Værker i tolv bind 3-7: Komedier - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

✂

SCEN. 1.

SGANARELL: kommet ind slæbendes med en Kat i et Baand, som han har giort til Krigs-Fange. Jeg dig nu viiset har, hvad jeg har kundet giøre;
Du veed hvad Krigens Ret den med sig pleyer føre,
Hvad Seyer-Herren med en Fange giøre kand.
Jeg i rætferdig Krig er bleven Overmand;
Jeg af Medlidenhed dig Livet dog har lovet,
Skiønt som en Kaalstok jeg afhugge kand dit Hoved.
At myrde Fanger jo tillader Krigens Ræt,
Hvad svar du dertil, bør du ey erkiende det?
Han rykker Katten saa stærkt, at han faaer den til at miave, og Sganarell miaver igien. Du skal i Fængsel da tracteres paa det beste;
Thi skiønt du Fiende est, saa est du dog min Næste.
Jeg dig med Sværd i Haand vel fanget har i Krig,
Men kand ey gyde Blod, naar man ydmyger sig.

✂

SCEN. 2.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA: Hvad Pokker bestiller du her med den Kat? er det nu Tid at skiempte saaledes?

SGANARELL: See første Fange, som jeg Fienden tager fra, Nu Krigen maa gaae fort: Jacta est alea.

DOROTHEA: Gak Fanden i Vold med dit Narrerie! Giør man Katte til Krigs-Fanger?

SGANARELL: Hvorfor ikke det? naar man fører Krig 79 om Hunde, kand man meget vel giøre Katte til Krigs-Fanger. Jeg kunde ha erobret een af Fiendens Hunde saa let, som jeg vil kløe mig i mit Hoed, men jeg vil overlade den Ære til een af Generalerne; thi naar Hoed-Materien til Krig er Hunde, saa kand det ikke anstaae mig som en ringe Tienner at giøre andre Krigs-Fanger end Katte.

DOROTHEA: Du kommer nok eengang i Ulykke for din kaade Mund. Jeg tilstaaer gierne, at det lader noget ilde for 2de Søstre at udgyde Blod for en Hunds skyld.

SGANARELL: Ja, det lader noget hundsk. Det er ogsaa en Hunde-Krig.

DOROTHEA: Men nok er det, at Philocyne elskte Melampe som sine egne Øyen, og at hende ved List er berøved det Klenodie, hvis Forliis vil bringe hende til Graven. Troe mig, at her bliver andet Blod udgydet end Hunde- og Katte-Blod, og at baade du og jeg kommer til at væde vore Øyen, førend det er til Ende. Holdt derfor op med saadan Narrerie, og lad den Kat fare.

SGANARELL

✂ til Katten.

Begiær du Frihed? Svar! har du ey meere Maal?

Han rykker Katten igien og kommer den til at miave.

Gak Fanden udi Vold paa Cavalliers Parol.

DOROTHEA: Du skal ikke troe, Sganarell, hvor forbittred Polidorus og Leander er mod hinanden.

SGANARELL: De var dog saa gode Venner tilforn.

DOROTHEA: Det er sandt. Men hvad giør ikke Elskov? Den kand ophidse Børn mod Forældre.

SGANARELL: Men meener du, at jeg kommer til at gaae i Krig med?

DOROTHEA: Hvad andet? Du har jo nydt gode Dage i Freds-Tider, nu maa du ogsaa føle, hvad det er at lide ondt.

SGANARELL: Jeg meener, Sagen blir afgiort ved en Duel imellem Polidorus og Leander.

DOROTHEA: Ney vist ikke; thi jeg merker, at begge Familier giør alt for store Anstalter dertil.

SGANARELL: Jeg vil holde Neutralitet.

DOROTHEA: Det blir dig ikke tilladt. Men der kommer Polidorus. Jeg maa løbe.

✂

SCEN. 3.

Polidorus. Sganarell.

POLIDORUS: Hør Sganarell! din Troeskab er mig bekiendt.

SGANARELL: Jeg takker Herren for de gode Tanker, han har om min Person. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg siige, at jeg tienner Herren med Liv og Blod udi Freds-Tider.

POLIDOR: Det er ingen Konst; Men nu skal dig gives ret Leylighed, at giøre mig Tienneste og lade see, at jeg ikke har irret i de gode Tanker, som jeg har om dig. Du veed, at der har reyset sig Krig og Tvistighed imellem mig og Leander.

SGANARELL: Kand jeg tienne Herren med et got Raad, saa er min ringe Hierne og Pande til Herrens Tieneste.

POLIDORUS: Du skal hielpe mig baade med Raad og Daad.

