Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

SCEN. 1.

Pandolfus og Pedro.

PANDOLFUS
Af stolte Bølger jeg har længe været tumlet,
Det vrede Hav mod mig har uden Ophør brumlet,
Alt hvad udvirke kand det haarde Element,
Paa denne Reyse har Pandolfus følt og kiendt.
Jeg efter lang Seylads mig lykkelig seer havne,
Jeg iiler til min Slægt og Sødskend at omfavne,
Men jeg seer Slægt mod Slægt ophidset, Ven mod Ven,
Saa at jeg ønsker, jeg paa Havet var igien.
De Søstre, jeg forlod, jeg ikke meere finder,
Men udi deres Sted to Helvedes Gudinder,
To Furier, der mod hinanden væbnet staae,
Leander, Polidor i Harnisk vrede gaae,
At lade sig af dem til Mord og Brand opægge,
Til tvende Huuse med sig selv at ødelegge.
Hvad har, O Himmel! jeg da giort? hvad raabend Synd
Mig sligt paafører og min Skiæbne giør saa tynd?
For hvad Misgierning du slig Haardhed mod mig øver?
H vi lod du mig ey før omkomme iblant Røver?
Hvi lod du heller mig ey Havet sluge op,
Og Fiskene til Rov og Bytte gav min Krop?
Hvi lod du heller mig ey flakke med Ænea
Fra et til andet Land? Men jeg seer Dorothea,
Som Philocyne før saa meget havde kiær.
Mon jeg seer feyl? ney vist, det jo den samme er.
107

SCEN. 2.

Dorothea. Pandolfus.

DOROTHEA
Ach! Himmelen har, O Pandolfe, mig bønhøret
Og eder hiem igien betimeligen føret;
I eders Hænder jeg hengive alting vil,
I eene hindre kand et ynksom Skue-Spill.
I ved jer Myndighed kand redde tvende Huuse,
Kand true Stormen, den forbyde meer at bruuse.
Pandolfus ene kand ved Broders Myndighed
Udslukke denne Ild og os forhverve Fred,
Og tvinge begge at indstikke Sværd og Glavind.
PANDOLFUS
Siig, Dorothea, hvad er Aarsag til slig Avind?
Hvad har adsplittet det foreened Søster-Par?
Hvad Polidorus mod Leander ægget har?
DOROTHEA
Jeg kand min Tale ey for Suk og Graad fremføre.
PANDOLFUS
Holdt op at græde lidt, lad mig Aarsagen høre!
DOROTHEA
Viid, O Pandolfe! at en liden Skiøde-Hund
Til saadan Tvistighed er eenest rætte Grund,
Den Philocyne fik ved Moders Testamente
Imod Luciliæ den ældste Søsters Vente.
Et Had, skiønt hemmelig, sligt haver først forvoldt;
Lucilia en Tiid dog gode Miiner holdt,
Til nu omsider hun ved List den haver røvet
Og Philocyne fast til Døde har bedrøvet.
Da man fik vide, i hvis Hænder Byttet var,
Strax Sorgen sig til Had, til Hævn forvandlet har;
Strax i Familien blev alting slet forvirred,
Og Philocyne har sin Polidor opirret
Imod Leander. Ham igien Lucilia,
Som ikke lider, at sig Byttet tages fra,
Med smigrend Løfter har ophidset Sværd at drage
Og med bevæbned Haand at drive Magt tilbage.
108En haard og blodig Krig saa alting trues med,
Hvis den ey stilles ved Pandolfi Myndighed.
PANDOLFUS
Slig Uheld smerter mig, Aarsagen meget meere.
Et saadant Søster-Had man finder vel blant fleere;
Men for saa ringe Ting, kun for en Skiøde-Hund,
To ædle Huuse at see gandske udi Grund,
Exempel derpaa ey citeres kand af Bøger,
Hvad Umag man sig giør, hvor flittig man end søger.
Den Snak forvendet er, brug ikke med mig Spill,
Siig Sanden, eller det dig Livet koste vil.
DOROTHEA
Jeg svær ved Himlen, at jeg Sandhed ey forvender,
I min Oprigtighed selv, O Pandolfe, kiender,
Jeg overgiver mig i eders Vold og Magt,
Straf mig, hvis mindste Ord mod Sandhed jeg har sagt.
PANDOLFUS
Er det da sandt?
DOROTHEA
Ja vist, mit Liv til Pant jeg giver.
PANDOLFUS
Ah! Sorg, Forbittrelse mit Hierte sønderriver.
To Søstre for en Hund at hidses op til Krig,
Jeg tilstaaer selsomt er; men meere underlig
At see to Heldte sig saa læt at væbne lade,
For intet bryde Fred, saa læt hinanden hade.
I Venskab aldrig meer foreened nogen var,
Ey Damon, Pythias, som dette ædle Par.
DOROTHEA
Man dertil Polidor har bragt med megen Møye,
Leanders Venskab stod ham længe fast for Øye,
Omsider Elskov dog hos ham tog Overhaand,
Ham sønderrive tvang det sterke Venskabs Baand.
PANDOLFUS
Du maa, Pandolfe, da til side alting sætte,
Arbeyde eene paa at skille denne Trætte;
Jeg sværer ved mit Sværd, bestænkt med Heldte-Blod,
Og ved min gyldne Hielm, som jeg ved Nili Flod
Med Seyer-Haand tog fra den stolte Morisk Kiæmpe,
109At, om med gode ey, med Magt jeg sligt skal dæmpe,
At den af Parterne, som udi dette Spill
Er meest haardnakket, jeg dens Siæl opoffre vil.

