Holberg, Ludvig SCEN. 6.

SCEN. 6.

POLIDOR
alleene. Mit Hierte briste vil, mig zittrer alle Lemmer.
Velgierning, Elskov mit tvilraadig Hierte klemmer:
Nu Philocynes Graad for Øyene mig staaer,
Jeg Sværdet trekker; men Velgiernings Lov modstaaer.
Ret ligesom en Eeg mod Øxen, den vil fælde,
Staaer som i Tviilsmaal til hvad Side den vil hælde,
Et saadant saaret Træ mit Hierte nu er Hig,
To stridig Ting i mig paa eengang fører Krig:
Nu Elskov, nu Fornuft i Hiertet triumpherer,
Taknemmelighed nu, nu atter Hævn regierer;
Jeg staaer som Hercules paa en tvilraadig Vey,
Een raaber: Træk dit Sværd, en anden raaber Ney.
Nu trækkes jeg til een, nu til en anden Side
Af to Affecter, som vil Hiertet sønderslide;
Den som skal hævnes, er min Philocyne, men
Men den, mod hvilken Hævn skal øves, er min Ven,
Hvis store Troeskab jeg mod Polidorus kiender,
Der reddet har tilforn mit Liv af Røver-Hænder.
Skal jeg til Vederlag berøve ham hans Liv?
Ney Polidore, ney, stat kun mod Elskov stiv.
Du underkaster dig kun derved Folkes Domme,
Din Vens Leanders Blod jo over dig vil komme,
All Verden vil med Ret og Skiel citere dig
Som Speyl og Mønster paa en u-taknemmelig.
Men Himmel! skal jeg da min Kiereste forlade?
Skal den, jeg elsker, mig herefter flye og hade?
Skal Philocyne, skal min kiære Fæstemøe
76 Af Sorg i Graven gaae og plat u-hævnet døe?
Af heele Verden jeg Barbar vil heller heede,
Før jeg skal Elskovs Pligt mod hende overtræde.
All Verdens Domme jeg fordømmer meget let,
Naar hun frikiender kun og siiger, jeg giør ret.
Fat, Philocyne! Mod, grem dig ey meer til Døde.
Leander kommer ind. Men jeg Leander seer at komme mig i Møde,
Hans Aasyn slaaer mig og lidt vankelmodig giør,
Jeg tænker paa hvad han beviiset har mig før.
Indvolde røres og mit Hierte i mig banker;
Men stat, Cupido, bi, driv bort dislige Tanker!
Min Jomfru byder med min Ven at bryde Fred,
Hun raaber: hvæs dit Sverd! jeg være maa bered.