SGANARELL: Ja mænd for Rimets skyld. Men hvorudi skal den Daad bestaae?

POLIDOR: Du skal forklæde dig.

SGANARELL: Ja nok: Herren vil maa skee have mig paa Masqverade med sig.

POLIDOR: Ney Sganarell, du skal agere en Spion og udforske, hvad Leanders Folk forretter, hvad Anstalter de giør, hvad Anslag de har, og hvor mange Strids-Mænd han kand bringe til veye, hvorom du skal gie mig en tilstrækkelig Underretning.

SGANARELL: Men Herre! man pleyer at hænge Spioner, naar man faaer fat paa dem, hvilket er ikke min Leylighed, besynderlig efterdi jeg er forloved med en ung Pige, som gremmede sig død, om jeg blev hængt. Jeg selv har kun et Liv at sørge for, men jeg beder om at blive 81 befriet fra denne Forretning for hendes skyld; Thi skulde jeg komme i Ulykke og blive hængt som en Spion, og hun derover skulde gremme sig saa hart, da sørgede jeg mig virkelig ihiel.

POLIDOR: Giv dig tilfreds. Hvis du falder i Fiendens Hænder og omkommer, da skal jeg nok forsørge hende.

SGANARELL: Det staaer mig ikke for Øyen, Herre! men det er en Skam at blive hængt for Troeskab mod sin Herre.

POLIDOR: Er det Skam for en Tienner at blive hængt for Troeskab mod sin Herre?

SGANARELL: Det maa være hvad det være vil, saa er dog hænges at hænges, og en Galge en Galge. Jeg veed nok, hvad det er, skiønt jeg aldrig har været hængt tilforn. Naar nogen seer een hænge i en Galge, siiger de strax, at det er en Tyv, og naar jeg var død, har jeg ikke et Ord at siige derimod. Ney, er det saadan slags Daad, som Herren forlanger min Hielp udi, saa beder jeg, at det alleene maa blive med Raad, derudi vil jeg tienne Herren saaledes, at han skal takke mig saa længe som han lever.

POLIDOR: Hvad Raad kand du vel gie mig?

SGANARELL: Jeg har allereede et kosteligt Raad i Hiernen, hvorved Krigen skal faae en lykkelig Ende.

POLIDOR: Hvor i bestaaer det Raad?

SGANARELL: gaaer frem og tilbage og tører Sveeden af sig.
Det bestaaer derudi at giøre Fred og ikke føre Krig for en lumpen Hund.

POLIDOR: Hør Sganarell! giør dig kun strax færdig at efterleve min Befaling.

SGANARELL: Ja nok, om det er til at slutte Fred; thi jeg vil heller være Ambassadeur eller Plenipotentiarius end Spion, baade for Rangens og Farens skyld.

POLIDOR: Her er nu ingen Tiid at skiemte. Lav dig strax til at gaae hen og udforske Fiendens Tilstand; hvis du ikke forretter det troelig, skal det koste dit Liv.

SGANARELL: Men Herre, jeg er bange, at Dorthe blir 82 vreed paa mig, at jeg falder hende ind i hendes Forretninger; thi hun er tilforn vant til at spionere i Huuset. Lad hende gaae i mit Sted, hun kand giøre det bedre end jeg; thi jeg har altid hørt, at naar man vil spille Intriguer, skal man bruge Fruentimmer dertil.

POLIDOR: Jeg vil ingen Undskylding høre; Enten forret hvad jeg siiger dig, eller lav dig til at døe.

SGANARELL: Aa Herre! Er der da ingen Redning for mig?

POLIDOR: Ney, Dommen er alt afsagt.
Han gaaer.

✂

SCEN. 4.

SGANARELL

✂ alleene.

Af to onde Ting er dog best at udvælge det som er mindst ondt; thi skal jeg døe, saa er det bedre at jeg døer for Troeskab mod min Jomfrues Kiereste end for Utroeskab. Derforuden er det eene vist, det andet uvist; thi det kand hende sig, at ingen kiender mig, og jeg kand med Ære og velforrettet Sag komme tilbage. Jeg er saa bange, at mit Ansigt røber mig, og at jeg bliver rød, naar man taler mig til. Gid Jacob Oldfux vilde laane mig sit Ansigt, som han har, naar han om Aftenen gaaer paa Viin-Huusene at høre hvad Folk taler! Gid han vilde overlade mig sit hellige og ærbare Ansigt, kun et par Timer; thi mit eget er ikke skikket dertil.

Han tar et Speyl og giør sig en ærbar Miine.

