Holberg, Ludvig SCEN. 8.

SCEN. 8.

Dorothea. Sganatell.

DOROTHEA

Ach ulyksalig var den Tid, paa hvilken Melampe blev fød! den Dag vil skrives med sorte Bogstaver, thi jeg seer saadan Ulykke for Øyen, som ikke er at beskrive. Man hører ikke tale uden om Mord, Brand og Rov. Aa! gid deres Broder Pandolfus, som er 101 paa Veyen, i Tide kunde komme hiem, førend Tragædien gaaer an; Han kunde maaskee ved sin Magt og Myndighed tvinge dem til Fred. Hvis han blir een Dag længer borte, saa er vi allesammen om en Hals.

SGANARELL

Giv dig tilfreds, Dorothea! vor Sag skal faae en god Udgang; thi jeg har faaet en Hob at vide orn Fiendens Tilstand baade til Lands og Vands.

DOROTHEA

Har du det, Sganarell?

SGANARELL

Du maa kalde mig Hr. Krigs-Raad eller Hr. Kundskabs-Raad herefter. Jeg har fortient saadan Titul; thi jeg har igiennemgaaet mange Fristelser og Ulykker ved denne Forretning.

DOROTHEA

Veed du da Fiendens Anslag imod os?

SGANARELL

Ney det veed jeg endelig ikke, men jeg veed det som meer er.

DOROTHEA

Naar du ikke veed Fiendens Anslag, saa veed du slet intet.

SGANARELL

Det maa jeg forstaae. Det har kostet mig baade Hoedbryd og Penge.

DOROTHEA

Lad mig da høre hvad det er.

SGANARELL

Ikke om du vilde give mig all Verdens Guld. Jeg gir ingen Rapport til, end til Polidorus selv.

DOROTHEA

Er Leanders Hær meget stærk?

SGANARELL

Det veed jeg ikke, men - -

DOROTHEA

Hvad veed du da? Deri skal jo den heele Kundskab bestaae. Er de da snart færdig med deres Udrystning?

SGANARELL

Det skal jeg ikke heller kunde siige, men jeg veed i det øvrige alting baade til Lands og Vands.

DOROTHEA

Mig synes, at alt det øvrige kand beløbe sig til slet intet.

SGANARELL

Ney hør: Hun vil min Troe ogsaa raisonnere i Krigs-Sager.

DOROTHEA

Han giør sig saa mænd allereede en Miine, som han var en Minister. Jeg veed du kand jo sagte sige mig noget.

102
SGANARELL

Ikke om Cabeljouen og Flynderne engang.

DOROTHEA

Hvad er det for Snak?

SGANARELL

Ikke om den 40 Aars Jomfrudom engang.

abit.

DOROTHEA

Ney hør engang, hvor forblommed han taler. Det er sært med disse Dosmere, at naar dem noget blir betroed, saa bilder de sig ind, at all Verdens Viisdom ligger skiult der under, og giør store Hemmeligheder af Bagateller, ligesom en vis Raads-Herre, der ærgrede sig snart ihiel, eftersom han udi Søvne havde sagt sin Kone, at Borgemesteren havde spildt Blæk paa sin Klud paa Raadhuuset. Saaledes gaaer det og med denne; thi jeg troer, han lod sig før hænge, end sagde, i hvad Klæde-Dragt han havde seet een af Fiendens Folk. Det var at ønske, at een vilde tage sig for at skrive en Comoedie over Folk af deslige Caracteerer, over saadan u-riimelig Politiqve og affectered Taushed. Men der kommer een med et hvidt Baand paa Hatten. Lad os løbe.