Han gaaer.

DOROTHEA
Ach! all vor Velfærd nu sig paa Pandolfus hviler,
Som Himlen os har sendt. See! Sganarell hid iiler,
Ham udi Hovedet forkeerte Øyne staaer.
Kom Sganarell, kom hid, siig hvordan Sagen gaaer.

SCEN. 3.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL

Hey Mossieurs! Qvarteer! Qvarteer! er I galne? Jeg er neutral, jeg er kun Skriver ved Armeen; Jeg er Commissarius; Jeg er Auditeur; Gregorius Qvarte - - er-Mester.

DOROTHEA

Hvad er paa færde, Sganarell?

SGANARELL

Er der nogen bag efter mig Dorothea?

DOROTHEA

Jeg seer jo ikke et Menneske. Jeg troer, at du er bange for din egen Skygge.

SGANARELL

Hey! kommer da I Fæhunde, saa mange som I er; jeg er Karl for jer Hat, om I var tusinde.

DOROTHEA

Har du været i noget Slag, Sganarell?

SGANARELL

I forbandede Skabhalse, hvi kommer I ikke nu?

DOROTHEA

Er du forfuldt af nogen?

SGANARELL

Hey hey! Cujon, Cujonior, Cujonissimus! kommer kun I Hunde, jeg skal tage jer alle paa min Samvittighed.

DOROTHEA

Jeg troer, Karlen er gall; Her er jo ikke et Menneske.

SGANARELL

Jeg skal viise jer hvad det er at binde an med mig.

DOROTHEA

Ey svar mig dog, hvor har du været?

SGANARELL

Jeg skal viise jer, at Hiertet sidder paa det rette Sted.

110
DOROTHEA

Ey hør dog, naar Folk taler til dig.

SGANARELL

Er det dig, Dorothea? du har got, som kand sidde hiemme bag Kakkelovnen.

DOROTHEA

Jeg seer, Gud skee Lov! at du ingen Skade har faaet.

SGANARELL

Da er det Under; thi mig syntes, at jeg fik en Bombe lige paa min Næse.

DOROTHEA

Da maa du ha en forbandet sterk Næse, som en Bombe ikke kand bide paa.

SGANARELL

Det maa jeg forstaae.

DOROTHEA

Er der holdt noget Slag?

SGANARELL

Et Slag, hvis Lige ikke har været hørt fra Verdens Begyndelse.

DOROTHEA

Hvilket Parthi har da Seyeren?

SGANARELL

Det veed jeg ikke; thi da Slaget begyndte, defelerede jeg, for at giøre Afbræk paa Fiendens Proviant, og derved i en Hast giøre Ende paa Krigen. Jeg brød ind i et Telt, hvor jeg attaqverede 4 Vestphaliske Skinker, som maatte gie sig paa Naade og Unaade; giorde to nye Kioler til Krigs-Fanger, og fik ved Capitulation et par Fløyels Buxer, som jeg havde agtet at forære jer til at giøre en Kaabe af.

DOROTHEA

Havde du ikke andet at forære mig, saa maatte du beholde det selv.

SGANARELL

Men Dorothea, da jeg skulde avangere tilbage med Byttet, kommer 20 bevæbnede Knegte i Hælene efter mig, af hvilke jeg slog 19 ihiel med Skinkerne, og den 20de fik jeg af Halsen ved det, at jeg kastede ham Skinkerne tillige med Klæerne lige i Næsen.

