Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

SCEN. 1.

Pandolfus og Pedro.

PANDOLFUS
Af stolte Bølger jeg har længe været tumlet,
Det vrede Hav mod mig har uden Ophør brumlet,
Alt hvad udvirke kand det haarde Element,
Paa denne Reyse har Pandolfus følt og kiendt.
Jeg efter lang Seylads mig lykkelig seer havne,
Jeg iiler til min Slægt og Sødskend at omfavne,
Men jeg seer Slægt mod Slægt ophidset, Ven mod Ven,
Saa at jeg ønsker, jeg paa Havet var igien.
De Søstre, jeg forlod, jeg ikke meere finder,
Men udi deres Sted to Helvedes Gudinder,
To Furier, der mod hinanden væbnet staae,
Leander, Polidor i Harnisk vrede gaae,
At lade sig af dem til Mord og Brand opægge,
Til tvende Huuse med sig selv at ødelegge.
Hvad har, O Himmel! jeg da giort? hvad raabend Synd
Mig sligt paafører og min Skiæbne giør saa tynd?
For hvad Misgierning du slig Haardhed mod mig øver?
H vi lod du mig ey før omkomme iblant Røver?
Hvi lod du heller mig ey Havet sluge op,
Og Fiskene til Rov og Bytte gav min Krop?
Hvi lod du heller mig ey flakke med Ænea
Fra et til andet Land? Men jeg seer Dorothea,
Som Philocyne før saa meget havde kiær.
Mon jeg seer feyl? ney vist, det jo den samme er.