, Mammeselle?

DOROTHEA: Mit Hierte er færdig at briste af Sorg.

SGANARELL: Jeg merker nok, at I gaaer med en Frue i Maven. See engang hvilke fornemme Nykker hun har allereede.

DOROTHEA: Jeg skal min Troe klage dig for Jomfruen.

SGANARELL: Meener I, at alt dette, som jeg har sagt, var mit Alvor? Ney, jeg sørger min Troe ligesaa meget som nogen anden, og jeg har allereede giort et Sørge-Vers over Melampes Forliis.

DOROTHEA: Jeg kiender dig nok, din Spotte-Fugl.

SGANARELL: Det er min Troe sandt jeg siger. Jeg veed, at der blir holdet Sørge-Stue, og saa skal der jo deeles Vers ud. Nu løber jeg hen til den, som er Imprimatur i Aar, at han skriver derpaa. Adieu!
De gaaer.

✂

SCEN. 5.

GUSMAN

✂ alleene med Melampe paa Armen.

Mon der kommer nogen efter mig? Ney jeg seer ingen. Jo der kommer een. Ney det var min egen Skygge. Aa! nu faaer jeg min Aande igien. Hey! Hvad vil den Spion? Wer da? Ney, der er ingen; mit eget Blod giør mig bange.

Han begynder at skraale.

Aa - - - See der har I den tilbage, spar mit Liv. Men der er jo slet ingen. Hvad kand dog ikke Frygt giøre? Mig synes hver Øyeblik at være omringet af Folk, skiønt jeg er gandske alleene. Nu seyler jeg i Havnen og har kastet Anker. Om nogen spør herefter, hvo der er den største Mand i Verden, da kand svares uden Betænkning, det er Gusman; thi jeg har giort selv samme som Paris Kong Priapi Søn af Troja, der tog Helene bort. Homerus eller Senecus burde staae op af Graven igien for at beskrive i lige saa tyk Bog disse mine Bedrifter; Thi vore Tiders Poeter er ikke den Ære værd. Nu vil jeg giøre en Lignelse mellem mig og Paris, at den gunstige Læser kand deraf see, hvilken af os er størst. Gaaer vi til Fødselen, da var Paris vel en stor Junker, og jeg en Carnali, men just fordi jeg er en Carnali, just derfor er jeg større end han; thi han som en 60 fornemme Mand var oplært i Intriguer, og derfor ikke maa takke saa meget sig selv som sine Forældre for god Optugtelse. Mine kiære Forældre derimod var Dosmere og Slyngeler, jeg selv er opdragen som en Skabhals, og dog har giort samme Bedrifter som Paris; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris havde paa Reysen med sig Raadgivere, som alle var durchtrængende Karle, der kunde sige: Saa og saa skal eders Durchleuchtighed gaae jere Sager an (om jeg mindes ret, saa var der ogsaa Cardinaler i hans Raad, hvilke Karle man kand bruge til alting) men jeg var mutter alleene. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris bortsnappede det skiønneste Creatur, nemlig Helene, i Grækenland; jeg derimod det skiønneste Creatur Han viiser Hunden frem. udi Italien. Nu er Italien større end Grækenland; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Den skiønne Helene var af de slags Qvinder, om hvilke man siger i Sprichwortet: Den er god at lokke, som efter vil hoppe. Jeg derimod bortsnappede Melampe allene med Behændighed; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Helene blev tagen paa aaben Mark under Høymesse, da ingen Folk var tilstæde, jeg derimod har taget Melampe af hans Frues Sove-Kammer; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Det Bytte, som Paris fik, var en Hertugs Datter, mit derimod en Skiøde-Hund - - - Ney det gaaer ikke an, der i var Paris større end jeg; Dog lad mig eftertænke det, jeg vilde nødig gie ham efter i noget. See nu reeder jeg mig derfra: Mangen een elsker og sætter større Priis paa sin Skiøde-Hund end sin Datter; hvad som er i meest Priis, det er størst, Ergo er jeg ogsaa i den Post større end Paris. Endnu kommer jeg en Post ihu: Paris maaskee har aldrig været til i Verden, eller i det ringeste ikke bortsnappet Helene (thi vi har kun nogle gamle Vers derfor, og man veed, at en Poet kand lyve saa stærk som en Hest kand rende) men jeg er virkelig til og har virkelig giort dette Rov; Ergo er jeg større end 61 Paris. Nu vil jeg fortælle, hvordan det er tilgaaed med dette Rov, efterat jeg først har rørt noget om Melampes Byrd og Herkomst. Dette Creatur, som formedelst sin Skiønhed har sat Spliid imellem 2de Høyadelige Jomfruer, er fød og kommen til Verden for 4 Aar siden. Hans Moer heed Diana, en troe Tienerinde og Client af det Pandolfiske Huus, og var formedelst sin Dyd og Skiønhed saa meget elsked af Hyacintha den gamle Pandolfi Frue og Philocynes Moer, at Pandolfus, hvorvel en sagtmodig Herre, straffede hende ofte med Ord derfore; men det kunde ikke hielpe, thi Kiærligheden tog meer og meer til, saa at da bemeldte Diana døde i Barselseng med denne Melampe, døde ogsaa Fruen strax derefter af Sorg.

Han peger paa Hunden og siger:

(Taarene staaer det stakkels Creatur i Øyene, naar hun hør tale om sin Moer.) Hvo Melampes Faer har været, derom kand intet vist siges, dog holdes en ved Navn Hector, som havde Omgiængelse med Moeren Diana, at være saa nær som nogen dertil. Den gamle Herre Pandolfus og Hyacintha efterlod sig en Søn ved Navn Pandolfus, som et Aar for Forældrenes Død reyste til Africa, at stride for de Christne mod Morer og Saracener, og 2de Døttre Lucilia og Philocyne. Til denne sidste, nemlig Philocyne, testamenterede Moeren Hyacintha den nyfødde Melampe udi Luciliæ Fraværelse, som ved sin Tilbagekomst protesterede solenniter derimod, foregivende, at saadant kostbar Bytte hende, som den Førstefødde, skulde tilhøre. Men Philocyne havde ingen Øren dertil, hvorudover der reyste sig Uvenskab imellem Søsterne, som stedse indtil denne Tid har skilt den eene fra den anden. Imidlertiid har Lucilia ved Practiker arbeydet paa at faae Melampe i Hænderne, men forgiæves, indtil omsider hendes Kiærestes troe og vel-meriterede Tiener, jeg Gusman, har giort det mueligt, som tilforn var u-mueligt, og med List bortsnappet denne Tarentinske Helene, hvilken Gierning 16 Laur 62 bær-Krantze ikke kand belønne; thi jeg tar heller Penge. Intriguen gik for sig paa denne Maade: Melampe havde faaet for nogle Dage siden en lille Hævelse i sit eene Bagbeen, hvilket da jeg fik at viide, gav jeg mig ud for en Doctor og tilbød mig inden 4re Timer at ta samme Hævelse-Syge bort; men jeg giorde saa længe Visiter til den Syge, indtil jeg saae min Tempo og tog den bort. Nu er all min Sorg, hvor jeg skal faae fat paa min Herre Leander, for at overlevere ham denne Skat, hvorudi all hans Lykke og Velfærd bestaaer. Han brænder af Kjærlighed til Lucilia, men kand ikke vinde hendes Hierte, med mindre han flyer hende Melampe. Men jeg maa hen og kaste min Doctor-Kiol af, og siden oplede min Herre.

Han gaaer.

✂

SCEN. 6.

Lucilia. Leander. Gusman. Dorothea.

LUCILIA: Omsonst min Kjærlighed, Leander, I begiærer,
Hvis I til Brude-Skienk Melampe ey forærer,
Som Philocyne mig med List har vundet fra;
En slig Klenodi jo tilkom Lucilia:
Paa Moders Testarnent min Søster sig beraaber,
Men Første-Fødsels Ret Lucilia dog haaber
Saa stærk at være, at ved Testarnent og Dom
Den ey mod Billighed og Ræt kand stødes om.
I min Fraværelse, da jeg ey kunde vente
Min kiære Moders Død, hun saadan Testamente
Ved Underfundighed tilveye haver bragt;
Jeg derfor List mod List maa bruge, Magt mod Magt.
Den Sag, Leander, jeg har eder overdraget,
Men I at spiise mig med Løfter har behaget;
I eders Bistand mig har lovet, Magt og Konst,
Men indtil denne Tiid alt været har omsonst.
Vent aldrig, at I meer maa komme for mit Øye,
Med mindre derved I mit Hierte kand fornøye.
63Viid, O Leander, at Melampe er det Baand,
Som os i Kiærlighed forbinde eene kand;
Slig Gave eene mig til Kiærlighed opvækker,
Melampe den Magnet er, som mit Hierte trækker:
Flye mig Melampe, det maa skee med List, med Vold,
Saa blir mit Hierte ey meer mod Leander kold.

LEANDER: Kand, O Lucilia! de Suk og salte Taare,
Som flyde Strømme-viis, jer Hierte ikke saare?
Skal saadant Creatur hos eder meer formaae
End Taare, der i en troe Beylers Øyne staae?
Ach Himmel! hvis det nu gik til som fordum Dage,
Da Skikkelse af Dyr man kunde sig paatage,
Jeg ey Betænkning tog, men ønsked denne Stund,
At jeg forvandlet blev til saadan Skiøde-Hund.

LUCILIA: Slig Metamorphosis, Leander, skeer ey meere,
Hold derfor ikkun op mit Hierte at begiære,
Tal ey om Elskov meer!

LEANDER: Ach hvilke haarde Ord!

LUCILIA: I faaer ey anden Trøst.

LEANDER: Sligt bringer mig i Jord.
Betænk, Lucilia - - -

LUCILIA: Jer Klage ikke nytter,
I maa fortvile, døe, alt saadant jeg ey skytter;
I recitere maa af traurigst Skue-Spill
Hver Dag en Scene, jeg dog stopper Øre til.
I heele Sophocles maa som en Lectie lære,
I af Euripides og andre maa frembære
De meest fortviilte Ord, som Steen bevæge kand:
Det rør ey Hiertet; jeg mod alting holder Stand.
Som Skrømt og Fabel jeg all Klage vil udtyde;
Jeg veed, I Venskab ey med Polidor vil bryde,
Jeg merker Sygen, veed hvorudi den bestaaer,
De Tanker, hvormed I, Leander, svanger gaaer.
At bryde med en Ven, jeg eder ey vil nøde;
64I Polidorus ey for Hovedet vil støde,
I tænker ved jer selv: hvis I begaaer det Rov
Og mig Melampe flyer, I dermed Venskabs Lov
Mod Polidorus strax tillige overtræder.
Betænk, om Kiærlighed med Rætte saadant heder!
Mon jeg med Billighed ey eder har fordømt,
I det jeg holdet har jer Graad og Suk for Skrømt?

LEANDER: Forældre, Slægt og Blod jeg agter ikkun føye,
Opoffrer alting for min Jomfru at fornøye.
Med Polidor jeg ey alleene bryder Fred,
Naar I befaler, men jeg ogsaa er bereed
At øse ud hans Blod, mig selv af Dage tage,
For Elskov og for min Gudinde at behage;
Jeg svær ved Himmelen, at saadant Venskab ey
Mig kand forhindre paa min Elskovs Stie og Vey.
Jeg meer Forhindring og jo fleere Steene møde,
Jo meere stridig Strøm mig af min Vey vil nøde:
Jo meer jeg muntres op, jo meer jeg staaer imod,
Jo meere Elskov i mit Hierte fæster Rod.
I maa, Lucilia, tilfulde dette vide,
At intet Venskab er, jeg sætter jo tilside,
For at behage den, jeg elsker som min Siæl.

LUCILIA: Hver anden Beyler sig hver Tiime kalder Træl,
Med Sværd for Brystet staaer. Jeg eders Tale priiser,
Naar I, Leander, først i Gierning sligt beviiser;
Jeg hidindtil dog har kun merket blotte Ord,
At jeg det Kiæreste for eder er paa Jord,
At I for min skyld vil i Verden alting vove,
At mine blotte Nik skal være eder Love,
At eders Villie min i alt er underlagt.
Lad af at love, og ey underskriv en Pagt,
Giør ey et Forbund, som I ey kand efterleve.

LEANDER: Af slige haarde Ord mit Legeme maa bæve;
Ach! Himlen vidne skal, at I mig Uræt giør,
65At saadan Klage ey mod mig udøses bør.
Hold op, med slige Ord min arme Siæl at trykke,
Viid at min Villie ey, men kun min tynde Lykke,
Min Fiendes Skandse, hans Mistanke, nøye Vagt
Alleene hindret har mit Arbeyd, List og Magt.

LUCILIA: Naar man har ingen Lyst, man strax Undskylding finder,
Da mindste Steen til Bierg og alting blir til Hinder,
End for en Spindelvæv man da tilbage gaaer,
Ja det, som mindre er, i Veyen for os staaer;
Man kand ey, for man ey har Lyst til Vey at finde.
Men jeg maa gaae, jeg nok har talet denne sinde.

LEANDER: Vend, skiønne Jomfru, ey saa hastig Ryggen til;
Min Tiener denne Stund forsøge alting vil.
Hans Fliid og Hurtighed jeg mod hans Herre kiender,
Maaskee han denne Stund Melampe har i Hænder.
Der kommer han. Han jo paa Armen noget bær.
Ney det er intet. Jo det dog Melampe er.
Jeg seer mit Glædes Skib jo lykkelig at havne.
Kom hid min Tiener, kom og lad mig dig omfavne!
Ach! min Forløser, du et Bytte med dig føer,
Hvorved du levende en død Leander giør.
Mit Hiertes Ønske nu jeg engang har opnaaet,
Siig os, hvorledes du Melampe haver faaet.

GUSMAN: Slig Spørsmaal, Herre, er jo meget underlig,
I veed jo, ingen Ting u-muelig er for mig.
At vide min Practik, kand eder lidet nytte,
Nok er det, at I faaer det høyforlangde Bytte;
Jeg har mig ey betient der i af Fandens Konst,
For Resten Spørsmaal mig at giøre er omsonst.

LEANDER: leverer Jomfruen Hunden. See her, Luciliæ jeg det Klenodi giver,
Hvorved en Ende paa Leanders Jammer bliver.
Hvad sønderrive kand nu meer vor Elskovs Baand?

LUCILIA: Haab ey forgiæves meer, der haver I min Haand.

De gaaer ud. Imidlertid har Dorothea hørt dette og altereret sig.

DOROTHEA: alleene.
Aa Himmel! hvad seer jeg? Melampe er ved Practikker kommen i Lucilies Hænder. Hvad skal jeg nu giøre? Dølger jeg det, saa giør jeg mod min Pligt; Aabenbarer jeg det, saa sætter jeg tvende Familier mod hinanden, foraarsager U-eenighed, Had og Mord. Det er dog best, at jeg tier. Men Spørsmaal, om jeg kand tie, om jeg er meer fuldkommen derudi end andre Fruentimmer. Just derfor, fordi det er Magt paaliggende at tie, just fordi det er en Synd at aabenbare, just derfor maa det ud. Jeg kiender min Skrøbelighed, det maa ud, om det skal igiennem mine Sider. Jeg veed, at jeg giør ilde derudi, men just derfor sprækker jeg af Begierlighed til at aabenbare den heele Historie. Aa! gid det havde intet at siige, eller at jeg forsaae mig ikke der i. Dorothea! saae ikke U-eenigheds Sæd iblant Søstre! siig ikke, hvor den Helene er, for hvis skyld en nye Trojansk Krig vil begyndes. Men der seer jeg Sganarell. Jeg maa forsøge paa ham, hvorvidt jeg kand holde mine Affecter i Tømme.

✂

SCEN. 7.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL: Jeg lovede at viise jer nogle Sørge-Vers, Mammeselle, men jeg erindrede siden, at jeg har ingen giort. Det er ogsaa noget gemeent nu at være Poet, thi jeg troer, her er lige saa mange Vers-magere i Byen, som der er Fluer i September Maaned; tilmed saa veed jeg ikke, om Melampe er død.

DOROTHEA: Ney, hun lever endnu.

SGANARELL: Hvor er hun da?

DOROTHEA: hun vil gaae.
Gak fra mig, din vanartige 67 Skielm! jeg vil ikke sige det; jeg skal ikke sige det, om man end legger mig paa Pinebænken.

SGANARELL: følger efter hende.
Aa min allerkiæreste Dorthe, siig mig det.

DOROTHEA: Ikke om du gav mig all Verdens Guld.

SGANARELL: I veed jo, at jeg kand tie.

DOROTHEA: Bort, bort, du frister mig kun forgiæves.

SGANARELL: Siig mig kun den Persons første Bogstav, i hvis Eye den er.

DOROTHEA: Hverken den første eller den sidste.

SGANARELL: Saa maa I da gierne beholde det hos jer selv.
Han gaaer.

DOROTHEA: Hør Sganarell!

SGANARELL: Jeg er ikke nysgierig.

DOROTHEA: Vil du da beholde det hos dig selv?

SGANARELL: Naar jeg intet faaer at vide, saa har jeg ingen Fristelse.

DOROTHEA

✂

Nu skal du vide det, om du blev gall.

Sganarell holder for Ørene, hun tar Haanden fra og raaber:

Leanders Tiener har practiseret den bort til Lucilia.

SGANARELL: Jeg vidste nok, hvordan man skal bære sig ad, naar man vil ha noget at vide af Fruentimmer. Men Dorothea, det er en forskrækkelig Tidende. Det er best, at vi tier dermed.

DOROTHEA: Ney nu maa det ud. Nu er der alt kommer* Hull paa mig.

✂

SCEN. 1.

DOROTHEA: alleene. O en Fortvilelse! hvad kand dog Sorg ey giøre,
Naar den tar Overhaand? med Skræk jeg faaer at høre,
At Philocyne har sit Huus og Hiem forladt,
Og ønsket udaf Sorg all verdslig Lyst god Nat.
I Verden hun ey meer kand finde nogen Glæde,
I en Udørken hun Melampe vil begræde;
Man nyelig hende saae i Klæder gandske sort
At tage Afskeed og at gaae i Skoven bort.
Mit Hierte brister, naar jeg stiller sligt for Øye,
Jeg derfor vil i Hast til hende mig forføye,
Og aabenbare, at Melampe er ey død,
Men at den hviiler nu i hendes Søsters Skiød.
Slig Tidende skal all Philosophie fordrive,
Saa Hierte-Sorg til Hævn skal strax forvandlet blive.
Jeg glæder mig, at jeg ved saadan Leylighed
Kand aabenbare det, som jeg har nylig seed,
Kand siige det, som jeg ey ellers burde siige;
Thi jeg et Mennesk' er, ja meer, jeg er en Pige,
Som Tausheds Gave af Naturen nægted er,
Men nu det hidde kand, at saadant eene skeer
Af Pligt at siige det som jeg ey burde dølge.
Jeg maa i Skoven da min Jomfrus Fodspor følge,
At vende hende fra sin Eensomhed i Hast,
Og mig tillige at befrie fra Tausheds Last.

✂

SCEN. 2.

En traurig Musiqve høres, og Philocyne spatseer i Skoven i en dyb Sørge-Dragt.

PHILOCYNE: Ach Philocyne! all din Trøst er nu at græde,
Du jo forsvunden seer din Vellyst, Hiertens Glæde.
Du ellers ingen Trøst i Verden finder meer;
Thi hvad kand glæde, naar Melampe borte er?
Hvad vederqvæge kand mit høybedrøved Hierte?
Hvad kraftig Lægedom nu lindre kand min Smerte?
All Konst, all Lægedom jeg kun u-nyttig seer,
Thi hvad kand hielpe, naar Melampe borte er?
Hvad Fordeel, Glæde kand saa stor Forliis erstatte?
Hvad Herlighed kand jeg vel mod Melampe skatte?
70Jeg med Philosophie mig væbner, men, disvær!
Den ey kand hielpe, naar Melampe borte er.
Jeg nu ved Sælskab, nu ved Harpen, nu ved Bøger
Den sorte Angstes Skye at drive bort forsøger;
Naar Hiertet klemmes mest, da synger jeg og leer,
Omsonst dog strider, naar Melampe borte er.
Nu forestiller jeg den Herlighed for Øye,
Som udaf alle Ting mit Hierte bør fornøye,
Min Polidorus, som mig været har saa kiær;
Men alt er Skygge, naar Melampe borte er.
Jeg hør med Andagt til, naar mine Venner sige:
Melampe borte er, man finder dog dens Liige;
Slig Tale Øret kun, ey Hiertet kommer nær,
Alt er kun Fabel, naar Melampe borte er.
Nu forestilles mig den Haanhed og Vanære,
At lade sig af Sorg for ingen Ting fortære,
Nu forestilles mig min Troes Pligt i sær;
Men intet lindrer, naar Melampe borte er.
Jeg veed, en nedrig Siæl end saadant bør forglemme,
Og at et ædelt Sind derover sig bør skiemme,
Jeg mig fordømmer selv, dog Sorg i Hiertet bær,
Jeg gaaer i Graven, naar Melampe borte er.
Hvert Øyeblik jeg seer Melampe for mig svæve,
Dens spæde høyre Been mod Philocyne hæve,
Som af det ædle Dyr for mig er et Signal,
At udi Skiødet den til Hviile dægges skal.
Jeg udi Tanker mig med Glæde mod dig vender,
Jeg griber til, men faaer kun Skyggen udi Hænder,
Det ikkun er din Geist, du selv er ikke meer,
Jeg i Indbildning seer det som jeg ikke seer.
Om Morgenen jeg dig i Sengen efterleder,
Men finder ikke meer det som mit Hierte glæder;
Naar Bordet dekkes, jeg dig Sted og lave vil,
Erindrer ikke, at du est ey meere til.
Du i min Phantasie, Melampe, eene lever.

✂

SCEN. 3.

Dorothea. Philocyne

DOROTHEA.: Naar jeg der tænker paa, mit heele Legem bæver
Ach Jomfru

PHILOCYNE: Hvad vil du?

DOROTHEA.: En Tidend jeg frembær:
Melampe lever, ja hun lever, men disvær

PHILOCYNE: Disvær! hvi saa? siig frem, hvad det disvær betyder

DOROTHEA.: Jeg kand for Rædsel ey.

PHILOCYNE: Tal, naar din Jomfru byder.

DOROTHEA.: Melampe lever, men for eder ikke meer,
hun allerede i Leanders Hænder er.
Han den Luciliæ til Brude-Gave giver

PHILOCYNE: Min Sorg forsvinder og til Hævn forvandlet bliver.

DOROTHEA.: Ach Jomfru!

PHILOCYNE: Tal ey meer, spild for mig ingen Tiid,
Flyv som en Piil i Luft, kald Polidorus hid.

✂

SCEN. 4.