Jo jeg seer ud som en Spion; mit Ansigt, mine Been, alting indtil min Hat seer spionisk ud. Dersom ingen kiender mig, saa skal det nok gaae an, og gaaer det denne gang an, saa skal det nok ogsaa gaae tiere an, saa jeg maaskee kand blive ved Professionen; thi den føder rigelig sin Mand, mange giør stor Lykke derved og blir ophøyede enten til stor Ære eller i en stor Galge. Vilde der kun ingen kiende mig, saa havde jeg ingen Fare, men naar nogen taler mig til, bliver jeg strax ban 83 ge. Jeg maa øve mig lidt og forestille mig alt, hvad som kand hendes, for ud, som for Exempel: Nu er jeg alt paa Fiendens Grund, endnu har jeg ingen Nød, ingen kiender mig endnu. Her sætter jeg min Hat, som skal betyde en Skildvagt, og her min Handske, som skal betyde en anden. Nu vil jeg forestille mig, at samme Vagt kommer og seer mig under Øynene. Jeg spør: Hvorfor seer du saa paa mig? Han svarer:Maa jeg ikke see paa dig? Jeg er jo ikke anderledes skabt end et andet Menneske.En Kat maa jo see paa en Konge. Ey du Skabhals, see paa dig selv.Du est selv en Skabhals. Jeg er lige saa god som du i alle Maader og trods! Det gik brav nok. Nu vil jeg forestille mig, at en anden kommer og siger:Er du ikke Sganarell? Ney Monsieur, det er ikke mig.Hvem est du da? Jeg er en Herremand, som lever af mit eget.Du seer liigere ud til at være en Nar. To giør et par.Om jeg seer ræt til, saa est du Sganarell. Nu skal du ikke faae at vide, at jeg er Sganarell, om du blev gall.Jeg vil døe paa, at du er Sganarell. Faae den en Ulykke, der er! Hvorpaa han gaaer bort, naar han hør mig bande derpaa.

Rykkende Handsken til Side.

Men det er kun en Begyndelse: Nu vil jeg forestille mig, at nogle Gripomenusser tar fat paa mig som en Spion og fører mig for en Ræt, hvor Dommeren spør mig:Hvad Landsmand er du?

Han sætter sig ned paa en Stoel.

A er en Tydsk, Falill! Ney det gaaer ikke an, jeg maa svare paa Tydsk: Ich bin en Tydsk, Mussier!Du kommer mig for at være en Spion. Ney, jeg er ingen Spion, det skal ingen kunde siige mig paa.Tienner du ikke hos Polidorus? Ney, jeg har aldrig hørt det Navn nævne før.See, der staaer Pine-Bænken til Tienneste, hvis du ikke bekiender. Min Herre, jeg vil giøre min Eed paa, at jeg ikke er Sganarell, og at jeg aldrig har hørt tale om min Herre min Livs Tid.Man agter ikke hvad en Spion svær. Jeg siger jo, at jeg er ingen Spion. 84 Hvem est du da? Jeg er ingen. Hvorpaa man legger mig paa Piine-Bænken.

Han legger sig ned paa Gulvet og lader som han blir piint.

Au au au!Vil du bekiende da? Au --- au! holdt op, jeg vil bekiende. Hvorpaa man løser mig; Men naar jeg kommer løs, blir jeg ved mit Forsæt, ikke at bekiende. Jeg legges anden gang paa Piine-Bænken: Aa vær naadig, Aa vær naadig, A ---Vil du bekiende da? Aa --- Aa ---Saa bekiend da. Aa --- Jeg skal bekiende, lad mig løs igien. Naar jeg saa kommer løs, siiger jeg: Aa Hr. Dommer, I kand faae mig paa Piine-Bænken til at bekiende hvad I vil, men jeg er en Carnali, om det er mig. Hvorpaa man forelegger mig en Eed at svære mig fri, og jeg svær mig fri. Hvorpaa Dommeren siiger: Lad den Hundsvot da gaae! og jeg gaaer.

Til Spectatores.

Gik det ikke brav nok? Alting bestaaer i en Øvelse. Jeg hade dog ikke tænkt, at jeg kunde staae saa vel imod Pine-Bænken.

abit.

✂

SCEN. 5.