DOROTHEA

Men er det vist, at de er i Slag sammen?

SGANARELL

Vil I ikke troe mig, saa kand I selv gaae der hen. Slaget er begyndt for en halv Time siden; Jeg kunde nok have oppebiet Enden, men jeg er gandske ikke curiøsk, jeg faaer det nok at vide af andre. Jeg har giort alt hvad jeg kunde; thi havde ikke disse Rakkere kommen efter mig, saa havde jeg afskaaret Fiendens heele Proviant.

111
DOROTHEA

Aa Sganarell, det er en ulykkelig Tidende du fører; havde man biet med Slaget en Time længer, havde vi været frelste, thi Pandolfus er kommen tilbage.

SGANARELL

Pandolfus er kommen tilbage?

DOROTHEA

Ja, jeg har selv talt med ham, og fortalt ham den heele Historie. Han er den eeneste, som ved sin Myndighed kand tvinge dem til Forliig og afvende all videre Ulykke.

SGANARELL

Det er sandt Dorothea, det var en stor Ulykke, at han ikke kom lidt tilforn.

DOROTHEA

Jeg fandt ham, da han var nys kommen. Han var meget fortørnet, saasom han havde hørt af Folk, som mødte ham paa Veyen, den Krig som var opvakt mellem sine Søstre; men blev ligesom rasende, da han hørde Aarsagen dertil. Han soer, at han, inden Soel gik ned, skulde giøre Ende derpaa, eller sætte sit Liv til.

De gaaer.

SCEN. 4.

EN CAVALLIER
i Krigs-Habit. Man aldrig nogen Tiid saae Stridsmænd meere modig,
Ey meer haardnakket var et Slag, ey meere blodig,
En Fiend' u-forsagt ey meer mod Fiend' gik:
Enhver sit Bane-Saar i Bryst og Hierte fik;
Hver paa det Sted han stoed man Næsegruus saae falde,
Sin Eftermand til Hævn og til Exempel kalde;
Een figted med een Arm, en anden sad paa Knæe,
Til yderst Aandedræt sin Fiende truede.
Leander, Polidor man stride saae som Løver,
Som Tigre, Biørne, dem man Ungerne berøver;
Ulyssis Listighed, Achillis, Hectors Mod
Enhver af disse to tilkiende give lod:
Thi nu man dennem saae Krigshæren at omride,
Opmuntrende enhver; nu for i Spidsen stride.
Hver nu Anfører var, og nu igien Soldat,
Nu brugte Hiernen, nu igien tog Sverdet fat.
Hvo undrer, naar man seer saaledes Kiemper stride,
112At Seyeren ey meer til een end anden Side
Kand hælde, vende sig? at ingen vinde maa,
Naar Høvding og Soldat som Muur og Klippe staae?
Da Stridsmænds Arme fast af Mord udmatted vare,
Leander raabte: Vi, for meere Blod at spare,
Afgiøre Sagen vil alleene ved Duell.
Den ædle Polidor ham svarede: Ja vel.
Strax Tiid og Sted blev til en Eene-Kamp udnævnet,
Leander Polidor til denne Plads har stevnet,
Hvor til det yderste de begge figte vil
Og ende ved eens Død slig blodig Sørge-Spill.
Hvis Rætten er, der i skal Sverdet være Dommer.
Men der jeg bliver vaer, at Polidorus kommer,
Han til at møde sidst er alt for Ære-kiær;
Han Miine har, som han om Seyr forsikred er.

SCEN. 5.

Polidor. Cavallieren. Leander. En anden Cavallier.

POLIDOR
Her er det Sted, hvor vi skal om Melampe spille,
Hvor Sverdet mellem os vor Trætte skal adskille;
Men jeg min Avindsmand end ey at møde seer.
LEANDER
træder frem fra den anden Side. Her er din Bane-Mand, bekymre dig ey meer.
POLIDOR
Hvo andens Bane-Mand, Leander, her skal være,
Det Sværdet viise vil, det skal Udgangen lære.
Din Overmod dig har forstokket og giort blind,
Trods ey saa meget, tag i Tide Søftet ind!
Fortryd din Daarlighed, Leander, fald til føye,
Tilbage Byttet giv, saa lader jeg mig nøye,
Saa alt hvad skeet er, jeg ey meer vil tænke paa,
Saa gamle Venskab vi igien fornye maa.
LEANDER
Før Vand til Ild, før Bierg til Søe forvandlet bliver,
Før jeg, O Polidor, Melampe overgiver;
Leander aldrig sig af Trudsler skrække lod,
113Han aldrig viget har i Slag og Kamp en Fod.
Et ædelt Hierte sig af Ord ey lader spæge,
Til Fred og Venskab du mig aldrig skal bevæge,
Jeg aldrig stikker Sverd i Skeeden, aldrig gaaer
Af dette Sted, før du fra saadan Paastand staaer.
POLIDOR
Du af Haardnakkenhed ey selv kand see den Fare,
Som du dig styrter i. Dit Liv jeg vilde spare,
Som næst min egen Siæl af alting før var kiær;
Men til din Undergang du selv mig tvinger her,
Saa heele Verden skal mig herudi frikiende,
At uden Aarsag jeg mit Sverd har villet vende
Mod min Velgiører, ja at jeg min beste Ven
Ey uden Nød og Tvang i Graven skikker hen.

Her paa trækker de ud. Trompetterne blæser, og de gaaer løs paa hinanden. Naar de har figtet noget, kommer Dorothea ind med udslagen Haar og raaber:

114

SCEN. 6.

Dorothea. De andre.

DOROTHEA
Ach! holder inde lidt! jeg har et Ord at sige.
POLIDOR
See hvilken Dristighed, bort u-forskammet Pige,
Med mindre af mit Sverd du først opoffres vil.
DOROTHEA
Det som har opvakt Strid, er ikke meere til.
I begge Fruers Navn jeg byder at ophøre.
LEANDER
Det Navn alleene kand en stakket Stilstand giøre.
DOROTHEA
Til Blods Udgydelse er ingen Aarsag meer,
Stik Sverd i Skeeden ind: Melampe myrdet er.
LEANDER
Melampe myrdet?
POLIDOR
Hvad? Melampe meer ey lever!
O Himmel! hvis saa er ---
LEANDER
Mit heele Legem bæver,
Ach! hvilken Tidende!
POLIDOR
O hvilket Tordenslag!
LEANDER
Melampe myrdet!
POLIDOR
O! en u-lyksalig Dag.
LEANDER
Hvo haver dristet sig et saadan Mord at giøre?
DOROTHEA
Et selsomt Eventyr I her skal faae at høre:
115Pandolfus kommen er nys u-formodentlig.
Da ham Aarsagen blev fortalt til denne Krig,
Han begge Søstre først forsøgte at forlige;
Men da af Ord de ey sig vilde lade sige,
I Vrede strax begav sig til Lucilia,
Som myndig Broder tog Melampe hende fra,
(Jeg kand ey tale meer, saa Sorgen Hiertet trykker)
Og med sit hvasse Sværd i tvende lige Stykker
Melampe deelede. O! et u-hørlig Mord!
Jeg kand af Rædsel ey fast tale meer et Ord.
Naar jeg der tænker paa, jeg Øyen strax maa væde;
Gir mig, O Riddere! et Øyeblik at græde,
Den sidste Pligt jeg mod Melampe vise maa.
Nu vil jeg videre med min Histori gaae.
Han for Lucilia den eene Part fremlagde:
Vanskabte Søster, see det er din Deel, han sagde;
Til Philocyne jeg vil skikke anden Deel,
Thi begge ikke kand Melampe nyde heel.
Den Hierte har som Staal, hvis Øyen ikke rinder,
Natur, som Tiger, der sig ey bevæget finder
Af saadan Hændelse, af sligt u-hørligt Mord.
Lucilia af Skræk ey talede et Ord,
Men som et afhugt Træ paa Marmor-Gulv nedfalder,
Og med en hikkend Røst mig til sig sagte kalder:
Flyv Dorothea som en Piil, hun sagde, hen,
Siig Polidor, at nu Leander blir hans Ven.
Byd dem, ey Avind-Skiold meer mod hinanden føre,
I Skeden stikke Sværd, en ævig Fred at giøre;
Siig, mod Pandolfus de foreenes begge maa;
Fortæll den Gierning, som du ham bedrive saae:
Hvad Tyrannie han mod Melampe haver øvet,
I tvende stykker at med Sværd han den har kløvet;
Siig, Aarsag mellem os ey meere er til Krig,
Men at Pandolfus den forflyttet har paa sig.
POLIDOR
Slig Hændelse en stor Forandring kand forvolde.
116
LEANDER
Vi i det mindste maa med Striden lidt opholde,
Til meere Kundskab vi om dette Mord kand faae.
POLIDOR
Jeg er tilfreds; vor Sag kand lige aaben staae.

SCEN. 7.

Lucilia. De andre.

LUCILIA
I Heldte, kaster Sverd, hinanden strax omfavner,
Melampe myrdet er, at stride meer ey gavner,
Forny'r det forrige og gamle Venskabs Baand,
Bortkaster Glavind, og hverandre giver Haand!
LEANDER
I mig at drage Sverd, min Jomfru, haver bydet,
For eder, ey for mig, jeg Venne-Blod har gydet,
Min Vrede grundet sig paa eders Vrede har,
Jeg var kun ivrig, for min Jomfrue ivrig var,
Forlod min Ven, thi I mig bød ham at forlade,
Jeg haded Polidor, thi I befoel at hade;
I eder har af mig, min Jomfru! kun betient
Som af et Redskab; I var Haand, jeg Instrument.
At elske Polidor I atter mig nu byder,
Strax i at elske ham min Jomfru jeg adlyder,
Jeg stikker Sverdet ind, jeg favner om min Ven;
Saa snart I hader ham, jeg trekker Sverd igien.
Jeg ingen Villie har, jeg er ikkun Machine,
Det Hiul, som driver, er min Jomfrus Nik og Mine,
Som Siælen driver nu til Had, til Kierlighed,
Til Hævn, til Medynk, nu til Krig og nu til Fred.
LUCILIA
Jeg byder eder da, Leander, Fred at giøre.
LEANDER
All Had og Fiendskab paa min Side skal ophøre.
POLIDOR
Min Philocynes Nik jeg først opbie maa,
Men der jeg hende seer i Møde os at gaae.
117

SCEN. 8.

Philocyne. De forrige Personer.

PHILOCYNE
Nu, Philocyne, dig all Haab da er berøved!
Ach! hvilken Siæl er til, der Skiæbnen saa har prøvet?
Jeg fra min Broder Bud faaer u-formodentlig,
At nu ophævet er all Had og Søster-Krig,
At han til Tegn af Fred mig min Melampe sender;
Jeg daaner fast af Fryd, jeg mig mod Byttet vender,
Men Himmel! jeg med Skræk den finder ikke heel,
Af min Melampe jeg seer kun den halve Deel,
Ach! hvilken Broder har sin Søster saa begavet?
Tyrannisk Nero! hvi omkom du ey paa Havet?
O u-lyksalig Vind, som dig til Landet drev!
Hvi Fisk og Fugle du til Bytte ikke blev?
Hvi blev dit Legem ey ædt op af Krager, Ravne?
Hvi med beholden Skib du levend' skulde havne,
For at bedrøve mig, for at bedrive Mord
Paa det, som jeg af alt har elsket meest paa Jord?
O! hvilken blodig Skiænk! det Syn jeg aldrig glemmer,
O! hvilken Spot, jeg den i Hiertet stedse giemmer,
Til sidste Aande-Dræt jeg tænke vil derpaa,
Den blodig Skiænk vil mig for Øyne stedse staae.
Alt hvad i denne Sorg dog Hiertet lidet trøster,
Er at jeg ey skal meer bespottes af min Søster,
Og at Lucilia sin Villie ikke fik,
Ja, at min Fiende det ikke bedre gik,
At hun ey over mig skal meere triumphere;
Thi Sorgen træffer mig, men hende meget meere,
Pandolfus hende det af Hænder revet har,
Jeg ikkun taber det, som i Forhaabning var;
Hun allereede det i Eye havde inde,
Som jeg ved u-vis Krig forsøgte til at vinde.
En liden Trøst, dog Trøst, tilfælles Skibbrud er,
Helst naar tillige man sin Fiend drukne seer.
Men der jeg hende seer med Hovedet at hænge;
118Lucilia! din Fryd ey vared for dig længe.
LUCILIA
Saa ofte skeer, naar to forliges ikke kand,
At det som trættes om tilfalder tredie Mand.
Slig Mord at smerte mig, jeg tilstaaer og bekiender,
Dog glæder mig, at dig ey Byttet faldt i Hænder.
PHILOCYNE
Den samme Trøst er og for mig, Lucilia!
At dig din Øyens Lyst med Magt blev taged fra.
Thi end hvor meget jeg Melampe elsket haver,
Hvor meget end dens Mord mit ynksom Hierte gnaver,
Jeg heller deraf seer den eene blodig Deel,
End at udi dit Skiød den skulde ligge heel.
Hvor stor Forliisen er, jeg dog har vundet dette,
At du blev revsed for din u-rætfærdig Trætte,
For du foragtet har din Moders Testament
Og mod din Søster dig af Rænker har betient.
Men hvad er det for Lyd? en Traur-Musik jeg hører.
Ach Himmel! nu igien min Faders Grav sig rører.
Jeg frygter, det som før af Graven sig har reyst,
Opstaaer nu atter; Vist, det er den samme Geist.