PHILOCYNE: alleene, til den anden Side. Mit Legem er i Brand! jeg inge Raad kand finde
Imod min Vrede, thi mig Hævnen denne Sinde
Ophidset har, ja mig Forstanden taget fra;
En Ilias du har begyyndt, Lucilia!
Echo svarer Ja. 72Ja? tør du svare Ja? kryb frem udaf din Hule,
Hvor dit Forræderie dig ey skal længe skiule,
- - - skiule,
Ney Polidorus dig i Hast skal leede op
I Jordens Indvold og paa høyest Bierge-Top.
--- Top.
Hvad, tør du toppe end? see hvilken giftig Qvinde!
Troe mig, hvad Søsters Had formaaer, du skal befinde.
Den leer jo allerbest, som imod Enden leer,
Du mange Timer ej mod mig skal toppe meer.
--- meer.
Meer? ney vist ikke meer, du min Achilles kiender,
Min Polidorus, som skal rive dig af Hænder
Det kostbar Bytte, som min Verdens Glæde var,
Det ved Leanders Hielp du mig berøvet har.
- - - røvet har.
Jeg veed det nok, du tør dig deraf selv berømme;
Hvor stor din Ondskab er, man derudaf kand dømme.
Jeg alt dit heele Huus i Grund seer ødelagt,
Thi hvad kand hindre os? mon din Leanders Magt?
- - - Leanders Magt.
Leanders Magt! Ha ha! paa Sand du kand vel bygge,
Thi din Leander er mod Polidor en Skygge.
--- Polidor en Skygge.
Du det at viide faaer, Udgangen alting gir,
Men troe mig, for dit Huus den Krig Ulykke blir.
- - - Lykke blir.
Trods ey, Lucilia, det gaaer dismeere ilde,
Din Overmod vil dig fortryde, men forsiide,
Dit Huus, Leanders Huus skal begge undergaae,
Jeg udi Lænker seer alt begge for mig staae.
--- staae.
Tør du mig byde staae? Jeg kand for Harm ey tale.

✂

SCEN. 5.

Polidor. Philocyne.

POLIDOR: Hvad har min Jomfru her sin Tiener at befale?

PHILOCYNE: Hævn, Polidorus, Hævn! viid at Lucilia
Med Svig og List mig har Melampe taget fra.
Leander Instrument til dette Rov har været,
Luciliæ han nys Melampe har foræret,
Han længe luuret har paa denne kostbar Skat
Og endelig den nu i Hænder faaet fat.
Man maa med væbned Haand fra Fienden Byttet tage,
Thi de med gode ey vil give den tilbage.
Jeg tæres vil af Sorg, hvis jeg ey hævned blir,
Hvis I tilbage mig Melampe ikke gir.
Lad ey Lucilia u-hævnet mig fixere,
Lad hende over mig ey længe triumphere,
Gak Polidorus, gak med væbned Haand derhen,
Skaf med Melampe mig min Lyst, mit Liv igien;
Thi intet kand mig fra mit blodig Forsæt skrekke.
Bryd ind med Stormer-Haand, lad flyde Blod som
Bække,
Viis hermed hvad I mod mig udi Hiertet bær,
At eders Kierlighed ey falsk og sminket er.

POLIDORUS: I tør om intet mig, min Jomfrue, længe bede,
I veed, mit Liv, mit Blod til Tieneste staaer reede;
Naar I mig giver Nik, mig intet skrækker af,
For Philocyne jeg med Glæde gaaer i Grav.
Men see, en Søsters Blod mig bydes at udgyde,
Betænk hvad ont der vil af saadan Gierning flyde!
Leander frelset har mit Liv og er min Ven,
Jeg pligtig er for ham at offre Liv igien.
Skal jeg mit Sværd imod min Vens Indvolde vende?
Skal da vor Venskab saa u-lykkeligen ende?
Til alting brug mit Sværd, men spar mig herudi,
Send mig i Graven, men ey for Forræderie.

PHILOCYNE: Ach Philocyne! dig all Verden maa beklage,
At du af Elskovs Skin dig ladet har bedrage.
O Qvinde-Slægt, byg ey paa Løfter meer og Eed!
Naar Prøve giøres skal, da til Koldsindighed
Forvandlet Elskov blir, da Masqven man aftager,
Alt det som før var kiert, man vender Ryg, forsager.
Din Kierlighed, jeg seer og merker, Polidor,
Ey andet er for mig end som en meteor,
I hvis Beskuelse naar meest Behag man finder,
Naar man den prægtigst seer, den i en Hast forsvinder;
Som hoven Sneemoes, der paa Fadet prægtig staaer,
Der lover store Ting, men Munden intet faaer.
Mod Qvinde-Kiøn man med Satyrer Landet fylder,
For Ubestandighed hveranden man beskylder;
Af mit Exempel og af andres man dog seer,
At nu omstunder det er Mandfolks Characteer.
Hvor gavmild ikke er en Cortisan paa Eeder,
Med hvad Forpligtelser han Vey sig ey bereeder,
Naar Jomfru-Hierter han i Snaren bringe vil!
Men det gaaer herudi som udi Skue-Spill:
Naar Elskov sluttet er, saa Spillet Ende haver,
Man til nye Elskov sig en anden Aften laver,
For Florabella nu man udi Døden gaaer,
Nu for en Phillis man med Sværd for Brystet staaer.
Føer den ey Titul ret af en bestandig Hyrde,
Der for en Nymphe sig hver Aften fast vil myrde?
Hver Beyler om man nu giør til Comoediant,
Af min Ulykke jeg beviiser det er sandt.
I har, O Polidor, den samme Vey udfundet,
I Philocyne har med Løfter overvundet,
Jeg tænkte, Polidor en ret Mirtillus er,
Jeg Amarillis, som han eene haver kiær;
Men Himmel, jeg til min Ulykke haver læret,
At det ey Kierlighed, men Sminke haver været,
Enhver Forpligtelse en Lokkemad kun var,
Som en u-skyldig Siel i Snaren styrtet har.
75Jeg uden Afskeed gaaer og eder plat forlader,
Den som jeg elskte meest, jeg nu for alle hader,
I Philocyne ey for Øyen meere seer,
Jeg eengang skuffet er, sligt oftere ey skeer.
Hun gaaer bort.

✂

SCEN. 6.

POLIDOR: alleene. Mit Hierte briste vil, mig zittrer alle Lemmer.
Velgierning, Elskov mit tvilraadig Hierte klemmer:
Nu Philocynes Graad for Øyene mig staaer,
Jeg Sværdet trekker; men Velgiernings Lov modstaaer.
Ret ligesom en Eeg mod Øxen, den vil fælde,
Staaer som i Tviilsmaal til hvad Side den vil hælde,
Et saadant saaret Træ mit Hierte nu er Hig,
To stridig Ting i mig paa eengang fører Krig:
Nu Elskov, nu Fornuft i Hiertet triumpherer,
Taknemmelighed nu, nu atter Hævn regierer;
Jeg staaer som Hercules paa en tvilraadig Vey,
Een raaber: Træk dit Sværd, en anden raaber Ney.
Nu trækkes jeg til een, nu til en anden Side
Af to Affecter, som vil Hiertet sønderslide;
Den som skal hævnes, er min Philocyne, men
Men den, mod hvilken Hævn skal øves, er min Ven,
Hvis store Troeskab jeg mod Polidorus kiender,
Der reddet har tilforn mit Liv af Røver-Hænder.
Skal jeg til Vederlag berøve ham hans Liv?
Ney Polidore, ney, stat kun mod Elskov stiv.
Du underkaster dig kun derved Folkes Domme,
Din Vens Leanders Blod jo over dig vil komme,
All Verden vil med Ret og Skiel citere dig
Som Speyl og Mønster paa en u-taknemmelig.
Men Himmel! skal jeg da min Kiereste forlade?
Skal den, jeg elsker, mig herefter flye og hade?
Skal Philocyne, skal min kiære Fæstemøe
76Af Sorg i Graven gaae og plat u-hævnet døe?
Af heele Verden jeg Barbar vil heller heede,
Før jeg skal Elskovs Pligt mod hende overtræde.
All Verdens Domme jeg fordømmer meget let,
Naar hun frikiender kun og siiger, jeg giør ret.
Fat, Philocyne! Mod, grem dig ey meer til Døde.
Leander kommer ind. Men jeg Leander seer at komme mig i Møde,
Hans Aasyn slaaer mig og lidt vankelmodig giør,
Jeg tænker paa hvad han beviiset har mig før.
Indvolde røres og mit Hierte i mig banker;
Men stat, Cupido, bi, driv bort dislige Tanker!
Min Jomfru byder med min Ven at bryde Fred,
Hun raaber: hvæs dit Sverd! jeg være maa bered.

✂

SCEN. 7.

Leander. Polidorus.

LEANDER: Glæd dig, Leander, du din Jomfru har fornøyet,
Du Havnen naaet har, du Hiertet haver bøyet,
Skiønt med Besværlighed, du dog Magneten fandt,
Som Hiertet trækkede, Lucilia du vandt.

POLIDOR: Hold Stand, Leander!

LEANDER: Hvad?

POLIDOR: Glæd dig ey alt for hastig!

LEANDER: Hvo hindre tør min Fryd? hvo er saa overmastig?

POLIDOR: Det Polidorus tør.

LEANDER: Hvi saa?

POLIDOR: Du spør, hvi saa?
77Med slig Fripostighed du tør her for mig staae?
Betænk, du haver os Melampe jo berøvet,
Og Philocyne ved slig Rov saa høyt bedrøvet;
Jeg Polidor ey er, du ey Leander meer,
Du Hector est, i mig en fiendsk Achilles seer.
Betænk dig, det jo haardt mod Brodden er at stampe,
Du veedst min Tapperhed, tilbage giv Melampe.

LEANDER: Hold kun med Trusler op, jeg frygter ey din Magt,
Jeg større Heldt end dig i Graven haver lagt.

POLIDOR: Hvad Polidori Arm formaaer, du skal befinde,
Jeg beder dig, at du vil her i dig besinde.
Fortryd din Gierning og Melampe giv igien,
At jeg ey nødes skal at figte mod min Ven,
At Verden ikke mig i Fremtiid skal bebreyde,
Mod min Velgiører at jeg føret haver Feyde.

LEANDER: Du bryde, Polidor, rnaa Venskab; hvor det gaaer,
Saa vær forsikkred, at du ey Melampe faaer.
Af dette eene jeg dig, Polidor, berømmer,
At du tilstaaer din Synd, at du dig selv fordømmer;
Hvis ey Leanders Haand dig slaaer og fælder ned,
Da Himlens Dom, min Ret, din Utaknemlighed.

POLIDOR: Vil du Melampe da os ey tilbage give?

LEANDER: Ney, hos Lucilia Melampe skal forblive.

POLIDOR: kaster sin Handske. See der min Handske, som skal være Tegn til Krig.

LEANDER: Der har du min igien til samme Tegn for mig.

✂

SCEN. 1.

SGANARELL: kommet ind slæbendes med en Kat i et Baand, som han har giort til Krigs-Fange. Jeg dig nu viiset har, hvad jeg har kundet giøre;
Du veed hvad Krigens Ret den med sig pleyer føre,
Hvad Seyer-Herren med en Fange giøre kand.
Jeg i rætferdig Krig er bleven Overmand;
Jeg af Medlidenhed dig Livet dog har lovet,
Skiønt som en Kaalstok jeg afhugge kand dit Hoved.
At myrde Fanger jo tillader Krigens Ræt,
Hvad svar du dertil, bør du ey erkiende det?
Han rykker Katten saa stærkt, at han faaer den til at miave, og Sganarell miaver igien. Du skal i Fængsel da tracteres paa det beste;
Thi skiønt du Fiende est, saa est du dog min Næste.
Jeg dig med Sværd i Haand vel fanget har i Krig,
Men kand ey gyde Blod, naar man ydmyger sig.

✂

SCEN. 2.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA: Hvad Pokker bestiller du her med den Kat? er det nu Tid at skiempte saaledes?

SGANARELL: See første Fange, som jeg Fienden tager fra, Nu Krigen maa gaae fort: Jacta est alea.

DOROTHEA: Gak Fanden i Vold med dit Narrerie! Giør man Katte til Krigs-Fanger?

SGANARELL: Hvorfor ikke det? naar man fører Krig 79 om Hunde, kand man meget vel giøre Katte til Krigs-Fanger. Jeg kunde ha erobret een af Fiendens Hunde saa let, som jeg vil kløe mig i mit Hoed, men jeg vil overlade den Ære til een af Generalerne; thi naar Hoed-Materien til Krig er Hunde, saa kand det ikke anstaae mig som en ringe Tienner at giøre andre Krigs-Fanger end Katte.

DOROTHEA: Du kommer nok eengang i Ulykke for din kaade Mund. Jeg tilstaaer gierne, at det lader noget ilde for 2de Søstre at udgyde Blod for en Hunds skyld.

SGANARELL: Ja, det lader noget hundsk. Det er ogsaa en Hunde-Krig.

DOROTHEA: Men nok er det, at Philocyne elskte Melampe som sine egne Øyen, og at hende ved List er berøved det Klenodie, hvis Forliis vil bringe hende til Graven. Troe mig, at her bliver andet Blod udgydet end Hunde- og Katte-Blod, og at baade du og jeg kommer til at væde vore Øyen, førend det er til Ende. Holdt derfor op med saadan Narrerie, og lad den Kat fare.

SGANARELL

✂ til Katten.

Begiær du Frihed? Svar! har du ey meere Maal?

Han rykker Katten igien og kommer den til at miave.

Gak Fanden udi Vold paa Cavalliers Parol.

DOROTHEA: Du skal ikke troe, Sganarell, hvor forbittred Polidorus og Leander er mod hinanden.

SGANARELL: De var dog saa gode Venner tilforn.

DOROTHEA: Det er sandt. Men hvad giør ikke Elskov? Den kand ophidse Børn mod Forældre.

SGANARELL: Men meener du, at jeg kommer til at gaae i Krig med?

DOROTHEA: Hvad andet? Du har jo nydt gode Dage i Freds-Tider, nu maa du ogsaa føle, hvad det er at lide ondt.

SGANARELL: Jeg meener, Sagen blir afgiort ved en Duel imellem Polidorus og Leander.

DOROTHEA: Ney vist ikke; thi jeg merker, at begge Familier giør alt for store Anstalter dertil.

SGANARELL: Jeg vil holde Neutralitet.

DOROTHEA: Det blir dig ikke tilladt. Men der kommer Polidorus. Jeg maa løbe.

✂

SCEN. 3.

Polidorus. Sganarell.

POLIDORUS: Hør Sganarell! din Troeskab er mig bekiendt.

SGANARELL: Jeg takker Herren for de gode Tanker, han har om min Person. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg siige, at jeg tienner Herren med Liv og Blod udi Freds-Tider.

POLIDOR: Det er ingen Konst; Men nu skal dig gives ret Leylighed, at giøre mig Tienneste og lade see, at jeg ikke har irret i de gode Tanker, som jeg har om dig. Du veed, at der har reyset sig Krig og Tvistighed imellem mig og Leander.

SGANARELL: Kand jeg tienne Herren med et got Raad, saa er min ringe Hierne og Pande til Herrens Tieneste.

POLIDORUS: Du skal hielpe mig baade med Raad og Daad.

SGANARELL: Ja mænd for Rimets skyld. Men hvorudi skal den Daad bestaae?

POLIDOR: Du skal forklæde dig.

SGANARELL: Ja nok: Herren vil maa skee have mig paa Masqverade med sig.

POLIDOR: Ney Sganarell, du skal agere en Spion og udforske, hvad Leanders Folk forretter, hvad Anstalter de giør, hvad Anslag de har, og hvor mange Strids-Mænd han kand bringe til veye, hvorom du skal gie mig en tilstrækkelig Underretning.

SGANARELL: Men Herre! man pleyer at hænge Spioner, naar man faaer fat paa dem, hvilket er ikke min Leylighed, besynderlig efterdi jeg er forloved med en ung Pige, som gremmede sig død, om jeg blev hængt. Jeg selv har kun et Liv at sørge for, men jeg beder om at blive 81 befriet fra denne Forretning for hendes skyld; Thi skulde jeg komme i Ulykke og blive hængt som en Spion, og hun derover skulde gremme sig saa hart, da sørgede jeg mig virkelig ihiel.

POLIDOR: Giv dig tilfreds. Hvis du falder i Fiendens Hænder og omkommer, da skal jeg nok forsørge hende.

SGANARELL: Det staaer mig ikke for Øyen, Herre! men det er en Skam at blive hængt for Troeskab mod sin Herre.

POLIDOR: Er det Skam for en Tienner at blive hængt for Troeskab mod sin Herre?

SGANARELL: Det maa være hvad det være vil, saa er dog hænges at hænges, og en Galge en Galge. Jeg veed nok, hvad det er, skiønt jeg aldrig har været hængt tilforn. Naar nogen seer een hænge i en Galge, siiger de strax, at det er en Tyv, og naar jeg var død, har jeg ikke et Ord at siige derimod. Ney, er det saadan slags Daad, som Herren forlanger min Hielp udi, saa beder jeg, at det alleene maa blive med Raad, derudi vil jeg tienne Herren saaledes, at han skal takke mig saa længe som han lever.

POLIDOR: Hvad Raad kand du vel gie mig?

SGANARELL: Jeg har allereede et kosteligt Raad i Hiernen, hvorved Krigen skal faae en lykkelig Ende.

POLIDOR: Hvor i bestaaer det Raad?

SGANARELL: gaaer frem og tilbage og tører Sveeden af sig.
Det bestaaer derudi at giøre Fred og ikke føre Krig for en lumpen Hund.

POLIDOR: Hør Sganarell! giør dig kun strax færdig at efterleve min Befaling.

SGANARELL: Ja nok, om det er til at slutte Fred; thi jeg vil heller være Ambassadeur eller Plenipotentiarius end Spion, baade for Rangens og Farens skyld.

POLIDOR: Her er nu ingen Tiid at skiemte. Lav dig strax til at gaae hen og udforske Fiendens Tilstand; hvis du ikke forretter det troelig, skal det koste dit Liv.

SGANARELL: Men Herre, jeg er bange, at Dorthe blir 82 vreed paa mig, at jeg falder hende ind i hendes Forretninger; thi hun er tilforn vant til at spionere i Huuset. Lad hende gaae i mit Sted, hun kand giøre det bedre end jeg; thi jeg har altid hørt, at naar man vil spille Intriguer, skal man bruge Fruentimmer dertil.

POLIDOR: Jeg vil ingen Undskylding høre; Enten forret hvad jeg siiger dig, eller lav dig til at døe.

SGANARELL: Aa Herre! Er der da ingen Redning for mig?

POLIDOR: Ney, Dommen er alt afsagt.
Han gaaer.

✂

SCEN. 4.

SGANARELL

✂ alleene.

Af to onde Ting er dog best at udvælge det som er mindst ondt; thi skal jeg døe, saa er det bedre at jeg døer for Troeskab mod min Jomfrues Kiereste end for Utroeskab. Derforuden er det eene vist, det andet uvist; thi det kand hende sig, at ingen kiender mig, og jeg kand med Ære og velforrettet Sag komme tilbage. Jeg er saa bange, at mit Ansigt røber mig, og at jeg bliver rød, naar man taler mig til. Gid Jacob Oldfux vilde laane mig sit Ansigt, som han har, naar han om Aftenen gaaer paa Viin-Huusene at høre hvad Folk taler! Gid han vilde overlade mig sit hellige og ærbare Ansigt, kun et par Timer; thi mit eget er ikke skikket dertil.

Han tar et Speyl og giør sig en ærbar Miine.

Jo jeg seer ud som en Spion; mit Ansigt, mine Been, alting indtil min Hat seer spionisk ud. Dersom ingen kiender mig, saa skal det nok gaae an, og gaaer det denne gang an, saa skal det nok ogsaa gaae tiere an, saa jeg maaskee kand blive ved Professionen; thi den føder rigelig sin Mand, mange giør stor Lykke derved og blir ophøyede enten til stor Ære eller i en stor Galge. Vilde der kun ingen kiende mig, saa havde jeg ingen Fare, men naar nogen taler mig til, bliver jeg strax ban 83 ge. Jeg maa øve mig lidt og forestille mig alt, hvad som kand hendes, for ud, som for Exempel: Nu er jeg alt paa Fiendens Grund, endnu har jeg ingen Nød, ingen kiender mig endnu. Her sætter jeg min Hat, som skal betyde en Skildvagt, og her min Handske, som skal betyde en anden. Nu vil jeg forestille mig, at samme Vagt kommer og seer mig under Øynene. Jeg spør: Hvorfor seer du saa paa mig? Han svarer:Maa jeg ikke see paa dig? Jeg er jo ikke anderledes skabt end et andet Menneske.En Kat maa jo see paa en Konge. Ey du Skabhals, see paa dig selv.Du est selv en Skabhals. Jeg er lige saa god som du i alle Maader og trods! Det gik brav nok. Nu vil jeg forestille mig, at en anden kommer og siger:Er du ikke Sganarell? Ney Monsieur, det er ikke mig.Hvem est du da? Jeg er en Herremand, som lever af mit eget.Du seer liigere ud til at være en Nar. To giør et par.Om jeg seer ræt til, saa est du Sganarell. Nu skal du ikke faae at vide, at jeg er Sganarell, om du blev gall.Jeg vil døe paa, at du er Sganarell. Faae den en Ulykke, der er! Hvorpaa han gaaer bort, naar han hør mig bande derpaa.

Rykkende Handsken til Side.

Men det er kun en Begyndelse: Nu vil jeg forestille mig, at nogle Gripomenusser tar fat paa mig som en Spion og fører mig for en Ræt, hvor Dommeren spør mig:Hvad Landsmand er du?

Han sætter sig ned paa en Stoel.

A er en Tydsk, Falill! Ney det gaaer ikke an, jeg maa svare paa Tydsk: Ich bin en Tydsk, Mussier!Du kommer mig for at være en Spion. Ney, jeg er ingen Spion, det skal ingen kunde siige mig paa.Tienner du ikke hos Polidorus? Ney, jeg har aldrig hørt det Navn nævne før.See, der staaer Pine-Bænken til Tienneste, hvis du ikke bekiender. Min Herre, jeg vil giøre min Eed paa, at jeg ikke er Sganarell, og at jeg aldrig har hørt tale om min Herre min Livs Tid.Man agter ikke hvad en Spion svær. Jeg siger jo, at jeg er ingen Spion. 84 Hvem est du da? Jeg er ingen. Hvorpaa man legger mig paa Piine-Bænken.

Han legger sig ned paa Gulvet og lader som han blir piint.

Au au au!Vil du bekiende da? Au --- au! holdt op, jeg vil bekiende. Hvorpaa man løser mig; Men naar jeg kommer løs, blir jeg ved mit Forsæt, ikke at bekiende. Jeg legges anden gang paa Piine-Bænken: Aa vær naadig, Aa vær naadig, A ---Vil du bekiende da? Aa --- Aa ---Saa bekiend da. Aa --- Jeg skal bekiende, lad mig løs igien. Naar jeg saa kommer løs, siiger jeg: Aa Hr. Dommer, I kand faae mig paa Piine-Bænken til at bekiende hvad I vil, men jeg er en Carnali, om det er mig. Hvorpaa man forelegger mig en Eed at svære mig fri, og jeg svær mig fri. Hvorpaa Dommeren siiger: Lad den Hundsvot da gaae! og jeg gaaer.

Til Spectatores.

Gik det ikke brav nok? Alting bestaaer i en Øvelse. Jeg hade dog ikke tænkt, at jeg kunde staae saa vel imod Pine-Bænken.

abit.

✂

SCEN. 5.

OLDFUX: alleene.
Ha ha! jeg har staaet og hørt denne Comoedie an, hvorledes Sganarell vil gaae sine Sager an. Nu vil jeg stille mig an, som jeg er en af Leanders Parti, for at forsøge, om han kand holde Stand. Jeg troer ikke, at han kiender mig i denne Dragt og med disse Knæbelbarter, jeg har sat mig paa. Jeg skal og sætte Hatten ned i Øyene, saa han ikke ret skal see mit Ansigt, og giøre mig et fremmet Maal; og som Folk af Leanders Parti har et hvidt Baand paa Axelen, til Kiende-Tegn fra Polidori Parti, som fører et rødt Baand, saa vil jeg henge et hvidt Baand paa min Axel. Jeg har længe tragtet efter at spille ham et Puds, og nu faaet en skiøn Leylighed dertil. Jeg skal giøre ham 85 saa bange, at han skal ikke forvinde det saa hastig igien; thi jeg kiender hans Hierte, og er vis paa, at naar han seer en blot Kaarde, saa forlader han gierne sin Herre og vor heele Parti. Polidorus har udvælget ham til den Forretning, saasom han har Tanker om hans Ærlighed. Han er ogsaa ærlig, saa længe der er ingen Fare, men naar han --- See der kommer han allerede og har paataget sig en Doctor-Dragt. Ha ha ha!