OLDFUX: alleene.
Ha ha! jeg har staaet og hørt denne Comoedie an, hvorledes Sganarell vil gaae sine Sager an. Nu vil jeg stille mig an, som jeg er en af Leanders Parti, for at forsøge, om han kand holde Stand. Jeg troer ikke, at han kiender mig i denne Dragt og med disse Knæbelbarter, jeg har sat mig paa. Jeg skal og sætte Hatten ned i Øyene, saa han ikke ret skal see mit Ansigt, og giøre mig et fremmet Maal; og som Folk af Leanders Parti har et hvidt Baand paa Axelen, til Kiende-Tegn fra Polidori Parti, som fører et rødt Baand, saa vil jeg henge et hvidt Baand paa min Axel. Jeg har længe tragtet efter at spille ham et Puds, og nu faaet en skiøn Leylighed dertil. Jeg skal giøre ham 85 saa bange, at han skal ikke forvinde det saa hastig igien; thi jeg kiender hans Hierte, og er vis paa, at naar han seer en blot Kaarde, saa forlader han gierne sin Herre og vor heele Parti. Polidorus har udvælget ham til den Forretning, saasom han har Tanker om hans Ærlighed. Han er ogsaa ærlig, saa længe der er ingen Fare, men naar han --- See der kommer han allerede og har paataget sig en Doctor-Dragt. Ha ha ha!

✂

SCEN. 6.

Sganarell. Oldfux.

SGANARELL: Nu skal ikke Fanden selv kunde kiende mig udi denne Dragt. Men see, der seer jeg een af Leanders Folk. Han kommer ret beleyligt.

OLDFUX: Serviteur, Hr. Magister!

SGANARELL: Jeg er ikke Magister, men ikkun Doctor.

OLDFUX: Maatte jeg spørge, hvad slags Doctor han er?

SGANARELL: Jeg er een af de sorte Doctore; I kand jo see paa min Dragt, hvilken Doctor jeg er.

OLDFUX: Alle Doctore gaaer her klædte ligeledes. Jeg vil viide, i hvad Videnskab I er Doctor.

SGANARELL: Jeg er Doctor i Doctorskab.

OLDFUX: Er I Doctor Medicinæ, Juris, Theologiæ eller Philosophiæ?

SGANARELL: Jeg er Doctor i det sidste.
Oldfux gir ham et Ørfigen.

SGANARELL: Au! hvorfor slaaer I mig?

OLDFUX: Er I Doctor Philosophiæ eller Philosophus, saa veed jeg, at I maa kunde taale et Orfigen; thi en ret Philosophus, naar man slaaer ham paa et Ore, saa rækker han et andet frem.

SGANARELL: Ney Monsieur, jeg er ikke Doctor i Ørfigen. Jeg er Doctor i det første, som I spurte mig om. Jeg er Doctor i Piller.

OLDFUX: Saa beder jeg da ydmygst om Forladelse, Hr. Doctor! havde jeg vidst det, saa havde jeg ikke slaget 86 ham. Det var hans egen skyld, at han gav sig ud for en Philosophus, hvilket slags Folk har ingen visse Indkomster, men lever af extra, som er Ørfigen og Næsestiver. Jeg har anden Respect for en Doctor Medicinæ. Det er andet end en stakkels Philosophus, hvis Gage er Fattigdom og Hug; Da derimod den første slaaer Folk ihiel, hvor han kand træffe dem, og faaer Penge til. Men det er mig kiært, at jeg finder Hr. Doctor her. Jeg er saa meget plaget med calore intestinorum; hvad raader han mig at bruge derfor?

SGANARELL: Det er ikke saadant jeg er Doctor udi. Jeg er Doctor i --- I kand vel vide, hvad jeg vil siige, nu ligger det mig paa Tungen, udi - -

OLDFUX: Aa jeg veed nok, I er maaskee Doctor Juris?

SGANARELL: Ja ja, saa er det.

OLDFUX: Er det Juris civilis eller canonici?

SGANARELL: I begge to; thi jeg er ligesaa meget dreven i det eene, som i det andet.

OLDFUX: Det er mig kiært; saa vil jeg consulere ham i en Casu, som jeg har Tvistighed om.

SGANARELL: sagte.
Det er en forbandet Karl. Høyt. Ney Monsieur, I begriber ikke min Meening. Jeg er Doctor i det 3die.

OLDFUX: Men min Hr. Doctor i det 3die, naar jeg gir ret agt paa hans Tale og alting, saa troer jeg heller, at han er en Spion.

SGANARELL: Spion? jo jo! I skal nok see, at Doctore giør sig saa gemeene, at de gaaer om at spionere. Dersom jeg havde Vidne paa jer Mund, kunde I komme i stor Ulykke. I kiender ikke vor Facultet ret, det merker jeg, ellers talte I ikke saa dristigt. Vi Doctore lar os min Troe ikke spille paa Næsen.

OLDFUX: Min Hr. Doctor i det 3die, jeg lar mig ikke afspiise med Snak. Bekiend kun Sandheden.

SGANARELL: Monsieur! hvis I lar mig ikke være med 87 Fred, skal I ha, førend I veed et Ord deraf, en Guulsot paa Halsen, som er incurabel.