SCEN. 9.

GEISTEN
staaer op ved en sagte Musik, de andre hænger imidlertid med Hovederne. Vanskabte Søstre, hør, hvad jeg vil eder siige:
Pandolfus giorde ræt, hvis eder han tillige
Opoffret havde med det samme blodig Sverd;
Enhver af eder var ey anden Skiæbne værd,
Som efter andens Liv for ingen Ting har tragtet,
Det som meest helligt i Naturen er, foragtet.
Han Tvistens Æble ræt af Hænder eder rev,
En hellig Iver ham til saadan Gierning drev.
I Furier! jeg bør saaledes eder nævne,
I endnu pukke tør, og pønser paa at hævne
En ædel Gierning, som Pandolfus haver giort;
I saadan Broders Dyd tør end afmale sort,
119Forliebte Beylere mod eders Broder ægge,
Den allerstørste Synd til andre Synder legge,
Den at udrødde, som er Huusets Øyesteen
Og paa vor Stamme-Træ den eenest blomstrend' Green.
Det synes ligesom I begge bange ere,
At eders Lige man i Skrifter skal citere;
Det synes ligesom at af Ærgierighed
I blant Misdædere vil have første Sted,
At naar man nævner een og anden grov Misdæder,
Den ey skal kunde staae i Classe, Rang med eder,
At Messalinæ Navn skal døe og undergaae,
Og en Cæsonia ey meer skal tænkes paa,
At Belides I vil af første Classe støde,
Ja Eryphila selv at gaae tilside nøde,
Og at en Tyndaris, Xantippe, Dalila
Mod Philocyne og mod en Lucilia
Ey meer maa regnes, saa at disse ingen Lige
I Ondskab have maa, men alle maa dem vige,
At udi Asien, Ægypten, Grækenland
Et Monstrum ey er fød som udi dette Land.
Omvender eder, og sligt Had af Hiertet rødder,
Gaaer, kaster eder for den ædle Broders Fødder,
Gaaer, kysser paa den Haand, som Luen slukket har,
Der dæmpet haver det, som Ildens Tønder var.
Hvis I fremturer meer og Hierterne forhærde,
Da eder denne Geist skal Dag og Nat forfærde:
Hvor I end reyser hen, paa hvilken Sted I boe,
Jeg eder plage vil og aldrig give Roe.
Herpaa spilles igien, og Geisten synker ned.

SCEN. 10.

De andre.

LUCILIA
Vor Synd og Ondskab nu jeg udi Hiertet kiender,
Fra forrig Daarlighed med Ruelse mig vender.
Forlad, O Polidor! see jeg mig kaster ned
For eders Fødder, mig tilbeder Miskundhed;
120Ey paa det onde tænk, som jeg har foraarsaget.
Og I Leander, som for min skyld Sværd har draget,
Som saa ophidset har min Ubesindighed,
Med eders beste Ven har nødt at bryde Fred - - -
De vil reyse hende op. Ney jeg paa mine Knæe saa længe liggend bliver,
Til I min store Feyl og blodig Synd tilgiver,
Til I forsikrer mig med Ord og dyrest Eed,
At saadant kastes skal hen udi Glemsomhed.
POLIDOR
Jeg svær ved Himmelen, at aldrig jeg vil anke
Paa det, I haver giort, men rødde ud slig Tanke,
I Jorden grave ned alt hvad mig hendet er,
Og ey til ævig Tid at tænke derpaa meer.
LEANDER
I nødig haver ey, min Jomfru, mig at bede,
Jeg som ved mindste Nik til alle Ting er reede.
LUCILIA
Hvad vor Forlovelse nu meer opholde kand?
I blive skal i Dag min Brudgom, Ægte-Mand.
PHILOCYNE
Og I det samme og, O Polidor, skal hede,
Men giv mig først et Aar, Melampe at begræde,
Naar Aaret er forbi, saa strax i Ægte-Stand
Vi os begive vil, der haver I min Haand.