✂

SCEN. 6.

Sganarell. Oldfux.

SGANARELL: Nu skal ikke Fanden selv kunde kiende mig udi denne Dragt. Men see, der seer jeg een af Leanders Folk. Han kommer ret beleyligt.

OLDFUX: Serviteur, Hr. Magister!

SGANARELL: Jeg er ikke Magister, men ikkun Doctor.

OLDFUX: Maatte jeg spørge, hvad slags Doctor han er?

SGANARELL: Jeg er een af de sorte Doctore; I kand jo see paa min Dragt, hvilken Doctor jeg er.

OLDFUX: Alle Doctore gaaer her klædte ligeledes. Jeg vil viide, i hvad Videnskab I er Doctor.

SGANARELL: Jeg er Doctor i Doctorskab.

OLDFUX: Er I Doctor Medicinæ, Juris, Theologiæ eller Philosophiæ?

SGANARELL: Jeg er Doctor i det sidste.
Oldfux gir ham et Ørfigen.

SGANARELL: Au! hvorfor slaaer I mig?

OLDFUX: Er I Doctor Philosophiæ eller Philosophus, saa veed jeg, at I maa kunde taale et Orfigen; thi en ret Philosophus, naar man slaaer ham paa et Ore, saa rækker han et andet frem.

SGANARELL: Ney Monsieur, jeg er ikke Doctor i Ørfigen. Jeg er Doctor i det første, som I spurte mig om. Jeg er Doctor i Piller.

OLDFUX: Saa beder jeg da ydmygst om Forladelse, Hr. Doctor! havde jeg vidst det, saa havde jeg ikke slaget 86 ham. Det var hans egen skyld, at han gav sig ud for en Philosophus, hvilket slags Folk har ingen visse Indkomster, men lever af extra, som er Ørfigen og Næsestiver. Jeg har anden Respect for en Doctor Medicinæ. Det er andet end en stakkels Philosophus, hvis Gage er Fattigdom og Hug; Da derimod den første slaaer Folk ihiel, hvor han kand træffe dem, og faaer Penge til. Men det er mig kiært, at jeg finder Hr. Doctor her. Jeg er saa meget plaget med calore intestinorum; hvad raader han mig at bruge derfor?

SGANARELL: Det er ikke saadant jeg er Doctor udi. Jeg er Doctor i --- I kand vel vide, hvad jeg vil siige, nu ligger det mig paa Tungen, udi - -

OLDFUX: Aa jeg veed nok, I er maaskee Doctor Juris?

SGANARELL: Ja ja, saa er det.

OLDFUX: Er det Juris civilis eller canonici?

SGANARELL: I begge to; thi jeg er ligesaa meget dreven i det eene, som i det andet.

OLDFUX: Det er mig kiært; saa vil jeg consulere ham i en Casu, som jeg har Tvistighed om.

SGANARELL: sagte.
Det er en forbandet Karl. Høyt. Ney Monsieur, I begriber ikke min Meening. Jeg er Doctor i det 3die.

OLDFUX: Men min Hr. Doctor i det 3die, naar jeg gir ret agt paa hans Tale og alting, saa troer jeg heller, at han er en Spion.

SGANARELL: Spion? jo jo! I skal nok see, at Doctore giør sig saa gemeene, at de gaaer om at spionere. Dersom jeg havde Vidne paa jer Mund, kunde I komme i stor Ulykke. I kiender ikke vor Facultet ret, det merker jeg, ellers talte I ikke saa dristigt. Vi Doctore lar os min Troe ikke spille paa Næsen.

OLDFUX: Min Hr. Doctor i det 3die, jeg lar mig ikke afspiise med Snak. Bekiend kun Sandheden.

SGANARELL: Monsieur! hvis I lar mig ikke være med 87 Fred, skal I ha, førend I veed et Ord deraf, en Guulsot paa Halsen, som er incurabel.

OLDFUX: Og hvis I ikke bekiender, min Hr. Doctor i det 3die, saa skal I faae en Blodsot paa jer Ryg af min Kaarde.

SGANARELL: Hvad skal jeg bekiende?

OLDFUX: At du est en Spion.

SGANARELL: Jeg troer, Manden er gall. I kand jo vel see, at jeg er ingen Spion; min Klæde-Dragt beviiser jo, at jeg er en af de beste Doctore, nogen vil forlange. Jeg svær ved alt det som helligt er udi et Apothek, ved Piller, Clisterer, Podagra, Chiragra, Ligtorne, Frantzøser, Smaakopper, Mæslinger etc. etc. etc. at hvis I ikke gaaer strax bort, skal jeg rede jer saa til, at jer heele Blod skal blive til Theriac, og at I skal blive soldt til et Apothec at giøre Medicin af.

OLDFUX: Det er nogle herlige Guder, du svær ved. Jeg svær ved min Kaarde, mine Hænder, mine Arme, mine Knæbel-Barter, at hvis du ikke bekiender, saa --

SGANARELL: I maa være fra jer Forstand, Monsieur! hvordan skulde jeg føre saadan Dragt, hvis jeg ikke var Doctor?

OLDFUX: Der gaaer saa mangen Slyngel i Doctor-Klæer, og er derfor just ikke Doctor. Om man vilde kaste saadan en Kiol paa en Abe, blir han derfor Doctor?

SGANARELL: Ja, saa blev han i det ringeste en Abe-Doctor.

OLDFUX: Eftersom det bestaaer i Kiolen alleene, saa vil jeg strax skille dig ved din Doctor-Grad. Træk ud!

SGANARELL: Hey hielp! hvor er I? Pest, Feber, Tand-Piine, Vattersoet, Guulsoet, Svindsoet, og alt hvad som dependerer af Facultetet! griber alle paa eengang denne forbandede Karl, der bespotter Medicinen uden at have ringeste Respect enten for hans Caracteer eller Klæde-Dragt.

OLDFUX: Fort, fort, træk ud.

SGANARELL: Det skal ikke alleene hævnes paa jer, 88 men paa jer heele Familie; thi I skal inden 24 Timer døe den skiendeligste Død, ikke af Menneske-Pest, men af Qvæg-Pest, ligesom Bæster.

OLDFUX: trækker Kiolen af ham.
Ha ha, nu kiender jeg Manden. Det er Sganarell. Du blev tilig nok Doctor til din Ulykke. Er du ikke Sganarell?

SGANARELL: Jo nu er jeg Sganarell, men da jeg bar den lange Kiol, var jeg Doctor.

OLDFUX: Jeg skal strax lære dig, hvad det er at fare med Løgn.

SGANARELL: Jeg løy min Troe ikke, thi der er mange, hvis Doctorskab hænger alleene i Kiolen.

OLDFUX: Hør Sganarell, du er den første af Fiendens Parti, som er falden i vore Hænder, derfor maa du døe, for at jage Skræk i de andre.

SGANARELL: paa Knæ.
Aa! Hr. Captein, spar mit Liv.

OLDFUX: Ney, du maa døe.

SGANARELL: Aa! Hr. Major!

OLDFUX: Fort, fort, ingen Snak.

SGANARELL: Aa! Hr. Oberst Lieutenant!

OLDFUX: Ingen Snak, du skal døe.

SGANARELL: Aa! Hr. Bregadeer!

OLDFUX: Ræk kun Halsen frem, det skal snart være giort.

SGANARELL: Aa! Hr. General!
Oldfux trækker Kaarden.

SGANARELL: Aa! Hr. Chur-Første!

OLDFUX: Vil du da bekiende alt det du veed, og tilstaae, at du est en Cujon?

SGANARELL: Aa ja, og en Carnali til.

Oldfux tar Knæbel-Barterne af og sætter Hatten op.

SGANARELL: Hvad Fanden er dette? Monsr. Oldfux! det er jo jer?

OLDFUX: Ja hvad andet, Hr. Doctor i det 3die? Du forretter ikke ilde hvad som dig blir betroet.

SGANARELL: Gid I faae en Ulykke med jer Harcelering. Jeg skal min Troe siige det til Polidor.

OLDFUX: Og jeg skal ogsaa give ham en udførlig Beretning, hvordan du har skikket dig i din Ambassade.

SGANARELL: Dog jeg vil ikke klage, dersom I vil tie.

OLDFUX: Ney jeg skal ikke røbe dig. Men forret dit Ærende bedre en anden gang.

✂

SCEN. 1.

PHILOCYNE: ved sin Faders Grav. Standarden reysed er, til Krig sig alting ryster;
Paa Polidori Arm og Magt jeg mig fortrøster,
Med Fiendens Undergang min Spot han hævne vil.
Hvad for Tragædie, hvad traurig Skue-Spil
Du, O Lucilia, os tvinger til at øve!
Du lære deraf skal, hvad det er at berøve
Din Søster det, som hun af alting havde kiær.
Jeg først begynder Krig, men Aarsag dog ey er
Til det uskyldig Blod, som herved skal udgydes;
Alt hvad Ulykke skeer, det skal paa dig udtydes,
Thi den ey lastes, som begynder saadant Spill,
Men den alleene, som Anledning gir dertil.
Om end min Fader selv stod op igien af Døde
Og ved sin Myndighed til Fred mig vilde nøde,
Saa fra sit Forsæt dog ey Philocyne stod,
Jeg til Forligelse mig ey bevæge lod.
Hvad vil det siige, om til egen Død jeg iiler?
Jeg svær ved denne Grav og hvad her under hviler,
Ja ved Pandolfi og ved Hyacinthes Siæl,
Ved hende, som mig gav Melampe til min Deel:
At ingen Fare skal mig fra mit Forsæt rygge.
Men Himmel! hvad er det? det er min Faders Skygge!
O! et forfærdet Syn! han op af Graven gaaer,
Mit Legem blir til lis og Blodet stille staaer.
Philocyne sætter sig i en Lehnestoel.

✂

SCEN. 2.

ET SPØGELSE: staaer sagte op af Jorden ved en douce Musiqve. Af hvilke Furier dit Hierte er omspendet,
At du Naturen har forsvoren, Sverdet vendet
Imod Lucilia, imod dit eget Blod?
Du Synd bedriver som forsones ey ved Boed.
Dens Storhed har mig end i Graven giort uroelig,
Mig tvungen at gaae af Plutonis mørke Boelig,
For at fraskrække dig fra din Hævngierighed,
Ved Faders Myndighed formane dig til Fred,
92Dit onde Forsæt dig med haarde Ord bebreyde,
At mod Naturen, mod din Søster du vil feyde.
I Skrift, Historier, kun et Exempel nævn,
Hvor man har seet slig Begierlighed til Hævn.
Man to Thebaner saae i fordum Dage krige,
To Brødre myrdes af hinanden; men et Rige,
Et Herredømme til den Ild dog Tønder var,
Her et u-mælend Dyr to Søstre væbnet har.
Lad eder Helved ey og Furiæ forleede
Til at fremture i slig u-naturlig Vrede,
Ofr den Helene op, som opvakt haver Krig,
Stik udi Skeeden Sverd og lev endrægtelig.

Hvorpaa Spøgelset synker ned i Jorden igien ved samme Musiqve.

✂

SCEN. 3.

PHILOCYNE: efter at Musiqven har Ende, reyser sig op af Stolen. Hævngierighed imod min Søster er forsvunden,
Jeg af min Faders Ord og Straf er overvunden,
Jeg føel Forandring i mit Blod, min heele Krop,
Og min Samvittighed mig nagger, tærer op.
Jeg idel Ruelse i Siæl og Hierte finder,
De salte Taare mig af Øyne Strømviis rinder,
Jeg merker, at jeg har ey været ved mit Sind,
Og at Hævngierighed har giort mig gandske blind.
Min Faders Geist har mig fra blodig Forsæt skrækket
Og til Lucilia Medlidenhed opvækket,
Mit Hierte, der var før som Marmor, Flintesteen,
Bevæges, bøyes nu som nye udspiret Green.
Jeg vil ey meere med min kiære Søster krige,
Men lade Byttet, og med hende mig forlige;
Jeg fnysed nys af Hævn, nu sukker efter Fred,
Min Vrede er omvendt til lutter Kierlighed.
Hun sætter sig i Stolen igien og ligesom falder i Afmægtighed.

✂

SCEN. 4.

Lucilia med Melampe paa Armen. Philocyne.

LUCILIA: Jeg Byttet fik igien, som mig med Ret tilhørte;
Saa angenem en Skienk en Elsker aldrig førte
Til sin tilkommend Brud, som den Leander gav:
Den gav mig Liv igien og reddede fra Grav.
Hvor uformodentlig mig Lykken dog har føyet!
Lev med Melampe nu, Lucilia, fornøyet,
Frygt ey for Polidor, for Trusler og for Krig!
Naar viises Sverd mod Sverd, man nok betænker sig.
Lad stolte Polidor kun med sin Manddom prale,
Leanders Styrke ham nok tvinger at omsale,
Leander lær ham nok at legge Vaaben ned,
At tage Svøftet ind, tilbede sig en Fred.
De tænker, man maaskee forsagt af Trusler bliver,
Og for at undgaae Krig Melampe overgiver;
Ney ney, Lucilia afskrekkes ey saa læt,
Hun har en ædel Siæl, og Hiertet sidder ræt.
Thi før skal Sverdet Folk, som Avner Vind, udrydde,
Ja før skal Helte-Blod som Strøm og Elve flyde,
Før Faders Sverd skal Søn i Graven skikke hen:
Før man Melampe skal aftvinge mig igien.
Men Tiden minder, at jeg maa mig hiem begive.

PHILOCYNE: springer op. Bie lidt, Proserpina, jeg skal dig sønderrive
Med disse Hænder, og dig dæmpe skal dit Mod;
Min brændend'SiælesTørst maa slukkes med dit Blod.
Tøv lidt! Men Himmel! hun mig undgik udaf Hænder.
Jeg all min Tanke nu til Krig og Hævn henvender,
Min Faders Tale giør ey mindste Virkning meer,
All slig Formaning nu kun Snak og Fabel er.
Mod all Bebreydelse og Straf jeg stopper Øre,
Skiønt Himlen raaber Fred, saa dog jeg Krig vil føre,
Min Fader anden gang af Graven op maa staae,
Og mig end haardere min Synd bebreyde maa.
94Naturen maa mig min Misgierning forekaste,
Den heele Verden maa mig hade, skye og laste,
Samvittigheden maa til døde plage mig:
Alt dog forgiæves er at skrække mig fra Krig;
Jeg til min Skiendsel selv min Støtte vil bereede,
Jeg u-naturlig vil og vanskabt gierne heede,
Man som et Monstrum maa mig viise i et Land,
Naar min Hævngierighed fornøyes, stilles kand.
Nu gaaer jeg hen og mig til Mord og Rov bereeder,
Og med bevæbned Haand min Fiende opleeder;
Nu gaaer jeg hen, min Slægt at rykke op med Rod,
Og for at dyppe Sverd udi min Søsters Blod,
For Ven mod Ven til Had og Avind at opvække,
Med døde Kroppe Mark og Enge at bedække,
At træde under Fod Naturens Ræt og Lov
Ved Blod, ved Knald og Fald, ved Mord, ved Brand, ved Rov.

✂

SCEN. 5.

SGANARELL: som en Bonde.
Den første gang gik det galt til, men nu haaber jeg, at det skal gaae bedre; thi jeg kom ikke ihu, at en Doctor burde forstaae Latin, og at jeg læt kunde røbes, naar nogen examinerede mig. Det var ellers et forbandet Puds den Oldfux spillede mig; Naar vi eengang faaer Fred, skal jeg nok betale ham igien. Men der kommer heel beleyligt en af Luciliæ Piger; jeg vil fritte hende om Sagerne.

✂

SCEN. 6.

Luciliæ Pige. Sganarell.

PIGEN: Aa! hvad Ulykke staaer ikke vor Huus nu fore! Vore Efterkommere skal ikke kunde troe, at saadant kand være skeet, nemlig at et u-mælende Creatur, en Skiøde-Hund har ophidset to kiødelige Søstre mod hinanden. Jeg tænkte i Førstningen, at det skulde endes 95 alleene med Truseler, men jeg mærker, at Polidorus og Leander er derover kommen i Ord sammen og har truet hinanden paa Livet, saa at det ikke vil løbe af uden Blod. Aa! man maa vel sige, at intet Had er saa stor som Broder- og Søster-Had. Men der seer jeg en Bonde. God Dag min ærlig Mand, hvor har du hiemme?

SGANARELL: Jeg er hiemme fra.

PIGEN: Det er ikke saa ilde svart. Men hvor er dit Hiem?

SGANARELL: Hvor har I hiemme, lille Fæstemøe?

PIGEN: Jeg tienner for Pige i en fornemme Jomfrues Huus, som hidder Lucilia.

SGANARELL: Hidder Huuset Lucilia?

PIGEN: Ney, Jomfruen hidder Lucilia. Men hvor tienner du?

SGANARELL: Jeg tienner ingensteds for Pige.

PIGEN

✂ sagte.

Denne Bonde er et lystig Hoed.

Høyt.

Jeg kand nok høre, at du er skiemte-fuld. Hvor gammel est du?

SGANARELL: Hvor gammel er I?

PIGEN: Jeg er sytten Aar gammel.

SGANARELL: Sytten Aar gammel, og I er endnu Pige? hvor kand det være mueligt? saa gamle Piger har vi ikke i vor Egn.

PIGEN: Ikke det? Her har vi min Troe Piger paa 40 Aar.

SGANARELL: Da har de stakkels Piger slet Lykke hos jer.

PIGEN: Ja Landsmand, de har slet Lykke baade her udi og i alt andet.

SGANARELL: Hvad kand saadan en Pige, som I er, faae til Løn om Aaret?

PIGEN: Otte Rixdaler.

SGANARELL: Saa meget kand en Pige fortienne paa en Nats Tid hos os.

PIGEN: Det maa være et Canaans Land, som du boer udi.

SGANARELL: Hvad hidder den Jomfru som I tienner hos?

PIGEN: Hun hidder Lucilia, og er forlovet med en ung Herremand ved Navn Leander.

SGANARELL: Hvor længe har de været forlovet sammen?

PIGEN: Udi fire Aar.

SGANARELL: Det var en forbandet lang Forlovelse. Hvor mange Børn har hun faaet imidlertid?

PIGEN: Fy din Tølper! min Jomfru er en ærlig Jomfru. Jomfruer hos os faaer ikke Børn, førend de bliver gifte.

SGANARELL: Det veed jeg nok, men jeg meente forlovede Jomfruer; thi hos os, hvor Forlovelser er ikke nær saa længe, faaer man gierne eet Barn i det ringeste for Bryllupet.

PIGEN: Ja der er vel dem hos os, som det gaaer ligeledes til med; men ikke fornemme Jomfruer.

SGANARELL: Er jer Jomfrue da en fornemme Jomfrue?

PIGEN: Ja vist, hun er een af de mægtigste Huuse i Italien.

SGANARELL: Hvor mange Piger er der i jer Huus?

PIGEN: Vi ere 6.

SGANARELL: Faaer de alle liige stor Løn?

PIGEN: Ney somme faaer 8 Rixdlr. og somme 12.

SGANARELL: Hvor mange gange spiiser I om Dagen?

PIGEN: Tre gange. Du giør mig saa mange u-nyttige Spørsmaal; jeg har saa meget andet i Hoedet.

SGANARELL: Aa! lille Pige, bie et Øyeblik! Jeg har saa stor Lyst at vide, hvorledes det gaaer til i fornemme Huuse. Hvor mange Rætter Mad faaer din Jomfrue hver Maaltid?

PIGEN: Sex Rætter.

SGANARELL: Hillemænd! saa maa hun ha en Mave saa stor som en Koe-Mave.

PIGEN: Ney saa mænd, hun æder kun lidt af hver Ræt.

SGANARELL: Ja, det maa være. Men paa hvad Tid holder I Chor om Aftenen?

PIGEN: Det er ikke meer brugeligt i fornemme Huuse.

SGANARELL: Hvor meget Garn kanel vel jer Jomfru spinde om Ugen?

PIGEN: Fy fy, du skal nok see, at saadanne Jomfruer syer og spinder.

SGANARELL: Er jer Jomfrue smuk?

PIGEN: Ja vist, hun er som en Lillie.

SGANARELL: Ey, nu begriber jeg, hvorfor hun ikke arbeyder.

PIGEN: Du er ikke taabelig for en Bonde; havde jeg stunder, saa gad jeg nok talt meer med dig.

SGANARELL: Aa! lille Pige, nok et par Spørsmaal: Er jer Jomfrue bemidlet?

PIGEN: Ja vist har hun store Midler.

SGANARELL: Har hendes Kiereste ogsaa noget til beste?

PIGEN: Aa ja vist.

SGANARELL: Hvorfor gaaer de da saa længe og seer paa hinanden?

PIGEN: Nu har jeg svart til dine to Spørsmaal. Far vel!

SGANARELL: Hillemænd! hvor skiønt løb ikke det af for mig. Hun aabenbarede mig adskillige Ting om Fiendens Tilstand. Ha ha ha! jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg eftertænker, hvor forbistret artig jeg bar mig ad, og hvor net jeg agerede en Bonde. Naar alting løber vel af, saa er det en stor Tidsfordriv at være en Spion. Jeg haaber, at jeg ikke skal blive røbet i denne Dragt. Kunde jeg ikkun nu ihukomme alt hvad jeg udforskede. Lad mig see: Pigen var 17 Aar gammel, faaer 8 Rixdaler til Løn, der er 5 andre Piger i Huuset; De har Piger paa 40 Aar; Lucilia faaer 6 Rætter Mad hver Maaltid, æder kun lidt af hver Ræt; Holder ingen Lovsang om Aftenen; Er bemidlet; Han har ogsaa dygtige Midler. Det er en mægtig Hob, jeg fik at vide paa eengang. Men der kommer en anden, ham maa jeg fritte om andre Sager.

✂

SCEN. 2.

En Fisker. Sganarell.

FISKEREN: Aa! Herre Gud, hvor got har dog den i Verden, som har sit paa det Tørre. Ingen Stand er saa slet, som en fattig Fiskers. Men der seer jeg en feed spækked Bonde staaende; Det slags Folk har bedre Dage end vi.

SGANARELL: God Dag, Monsr. Neptunus! har der vanket brav Fisk i Dag?

FISKEREN: Ney, det er kun slet bestilt med Fiskeriet, disvær! mod det var i gamle Dage.

SGANARELL: Det er sælsomt med jer, I Fiskere! I klager over, at Havet tømmes og Fiskene tar af: hvorfor lar I dem ikke være i Roe? Skulde vi Bønder giøre saa ved Skovene, saa vilde de snart faae Ende; men naar vi hugger et Træ, saa planter vi et andet i Steden. Hvorfor giør I ikke ligesaadan med Havet og planter andre Fiske i Steden for dem I tar bort?

FISKEREN: Jeg mærker, at du er en god Søemand til Lands.

SGANARELL: Det er min Troe sandt jeg siger; thi det var bedre at I giorde Fisk, som Folk kunde æde, end Havfruer, som er til ingen Ting nyttig.