OLDFUX: Og hvis I ikke bekiender, min Hr. Doctor i det 3die, saa skal I faae en Blodsot paa jer Ryg af min Kaarde.

SGANARELL: Hvad skal jeg bekiende?

OLDFUX: At du est en Spion.

SGANARELL: Jeg troer, Manden er gall. I kand jo vel see, at jeg er ingen Spion; min Klæde-Dragt beviiser jo, at jeg er en af de beste Doctore, nogen vil forlange. Jeg svær ved alt det som helligt er udi et Apothek, ved Piller, Clisterer, Podagra, Chiragra, Ligtorne, Frantzøser, Smaakopper, Mæslinger etc. etc. etc. at hvis I ikke gaaer strax bort, skal jeg rede jer saa til, at jer heele Blod skal blive til Theriac, og at I skal blive soldt til et Apothec at giøre Medicin af.

OLDFUX: Det er nogle herlige Guder, du svær ved. Jeg svær ved min Kaarde, mine Hænder, mine Arme, mine Knæbel-Barter, at hvis du ikke bekiender, saa --

SGANARELL: I maa være fra jer Forstand, Monsieur! hvordan skulde jeg føre saadan Dragt, hvis jeg ikke var Doctor?

OLDFUX: Der gaaer saa mangen Slyngel i Doctor-Klæer, og er derfor just ikke Doctor. Om man vilde kaste saadan en Kiol paa en Abe, blir han derfor Doctor?

SGANARELL: Ja, saa blev han i det ringeste en Abe-Doctor.

OLDFUX: Eftersom det bestaaer i Kiolen alleene, saa vil jeg strax skille dig ved din Doctor-Grad. Træk ud!

SGANARELL: Hey hielp! hvor er I? Pest, Feber, Tand-Piine, Vattersoet, Guulsoet, Svindsoet, og alt hvad som dependerer af Facultetet! griber alle paa eengang denne forbandede Karl, der bespotter Medicinen uden at have ringeste Respect enten for hans Caracteer eller Klæde-Dragt.

OLDFUX: Fort, fort, træk ud.

SGANARELL: Det skal ikke alleene hævnes paa jer, 88 men paa jer heele Familie; thi I skal inden 24 Timer døe den skiendeligste Død, ikke af Menneske-Pest, men af Qvæg-Pest, ligesom Bæster.

OLDFUX: trækker Kiolen af ham.
Ha ha, nu kiender jeg Manden. Det er Sganarell. Du blev tilig nok Doctor til din Ulykke. Er du ikke Sganarell?

SGANARELL: Jo nu er jeg Sganarell, men da jeg bar den lange Kiol, var jeg Doctor.

OLDFUX: Jeg skal strax lære dig, hvad det er at fare med Løgn.

SGANARELL: Jeg løy min Troe ikke, thi der er mange, hvis Doctorskab hænger alleene i Kiolen.

OLDFUX: Hør Sganarell, du er den første af Fiendens Parti, som er falden i vore Hænder, derfor maa du døe, for at jage Skræk i de andre.

SGANARELL: paa Knæ.
Aa! Hr. Captein, spar mit Liv.

OLDFUX: Ney, du maa døe.

SGANARELL: Aa! Hr. Major!

OLDFUX: Fort, fort, ingen Snak.

SGANARELL: Aa! Hr. Oberst Lieutenant!

OLDFUX: Ingen Snak, du skal døe.

SGANARELL: Aa! Hr. Bregadeer!

OLDFUX: Ræk kun Halsen frem, det skal snart være giort.

SGANARELL: Aa! Hr. General!
Oldfux trækker Kaarden.

SGANARELL: Aa! Hr. Chur-Første!

OLDFUX: Vil du da bekiende alt det du veed, og tilstaae, at du est en Cujon?

SGANARELL: Aa ja, og en Carnali til.

Oldfux tar Knæbel-Barterne af og sætter Hatten op.

SGANARELL: Hvad Fanden er dette? Monsr. Oldfux! det er jo jer?

OLDFUX: Ja hvad andet, Hr. Doctor i det 3die? Du forretter ikke ilde hvad som dig blir betroet.

SGANARELL: Gid I faae en Ulykke med jer Harcelering. Jeg skal min Troe siige det til Polidor.

OLDFUX: Og jeg skal ogsaa give ham en udførlig Beretning, hvordan du har skikket dig i din Ambassade.

SGANARELL: Dog jeg vil ikke klage, dersom I vil tie.

OLDFUX: Ney jeg skal ikke røbe dig. Men forret dit Ærende bedre en anden gang.

Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier