Holberg, Ludvig SCEN. 2.

SCEN. 2.

ET SPØGELSE
staaer sagte op af Jorden ved en douce Musiqve. Af hvilke Furier dit Hierte er omspendet,
At du Naturen har forsvoren, Sverdet vendet
Imod Lucilia, imod dit eget Blod?
Du Synd bedriver som forsones ey ved Boed.
Dens Storhed har mig end i Graven giort uroelig,
Mig tvungen at gaae af Plutonis mørke Boelig,
For at fraskrække dig fra din Hævngierighed,
Ved Faders Myndighed formane dig til Fred,
92 Dit onde Forsæt dig med haarde Ord bebreyde,
At mod Naturen, mod din Søster du vil feyde.
I Skrift, Historier, kun et Exempel nævn,
Hvor man har seet slig Begierlighed til Hævn.
Man to Thebaner saae i fordum Dage krige,
To Brødre myrdes af hinanden; men et Rige,
Et Herredømme til den Ild dog Tønder var,
Her et u-mælend Dyr to Søstre væbnet har.
Lad eder Helved ey og Furiæ forleede
Til at fremture i slig u-naturlig Vrede,
Ofr den Helene op, som opvakt haver Krig,
Stik udi Skeeden Sverd og lev endrægtelig.

Hvorpaa Spøgelset synker ned i Jorden igien ved samme Musiqve.