FISKEREN: Giør vi Hav-Fruer?

SGANARELL: Saa har jeg hørt, at naar en Fisker ligger hos sin Fiskerinde paa Søen, saa føder hun en Havfrue.

FISKEREN: Det er kun Eventyr, Landsmand!

SGANARELL: Jeg har i det ringeste hørt det fortælle for sandt, Vandsmand! Men er der da ingen Havfruer til?

FISKEREN: Jo der er nok til.

SGANARELL: Hvad Maal taler de?

FISKEREN: De taler alle slags Maal, ligesom paa Landet.

SGANARELL: Mon der er ogsaa Sprogmester blant dem?

FISKEREN: Jeg har ikke saa stor Kiendskab med dem, at jeg kand give nogen Underretning der om.

SGANARELL: Men hvoraf kommer det, at man seer blaae Lys sommetider brænde paa Vandet?

FISKEREN: Naar nogen fornemme Fisk, som en Hval eller stor Lax, døer, saa blir der holdet Vaage-Stue over dem, og da brændes slige Lys; men de andre Fiske, som ey er i Rangen, døer uden Ceremonie som Sviin eller Bønder.

SGANARELL: Saa maa der paa den Maade være Regiering i Havet, og Vand-Konger, lige saa vel som Land-Konger paa Jorden.

FISKEREN: Ja vist, Hvalfiskene ere som Konger.

SGANARELL: Disse Søe-Fugle, som man seer i saadan Mængde, bilder jeg mig ind at være Rifogder.

FISKEREN: Hvi saa?

SGANARELL: Jo, efterdi de æder de smaa Fiske op.

FISKEREN: Ha ha ha!

SGANARELL: Men hvoraf kommer det, at man siger, at een er saa stum som en Fisk? Kand da Fiskene ikke tale?

FISKEREN: Ney, de er derudi de aller-ulyksaligste Dyr.

SGANARELL: Hvi saa? Det var at ønske, at I Fiskere ikke heller kunde tale; Thi I taler ikke gierne, uden I lyver, saa at en Fisker-Tidende og en Løgn er det selv samme.

FISKEREN: Du er ikke saa taabelig som du stiller dig an. Men vidste jeg at du fixerede mig, vilde jeg strax gaae min Vey.

SGANARELL: Ney det er aldrig min Maade. Fiskeren vil gaae. Ey bie lidt, jeg vil spørge dig om noget, vi skal siden drikke en Kande Øll sammen. Hvem tiener du hos?

FISKEREN: Jeg er een af Leanders Fiskere.

SGANARELL: Hvor mange Fiskere har han?

FISKEREN: Tolv foruden mig.

SGANARELL: Har hver Fisker sin Baad?

FISKEREN: Somme Fiskere har 2 Baade.

100

SGANARELL: Hillemænd! det er en Fandens Hob Baader. Men er I alle gifte?

FISKEREN: Ja, vi har alle Koner og mange Børn.

SGANARELL: Hvad slags Fisk falder meest ved disse Kuster?

FISKEREN: Cabeljou og Flynder.

SGANARELL: Er alle jere Baade i god Stand?

FISKEREN: Ney, den halve Deel af dem er raadne.

SGANARELL: See der har du noget til en Kande Øll. Jeg har ikke stunder at drikke med dig; thi jeg skal hiem til min Gaard. Hillemænd! nu har jeg udspioneret Fiendens Tilstand baade til Lands og Vands. Gode Kundskaber er det fornemste, man maa legge sig efter udi Krigstider. Det sidste kostede mig 6 Skilling, men det vil intet sige. Penge kand aldrig blive bedre anvendt; thi saadan Kundskab kand profitere os hundrede gange meere end de Penge var værde. Lad nu see, om jeg kand komme det sidste ogsaa ihu. Leander har 12 Fiskere, hver Fisker har 2 Baade, som er 24; naar jeg nu legger Fiskerne og Baadene sammen, saa blir Summa Summarum 36 Personer in alles, foruden Koner og Børn. Cabeljou og Flynder er de fornemste Fiske, de faaer. Den halve Deel af Baadene er raadne. Den sidste Kundskab er alleene Pengene værd. Alting bestaaer i en Øvelse; Nu skulde jeg kunde fixere, om det var Fanden selv. Men jeg maa hiem og bringe Underretning om det jeg har udspioneret.

✂

SCEN. 8.

Dorothea. Sganatell.

DOROTHEA: Ach ulyksalig var den Tid, paa hvilken Melampe blev fød! den Dag vil skrives med sorte Bogstaver, thi jeg seer saadan Ulykke for Øyen, som ikke er at beskrive. Man hører ikke tale uden om Mord, Brand og Rov. Aa! gid deres Broder Pandolfus, som er 101 paa Veyen, i Tide kunde komme hiem, førend Tragædien gaaer an; Han kunde maaskee ved sin Magt og Myndighed tvinge dem til Fred. Hvis han blir een Dag længer borte, saa er vi allesammen om en Hals.

SGANARELL: Giv dig tilfreds, Dorothea! vor Sag skal faae en god Udgang; thi jeg har faaet en Hob at vide orn Fiendens Tilstand baade til Lands og Vands.

DOROTHEA: Har du det, Sganarell?

SGANARELL: Du maa kalde mig Hr. Krigs-Raad eller Hr. Kundskabs-Raad herefter. Jeg har fortient saadan Titul; thi jeg har igiennemgaaet mange Fristelser og Ulykker ved denne Forretning.

DOROTHEA: Veed du da Fiendens Anslag imod os?

SGANARELL: Ney det veed jeg endelig ikke, men jeg veed det som meer er.

DOROTHEA: Naar du ikke veed Fiendens Anslag, saa veed du slet intet.

SGANARELL: Det maa jeg forstaae. Det har kostet mig baade Hoedbryd og Penge.

DOROTHEA: Lad mig da høre hvad det er.

SGANARELL: Ikke om du vilde give mig all Verdens Guld. Jeg gir ingen Rapport til, end til Polidorus selv.

DOROTHEA: Er Leanders Hær meget stærk?

SGANARELL: Det veed jeg ikke, men - -

DOROTHEA: Hvad veed du da? Deri skal jo den heele Kundskab bestaae. Er de da snart færdig med deres Udrystning?

SGANARELL: Det skal jeg ikke heller kunde siige, men jeg veed i det øvrige alting baade til Lands og Vands.

DOROTHEA: Mig synes, at alt det øvrige kand beløbe sig til slet intet.

SGANARELL: Ney hør: Hun vil min Troe ogsaa raisonnere i Krigs-Sager.

DOROTHEA: Han giør sig saa mænd allereede en Miine, som han var en Minister. Jeg veed du kand jo sagte sige mig noget.

102

SGANARELL: Ikke om Cabeljouen og Flynderne engang.

DOROTHEA: Hvad er det for Snak?

SGANARELL: Ikke om den 40 Aars Jomfrudom engang.

abit.

DOROTHEA: Ney hør engang, hvor forblommed han taler. Det er sært med disse Dosmere, at naar dem noget blir betroed, saa bilder de sig ind, at all Verdens Viisdom ligger skiult der under, og giør store Hemmeligheder af Bagateller, ligesom en vis Raads-Herre, der ærgrede sig snart ihiel, eftersom han udi Søvne havde sagt sin Kone, at Borgemesteren havde spildt Blæk paa sin Klud paa Raadhuuset. Saaledes gaaer det og med denne; thi jeg troer, han lod sig før hænge, end sagde, i hvad Klæde-Dragt han havde seet een af Fiendens Folk. Det var at ønske, at een vilde tage sig for at skrive en Comoedie over Folk af deslige Caracteerer, over saadan u-riimelig Politiqve og affectered Taushed. Men der kommer een med et hvidt Baand paa Hatten. Lad os løbe.

✂

SCEN. 9.

En bevæbned Person. Sganarell. Dorothea.

DEN BEVÆBNEDE: Staaer! eller det koster jer Liv.

SGANARELL: Aa --- Hr. Captein, spar mit Liv, jeg er ikke Sganarell. DEN BEVÆBNEDE. Ha ha! Er du Sganarell, Polidori troe Tiener? Det er et skiønt Bytte.

SGANARELL: Aa! langt fra, Herre, at jeg er Sganarell; Jeg er Sganarells største Fiende, og jeg holder ham for en Carnali.

DEN BEVÆBNEDE: Du røber dig selv.

SGANARELL: Aa! havde jeg Sganarell her, jeg skulde knuse ham.

DEN BEVÆBNEDE: Hvo est du da?

SGANARELL: Jeg er ingen.

103

DEN BEVÆBNEDE: Est du ingen? Bekiend hvo du est, du skal ellers strax døe for mine Hænder.

SGANARELL: Aa! jeg er min Troe ingen Spion, naadige Herre!

DEN BEVÆBNEDE: Est du en Spion? jeg troer det ogsaa.

SGANARELL: Aa ney Herre, jeg gaaer kun i denne forvendte Dragt alleene for den Aarsag, at ingen skulde kiende mig og tage mig for en Spion.

DEN BEVÆBNEDE: Ha ha! nu har jeg nok. Det er en Spion. Hvem tilhører ellers det Fruentimmer?

SGANARELL: Det er min Hustrue, Herre!

DOROTHEA: Aa! troe ham ikke, Herre! Jeg er Jomfrue.

DEN BEVÆBNEDE: Fort, fort hen til Leyren, der kand vi best examinere, om I er Jomfrue.

DOROTHEA: Ach Ridder! jeg svær, at jeg er Jomfrue.

DEN BEVÆBNEDE: Den Sag skal vi strax finde Rede udi, naar I kommer i Leyren.
Han trækker dem ud. De skriger.

✂

SCEN. 10.

Pedro Pandolfi Tiener. De andre.

Pedro trækker sin Kaarde og gaaer løs paa den anden, som flyer og lar Byttet fare.

SGANARELL, DOROTHEA: paa Knæ.
Aa ædle Ridder, I har ved eders Tapperhed reddet vort Liv og taget os af Fiendens Hænder.

PEDRO: I farer vild, kiære Venner! jeg er ikke Ridder, men jeg tienner hos den stolteste Ridder i Verden, jeg meener den store Pandolfus, hvis Navn udi nogle Aar har været en Skræk for Morer og Saracener. Han er nu kommen til sit Fæderneland igien, kroned med Laurbær-Krantze, førende med sig prægtig og kostbar Bytte: Blant andet et med Diamanter besat Sverd, som han med egen Haand tog fra den Moriske Konge Mahomed Muleaz udi det store Slag for Ceuta. Men kiære, hvi 104 bliver I saa altererede af denne min Tale? er det af Misundelse? fortryder I paa, at min Herre har forhvervet sin Familie saadan Ære?

DOROTHEA: Aa! jeg er gandske fra mig selv og kand ikke tale et Ord.

PEDRO: Er det da af Avind?

DOROTHEA: Ney, det er af Glæde; thi aldrig kunde Pandolfus komme hiem paa beleyligere Tid end nu, da hans Søstre er udi aabenbare Krig mod hinanden.

PEDRO: Men hvad er Aarsag til saadan Krig? er det fordi den eene vil herske over den anden i den store Pandolfiske Familie? eller er det fordi den eene er misundelig over den andens Skiønhed? eller er det af Kierlighed til en skiøn og kostbar Ridder, som de begge elsker?

SGANARELL: Aa ney Herre! alt saadant er kun Bagateller. Slige Ting var ikke tilstrækkelig til at sætte Spliid blant tvende saa sterkt foreenede Søstre. Ney Monsieur, det er noget, som er meer vigtigt; de trætter om den skiønne Melampe.

DOROTHEA: Ja Herre, Melampe er Tvistens Æble alleene.

PEDRO: Jeg har jo da giættet ret, at de trættede om en Høyadelig Ridder. Men af hvilken Familie er samme Ridder Melampus?

SGANARELL: Om hans Fader var en Finke-Ridder eller ey, det skal jeg ikke sige; Men hans Moer gik paa 4 Been og hede Diana, og ligesaa gaaer ogsaa denne Melampe.

PEDRO: Hvis jeg vidste, at du spottede mig, skulde det koste dit Liv.

SGANARELL: Min Herre, I maa gierne slaae mig ihiel, om jeg siger u-sandt. Trætten imellem begge Søstre reyser sig af en Skiøde-Hund.

PEDRO: En Skiøde-Hund?

SGANARELL: Ja en Skiøde-Hund; Men I maa vide, min Herre, at den er saa skiøn, at om den kom til Auction 105 paa et Hunde-Market, kunde den løbe op til 6, ja til 8 Skilling.

PEDRO: Dette altsammen begriber jeg ikke.

SGANARELL: Det kommer deraf, at Monsieur kand skee ikke har studeret; thi havde han læst nogle Bøger, som handler om Hunde-Kierlighed, skulde han finde fleere Exempler derpaa. Der var jo nyelig en Fransk Dame, som skikkede sig vel i mange store Ulykker, men da hun misted sin Hund, begav hun sig af Sorg i Closter. Er det ikke sandt jeg siger, Dorothea?

DOROTHEA: Jeg blues ved at tale derom, men jeg kand ikke nægte, at Krigen jo reyser sig af en Hund.

PEDRO: Aa Himmel! nu jeg hører Navnet, kiender jeg hende igien. Er hun ikke Philocynes Kammer-Pige? Kiender I ikke mig? jeg er Pedro.

SGANARELL: Og jeg er Sganarell.
De omfavner hinanden.

DOROTHEA: Aa! kiære Pedro, jeg anseer det som et got omen, at I befriede os saa u-formodentlig.

SGANARELL: Det maa endelig være et got omen; thi ellers hade jeg mistet mit Hoed og du din Jomfrudom; thi saadant regner man ikke saa nøye i Felten.

DOROTHEA: Ney jeg meener, denne Befrielse er som et præludium for det, som Pandolfus ved sin Hiemkomst vil udvirke. Aa! gid han allereede var her!

PEDRO: Han vil visselig komme i Dag. Men hvad var det for en Fiende som I blev overfalden af?

DOROTHEA: Lad os gaae hen til et Sted, hvor vi er i Sikkerhed, der skal jeg vitløftig fortælle alting fra Begyndelsen til Enden.
De gaaer bort.

106

✂

SCEN. 1.

Pandolfus og Pedro.

PANDOLFUS: Af stolte Bølger jeg har længe været tumlet,
Det vrede Hav mod mig har uden Ophør brumlet,
Alt hvad udvirke kand det haarde Element,
Paa denne Reyse har Pandolfus følt og kiendt.
Jeg efter lang Seylads mig lykkelig seer havne,
Jeg iiler til min Slægt og Sødskend at omfavne,
Men jeg seer Slægt mod Slægt ophidset, Ven mod Ven,
Saa at jeg ønsker, jeg paa Havet var igien.
De Søstre, jeg forlod, jeg ikke meere finder,
Men udi deres Sted to Helvedes Gudinder,
To Furier, der mod hinanden væbnet staae,
Leander, Polidor i Harnisk vrede gaae,
At lade sig af dem til Mord og Brand opægge,
Til tvende Huuse med sig selv at ødelegge.
Hvad har, O Himmel! jeg da giort? hvad raabend Synd
Mig sligt paafører og min Skiæbne giør saa tynd?
For hvad Misgierning du slig Haardhed mod mig øver?
H vi lod du mig ey før omkomme iblant Røver?
Hvi lod du heller mig ey Havet sluge op,
Og Fiskene til Rov og Bytte gav min Krop?
Hvi lod du heller mig ey flakke med Ænea
Fra et til andet Land? Men jeg seer Dorothea,
Som Philocyne før saa meget havde kiær.
Mon jeg seer feyl? ney vist, det jo den samme er.

107

✂

SCEN. 2.

Dorothea. Pandolfus.

DOROTHEA: Ach! Himmelen har, O Pandolfe, mig bønhøret
Og eder hiem igien betimeligen føret;
I eders Hænder jeg hengive alting vil,
I eene hindre kand et ynksom Skue-Spill.
I ved jer Myndighed kand redde tvende Huuse,
Kand true Stormen, den forbyde meer at bruuse.
Pandolfus ene kand ved Broders Myndighed
Udslukke denne Ild og os forhverve Fred,
Og tvinge begge at indstikke Sværd og Glavind.

PANDOLFUS: Siig, Dorothea, hvad er Aarsag til slig Avind?
Hvad har adsplittet det foreened Søster-Par?
Hvad Polidorus mod Leander ægget har?

DOROTHEA: Jeg kand min Tale ey for Suk og Graad fremføre.

PANDOLFUS: Holdt op at græde lidt, lad mig Aarsagen høre!

DOROTHEA: Viid, O Pandolfe! at en liden Skiøde-Hund
Til saadan Tvistighed er eenest rætte Grund,
Den Philocyne fik ved Moders Testamente
Imod Luciliæ den ældste Søsters Vente.
Et Had, skiønt hemmelig, sligt haver først forvoldt;
Lucilia en Tiid dog gode Miiner holdt,
Til nu omsider hun ved List den haver røvet
Og Philocyne fast til Døde har bedrøvet.
Da man fik vide, i hvis Hænder Byttet var,
Strax Sorgen sig til Had, til Hævn forvandlet har;
Strax i Familien blev alting slet forvirred,
Og Philocyne har sin Polidor opirret
Imod Leander. Ham igien Lucilia,
Som ikke lider, at sig Byttet tages fra,
Med smigrend Løfter har ophidset Sværd at drage
Og med bevæbned Haand at drive Magt tilbage.
108En haard og blodig Krig saa alting trues med,
Hvis den ey stilles ved Pandolfi Myndighed.

PANDOLFUS: Slig Uheld smerter mig, Aarsagen meget meere.
Et saadant Søster-Had man finder vel blant fleere;
Men for saa ringe Ting, kun for en Skiøde-Hund,
To ædle Huuse at see gandske udi Grund,
Exempel derpaa ey citeres kand af Bøger,
Hvad Umag man sig giør, hvor flittig man end søger.
Den Snak forvendet er, brug ikke med mig Spill,
Siig Sanden, eller det dig Livet koste vil.

DOROTHEA: Jeg svær ved Himlen, at jeg Sandhed ey forvender,
I min Oprigtighed selv, O Pandolfe, kiender,
Jeg overgiver mig i eders Vold og Magt,
Straf mig, hvis mindste Ord mod Sandhed jeg har sagt.

PANDOLFUS: Er det da sandt?

DOROTHEA: Ja vist, mit Liv til Pant jeg giver.

PANDOLFUS: Ah! Sorg, Forbittrelse mit Hierte sønderriver.
To Søstre for en Hund at hidses op til Krig,
Jeg tilstaaer selsomt er; men meere underlig
At see to Heldte sig saa læt at væbne lade,
For intet bryde Fred, saa læt hinanden hade.
I Venskab aldrig meer foreened nogen var,
Ey Damon, Pythias, som dette ædle Par.

DOROTHEA: Man dertil Polidor har bragt med megen Møye,
Leanders Venskab stod ham længe fast for Øye,
Omsider Elskov dog hos ham tog Overhaand,
Ham sønderrive tvang det sterke Venskabs Baand.

PANDOLFUS: Du maa, Pandolfe, da til side alting sætte,
Arbeyde eene paa at skille denne Trætte;
Jeg sværer ved mit Sværd, bestænkt med Heldte-Blod,
Og ved min gyldne Hielm, som jeg ved Nili Flod
Med Seyer-Haand tog fra den stolte Morisk Kiæmpe,
109At, om med gode ey, med Magt jeg sligt skal dæmpe,
At den af Parterne, som udi dette Spill
Er meest haardnakket, jeg dens Siæl opoffre vil.

Han gaaer.

DOROTHEA: Ach! all vor Velfærd nu sig paa Pandolfus hviler,
Som Himlen os har sendt. See! Sganarell hid iiler,
Ham udi Hovedet forkeerte Øyne staaer.
Kom Sganarell, kom hid, siig hvordan Sagen gaaer.

✂

SCEN. 3.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL: Hey Mossieurs! Qvarteer! Qvarteer! er I galne? Jeg er neutral, jeg er kun Skriver ved Armeen; Jeg er Commissarius; Jeg er Auditeur; Gregorius Qvarte - - er-Mester.

DOROTHEA: Hvad er paa færde, Sganarell?

SGANARELL: Er der nogen bag efter mig Dorothea?

DOROTHEA: Jeg seer jo ikke et Menneske. Jeg troer, at du er bange for din egen Skygge.

SGANARELL: Hey! kommer da I Fæhunde, saa mange som I er; jeg er Karl for jer Hat, om I var tusinde.

DOROTHEA: Har du været i noget Slag, Sganarell?

SGANARELL: I forbandede Skabhalse, hvi kommer I ikke nu?

DOROTHEA: Er du forfuldt af nogen?

SGANARELL: Hey hey! Cujon, Cujonior, Cujonissimus! kommer kun I Hunde, jeg skal tage jer alle paa min Samvittighed.

DOROTHEA: Jeg troer, Karlen er gall; Her er jo ikke et Menneske.

SGANARELL: Jeg skal viise jer hvad det er at binde an med mig.

DOROTHEA: Ey svar mig dog, hvor har du været?

SGANARELL: Jeg skal viise jer, at Hiertet sidder paa det rette Sted.

110

DOROTHEA: Ey hør dog, naar Folk taler til dig.

SGANARELL: Er det dig, Dorothea? du har got, som kand sidde hiemme bag Kakkelovnen.

DOROTHEA: Jeg seer, Gud skee Lov! at du ingen Skade har faaet.

SGANARELL: Da er det Under; thi mig syntes, at jeg fik en Bombe lige paa min Næse.

DOROTHEA: Da maa du ha en forbandet sterk Næse, som en Bombe ikke kand bide paa.

SGANARELL: Det maa jeg forstaae.

DOROTHEA: Er der holdt noget Slag?

SGANARELL: Et Slag, hvis Lige ikke har været hørt fra Verdens Begyndelse.

DOROTHEA: Hvilket Parthi har da Seyeren?

SGANARELL: Det veed jeg ikke; thi da Slaget begyndte, defelerede jeg, for at giøre Afbræk paa Fiendens Proviant, og derved i en Hast giøre Ende paa Krigen. Jeg brød ind i et Telt, hvor jeg attaqverede 4 Vestphaliske Skinker, som maatte gie sig paa Naade og Unaade; giorde to nye Kioler til Krigs-Fanger, og fik ved Capitulation et par Fløyels Buxer, som jeg havde agtet at forære jer til at giøre en Kaabe af.

DOROTHEA: Havde du ikke andet at forære mig, saa maatte du beholde det selv.

SGANARELL: Men Dorothea, da jeg skulde avangere tilbage med Byttet, kommer 20 bevæbnede Knegte i Hælene efter mig, af hvilke jeg slog 19 ihiel med Skinkerne, og den 20de fik jeg af Halsen ved det, at jeg kastede ham Skinkerne tillige med Klæerne lige i Næsen.

DOROTHEA: Men er det vist, at de er i Slag sammen?

SGANARELL: Vil I ikke troe mig, saa kand I selv gaae der hen. Slaget er begyndt for en halv Time siden; Jeg kunde nok have oppebiet Enden, men jeg er gandske ikke curiøsk, jeg faaer det nok at vide af andre. Jeg har giort alt hvad jeg kunde; thi havde ikke disse Rakkere kommen efter mig, saa havde jeg afskaaret Fiendens heele Proviant.

111

DOROTHEA: Aa Sganarell, det er en ulykkelig Tidende du fører; havde man biet med Slaget en Time længer, havde vi været frelste, thi Pandolfus er kommen tilbage.

SGANARELL: Pandolfus er kommen tilbage?

