Holberg, Ludvig SCEN. 1.

SCEN. 1.

DOROTHEA
alleene. O en Fortvilelse! hvad kand dog Sorg ey giøre,
Naar den tar Overhaand? med Skræk jeg faaer at høre,
At Philocyne har sit Huus og Hiem forladt,
Og ønsket udaf Sorg all verdslig Lyst god Nat.
I Verden hun ey meer kand finde nogen Glæde,
I en Udørken hun Melampe vil begræde;
Man nyelig hende saae i Klæder gandske sort
At tage Afskeed og at gaae i Skoven bort.
Mit Hierte brister, naar jeg stiller sligt for Øye,
Jeg derfor vil i Hast til hende mig forføye,
Og aabenbare, at Melampe er ey død,
Men at den hviiler nu i hendes Søsters Skiød.
Slig Tidende skal all Philosophie fordrive,
Saa Hierte-Sorg til Hævn skal strax forvandlet blive.
Jeg glæder mig, at jeg ved saadan Leylighed
Kand aabenbare det, som jeg har nylig seed,
Kand siige det, som jeg ey ellers burde siige;
Thi jeg et Mennesk' er, ja meer, jeg er en Pige,
Som Tausheds Gave af Naturen nægted er,
Men nu det hidde kand, at saadant eene skeer
Af Pligt at siige det som jeg ey burde dølge.
Jeg maa i Skoven da min Jomfrus Fodspor følge,
At vende hende fra sin Eensomhed i Hast,
Og mig tillige at befrie fra Tausheds Last.