DOROTHEA: Ja, jeg har selv talt med ham, og fortalt ham den heele Historie. Han er den eeneste, som ved sin Myndighed kand tvinge dem til Forliig og afvende all videre Ulykke.

SGANARELL: Det er sandt Dorothea, det var en stor Ulykke, at han ikke kom lidt tilforn.

DOROTHEA: Jeg fandt ham, da han var nys kommen. Han var meget fortørnet, saasom han havde hørt af Folk, som mødte ham paa Veyen, den Krig som var opvakt mellem sine Søstre; men blev ligesom rasende, da han hørde Aarsagen dertil. Han soer, at han, inden Soel gik ned, skulde giøre Ende derpaa, eller sætte sit Liv til.

De gaaer.

✂

SCEN. 4.

EN CAVALLIER: i Krigs-Habit. Man aldrig nogen Tiid saae Stridsmænd meere modig,
Ey meer haardnakket var et Slag, ey meere blodig,
En Fiend' u-forsagt ey meer mod Fiend' gik:
Enhver sit Bane-Saar i Bryst og Hierte fik;
Hver paa det Sted han stoed man Næsegruus saae falde,
Sin Eftermand til Hævn og til Exempel kalde;
Een figted med een Arm, en anden sad paa Knæe,
Til yderst Aandedræt sin Fiende truede.
Leander, Polidor man stride saae som Løver,
Som Tigre, Biørne, dem man Ungerne berøver;
Ulyssis Listighed, Achillis, Hectors Mod
Enhver af disse to tilkiende give lod:
Thi nu man dennem saae Krigshæren at omride,
Opmuntrende enhver; nu for i Spidsen stride.
Hver nu Anfører var, og nu igien Soldat,
Nu brugte Hiernen, nu igien tog Sverdet fat.
Hvo undrer, naar man seer saaledes Kiemper stride,
112At Seyeren ey meer til een end anden Side
Kand hælde, vende sig? at ingen vinde maa,
Naar Høvding og Soldat som Muur og Klippe staae?
Da Stridsmænds Arme fast af Mord udmatted vare,
Leander raabte: Vi, for meere Blod at spare,
Afgiøre Sagen vil alleene ved Duell.
Den ædle Polidor ham svarede: Ja vel.
Strax Tiid og Sted blev til en Eene-Kamp udnævnet,
Leander Polidor til denne Plads har stevnet,
Hvor til det yderste de begge figte vil
Og ende ved eens Død slig blodig Sørge-Spill.
Hvis Rætten er, der i skal Sverdet være Dommer.
Men der jeg bliver vaer, at Polidorus kommer,
Han til at møde sidst er alt for Ære-kiær;
Han Miine har, som han om Seyr forsikred er.

✂

SCEN. 5.

Polidor. Cavallieren. Leander. En anden Cavallier.

POLIDOR: Her er det Sted, hvor vi skal om Melampe spille,
Hvor Sverdet mellem os vor Trætte skal adskille;
Men jeg min Avindsmand end ey at møde seer.

LEANDER: træder frem fra den anden Side. Her er din Bane-Mand, bekymre dig ey meer.

POLIDOR: Hvo andens Bane-Mand, Leander, her skal være,
Det Sværdet viise vil, det skal Udgangen lære.
Din Overmod dig har forstokket og giort blind,
Trods ey saa meget, tag i Tide Søftet ind!
Fortryd din Daarlighed, Leander, fald til føye,
Tilbage Byttet giv, saa lader jeg mig nøye,
Saa alt hvad skeet er, jeg ey meer vil tænke paa,
Saa gamle Venskab vi igien fornye maa.

LEANDER: Før Vand til Ild, før Bierg til Søe forvandlet bliver,
Før jeg, O Polidor, Melampe overgiver;
Leander aldrig sig af Trudsler skrække lod,
113Han aldrig viget har i Slag og Kamp en Fod.
Et ædelt Hierte sig af Ord ey lader spæge,
Til Fred og Venskab du mig aldrig skal bevæge,
Jeg aldrig stikker Sverd i Skeeden, aldrig gaaer
Af dette Sted, før du fra saadan Paastand staaer.

POLIDOR: Du af Haardnakkenhed ey selv kand see den Fare,
Som du dig styrter i. Dit Liv jeg vilde spare,
Som næst min egen Siæl af alting før var kiær;
Men til din Undergang du selv mig tvinger her,
Saa heele Verden skal mig herudi frikiende,
At uden Aarsag jeg mit Sverd har villet vende
Mod min Velgiører, ja at jeg min beste Ven
Ey uden Nød og Tvang i Graven skikker hen.

Her paa trækker de ud. Trompetterne blæser, og de gaaer løs paa hinanden. Naar de har figtet noget, kommer Dorothea ind med udslagen Haar og raaber:

114

✂

SCEN. 6.

Dorothea. De andre.

DOROTHEA: Ach! holder inde lidt! jeg har et Ord at sige.

POLIDOR: See hvilken Dristighed, bort u-forskammet Pige,
Med mindre af mit Sverd du først opoffres vil.

DOROTHEA: Det som har opvakt Strid, er ikke meere til.
I begge Fruers Navn jeg byder at ophøre.

LEANDER: Det Navn alleene kand en stakket Stilstand giøre.

DOROTHEA: Til Blods Udgydelse er ingen Aarsag meer,
Stik Sverd i Skeeden ind: Melampe myrdet er.

LEANDER: Melampe myrdet?

POLIDOR: Hvad? Melampe meer ey lever!
O Himmel! hvis saa er ---

LEANDER: Mit heele Legem bæver,
Ach! hvilken Tidende!

POLIDOR: O hvilket Tordenslag!

LEANDER: Melampe myrdet!

POLIDOR: O! en u-lyksalig Dag.

LEANDER: Hvo haver dristet sig et saadan Mord at giøre?

DOROTHEA: Et selsomt Eventyr I her skal faae at høre:
115Pandolfus kommen er nys u-formodentlig.
Da ham Aarsagen blev fortalt til denne Krig,
Han begge Søstre først forsøgte at forlige;
Men da af Ord de ey sig vilde lade sige,
I Vrede strax begav sig til Lucilia,
Som myndig Broder tog Melampe hende fra,
(Jeg kand ey tale meer, saa Sorgen Hiertet trykker)
Og med sit hvasse Sværd i tvende lige Stykker
Melampe deelede. O! et u-hørlig Mord!
Jeg kand af Rædsel ey fast tale meer et Ord.
Naar jeg der tænker paa, jeg Øyen strax maa væde;
Gir mig, O Riddere! et Øyeblik at græde,
Den sidste Pligt jeg mod Melampe vise maa.
Nu vil jeg videre med min Histori gaae.
Han for Lucilia den eene Part fremlagde:
Vanskabte Søster, see det er din Deel, han sagde;
Til Philocyne jeg vil skikke anden Deel,
Thi begge ikke kand Melampe nyde heel.
Den Hierte har som Staal, hvis Øyen ikke rinder,
Natur, som Tiger, der sig ey bevæget finder
Af saadan Hændelse, af sligt u-hørligt Mord.
Lucilia af Skræk ey talede et Ord,
Men som et afhugt Træ paa Marmor-Gulv nedfalder,
Og med en hikkend Røst mig til sig sagte kalder:
Flyv Dorothea som en Piil, hun sagde, hen,
Siig Polidor, at nu Leander blir hans Ven.
Byd dem, ey Avind-Skiold meer mod hinanden føre,
I Skeden stikke Sværd, en ævig Fred at giøre;
Siig, mod Pandolfus de foreenes begge maa;
Fortæll den Gierning, som du ham bedrive saae:
Hvad Tyrannie han mod Melampe haver øvet,
I tvende stykker at med Sværd han den har kløvet;
Siig, Aarsag mellem os ey meere er til Krig,
Men at Pandolfus den forflyttet har paa sig.

POLIDOR: Slig Hændelse en stor Forandring kand forvolde.

116

LEANDER: Vi i det mindste maa med Striden lidt opholde,
Til meere Kundskab vi om dette Mord kand faae.

POLIDOR: Jeg er tilfreds; vor Sag kand lige aaben staae.

✂

SCEN. 7.

Lucilia. De andre.

LUCILIA: I Heldte, kaster Sverd, hinanden strax omfavner,
Melampe myrdet er, at stride meer ey gavner,
Forny'r det forrige og gamle Venskabs Baand,
Bortkaster Glavind, og hverandre giver Haand!

LEANDER: I mig at drage Sverd, min Jomfru, haver bydet,
For eder, ey for mig, jeg Venne-Blod har gydet,
Min Vrede grundet sig paa eders Vrede har,
Jeg var kun ivrig, for min Jomfrue ivrig var,
Forlod min Ven, thi I mig bød ham at forlade,
Jeg haded Polidor, thi I befoel at hade;
I eder har af mig, min Jomfru! kun betient
Som af et Redskab; I var Haand, jeg Instrument.
At elske Polidor I atter mig nu byder,
Strax i at elske ham min Jomfru jeg adlyder,
Jeg stikker Sverdet ind, jeg favner om min Ven;
Saa snart I hader ham, jeg trekker Sverd igien.
Jeg ingen Villie har, jeg er ikkun Machine,
Det Hiul, som driver, er min Jomfrus Nik og Mine,
Som Siælen driver nu til Had, til Kierlighed,
Til Hævn, til Medynk, nu til Krig og nu til Fred.

LUCILIA: Jeg byder eder da, Leander, Fred at giøre.

LEANDER: All Had og Fiendskab paa min Side skal ophøre.

POLIDOR: Min Philocynes Nik jeg først opbie maa,
Men der jeg hende seer i Møde os at gaae.

117

✂

SCEN. 8.

Philocyne. De forrige Personer.

PHILOCYNE: Nu, Philocyne, dig all Haab da er berøved!
Ach! hvilken Siæl er til, der Skiæbnen saa har prøvet?
Jeg fra min Broder Bud faaer u-formodentlig,
At nu ophævet er all Had og Søster-Krig,
At han til Tegn af Fred mig min Melampe sender;
Jeg daaner fast af Fryd, jeg mig mod Byttet vender,
Men Himmel! jeg med Skræk den finder ikke heel,
Af min Melampe jeg seer kun den halve Deel,
Ach! hvilken Broder har sin Søster saa begavet?
Tyrannisk Nero! hvi omkom du ey paa Havet?
O u-lyksalig Vind, som dig til Landet drev!
Hvi Fisk og Fugle du til Bytte ikke blev?
Hvi blev dit Legem ey ædt op af Krager, Ravne?
Hvi med beholden Skib du levend' skulde havne,
For at bedrøve mig, for at bedrive Mord
Paa det, som jeg af alt har elsket meest paa Jord?
O! hvilken blodig Skiænk! det Syn jeg aldrig glemmer,
O! hvilken Spot, jeg den i Hiertet stedse giemmer,
Til sidste Aande-Dræt jeg tænke vil derpaa,
Den blodig Skiænk vil mig for Øyne stedse staae.
Alt hvad i denne Sorg dog Hiertet lidet trøster,
Er at jeg ey skal meer bespottes af min Søster,
Og at Lucilia sin Villie ikke fik,
Ja, at min Fiende det ikke bedre gik,
At hun ey over mig skal meere triumphere;
Thi Sorgen træffer mig, men hende meget meere,
Pandolfus hende det af Hænder revet har,
Jeg ikkun taber det, som i Forhaabning var;
Hun allereede det i Eye havde inde,
Som jeg ved u-vis Krig forsøgte til at vinde.
En liden Trøst, dog Trøst, tilfælles Skibbrud er,
Helst naar tillige man sin Fiend drukne seer.
Men der jeg hende seer med Hovedet at hænge;
118Lucilia! din Fryd ey vared for dig længe.

LUCILIA: Saa ofte skeer, naar to forliges ikke kand,
At det som trættes om tilfalder tredie Mand.
Slig Mord at smerte mig, jeg tilstaaer og bekiender,
Dog glæder mig, at dig ey Byttet faldt i Hænder.

PHILOCYNE: Den samme Trøst er og for mig, Lucilia!
At dig din Øyens Lyst med Magt blev taged fra.
Thi end hvor meget jeg Melampe elsket haver,
Hvor meget end dens Mord mit ynksom Hierte gnaver,
Jeg heller deraf seer den eene blodig Deel,
End at udi dit Skiød den skulde ligge heel.
Hvor stor Forliisen er, jeg dog har vundet dette,
At du blev revsed for din u-rætfærdig Trætte,
For du foragtet har din Moders Testament
Og mod din Søster dig af Rænker har betient.
Men hvad er det for Lyd? en Traur-Musik jeg hører.
Ach Himmel! nu igien min Faders Grav sig rører.
Jeg frygter, det som før af Graven sig har reyst,
Opstaaer nu atter; Vist, det er den samme Geist.

✂

SCEN. 9.

GEISTEN: staaer op ved en sagte Musik, de andre hænger imidlertid med Hovederne. Vanskabte Søstre, hør, hvad jeg vil eder siige:
Pandolfus giorde ræt, hvis eder han tillige
Opoffret havde med det samme blodig Sverd;
Enhver af eder var ey anden Skiæbne værd,
Som efter andens Liv for ingen Ting har tragtet,
Det som meest helligt i Naturen er, foragtet.
Han Tvistens Æble ræt af Hænder eder rev,
En hellig Iver ham til saadan Gierning drev.
I Furier! jeg bør saaledes eder nævne,
I endnu pukke tør, og pønser paa at hævne
En ædel Gierning, som Pandolfus haver giort;
I saadan Broders Dyd tør end afmale sort,
119Forliebte Beylere mod eders Broder ægge,
Den allerstørste Synd til andre Synder legge,
Den at udrødde, som er Huusets Øyesteen
Og paa vor Stamme-Træ den eenest blomstrend' Green.
Det synes ligesom I begge bange ere,
At eders Lige man i Skrifter skal citere;
Det synes ligesom at af Ærgierighed
I blant Misdædere vil have første Sted,
At naar man nævner een og anden grov Misdæder,
Den ey skal kunde staae i Classe, Rang med eder,
At Messalinæ Navn skal døe og undergaae,
Og en Cæsonia ey meer skal tænkes paa,
At Belides I vil af første Classe støde,
Ja Eryphila selv at gaae tilside nøde,
Og at en Tyndaris, Xantippe, Dalila
Mod Philocyne og mod en Lucilia
Ey meer maa regnes, saa at disse ingen Lige
I Ondskab have maa, men alle maa dem vige,
At udi Asien, Ægypten, Grækenland
Et Monstrum ey er fød som udi dette Land.
Omvender eder, og sligt Had af Hiertet rødder,
Gaaer, kaster eder for den ædle Broders Fødder,
Gaaer, kysser paa den Haand, som Luen slukket har,
Der dæmpet haver det, som Ildens Tønder var.
Hvis I fremturer meer og Hierterne forhærde,
Da eder denne Geist skal Dag og Nat forfærde:
Hvor I end reyser hen, paa hvilken Sted I boe,
Jeg eder plage vil og aldrig give Roe.
Herpaa spilles igien, og Geisten synker ned.

✂

SCEN. 10.

De andre.

LUCILIA: Vor Synd og Ondskab nu jeg udi Hiertet kiender,
Fra forrig Daarlighed med Ruelse mig vender.
Forlad, O Polidor! see jeg mig kaster ned
For eders Fødder, mig tilbeder Miskundhed;
120Ey paa det onde tænk, som jeg har foraarsaget.
Og I Leander, som for min skyld Sværd har draget,
Som saa ophidset har min Ubesindighed,
Med eders beste Ven har nødt at bryde Fred - - -
De vil reyse hende op. Ney jeg paa mine Knæe saa længe liggend bliver,
Til I min store Feyl og blodig Synd tilgiver,
Til I forsikrer mig med Ord og dyrest Eed,
At saadant kastes skal hen udi Glemsomhed.

POLIDOR: Jeg svær ved Himmelen, at aldrig jeg vil anke
Paa det, I haver giort, men rødde ud slig Tanke,
I Jorden grave ned alt hvad mig hendet er,
Og ey til ævig Tid at tænke derpaa meer.

LEANDER: I nødig haver ey, min Jomfru, mig at bede,
Jeg som ved mindste Nik til alle Ting er reede.

LUCILIA: Hvad vor Forlovelse nu meer opholde kand?
I blive skal i Dag min Brudgom, Ægte-Mand.

PHILOCYNE: Og I det samme og, O Polidor, skal hede,
Men giv mig først et Aar, Melampe at begræde,
Naar Aaret er forbi, saa strax i Ægte-Stand
Vi os begive vil, der haver I min Haand.

✂

Melampe
Noter

✂ S. 54.
Musqvetten, Musketten, en Luntebøsse, der i det 16. og 17. Aarh. var det almindelige Fodfolksildvaaben. -disputere dig, nægte, frakende dig. -mare!, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. -Malicen, Forvanskning af Militsen; Militæret. skyvier, skjuler. -Det maa han, Lad ham blot komme. -Podagra, Gigt i Fødderne (ikke i Hænderne). -Landgilde, Fæstebøndernes aarlige Afgift til Herremanden. - Proprefaren, Proprietæren, dvs. Herremanden.

121

✂ S. 55.
Øverst, Oberst. -Philocyne, gr., betyder den Hundekære. Ducater. En Dukat var en Guldmønt af opr. 2 Rigsdalers Værdi. -subtilt, fint.

✂ S. 56.
Frue ... Madame, Frue kaldtes kun fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang. Madam(e) brugtes som Titel til Kvinder uden for Almuestanden, men hvis Mænd ikke havde Rang.

✂ S. 57.
Marchands tres renommés, fr. velagtede Købmænd. -desperat, fortvivlet.

✂ S. 58.
a parte, særlig. -artigt Creatur, fin Skabning.

✂ S. 59.
klage dig, anklage dig. -Sørge-Stue, i Sørge- eller Vaagestuerne, hvor der holdtes Vagt ved Liget, samledes man tillige til forskellig Slags Forlystelse. -den som er Imprimatur, dvs. den som er Censor (almindeligvis Dekanen for det filosofiske Fakultet, hvis Paategning »Imprimatur«, lat. »maa trykkes«, skulle sættes paa et Manuskript, før dette maatte udgives). -Pan'sKong Priapi Søn, den trojanske Sagnprins Paris var Søn af Kong Priamos; Priapus (gr.Priapos) er Navnet paa en Frugtbarhedsgud. -Helene. Paris røvede Spartanerkongen Menelaos' Hustru Helena, Jordens skønneste Kvinde, og blev dermed Aarsag til den trojanske Krig, hvoromHomers Epos »Iliaden« handler. -Senecus, Fejl for Seneca, romersk Filosof og Digter (o.4 f. Kr.-65 e. Kr.). -Carnali, Slyngel.

✂ S. 60.
Intriguer, List, Rænker. -Skabhals, Fæhoved, Fjols. -durchtrængende, kløgtige. -Durchleuchtighed, ty. Durchlaucht, Durchlauchtigkeit, Højhed. -gaae jere Sager an, gribe ... an; gaa til Værks. -Ergo, lat. altsaa, følgelig. -Sprichwortet, ty. das Sprichwort, Ordsproget.

✂ S. 61.
rørt ... om, omtalt. -Client, afhængig, tjenstskyldig Person. et Aar for, et Aar før. -Morer, Maurere (Araberne i Spanien). -Saracener; saaledes kaldte de Kristne Araberne, som trængte ind i Europa i Middelalderen. -solenniter, højtideligt. -Practiker, Rænker, List. -Tarentinske, dvs. fra Tarent, By i Syditalien, hvor Handlingen altsaa foregaar.

✂ S. 62.
saae min Tempo, saa min Lejlighed. -Doctor-Kiol, den lærde Stand bar gerne sort Overklædning (Kjole). -Billighed, Rimelighed. -at spiise mig med Løfter, at spise mig af med Løfter.

✂ S. 63.
Metamorphosis, gr. Forvandling, Omskabelse. -Sophocles, græsk Tragediedigter (496-406 f. Kr.). -Euripides, græsk Tragediedigter (o. 480-406 f. Kr.).

✂ S. 64.
lad af at love, hold op med at love.

✂ S. 65.
End for, endog, selv for. -denne sinde, denne Gang. -Hurtighed, Dygtighed, Snildhed.

✂ S. 66.
altereret sig, ophidset sig. -Affecter, Sindsbevægelser. -gemeent, simpelt.

✂ S. 67.
practiseret den bort, smuglet, listet den bort.

122

✂ S. 68.
hidde, hedde. -Tausheds Last, Tavsheds Byrde.

✂ S. 69.
Forliis, Tab.

✂ S. 70.
en nedrig Siæl end, endog en nedrig (lav) Sjæl.

✂ S. 71.
Ilias, Illaden, dvs. Digtet om Ilios (eller Ilion) - Troja - med Skildringen af Kampene under Grækernes Belejring af Byen. Her altsaa Betydningen: en trojansk Krig.

✂ S. 72.
Ja ... skiule ... Topetc. Ekkoscenen er, muligvis med ukendt Mellemled, en Efterligning af en Scene i den italienske Digter Giovanni Battista Guarinis Hyrdespil »II pastor fido« (1590). Achilles, græsk Sagnhelt og en af Hovedpersonerne i Iliaden.

✂ S. 73.
fixere, narre.

✂ S. 74.
hoven, hævet, opsvulmet. -Sneemoes, Dessert af udblødte Tvebakker, tillavet med Flødeskum. -Satyrer, Satirer. -Cortisan, Elsker. -Florabella, Phillis (Phyllis), Mirtillus (Myrtillus), Amarillis (Amaryllis), yndede Navne i Hyrdepoesien.

✂ S. 75.
plat, fuldstændigt, rent. -Ret ligesom en Eeg .,., Lignelsen findes i Ovids Metamorphoses 10. Bog, Vers 372-375. -Hercules, om den store græske Sagnhelt Herakles (lat. Hercules) fortaltes, at han som Yngling stod paa en Skillevej over for to Kvinder, »Dyden« og »Lasten«, og at han valgte at følge den første. -Affecter, Lidenskaber. -tilforn, tidligere.

✂ S. 76.
Cupido, lat. Elskovsguden. -overmastig, overmodig, dumdristig.

✂ S. 77.
Fripostighed, Frimodighed. -Hector, den tapreste af de trojanske Helte var Kong Priamos' Søn Hektor, som dræbtes af Achilles. -figte, fægte, kæmpe. -hvor, hvordan.

✂ S. 78.
Jacta est alea, lat. Kastet er Terningen (Cæsars Ord, da han i Aaret 49 f. Kr. overskred Floden Rubicon og begyndte Borgerkrigen) .

✂ S. 79.
Hoed-Materien, Hovedanledningen. -2de, tvende. -paa Cavalliers Parol, paa en Adelsmands Ord; paa Æresord. -Du skal ikke troe, Du aner ikke, du kan ikke tænke dig.

✂ S. 80.
irret, taget Fejl. -hvilket er ikke min Leylighed, hvad der ikke er mig belejligt, passer mig daarligt. -besynderlig, især.

✂ S. 81.
Det staaer mig ikke for Øyen, det er ikke det, der ligger mig paa Sinde. -Plenipotentiarius, lat. Befuldmægtiget, Statsudsending forsynet med uindskrænket Fuldmagt.

✂ S. 83.
og trods!, et Sejrsudraab; sml. endnu: trods nogen!, dvs. lige saa godt som nogen! -Gripomenusser, Øgenavn for Retsbetjente, Politibetjente, dannet af gribe og homines, lat. Mennesker (fra plattysk griphomines). -Mussier, Forvanskning af fr. monsieur, min Herre, Hr. -svær, sværger.

✂ S. 84.
Hundsvot, Asen. -Spectatores, lat. Tilskuerne. -abit, lat. gaar bort. -Axelen, Skulderen.

123

✂ S. 85.
en blot Kaarde, en Kaarde draget af Skeden. -Serviteur, fr. (Deres) Tjener.

✂ S. 86.
visse Indkomster, faste, bestemte Indkomster. -lever af extra, lever af Ekstraindtægter, Drikkepenge. -Næsestiver, Næsestyver, Slag paa Næsen. -calore intestinorum, lat., af (for stærk) Varme i Indvoldene, hede Vædsker. -Juris civilis ... canonici, lat. i borgerlig eller kanonisk (gejstlig) Ret. - consulere, raadspørge. - Casu, af lat. casus, Tilfælde. -gier sig saa gemeene, nedlader sig til.

✂ S. 87.
incurabel, uhelbredelig. -Clisterer, Klysterer, Lavementer. Chiragra, gr. Gigt i Haand- og Fingerleddene. -Frantzoser, ty. Franzosen, Syfilis (egl. »Den franske Syge«). -Theriac, gr. berømt Universalmiddel, bestaaende af en Mængde Ingredienser; brugtes indtil det 18. Aarh. mod smitsomme Sygdomme og Forgiftninger. -dependerer af, afhænger af.

✂ S. 88.
Harcelering, Gøren-Nar, Drilleri.

✂ S. 90.
Standarden, Flaget.

✂ S. 91.
douce, dæmpet. -Naturen har forsvoren, har fornægtet Naturen. - P/ufonis, af Pluto, Underverdenens Gud.

✂ S. 92.
to Thebaner, den thebanske Sagnkonge Ødipus' to Sønner Eteokles og Polyneikes kæmpede om Magten i Theben og dræbte hinanden i Tvekamp. -endrægtelig, i (fuld) Enighed. -Straf, Irettesættelse. -Ruelse, Anger. -lade Byttet, lade Byttet være.

✂ S. 93.
angenem, behagelig. -uformodentlig, uventet. -omsale, sadle om. -At tage Svøftet ind, at tage Søftet ind, rebe Sejl; stikke Piben ind. -Proserpina, lat. Gudinde i Underverdenen (gr. Persefone). -hun mig undgik udaf Hænder, hun undslap fra mig.

✂ S. 95.
kommen i Ord sammen, kommet i Trætte med hinanden. Fæstemøe, i venlig Tiltale: Jomfru, Pige. -tienner for Pige, tjener som Pige.

✂ S. 96.
for Bryllupet, før Brylluppet. -Chor, Andagt.

✂ S. 97.
artig, kløgtigt, kvikt.

✂ S. 98.
Neptunus, lat. Havguden. -det er kun slet bestilt, det staar kun daarligt til.

✂ S. 99.
Fisker-Tidende, maaske norsk, svarende til det danske Udtryk »Skipperløgn«. -fixerede mig, holdt mig for Nar.

✂ S. 100.
Cabeljou, Kabliau, Stortorsk. -profitere, gavne.

✂ S. 101.
gaaer an, begynder. -sagte, sagtens.

✂ S. 102.
sin Klud, sin Halsklud, sit Halstørklæde.

✂ S. 103.
examinere, undersøge. -Mahomed Muleaz, Mahomed Muley, den store marokkanske Konge Muley Ismaels Søn (d. 1706). Ceuta, By i Marokko, som 1694-1720 belejredes af Maurerne.

✂ S. 104.
fortryder I paa, bliver I vrede over. -Finke-Ridder, Storpraler; daarlig Karl (egl. Tilnavn til den pralende Helt i Folkebogen »Finkeridderen«, oversat fra Tysk 1703).

124

✂ S. 105.
omen, lat. Varsel.

✂ S. 106.
Ænea, af Æneas, trojansk Sagnhelt, der flygtede fra det brændende Troja og efter megen Omflakken naaede Italien, hvor han blev Roms Grundlægger. Hovedperson i den romerske Digter Vergils Epos »Æneiden« (skr. 29-19 f. Kr.).

✂ S. 107.
Imod Luciliæ ... Vente, imod Lucilias ... Forventning.

✂ S. 108.
gandske udi Grund, helt ødelagt. -Damon, Pythias. Der tænkes paa Damon og Phintias (ikke Pythias), to Mænd ved Dionysios den Yngres Hof i Syrakus (4. Aarh. f. Kr.), berømte for deres trofaste Venskab; se Cicero, De officiis III, 10,45.

✂ S. 109.
Mossiers, vulgært for fr. messieurs, (mine) Herrer. -Qvarteer! Naade!, Skaansel! -Commissarius, Kommissær, Statsembedsmand hvem et særligt Hverv er overdraget. - Cu/on ... Cu/onissimus! Sganarell anvender den latinske Gradbøjning af Adjektiver paa Substantivet Kujon.

✂ S. 110.
defelerede jeg, defilerede jeg, sneg jeg mig bort. -attaqverede, angreb. -avangere, Forvanskning af avancere, rykke frem. oppcbiet, afventet, ventet paa. -gandske ikke curiøsk, aldeles ikke nysgerrig.

✂ S. 111.
u-forsagt ey meer, ikke mere uforsagt. -Ulyssis Listighed, den græske Sagnhelt Odysseus (lat. Ulysses) var kendt for Skarpsindighed og List (og for Veltalenhed). Se Ulysses von Ithacia, i Bind IV.

✂ S. 112.
Avindsmand, Fjende.

✂ S. 115.
u-herlig Mord, utroligt, uhyrligt Mord.

✂ S. 116.
Glavind, Sværd.

✂ S. 117.
Nero, romersk Kejser 54-68, berømt for sin Grusomhed. beholden, i god Behold, uskadt.

✂ S. 118.
Traur-Musik, Sørgemusik.

✂ S. 119.
Messalinæ, af Messalina, lastefuld romersk Kejserinde; hun henrettedes for Ægteskabsbrud i Aaret 48. -Cæsonia, en anden lastefuld Romerinde, gift med Kejser Caligula og myrdet sammen med ham Aar 41. -Belides. Hermed menes den græske Sagnkonge Danaos' 50 Døtre Danaiderne, som dræbte deres Mænd i Brudenatten - med een Undtagelse. Deres Forfader hed Belos (lat. Belus). -Eryphila, Erifyle, gr. Sagnfigur. Hun forraadte sin Mand Amfiaraos, da han ikke vilde med paa »de syvs Tog« mod Theben. -Tyndans, dvs. Tyndareos' Datter, enten Helene, der foraarsagede den trojanske Krig, eller Klytaimestra, der myrdede sin Mand Agamemnon, Grækernes Anfører i den samme Krig. -Xantippe, den store græske Filosof Sokrates' arrige Hustru. -Dalila, Filisterkvinden, som forraadte Samson.

✂ S. 120.
mig tilbeder, beder om.

✂

UDEN HOVED OG HALE
Comoedie

126

✂

Hoved-Personerne i Comoedien

ROLAND
LEANDER
OVIDIUS
HAAGEN
HENRICH
LEONORA
PERNILLE
GUNNILD
MARTHE

127

✂

Uden Hoved og Hale
Indledning

✂ I sit første Levnedsbrev sammenfatter Holberg Indholdet af Komedien saaledes: »Hovedpersonerne er to Brødre, af hvilke den ene er overtroisk, den anden vantro. Da imidlertid en Ven forsøger at helbrede begges Fejl, udarter den enes Overtro til Vantro og den andens Vantro til Overtro. Komedien viser altsaa, at enhver Fejl bestaar deri, at man løber for langt (omne vitium in præcipiti stare), og at Reformiver driver sig selv sa vidt, at vi glider over i den anden Yderlighed. Denne Komedie er dog morsommere at læse end at se.«

✂ Som det kan ses i de samme Erindringer (i Bind XII), havde Holberg i sin Ungdom haft en Oplevelse af denne Art. Han havde en Nat igennem troet, at et Spøgelse huserede i Værelset, hvor han sov med nogle andre unge Mennesker. Da Spøgeriet viste sig at være Indbildning, nægtede han derefter i lang Tid at tro paa Spøgelser; alt hvad man fortalte om Genfærd var lutter Kællingesnak. Senere blev det Holbergs Overbevisning, at man ikke kunde forkaste alle Vidnesbyrd om Aanders Tilstedeværelse. Ogsaa her slutter han fra egen Erfaring. I Epistel 379, der udkom 1750, skriver han »Jeg selv af egen Erfarenhed, som jeg ved tillige med en anden Person for henved 30 Aar siden haver havt, er gandske persvaderet om Spøgelsers Existence; saa at jeg derfore er gandske eenig med den, sorn troe, derudi at være nogen Realitet«.

✂ I det latinske Levnedsbrev giver Holberg Komedien Titelen: Fratres in contraria ruentes, Brødrene der styrker sig i de modsatte Fejl. Denne Titel hænger tydeligt sammen 128 med et Vers af Horats, hvor Holberg har fundet sin psykologiske Lov udtrykt. I Horats 2. Satire i 1. Bog staar, at »naar Taaber skyr Fejl, løber de over i de modsatte«:

✂ Dum vitant stulti vitia, in contraria currunt. Holberg indsætter 'Mennesker' (homines) i Stedet for Taaber (stulti) og bruger Verset som Motto for et stort latinsk Epigram (Libr. III, Epigr. 37), hvor han føjer historiske Eksempler til. F. Eks. holdtes Roms Borgere først i Trældomslænker; senere fik de alt for stor Frihed. I sin Kirkehistorie skrev han (1738), at Zwingli og Calvin »udrøddede ikke alleene superstitieuse [overtroiske] Ceremonier, men endogsaa all Kirke-Skik, faldende fra een Extremitet i en anden.« Og da han nogle Aar efter tilegner Frederik V Oversættelsen af Herodians Bog om de senere romerske Kejsere, priser han Marcus Aurelius: »Udi Reformationer tog han sig vare for ikke at gaae for vidt, for ikke at falde fra et Extremo til et andet«.

✂ »Uden Hoved og Hale« er, som Holberg antyder, et filosofisk Læsedrama. Modsætningerne, der skildres, kendes fra andre Filosoffers Historie. Voltaire, som tidligt viste Foragt for Kirkens Dogmer, havde en Broder, som var en fanatisk, visionær Kristen. Deres fælles Fader, en brav og borgerlig Notar, sagde: »Jeg har to skøre Sønner, den ene af Ugudelighed, den anden af Gudfrygtighed« (J'ai deux fils fous: Tun d'impiété, l'autre de dévotion). Og den store Leibniz yndede at fortælle en Historie om to Brødre, af hvilke den ene var bleven Katolik og søgte at omvende den anden, medens denne ligesaa ivrigt søgte at vinde sin Broder tilbage for Protestantismen. Resultatet heraf blev, at de begge gensidigt overbeviste hinanden - og Enden paa det hele blev, at Gud paa Grund af deres store Iver forbarmede sig over begge!

✂ Litteratur.F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essaist I, 1938, S. 178 ff. - Holbergs Epistler VII, S. 275 ff. - Jean Orieux: Voltaire, 1966, S. 59. - Harald Høffding: Den nyere Filosofis Historie I, 1903, S. 344 (om Leibniz).

129

✂

PROLOGUS

✂

SCEN. 1.

Prologus. Sganarell.

PROLOGUS.: ✂ For dette Stykke er fornøden en Fortale;
Thi det heel vanskabt er, ey Hoved har, ey Hale.
Naar kun Tilskuerne fornøyer sig og leer,
Saa, skiønt mod Reglerne, det dog Comoedi' er.
At den ey Titel har, er, mellem os at siige,
Ey just en Grille, men man kunde ey saa liige
Ophitte een i Hast, som efter Sindet stod;
Man derfor Titelen reent ude blive lod.
Man tænkte, bedre er, den uden Hoved løber,
End Folk skal siige, man i Tydske Forme støber;
Thi, sandt at siige, man ey taaler megen Skiemt.
Nu heeder det kun, at man Titelen har glemt.
At den ey Hale har, det skeer kun af en Grille,
For at forsøge, om man og kand Stykker spille
I fiire Acter, og om de u-liige Tall,
Som i et Apothek, her nødig være skal.
Man retter her i sig ey efter Doctor-Griller:
Nu læger man med fem, og nu med fiire Piller.
Hvis Stykket vel gaaer af, skiønt Acterne er Par,
I Læge-Konsten man, maaskee, Exempel tar.
Maaskee end en Barbeer sig meer ey skal betænke,
Og liige Draaber for en Patient at skienke;
Det lidt til Sagen gir, saa vel som herudi,
Hver Frihed har sin Text at deele end i Ni.
Til Stykkets Forsvar jeg vil ellers intet tale,
Det blandet er med Skiemt, med Lærdom og Morale.
130 Meest Lærdom er, man dog i hver en Act kand lee.
Der kommer Sganarell, nu faaer I det at see.

SGANARELL.

✂

kommer ind med et Lys i Haanden, og taler til Spectatores: Har ingen af jer, Messieurs! fundet en Act af en Comoedie? Det er en stor Ulykke, en Act er bleven borte, og det got Folk har alt betalt for en heel Comoedie. Ach, ach! dersom jeg ikke finder den Act igien Gaaer om paa Theatret og lyser.

Ney den er borte. Hvad har dog ikke Fanden at bestille! Jeg har aldrig været i saadan Betryk. Nu er Tiden, at Comoedien skal spilles, og vi har ikke meer end 4re Acter. Skal vi nu give den 5te Deel af Pengene tilbage, det er jo forbandet haardt at gaae paa.

Vender sig til Spectatores igien grædende.

Ney Messieurs! ret Alvor: Har ingen fundet en Act? Hvem der har fundet den, vil jeg give 4re Skilling i Drikke-Penge. Aa, Aa, Aa, jeg elendige Menneske! saadant er aldrig hendet mig tilforn. End er til all Ulykke en Hob fornemme Folk i Dag, som vi ikke kand viise saaledes bort igien. Han, som tar mod Pengene, er ogsaa gaaet bort, og jeg er ikke Mand at giøre Udleg for 2 Skilling end siige for saa mange Penge. Men hillement, der seer jeg Vulcanus komme. Hvad mon han vil giøre her? Jeg er bange, at her ogsaa kommer nogle andre Guder ned at see paa vort Skuespill i Dag, og saa staaer vi som i Kiøge Halsjern med vore 4re Acter. Vilde endda Apollo, Minerva, eller andre Spreng-lærde Guder blive borte, saa havde det ey meget at siige; thi Vulcanus er en god ærlig Mand, der har kun en almindelig Grovsmeds Forstand.

✂

SCEN. 2.

Vulcanus. Sganarell.

VULCANUS.: Tiden er lang om Aftenen, og jeg gider ikke arbeyde med Lys, hvorfor jeg er hid nedkommen 131 at fordrive Aftenen med at see paa dette Skuespill. Jeg troer, Jupiter ogsaa med en Hob andre Guder kommer her ned.

SGANARELL.: Tænkte jeg det ikke? saaledes gaaer det altid, naar Comoedien er i Confusion, saa kommer der meest fornemme Tilskuere. Ach Monsieur Vulcanus! eftersom han er en Smed, vil han da ikke giøre mig den Tieneste for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa den der har staalet en Act bort af vores Comoedie, som skal spilles i Dag?

VULCANUS.: Skal der være meer end 4re Acter i en Comoedie?

SGANARELL.: sagte
Det er en dummen Dievel for en Gud. Jeg var tilfreds, ingen af de andre forstod sig bedre derpaa, saa blev min Sorrig slukt. Høyt. Jo, Monsieur Vulcanus! der skal efter Reglerne være 132 5 Acter i en Comoedie. Men hvad vil I paa Comoedie, naar I forstaaer jer ikke bedre derpaa?

VULCANUS.: Jeg kommer meest for at fordrive Aftenen, at høre paa Musiqven, og see Præsentationer. Enten en Comoedie er deelt udi 10 Acter, eller i een Act, det kommer mig ud paa eet, naar jeg kun har noget for Øyene.

SGANARELL.: Ja hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saa er det best, at I gaaer paa de Tydske Comcedier i Broelegger-Strædet; thi der kand I faae at see Belejringer, Feldtslag, Gespenster, Hexerie og et halv hundrede Aars Historie paa eengang. Vore Comoedier ere Moralske, og giver nette Caracteres paa adskillige Lyder, saa der er ikkun lidt eller intet for Øyene.

VULCANUS.: Ja jeg vil dog blive her denne gang for Musiqvens skyld. Men der seer jeg en Hob andre Guder komme.

✂

SCEN. 3.

Jupiter. Apollo. Momus. Vulcanus. Sganarell.

Jupiter og Apollo kommer ned af Luften, og Momus ind af Dørren.

APOLLO.: Jeg glæder mig over, O Jupiter! at see Comoe- dier her indstiftede efter andre polerede Nationers Exempel; hvorudi forestilles adskillige nette Caracteres, som andre Nationer endnu ikke har rørt ved. Momus brister i Latter.

JUPITER.: Det er og en pokkers Fnising paa dig, Mome! ingen Ting er dig til Maade; hvad har du nu at siige paa disse Comoedier?

MOMUS.: De ere gode nok, men ---

JUPITER.: Ja vi kiender nok din Men, du est aldrig fornøyet.

SGANARELL.: Jeg troer, om hans Velbaarenhed Jupiter selv giorte en Comoedie, saa skulde denne vanskabte Karl ogsaa vrage den. Var det ikke for Respect for Jupiter og Apollo, saa skulde jeg give dig een paa din 133 Momiske Snude, og spende dig for Rumpen, saa at du skulde falde Hovedkulds ned i Orchestret.

JUPITER.: Ingen Skieids-Ord, Sganarell! Men hør Mome! hvad har du at sige paa disse Comoedier?

MOMUS.: Comoedierne ere gode nok, dersom de ikke vare saa slette. Denne Comoedie er accurat nok; der fattes kun en heel Act. Ha ha ha!

JUPITER.: Men er det sandt at der er kun 4re Acter?

SGANARELL.: Ja Eders Velbaarenhed. Det er alt for sandt, vi savner en Act, og jeg har en af Musicanterne mistænkt derfor.

APOLLO.: Det vil aldeles intet siige. Comoedien kand derfor være lige god.

MOMUS.: Det vil intet siige, at en Vogn har kun 3 Hiul. Jeg meener, at giøre en Vogn med 3 Hiul, og en Comoedie med 4re Acter, er lige taabeligt.

APOLLO.: Dersom en Vogn kunde gaae lige saa vel med 3 Hiul som med 4re, var det ikke taabeligt at giøre eller bruge saadan een, men man maatte overlade det enhvers Phantasie. Nu kand en Comoedie udi 4re Acter indeholde alt det samme, som een udi 5, derfor giør dens Deeling intet til Sagen, men det er kun puur Pedanterie at ville vrage et Stykke for saadant.

SGANARELL.: Ach Hr. Apollo! I skal altid have en fri Loge paa Comoedierne; thi ingen Procurator kunde forsvare min Sag bedre.

MOMUS.: Jeg har igiennemlæset gamle og nye Comoedier, men jeg har aldrig seet nogen være deelt udi 4re Acter.

APOLLO.: Jeg maatte gierne spørge, hvad en Comoedie er. En Comoedie er et Speyl, som forestiller menneskelige Feyl saaledes, at den fornøyer og underviiser tillige. Naar saadant er i en Comoedie, er den god, enten den er deelt udi 2 eller 3 Acter; thi det er Hige saa lidt fornøden, som en Comoedie skal endelig endes med Ægteskab, hvilket endeel ogsaa holder for gandske fornøden, skiønt de ingen anden Aarsag kand give dertil, end at Moliere og andre har haft den Caprice. Mig synes, at 134 man engang maatte blive kied af disse Elskover, disse Ægteskabe og disse Intriguer, som sliides saa meget paa, og giør dog intet til de Caracteres, som i Comoedier afmales. Udi de Tydske Comoedier skal enten en Bye, som Troja, tages ind paa een Aften, eller Skibbrud, Troldom og Gespenster forestilles. Udi de Italienske Skuespill skal der endelig være en Harleqvin eller Nar med Ræverumpe paa Axelen eller en Racket bag ved sig. Men derfor er andre Nationer ikke forbundne til at følge deres Capricer. Ellers underkaster jeg all dette den store Jupiters Skiønsomhed, af hvis Nik det dependerer, om denne Comoedie i Dag maa spilles udi 4re Acter.

JUPITER.: Vi finder, at Apollos Tale herudi er ikke anderledes, end den pleyer at være, nemlig fuld af Viisdom og Grund, og derfor tilstæder at fare fort med dette Skue-Spill, u-anseet derudi fattes en Act, forbydende Momus at spotte viidere dermed, med mindre han vil underkaste sig min Vreede, og mine Torden-Straale, der skal afbrænde ham baade Haar og Skiæg og Knævel-Barte. Jeg vil retirere mig, og tage Sted paa Galleriet, endeel for at i agt tage Folkes Forhold og Gebærder der, endeel ogsaa for at foregaae andre med Ydmyghed, og vænne Folk fra de fornemme Griller, at det er en Skam at gaae paa Comoedie, uden de have Sted udi de middelste Loger.
De andre Guder gaaer bort, undtagen Momus.

SGANARELL.: Nu Monsieur Momus! Hvorledes befinder han sig efter den Dom?

MOMUS.: Jeg tør ikke sige andet, end at den er rett, men jeg kand tænke derom, hvad jeg vil. Comoedien, seer jeg ogsaa, har ingen Titul. Hvem er Autor til denne Hovedløse Comoedie? Gaaer han frit paa Cornoedie?

SGANARELL.: Ja. Hvad andet?

MOMUS.: Men som Stykket er uden Titel og Hoved, og uden Ende, saa burte ikke uden Autors Legeme komme ind frit, og han skulde betale for sit Hoved og sine 135 Fødder, eller lade dem blive staaende i Gangen, til Comoedien var ude.

SGANARELL.: Vær kun saa god og retireer jer ud af Comoedien, og saa kand I siden trække saa mange Kryller paa Næsen, som I vil.

MOMUS.: Tør du vove dig til at viise een af Guderne saaledes bort?

SGANARELL.: Ja det tør jeg, og sætte min Hat lige ræt.

MOMUS.: Saaledes gaaer det: Sandhed er ingensteds lidt.

SGANARELL.

✂

Hvad Sandhed? I har aldrig været for Sandhed. I laster kun alting, enten det er ret eller galt, enten I forstaaer eller ey. De Folk, som criticerer skarpest, ere undertiden de største Dosmere; thi Skiønsomhed 136 bestaaer ikke udi at laste alting, men udi at dømme ret og grundig, roese det, som er Roes værd, og laste det, som er Last værd. Vi kand nok liide u-partiske Dommere, men ikke slig Avindsyge Trold, der komme alleene for at laste. Fort her ud! eller jeg sætter, min Troe, Ild i jer Skiæg.

Jager ham ud.

See mig engang til den Karl, hvordan han kand bryste sig. Han er dog kun Rumpen af Guderne.

Til Spectatores.

Nu vil vi begynde strax at spille med de 4re Acter, vi har, og jeg haaber, at ingen legger os det til Last, efterdi Jupiter har autoriseret Comoedien. Hvordan den ellers er, eller bliver forestillet, derom maa Apollo dømme. Ellers kand I bilde jer ind, Messieurs, at dette Præludium var en Act. Det kommer paa eet ud; vil kun Musicanterne spille os et Stykke herpaa, saa vil det lade i det ringeste, som det er den første Act. Man maa hielpe sig i Nøds Tiid, som man kand.

Gaaer ud.

137

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1.

Ovidius. Eleonora. Pernille.

ELEONORA.: Men min kiære Monsieur Ovidius, er det dog ikke en Hierte-Sorg at høre en tale saaledes, som man har fæstet saadan Kierlighed til? Jeg har altid tænkt, at det var Ungdoms Ubetænksomhed, som vilde forgaae med Alderen, men jeg merker at det tar heller meer til. Naar jeg beder ham gaae i Kirken, siiger han, at han vil gierne giøre det, men alleene for min skyld. Naar jeg raader ham til Gudsfrygt, svarer han: hiertelig gierne, naar jeg kand giøre hende nogen Tieneste dermed. Naar jeg svarer ham: I skal giøre det for at tienne Gud, ikke mig; da siger han: Jeg dyrker ikke Guder, men alleene Gudinder; I er min Gudinde, og at føye jer, der i bestaaer min Religion. Naar jeg da spør ham: Har I slet ingen Religion? svarer han spotviis: Jeg kand ingen have; thi min Broer Roland har sluget saa meget ind deraf, at der er slet intet til overs for mig.

OVIDIUS.: Min hierte Jomfrue! jeg veed ikke, hvilken af mine Brødre jeg meest har Aarsag at ynke. Den ældste nemlig Roland omgaaes ikke uden med Hexer og Spaa-Kiellinger, der bringer ham af een Vildfarelse i en anden. I Gaar vilde han ikke gaae ud af Dørren, fordi hans Hosebaand var gaaet i stykker, eftersom han har fundet i en Spaadoms Bog, at saadant er et ont omen; hvorvel jeg viisede ham, at Hosebaandet var saa gammelt, at det ikke kunde holde længer. Min yngste Broer Leander derimod, som har den Lykke at være forlovet 138 med Jomfruen, bevæges af ingen Ting, omendskiønt han saae Tegn paa Himmelen. Men det maa være Jomfruen nok, at han elsker hende; han kommer selv at svare for sin Troe.

ELEONORA.: Ach! hvis jeg elskede ham ikke saa meget, gik saadant mig ikke saa høyt til Hierte.

OVIDIUS.: Hun faaer at skikke sig derudi, Jomfrue! og trøste sig dermed, at Alderen kand giøre Forandring derudi; thi jeg har kiendt adskillige Mennesker ligeledes sindet, som han, men paa deres gamle Alder er falden til stor Devotion. Ligesom jeg har kiendt andre, der udi deres Ungdom har været lige saa superstitieux som min Broder Roland, og dog siden ere blevne de største Hadere af Overtroe. Kunde jeg kun faae den forbandede Smede-Kone her af Naboelavet; thi saa længe hun har sin Gang udi Huuset, bringes han dybere og dybere udi Overtroe.

ELEONORA.: Men skulde det ikke være let at faae saadan gemeen Kielling af Veyen?

OVIDIUS.: Ney, I skal selv slutte, min hierte Jomfrue! at det er ikke saa let, naar I hører Omstændighederne der om. Samme Qvinde fører med hendes Consorter et udvortes hellig Levnet, hvormed de har indtaget adskillige eenfoldige Mennesker, saa at legge Haand paa dem, var ligesom at legge Haand paa Religionen selv; Ja man vandt intet dermed, uden man underkastede sig Fortræd, og fik Navn af u-gudelig.

ELEONORA.: Men den Qvinde gir sig jo ud for at kunde spaae, viise igien, løse og binde Fanden, og andet deslige, som i Christelige Lover er forbudet.

OVIDIUS.: Det er sandt. Men mange fornemme Folk, som hun ved sin Skinhellighed har indtaget, holder for, at det er Himmelens Gaver, saasom de ikke kand troe, at en Qvinde, der idelig ligger næse-gruus i Kirken, og gir en stor Deel af de Almisser, hun faaer, til andre Fattige, kand practicere noget u-lovligt. Om ingen anden hindrede mig i mit Forsæt, saa er det nok, at min ældste 139 Broer Roland holder hende for en Prophetinde. Ach ach! jeg er saa bange for een Ting.

ELEONORA.: Hvad er det?

OVIDIUS.: Den samme Kielling har en Dotter paa 20 Aar, som ikke seer ilde ud. Den samme Piige begynder at efter-abe Moerens Skinhellighed, og er meget vel lidet af Roland. Jeg er bange, Jomfrue! ---I kand selv tænke, hvad jeg vil siige.

ELEONORA.: Ach! Himmelen forbyde, at han skulde fatte Kierlighed til hende.

OVIDIUS.: Jeg vil ikke haabe, at han forfalder til saadant. Jeg har endnu ingen Aarsag at tillegge ham saadanne Tanker; thi det er kun Gisninger af mig. Troe mig, hierte Jomfrue! at jeg har større Sorg for min ældste Broer, end for den yngste, som er hendes Kiereste. Thi man kand trøste sig derved, at Alder og Fortræd kand bringe ham af sin Vantroe.

PERNILLE.: Jeg vil ikke ønske ham ont, efterdi han er Jomfruens Kiereste; men jeg saae gierne, at han havde saadan en Feber paa Halsen, som jeg trækkedes med forgangen Aar. Saadan Sygdom kunde nok komme ham at krybe til Korset. Jeg var ikke heller all for rigtig tilforn, men jeg svede en Hob Vantroe ud i den Sygdom.

ELEONORA.: Du maa ikke ønske ham syg, Pernille.

PERNILLE.: Troe mig, Jomfru! at en god ærlig Sygdom er ikke at misunde slige Folk. Jeg vilde ønske, at jeg var en Doctor for samme Aarsags skyld. Jeg skulde, min Troe, give Ordre til en god Feber eller Guulsoet, at indqvartere sig paa 14 Dage i hans Mave. Thi visse Folk tænker aldrig paa det tilkommende førend de seer sig udi Døds Fare.

OVIDIUS.: Hun har, min Troe, ikke Uret derudi. Men jeg vil kalde paa Leander, at han kommer ud til Jomfruen.
Gaaer ind.

140

✂

SCEN. 2.

Eleonora. Pernille. Leander.

ELEONORA.: Men hvem synes dig meest er at ynke, enten Roland eller Leander?

PERNILLE.: Ey Jomfrue! Hendes Kiereste blir nok god; Vantroe forgaaer ved Alderen, men Overtroe tar meer og meer til. Men der kommer han.

LEANDER.: Ach allerkiereste Leonora! er hun der? hvordan har hun sovet i Nat? min Dukke! Men hun er altid saa sorrigfuld. Hvad ligger hende paa Hiertet? siig mig det lille Leonora! Bild jer ind at jeg er jer Skrifte-Far.

PERNILLE.: Gid jeg kun var jer Skrifte-Far; Jeg skulde, min Troe, dømme jer til at æde Mask og drikke Vand i et heelt Aar, indtil I giorde Poenitentze.

LEANDER.: Men Pernille! hvad har du at siige paa mit Levnet? Jeg er, min Troe, saa Gudfrygtig, saa det er en Skam, og har saa sterk Troe, at jeg fuldkommelig troer, at Jomfruen nægter mig ikke at kiøre i Kane med i Eftermiddag, dersom det vil klare noget op i Luften.

ELEONORA.: Ach Leander! Lad dog fare saadan ugudelig Snak! mit heele Legem skielver, naar jeg hører det. Seer jer i Exempel paa mange Ryggesløse Mennesker, der, som I, har foragtet alle Gudelige Formaninger, og derover hendøde udi Fortvilelse. Hvert saadan Ord er som en forgiftig Piil, der saarer mit Hierte til Døden. Betænk jer egen Velfærd. I taber jo intet derved, at I troer et tilkommende Liv.

LEANDER.: Vil hun have en Koppe Chocolade, min Engel! eller Thee? Jeg kand ikke erindre, hvad hun helst drikker om Morgenen.

PERNILLE.: Ach! er det mueligt? Jeg tænkte, at saadan Tale skulde have presset Taarene af hans Øyene, men det er ligesom man slaaer Vand paa en Gaas, han svarer om Thee og Caffee. Ach Jomfru! spild jer Ord ikke saa u-nyttig; I seer hvor slet Virkning de har. Jeg troer, det 141 var lettere at bringe en Varulv udi Troen end jer, Monsieur Leander!

LEANDER.: Hvad har du paa min Troe at siige? Pernille!

PERNILLE.: Aldeeles intet, Monsieur! thi I har jo slet ingen.

LEANDER.: Jeg troer ligesaa meget som du, og kand skee meere.

PERNILLE.: I troer jo, at alt, hvad som siges jer om Siæ- lens Udødelighed, om gode og onde Aander, om det tilkommende Liv, er Digt.

LEANDER.: Seer du vel; Naar jeg troer, at det er Digt, saa troer jeg dog noget. For Exempel: Naar andre Folk troer, at du har din Jomfrudom, og jeg troer, at den er fløyten for længe siden, saa troer jeg jo lige saa vel som andre, skiønt paa en anden Maade.

ELEONORA.: Ach Pernille! holdt mig. Jeg er færdig at daane af Alteration over den Tale.

LEANDER.: Ach min allerkiereste Jomfrue! Legger hun det saa meget paa Hiertet?

ELEONORA.: Skulde jeg ikke legge paa Hiertet saadanne Ord af dens Mund, som jeg har forbundet mig til at leve og døe med?

LEANDER.: Jeg forsikrer hende, at jeg ikke oftere skal tale saaledes. Giv jer tilfreds min Dukke! Jeg vil troe for hendes skyld alt, hvad hun befaler mig at troe. Trin ind et Øyeblik med mig. Pernille! kom du ogsaa ind.

PERNILLE.: Monsieur! I maa ikke vanhellige jer Huus med sliige u-reene Dyr, som jeg, der har mist deres Jomfrudom.

LEANDER.: Jeg merker, disse Piger kand ingen Skiemt taale.

✂

SCEN. 3.

Pernille. Roland. Haagen.

PERNILLE.: Jeg er gall, som legger saadant paa Hiertet. Han taler bespottelig om Helgene selv, hvordan kand en stakkels Tienneste-Piige, som jeg, da vente andre 142 Complimenter? Men der seer jeg den ældste Broer komme; han er heller ikke med de Klogeste, skiønt hans Galskab er paa en anden Maade. Hans Tiener, Monsieur Roland!

ROLAND.: God Morgen, Pernille!

PERNILLE.: Her seer jeg en skiøn Syenaal ligge, som jeg maa tage op. Fy den er uden Hovet.

ROLAND.: Det betyder dig intet got Pernille.

PERNILLE.: Det er sandt Monsieur. Thi som den ingen Hovet har, saa er den u-brugelig.

ROLAND.: Du forstaaer ikke, hvad jeg vil siige. Har du læset din Morgenbøn i Dag?

PERNILLE.: Ney Herre, ikke uden det kand regnes for Morgenbøn, at jeg sagde: Herre Gott! da jeg strakte mig paa Sengen i Maares tilig.

ROLAND.: Du kommer vist nok i Fortræd, eller faaer onde Ord i Dag. Thi hvo der finder en afbrudt Syenaal om Morgenen, førend den har læset sin Morgenbøn, faaer enten Hugg eller onde Ord.

PERNILLE.: Jeg veed det nok Monsieur.

ROLAND.: Hvorfor tog du den da op?

PERNILLE.: Fordi der er aldrig nogen Dag, uden Jomfruens Moer knurrer paa mig. For Tieneste-Piger, som har knarvurren Herskab, betyder saadant altid Ont. Ligesom naar Herren fastende vil stikke sit Hoved igiennem Vinduet udi Høybroestrædet, betyder det ufeylbar, at en Vogn vil komme forbi; thi saasom der altid er fuld af Vogne i den Gade, saa kand det ikke slaae feyl.

ROLAND.: Hey saa! begynder du ogsaa at raisonnere? Jeg er bange for, at min Broer Leander med Tiden forfører baade vort og jer Huus til Vantroe.

PERNILLE.: Jer Broer Leander kand jo ingen Troe have.

ROLAND.: Hvi saa?

PERNILLE.: Jeg kand ikke begribe, hvorfor nogen i den heele Gade kand have mindste Troe.

ROLAND.: Hvad vil det siige?

143

PERNILLE.: Jo Monsieur! I har jo sluget op saa meget Troe, som en heel Gade kunde være hiulpen med. I troer jo alt, hvad som troes kand, indtil paa gamle Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder.

ROLAND.: Vil du drive Spot med mig, din Laptaske?

PERNILLE.: Herren spaaede dog ret, at jeg fik onde Ord i Dag; Men var jeg ikke saa Næseviis, som jeg er, saa havde jeg nok gaaet fri, endskiønt jeg havde fundet 16 afbrudte Syenaaler.

ROLAND.: Hør Mademoiselle! vær saa god og pak jer herfra. Jeg merker nok, hvad jer Klokke har slaget. Jeg vil ikke, at I skal have nogen Omgiengelse med mine Folk. Pernille gaaet ind.

✂

SCEN. 4.

Roland. Haagen. Pernille.

ROLAND.: Ach! jeg har været ælendig plaget af Marren i Nat, Haagen! Jeg var ikke mægtig til at faae min Mund op; thi saa snart jeg vilde tale, saa holdt hun for min Mund. Jeg var ligesaa vaagen som jeg nu er, og kunde see en tredobbelt Guld-Ring, som hun havde paa Fingeren. Jeg kand dog ikke begribe, hvor hun kunde komme i Nat, thi jeg havde dog Staal i Sengen hos mig, og jeg stoppede alle Nøgel-Hullene til i Kammeret. Jeg kand dog ikke erindre, om jeg glemte een Ting, som er det fornemste, nemlig, om jeg satte mine Tøfler bagvendte for Sengen. Haagen! kand du ikke erindre det? hvorledes stod mine Tøfler, da jeg kaldte paa dig i Maares?

HAAGEN.: De stode paa Gulvet.

ROLAND.: Din Slyngel, jeg meener, stode de bagvendt, eller ey?

HAAGEN.: Jeg veed ikke, hvad som Herren kalder for 144 og bag paa Tøflene; Tøfler har jo hverken Hoved eller Rumpe.

ROLAND.: Du Giæk, jeg meener, om Hælene vendte til eller fra Sengen.

HAAGEN.: Mig syntes, een Hæl stod i Sør, den anden i Nord-Vest, een Tøffel vendte Rumpen til Speilet, og den anden vendte Rumpen, med Permission, til Herren. Ellers, om det skulde komme paa min Eed, sagde jeg reent ud, at jeg ikke kunde erindre det, førend jeg løsligen forsvor mig. Det kand jeg dog fuldkommen erindre, at de ikke stode liige.

ROLAND.: Ja der har vi det, der har vi det. Jeg glemte det fornemste. Men see mig til den Marre engang, saa snart hun finder mindste Ting forsømt, benytter hun sig deraf.

HAAGEN.: Ha, ha, ha, det er en egen Tale.

ROLAND.: Jeg merker nok, at du omgaaes med min Broer Leanders Tiener iblant, thi du har virkelig nogle af deres Nykker. Jeg har kiendt mange Mennesker, der ligeledes har foragtet saadant, men nu synger de en anden Tone. Der kunde ingen være verre end gammel Gunnild tilforn; hun troede hverken Nøk, Varulv, Nissen, Marre, Underjordske, Hælhest, etc. Hun loe af alle Historier om Geister og Spøgelser. Men spørg hende nu! Siden den Tid hun blev indtagen i en Høy, synger hun en anden Sang; hun lærte saa meget i et halv Aar, hun var i samme Høy, af Biergtrold, at hun nu er ligesaa klog som Sybilla fordum.

HAAGEN.: Men hvorledes kom hun ud af Bierget igien?

ROLAND.: Hun var satt et halv Aar paa Stie, og imidlertid arbeydede hemmelig paa et Hull udi Bierget, hvilket hun bragte til Fuldkommenhed, Dagen før hun skulde slagtes. Saa snart som der var kommen Hull paa Bierget, og Dagen begyndte at skinne derudi, bleve alle Biergtroldene forvandlet til Steen.

PERNILLE.: kommer ind, luurende sig paa dem
Jeg har og kiendt en Kone, som sagde sig at have været udi et 145 Bierg, men da Docteren gav hende en Vomitif, kastede hun det heele Bierg op, saa at man hørde hende ikke meer tale derom.

ROLAND.: Kommer du nu igien? Du taler om Doctore, Pernille! Ja Doctere! det er nogle herlige, de vil bilde os ind, at alting er Sygdom, at de kand fortiene Penge derved. Men hvad heedte den Kone?

PERNILLE.: Man kaldte hende store Marthe. Hun var fra Ebeltoft.

ROLAND.: Jeg kiender hende. Hvorfor talte hun ikke meere derom? Hun var bange for Docterne, at de skulde give hende en Vomitif igien. Jeg kiender nok store Marthe, som var fremsynet.

PERNILLE.: Er vi andre da bagsynet?

ROLAND.: Veedst du ikke, hvad det er at være fremsynet?

PERNILLE.: Ney, hvorledes blir man fremsynet?

ROLAND.: Man kand blive det paa mange Maader, i sær naar man kiiger mellem et Nøgel-Hull paa en Kirke Dør.

HAAGEN.: Hun er saa dum som et Fæ. Men der kommer Monsieur Ovidius.

✂

SCEN. 5.

Ovidius. Roland. Haagen. Pernille.

OVIDIUS.: Monfrere! du seer saa ilde ud i Dag. Est du ikke vel?

ROLAND.: Ney jeg er ikke; jeg har haft en meget uroelig Nat, thi Marren har reedet mig.

OVIDIUS.: Monfrere skulde ikke spiise meget om Aftenen; Jeg har selv været piaved dermed i gamle Dage, i sær naar jeg aad noget sildig, saa jeg merkede, at det kom af Maven.

ROLAND.: Monfrere! Jeg beder, at I ikke vil føre saadan ugudelig Snak for mig. Naar jeg seer en Ting skinbarlig for mine Øyne; naar jeg seer et Gespenst udi en Qvinde 10 H.V 146 Lignelse komme ind ad Døren, og kaste sig over mig, og holde for min Mund, naar jeg vil tale; naar jeg seer Guld-Ringe paa hendes Fingre; naar jeg kand skiønne, hvad Munster af Kniplinger hun har paa sin Særk, og andre Omstændigheder: skal jeg da bilde mig ind, at det kommer deraf, at jeg har ædt for silde om Aftenen?

PERNILLE.: Det forstaaer sig.

ROLAND.: Gak din Vey, Pernille! det vil ellers gaae dig ilde.
Hun gaaer igien.

HAAGEN.: Det er sandt nok Herren siiger; naar man ikke maa troe det, som man seer og føler, kand man jo tvile om alting. Om een var saa u-forskammet, at han slog Monsieur Ovidius, mon han ikke blev vreed? mon han vilde lade sig afspiise med den Snak, at han havde seet og følet feyl, og at det var en puur Indbildning, som reysede sig deraf, at hans Mave ikke var rigtig, eller at han havde ædet for silde?

OVIDIUS.: Holdt du kun din Mund, Haagen! jeg taler ikke til dig.

ROLAND.: Haagen taler min Troe ret, jeg veed ikke hvad man kand siige derimod.

OVIDIUS.: Hør Monfrere! et er at føle og see en Ting om Natten udi en Slummer, et andet vaagende.

ROLAND.: Jeg siiger jo, Monfrere! at jeg er gandske vaagende, naar jeg seer og føler saadant.

OVIDIUS.: Og jeg siiger ney.

HAAGEN.: Ha, ha, ha.

OVIDIUS.: Hvoraf leer nu den Giæk igien?

HAAGEN.: Jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg hører Folk snakke i Søvne.

OVIDIUS.: Du maa troe mig, Haagen, at jeg er vaagende.

HAAGEN.: Jeg siiger ney, og det med samme Ræt som Monsieur siiger det til min Herre.

OVIDIUS.: Kand Monfrere ikke befale sin Tienere at tie?

ROLAND.: Holdt din Mund, Haagen.

HAAGEN.: Jeg taler jo ikke et Ord, Herre! Monsieur 147 Ovidius synes kun saa, men det kommer deraf, at hans Mave ikke er rigtig.

OVIDIUS.: Ey du Slyngel! vil du fixere en brav Mand? Gir ham et Ørefigen.

HAAGEN.: Au, au, au. Jeg har ikke fornøden at taale Hugg af ham; min Herre har Magt at slaae mig, og ingen anden.

OVIDIUS.: Jeg slog dig ikke, Haagen, du synes kun saa; det kommer deraf, at du nyelig har ædt for meget.

ROLAND.: Det er mig kiært, at Monfrere refuterer sig selv.

OVIDIUS.: Ney jeg giør ikke; men naar jeg taler med en Nar, maa jeg bruge nar-agtig Snak. Jeg vil kun spørge, hvoraf det kommer, at alle melancholiske Mennesker seer og føler meere end andre; hvorfor een, der har en hidsig Feber, plages med gruelig Syn og Drømme, hvilke ophøre med Feberen; hvorfor Folk, der er af sund og temperered Complexion, aldrig see saadant? Monfrere siiger, jeg giør ham Uret derudi, at jeg ikke vil troe ham; jeg kand siige det samme, at han ikke vil troe mig, jeg har forsøgt, at Marren ridder mig, og at jeg har heslige Drømme, saa tit jeg overlader min Mave om Aftenen. Men hvad er jer Tanke ellers om Marren? Hvad mon hun være for et Dyr?

ROLAND.: Det er en Qvinde, som er forliebt udi en Mands-Person, hvilken hun undseer sig for at anmode om Kiærlighed.

OVIDIUS.: Monfrere maa forlade mig, om jeg skiemter noget. Den Qvinde maa have en underlig Gout, der øver Troldom, og giver sig Fanden i Vold af Kiærlighed til jer. I er en god ærlig Mand, men hvo der siiger I er smuk, giør jer Uræt.

ROLAND.: Ja, ja, Monfrere, Kiærlighed er noget andet Tøy, som vi ikke begriber. Nok er det, at jeg er piaved med saadant.

OVIDIUS.: Men naar det er et Menneske, hvorledes kand da et Legeme gaae igiennem Nøgle-Hulle?

148

ROLAND.: Spørsmaal: Hvorledes kand een ride paa et Kosteskaft udi Luften til Bloksbierg? Hvorledes kand een blive til en Varulv? Hvorledes kand een seyle paa Møllesteen, som ligger Tings Vidne for at være skeet nogle gange over Limfiorden? Hvorledes kand Findlapperne bringe i nogle Minuter Tidender fra Ostindien? Hvorledes kand man faae god Vind, naar man løser nogle Knuuder?

OVIDIUS.: Det sidste er naturligt, nemlig, naar noget løses, gives der Vind, skiønt de er ikke ret gode. Men det andet vil jeg see først, førend jeg troer det.

ROLAND.: Hør Monfrere! hvad siiger I da derom? I maa troe mig, at det er saa sandt som jeg staaer her, thi Manden, udi hvis Huus det skeede, har selv fortalt mig det. Historien er over alt bekiendt udi Tiissted, hvor Folk ikke løsligen troer en Ting: En Pige saae eengang uforvarende sin Mad-Moer tage en Flaske af Skabet, hvorudi hun havde en Salve, hvilken hun saa snart ikke havde smuurt paa et Kosteskaft, førend hun foer med Kosteskaftet mellem Beenene op igiennem Skorsteenen; Pigen forundrede sig derover, tog samme Krukke ud af Skabet, for at see hvad det var, og smuurte lidet af Salven paa et Brygger-Kar, hvorudover hun med Brygger-Karret foer ogsaa op igiennem Skorsteenen Hige til Bloksbierg. Der var en stor Forsamling af gamle Kierlinger, som havde Bass og Fiol for sig. Fanden selv, som de der kaldede gammel Erik, saa snart han havde uddantzet en Polsk Dantz, og betalt Spillemændene, kom til Pigen med en Bog, hvorudi hun skulde skrive sit Navn; Men hun i Steden for hendes Navn skrev de Ord først, som man forsøger Penne med: Den som mig føder, etc. hvorudover den gammel Erik ikke kunde tage Bogen tilbage, og vilde ikke dantze den heele Nat, da han dog tilforn aldrig var af Gulvet. Om Morgenen tilig, som var St. Hans Dag, rider alle Kierlingerne tilbage paa deres Kosteskafte, og Pigen paa sit Brygger-Kar, indtil de kom til en Bæk, over hvilken Kierlingerne sprang meget 149 behændigt, men Pigen studsede, og tænkte med sig selv: det gaaer vel ikke an, at giøre saadant Spring med et Brygger-Kar. Endelig sagde hun: jeg kand sagte forsøge ; og stødte paa Brygger-Karret, hvilket sprang ligesaa behændigt som Kosteskaftene, saa at Pigen maatte lee, og sagde: Det var et Fandens Spring af et Brygger-Kar! Men hun havde, Monfrere! ikke saa snart nævnet Fandens Navn, førend Karret blev staaende, Bogen blev borte, og min gode Pige maatte gaae til Fods til Tiissted igien. Hvad synes jer nu om den Historie? den er virkelig passeret, og enhver Moers Barn bekiendt der i Byen.

OVIDIUS.: Mig synes, den er artig nok; thi den er som et Modelle, hvorefter alle slige u-riimelige Historier skal giøres.

ROLAND.: I er at beklage, Monfrere! I er paa vrange Veye. Vil I da ikke heller troe, at man kand skabe sig til Varulve? Derpaa kand jeg give et yngere Exempel, som en Skipper har fortaalt mig fra Trundhiem.

OVIDIUS.: Jeg troer nok, at en Skipper har fortaalt det.

ROLAND.: Ja, og jeg kand nævne Mandens Navn, han heedte Adrian Persøn, en brav Mand, der havde ført Skib over i 14 Aar. Den samme Adrian gik engang med en liden Flint paa et Sted uden Byen, som heeder Kalvskindet, og der u-formodentlig blev vaer en Ulv, hvorudover han spendte Hanen, og sigtede paa Ulven. Ulven, i steden for at løbe, blev staaende og raabte: Skydt ikke Pipperkari! Saadan heedte en gammel Kierling i Byen, som soldte Peber-Nødder.

OVIDIUS.: Det er underligt, at en Kone, der var saa konstig, at hun kunde skabe sig til en Ulv, gik om af Armod at selge Peber-Nødder. Ellers har Monfrere ikke fornøden at fortælle mig deslige Historier; thi jeg kand selv en mægtig Hob deraf. I kand spare at fortælle dem, indtil I kommer i en Vaage-Stue, hvor de ere udi Priis.

ROLAND.: Vil I giøre alle Mennesker til Løgnere?

OVIDIUS.: Ney vist ikke. Jeg holder det lige saa daarligt 150 at forkaste alle Historier, som at troe dem alle; jeg gaaer altid Middelvey imellem Vantroe og Overtroe. Jeg troer, der er Spøgelser og Fandens Konster til, men saaledes, at af 100 Historier 99 kand være opdigtede, og at man undertiden giør Fanden uræt, og beskylder ham for det, som han ikke veed af at siige. I mærker jo, at jo meer Folk bliver klog, jo mindre hører man om saadant. I Amsterdam seer man intet Spøgelse, fordi Hollænderne ikke troer dem at være. I Paris tør ingen give sig ud for at hexe, fordi Indbyggerne examinerer alting nøye. Det er jo underligt, at Fanden, som gaaer om at forføre Siæle, skulde vælge Wardehuus til sin Residentz, hvor foruden Amptmanden der er kun een Corporal med 8 a 9 Soldater; og skulde gaae forbi London og Paris, hvor han kunde faae saa meget at bestille. Men der kommer Leander. Lad os ikke tale om de Sager; thi han troer slet intet.

✂

SCEN. 6.

Leander. Roland. Ovidius. Haagen.

LEANDER.: Jeg skal forsvære at komme til Hr. Christoffer oftere, uden han vil holde inde med sine Eventyr om de gode og onde Engle. Naar jer hører ham fortælle den Historie om Lucifers Fald, er jeg færdig at sprække; hvor kand Geister synde, naar de intet Kiød eller Blod have? Hvor kand de tale foruden Mund? Jeg vil heller tale med min Broer Roland; thi hans Historier diverterer mig. Jo u-riimeligere saadanne Eventyr ere, jo bedre. Men der er han. Hør Monfrere! har I ingen Underjordske seet nyelig?

ROLAND.: I er u-gudelig, Monfrere, jeg vil ingen Omgiengelse have med eder. Skiemt kun ikke med Underjordsker; man saae, hvor det gik med Anne Torben Andersens: hun laante en Underjordsk Kone et Gyldenstykkes Skiørt, hvormed samme Underjordsk Kones Dotter skulde staae Brud. Men Madame Torben Andersens 151 var saa u-forsigtig, at hun fordrede Skiørtet tilbage Bryllups-Dagen; hun fik det og tilbage, men gandske overstænket med Tælle-Draaber, med de Ord, at, dersom hun ikke havde været saa u-forskammet at fordre Skiørtet saa hastig tilbage, skulde for hver Tæll-Draabe have fuldt en Diamant; og havde siden den Tid Anne Torben Andersens ingen Lykke eller Velsignelse i sit Huus.

LEANDER.: Jo, jo, jeg troer nok, at det tienner ikke at skiemte med dem. Historien er vist nok passeret; thi om jeg mindes ret, saa hørte jeg den selv for 24 Aar siden af Marthe Barne-Pige i Amme-Stuen. Jeg tvivler ikke om Historiens Rigtighed, men jeg kand ikke begribe, hvorfor Underjordsker, der har saa mange Diamanter, skulde trænge til at laane Skiørt af Fogedens Kone, som var en Staader. Men maaskee der er alle slags Religioner, saa vel under Jorden, som over Jorden, og disse Underjordsker, som laante Skiørtet, maa have været Jøder, der legge alle deres Midler an i Juveler, og nender ikke at kiøbe en skikkelig Klædning.

ROLAND.: Jeg veed ikke, om Monfrere skiemter eller ey; skiemter I, saa har I Synd deraf.

LEANDER.: Ney, min Troe, skiemter jeg ey; thi jeg har selv hørt samme Historie. Men det er een Ting jeg skulde spørge Monfrere om. Hvad heedte det Trold, som bygde Lunde Domkirke? var det et Trold eller Underjordsk?

ROLAND.: Det var et Trold, men jeg erindrer nu ikke Navnet. Jeg har det antegnet og indført i en Historie, som jeg vil skrive.

HAAGEN.: Han heeder Find, Herre! Jeg kiender ham meget vel.

LEANDER.: Han maa vel være død nu, uden han er meget gammel.

ROLAND.: Ney Monfrere, han kand leve endnu; Det Folk blir meget gammelt. Hvis ikke Torden var, som slog dem ihiel, kunde de leve over tusind Aar, men 152 Torden giør dem stor Skade. I har vel hørt den Historie om det Trold, som Torden forfuldte saaledes, at det omsider skiulte sig udi Bondens Knivskeede, hvor det endelig blev dræbt. Herudover, naar man har en Torden-Steen i Huuset, tør aldrig Trold komme der ind. Gammel Gunnild SI. Per Smeds har ellers kiendt et Trold, som var 600 Aar gammel, og var endda rørig. Hun fandt samme Trold siddende ved en Høy at græde; da hun spurdte ham ad, hvi han græd, svarede han: Jeg fik paa Rumpen af min Far, fordi jeg lod min Far-Far falde paa Gulvet.

LEANDER.: Potz slapperment! den Farfar maa da have været meget gammel. Jeg hører nok paa den Maade, at Find kand leve endnu. Trold maa have været meget skikkeligere da, end Mennesker nu; thi nu lader man Kirker forfalde, som Trold har ladet bygge. Men hør Monfrere! Vil I ikke følge mig hen til Mester Daniel?

ROLAND.: Jo nok; Men hvad skal vi giøre der?

LEANDER.: Jeg vil lade jer aarelade; thi jeg merker, I er gandske gall.

ROLAND.: I har meer Aarladen fornøden end jeg, thi I er gall; thi hvad er Galskab andet, end egen Klogskab? Den der har andre Tanker end alle Mennesker, den der holder andre for Giække, og bilder sig ind at være eene klog, den er jo saadan een, som man kalder gall. Hvad synes jer Monfrere Ovidius?

OVIDIUS.: Skal det kaldes Galskab at gaae fra banet Vey, og dersom Latinerne have ret, naar de kalde at løbe gall delirare, saa kand jeg ikke rettere see, end at I ere begge galne; thi ingen af jer gaaer paa den banede Vey. Een troer for lidet, en anden for meget; een alt, een intet. Jeg, som gaaer Middelveyen, finder, at den eene har intet at bebreyde den anden; dersom I begge to blev sammenstøbt, kunde der blive et skikkeligt Menneske af saadan Blanding.

LEANDER.: Hør Monfrere! om vor Præst sagde jer, at 153 der hver Torsdags Aften regnede Canari-Sek ned udi hans Gaard, var I forbunden at troe det eller ey?

OVIDIUS.: Ney jeg var ikke.

LEANDER.: Hvorfor skal vi da være forbunden at troe andet paa Folkes Ord, som har levet for nogle tusinde Aar siden?

OVIDIUS.: Jeg holder for, man skal ikke løsligen troe en Ting uden at man har examineret den.

LEANDER.: Hvorledes kand vi examinere, om det er Sanden eller Digt, hvad de gamle har sammenvævet?

OVIDIUS.: Vist kand man det; for Exempel: naar een skriver, at den og den Dag regnede Steene ned af Himmelen, eller der blev seet en gloende Krigshær udi Luften, og en anden paa samme Tid, men andet Sted, skriver det samme, og ingen skriver derimod, slutter jeg, det er sandt; thi det er ey troeligt, at en tør skrive offentlig om en Historie, som all Verden kand strax beviise at være opdigtet. Det er ey heller troelig, at alle andre Skribentere tier stille dermed, og lader saadan Løgn passere, da der dog altid findes Mennesker, som af Begierlighed til at skrive og at imodsige, attaqvere endogsaa Sandheden selv.

LEANDER.: Monfrere! Jeg kand anvende Tiden langt bedre end at drive den her bort med Kielling-Snak. Adieu.

✂

SCEN. 7.

Roland. Ovidius. Haagen.

ROLAND.: Han blev vreed.

OVIDIUS.: Jeg haaber at giøre Monfrere og vreed; thi Leander havde derudi ret, at man ikke bør troe, hvad hver Drømmer siiger, thi hvilken gammel Kielling, der vil fortælle en Historie for jer, saa blir den strax til en Troes Artikkel.

ROLAND.: I giør mig u-ret; Jeg troer ikke alt, hvad jeg hør, men naar jeg seer en Ting med mine Øyne, saa maa jeg jo troe den.

154

OVIDIUS.: Ikke hvad man seer i Drømme.

ROLAND.: Jeg drømmer jo ikke midt om Dagen.

OVIDIUS.: Hvad seer I da om Dagen?

ROLAND.: Jeg har seet Gunnild Per Smeds manet Fanden til sig, løset og bundet ham.

OVIDIUS.: Er det sandt, saa er hun jo en Troldqvinde, som efter Christelige Love bør brændes; og I burde skye hende alleene for den Aarsag.

ROLAND.: Ingen uden Gudfrygtige Folk kand løse og binde Fanden. Og jeg veed, at denne Matrone udi Gudsfrygt har ikke sin Lige.

OVIDIUS.: Det maa da staae ved sit Værd; men hvorfor tør hun ikke øve de Konster for mig?

ROLAND.: Vil Monfrere see det, skal det skee om en Tiime, men med Condition, at han holder sig stille udi en Krog u-formerkt.

OVIDIUS.: Ja nok.

ROLAND.: Vil I om en Tiime være her igien, skal I see det med Øyene, det I nu ikke vil troe.

OVIDIUS.: Naar jeg seer det, vil jeg troe det.

ROLAND.: Got! Lad os gaae bort saa længe.

155

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1.

Roland. Ovidius.

ROLAND.: Vil I nu, Monfrere, blive staaende stille udi en Krog, saa skal I see, om det er Løgn eller Sanden, hvad jeg haver sagt.

OVIDIUS.: Ja jeg skal staae gandske stille; Men kommer de snart?

ROLAND.: De lovede at komme dette Øyeblik. Der troer jeg de kommer. Løb nu til Siide, og rør jer ikke af Stedet, ellers er vi om en Hals begge to.

✂

SCEN. 2.

Kiellinger. Roland. Ovidius.

OTTE KIELLINGER.

✂

med hæslige Masqver kommer ind udi Procession ved et Liire-Stykke efter Tacten, og har lange Kofte-Skafte mellem Beenene. Rangerer sig udi en Kreds og synger den Viise:

Ved St. Hans Nats Tiider

Musiqven svarer.

✂ Man til Bloksbierg riider,
Og til Hekkenfield Top

Musiqven igien. Paa Koste-Skaft flyver op.
Hvorpaa Kredsen dantzer lystig om, saa at de holde Koste-Skaftene imellem dem, og da synges tillige med Liirene den Viise:

✂ Gir nu agt, I skal befinde,
Vi kand Fanden løse og binde.

156 Derefter standser de, og sætter sig ned udi en Kreds, og gammel Gunnild sætter sig midt iblant dem, og da spilles et Liire-Stykke; hvorefter Gunnild reyser sig, og læser af den sorte Bog denne Formular:

Gammel Erik, Hersker over Bloksbierg, Hekkenfield, Lyderhorn, Findmarken, Mundien, Borigundien, Gurolien, Fyrolien, Trapezund, Kolimund, Orknøer, Loxstøer.

✂ Jeg dig maner og beder
Ved hellig Gertrud og St. Sveder,
At du dig her indfinder
Uden Ophold og Hinder,
Med Sving og med Spring,
I Dyrs Skikkelse at gaae omkring,
Men ikke uden for denne Ring.

Gammel Erik kommer op af Jorden skiult med et sort Klæde, og med Horn i Panden, og dantzer 3 gange om Kredsen efter et Liire-Stykke; Endelig springer Ovidius frem med en blot Kaarde, og sætter gammel Erik for Brystet.

OVIDIUS.: Fort, fort, Klædet af dig, eller jeg skal stikke dig ihiel paa Stedet.
Gammel Erik vil giøre den anden bange, men han truer hende til at legge Klædet og Hornene ned.

OVIDIUS.: Ha ha, Marthe! er det dig? du kandst vel nok agere en Diævel.

MARTHE.: Ach Monsieur Ovidius! spar mit Liv, jeg skal bekiende.

OVIDIUS.: Hvorfor bruger I Hexe saadant Koglerie for at forleede min stakkels Broer? Herud alle tilsammen, i morgen skal I udi Spinde-Huuset. Han prygler dem ud. De raaber alle: Ach Monsieur Ovidius! vi skal bekiende. Medens Fanden stiger op af Jorden, kommer Leander ind syngende, men studser og springer skielvende tilbage.

157
158

✂

SCEN. 3.

Ovidius. Roland.

OVIDIUS.: Seer I vel, Monfrere, hvorledes I kand drømme vaagende?

ROLAND.: Ja jeg seer det nok, jeg seer det nok. I har aabnet mine Øyen, Monfrere! jeg er bleven et andet Menneske. Jeg havde skuldet forsvære, at der kunde have væ- ret slig Bedragerie i det Væsen. Jeg kommer til at examinere alting nøye herefter, thi kand der være Bedragerie i et, saa kand der og i andet.

OVIDIUS.: Men see til, Monfrere, at I ikke gaaer for vidt, og scrupulerer for meget; blir kun ved mit Principium, som er at gaae Middelveyen.

ROLAND.: Naar jeg nu eftertænker Sagerne lidt, saa merker jeg, hvor skammelig man har trækket mig op, thi den Kielling har kostet mig over 200 Rdlr. om Aaret, for at giøre mig gal. Jeg vil have hende med de andre Hexer i Spinde-Huuset i morgen.

OVIDIUS.: Jeg holder for, at det er best at lade dem blive, thi I har kun Skam deraf, at I rører meere derved. Tak kun Gud, at I er bleven oplyst. Vil I gaae hiem med?

ROLAND.: Ney Monfrere, jeg vil have dem straffet, at de ikke skal bedrage fleere.

OVIDIUS.: Vi kommer ingen Vey med dem, thi Folk troer os ikke, om vi fortæller det; thi den forbandede Kielling har stor Gehør hos mange fornemme Damer, som hun ved sin Skinhellighed har forblindet. Hun kand græde naar hun vil. Hun kand sværge sig fri, og saa blir vi anseet som Bagtalere, og komme udi Fortræd oven i Kiøbet. Vi kand derforuden ikke være baade Anklagere og Vidner. Havde jeg eftertænkt det, saa skulde vi ogsaa have sat nogle af Huusfolkene paa Luur, for at aflegge Vidne mod hende. Troe mig Monfrere! at det tiener ikke at have med det forbandet Pak at bestille. Jeg er fornøyet dermed, at jeg har faaet jer udaf Drømmen. Kom, lar os gaae ind.

159

✂

SCEN. 4.

LEANDER.: alleene
Ney nu er det borte. Jeg seer intet meere. Det var et forskrekkeligt Syn, thi jeg veed, at mine Øyen ikke kunde slaae mig feyl. Jeg saae en Geist stiige op af Jorden paa dette Sted, og en Hob gamle Qvinder at ligge Næsegruus. Mit heele Blod rører sig i mig, naar jeg tænker derpaa. Jeg tør dog ikke lade mig merke for mine Cammerater, som ikkun vil belee mig. Jeg merker, at jeg har været alt for kaaldsindig i min Troe, og at det er en Formastelse at foragte saadant. Gid jeg kunde faae det af mit Hoved igien, men det er ikke mueligt, thi det Syn vil staae mig længe for Øyene, og ligesom bebreyde mig min Vantroe. Men der kommer mig saadan Tunghed paa. Jeg maa sætte mig ned, og grunde paa denne Histore.
Sætter sig ned paa en Stoel ved den eene Side, falder i Søvn og snorker.

✂

SCEN. 5.

HENRICH.

✂

Det er ogsaa en forbandet Natte-Føyten med min Herre; Jeg veed ikke, hvordan han kand holde det ud. I gaar kom vi ikke til Sengs, førend Klokken 4, i overgaar ey heller, og i Nat vil det gaae ligeledes til. Det er jo at storme til sit Legeme. Min Herre dantzer, fiandser, harcellerer, domminerer, masqveraderer, assomblixerer nok saa længe, til han kommer at sue paa Labberne engang i Slutteriet. Han har endelig endnu en god Styver tilbage, og saa længe det varer, blir jeg nok i hans Tieneste; Thi naar han diverterer sig paa sin Maade, saa diverterer jeg mig paa min. Min Herre tænker, at, naar han gaaer ind paa Masqveraden, jeg sætter mig uden for i Vognen at sove, som de andre dumme Lakeier. Ney, min Troe, giør Henrich ikke. Jeg har altid en Masqve med mig i Lommen, og saa gaaer jeg smukt ind, 160 og dantzer Engelsk Dantz med Herren; thi paa Maskerader, hvor ingen kiender hinanden, ere alle lige gode. Somme Tider tar jeg Kudsken med mig, som i Nødsfald kand dantze en Polsk Dantz. Jeg var tilfreds, at Hestene vilde giøre os Compagnie med, saa var vi uden Frygt, at de imidlertid skulde løbe bort med Vognen. Til denne Nat har jeg sat 4 honnette Fruentimmer Stevne at møde paa Masqveraden. Den eene er David Skolemesters Gaal-Amme, det er virkelig et profect artig Fruentimmer; Fanden far i hende, hvor net en Kaarse-Dantz hun kand trippe. Den anden er Henrich Urtegaardsmands Pige, hun er saa forpikket paa Masqveraderne, at hun lar sig ligge hos for Masqverade-Klæ- der, dog ikke af Carnalier eller Jan Chagel, men alleene af smukke og honnette Karle, der kand betale raisonnabelt. Den tredie er Gertrud Fæste-Kones Datter, og den fierde hendes Cousine Mammeselle Nille. Vi hae øvet os i den nye Engelske Dantz, som kaldes Postillion eller Castillion, lad see om jeg kand komme alting ihu.

Han dantzer, og i Exercitien falder paa det sorte Klæde med Horn paa, som den kastede fra sig, der agerede Diævel.

Hvad Pokker er dette? Et langt Klæde med tvende Horn paa. Jeg kand ikke begribe, til hvad Ende dette er giort. Dersom min Herres Broer Roland eller hans Tiener Haagen, som troer alting, havde kommet over dette, havde de bildet dem ind, at det var Fandens Moers Adrianne. Ha, ha, ha, jeg skal, min Troe, bruge den i Aften til Masqverade-Klædning, det skal blive een af de beste og rareste Masker. Lad see, om den er for lang. Ney, den er mare just tilpas.

Han fører sig i samme Klæde, og continuerer sin Dantz.

161

✂

SCEN. 6.

Haagen. Henrich.

Haagen kommer ind, og Henrich udi Dantzen støder ham omkuld. Haagen legger sig paa Knæ med folded Hænder.

HENRICH.: sagte
Nu skal jeg giøre ham saa bange, som han aldrig har været sin Livs Tid. Høyt. Fort med dig, din slemme Skielm! nu er din Tid kommen.

HAAGEN.: Ach Herr Lucifer! giør mig intet ont. Henrich brøler.

HAAGEN.: Ach Velædle Herr Lucifer! Henrich brøler igien.

HAAGEN.: Ach Eders Velbyrdighed! Henrich brøler igien.

HAAGEN.: Ach Eders Excellentz!
Henrich brøler igien, og rykker ham i Haaret.

HAAGEN.: skriger høyt
A - - - Eders Høyhed! spar mig, og giv mig Tid at omvende mig.

HENRICH.: Ney, du maa strax fort, uden saa er, at du vil bekiende alt hvad du har bedrevet.

HAAGEN.: Ja gierne Herr Lucifer.

HENRICH.

Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER I 12 BIND 📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

Rosenkilde og Bagger 1970

INDHOLDSFORTEGNELSE

KILDE-REYSEN Comoedie udi tre Acter

Personerne i Comoedien

Kilde-ReysenIndledning

ACTUS I

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

INTERMEDIUM i steden for den anden Act.

ACTUS III

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. ULT.

Kilde-Reysen Noter

MELAMPETragi-Comoedie

Melampe

Indledning

Litteratur

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 2.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 7.

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 7.

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 2.

SCEN. 8.

SCEN. 9.

SCEN. 10.

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 7.

SCEN. 8.

SCEN. 9.

SCEN. 10.

MelampeNoter

UDEN HOVED OG HALE Comoedie

Hoved-Personerne i Comoedien

Uden Hoved og HaleIndledning

PROLOGUS

SCEN. 1.

SCEN. 2.

📖 VÆRKER
I 12 BIND
📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

KILDE-REYSEN
Comoedie udi tre Acter

Kilde-Reysen
Indledning

INTERMEDIUM
i steden for den anden Act.

Kilde-Reysen
Noter

MELAMPE
Tragi-Comoedie

Melampe
Noter

UDEN HOVED OG HALE
Comoedie

Uden Hoved og Hale
Indledning