↩
SCEN. 6.
Dorothea. De andre.
- ✂
- DOROTHEA
- Ach! holder inde lidt! jeg har et Ord at sige.
- ✂
- POLIDOR
- See hvilken Dristighed, bort u-forskammet Pige,
Med mindre af mit Sverd du først opoffres vil.
- ✂
- DOROTHEA
- Det som har opvakt Strid, er ikke meere til.
I begge Fruers Navn jeg byder at ophøre.
- ✂
- LEANDER
- Det Navn alleene kand en stakket Stilstand giøre.
- ✂
- DOROTHEA
- Til Blods Udgydelse er ingen Aarsag meer,
Stik Sverd i Skeeden ind: Melampe myrdet er.
- ✂
- LEANDER
- Melampe myrdet?
- ✂
- POLIDOR
- Hvad? Melampe meer ey lever!
O Himmel! hvis saa er ---
- ✂
- LEANDER
- Mit heele Legem bæver,
Ach! hvilken Tidende!
- ✂
- POLIDOR
- O hvilket Tordenslag!
- ✂
- LEANDER
- Melampe myrdet!
- ✂
- POLIDOR
- O! en u-lyksalig Dag.
- ✂
- LEANDER
- Hvo haver dristet sig et saadan Mord at giøre?
- ✂
- DOROTHEA
- Et selsomt Eventyr I her skal faae at høre:
115Pandolfus kommen er nys u-formodentlig.
Da ham Aarsagen blev fortalt til denne Krig,
Han begge Søstre først forsøgte at forlige;
Men da af Ord de ey sig vilde lade sige,
I Vrede strax begav sig til Lucilia,
Som myndig Broder tog Melampe hende fra,
(Jeg kand ey tale meer, saa Sorgen Hiertet trykker)
Og med sit hvasse Sværd i tvende lige Stykker
Melampe deelede. O! et u-hørlig Mord!
Jeg kand af Rædsel ey fast tale meer et Ord.
Naar jeg der tænker paa, jeg Øyen strax maa væde;
Gir mig, O Riddere! et Øyeblik at græde,
Den sidste Pligt jeg mod Melampe vise maa.
Nu vil jeg videre med min Histori gaae.
Han for Lucilia den eene Part fremlagde:
Vanskabte Søster, see det er din Deel, han sagde;
Til Philocyne jeg vil skikke anden Deel,
Thi begge ikke kand Melampe nyde heel.
Den Hierte har som Staal, hvis Øyen ikke rinder,
Natur, som Tiger, der sig ey bevæget finder
Af saadan Hændelse, af sligt u-hørligt Mord.
Lucilia af Skræk ey talede et Ord,
Men som et afhugt Træ paa Marmor-Gulv nedfalder,
Og med en hikkend Røst mig til sig sagte kalder:
Flyv Dorothea som en Piil, hun sagde, hen,
Siig Polidor, at nu Leander blir hans Ven.
Byd dem, ey Avind-Skiold meer mod hinanden føre,
I Skeden stikke Sværd, en ævig Fred at giøre;
Siig, mod Pandolfus de foreenes begge maa;
Fortæll den Gierning, som du ham bedrive saae:
Hvad Tyrannie han mod Melampe haver øvet,
I tvende stykker at med Sværd han den har kløvet;
Siig, Aarsag mellem os ey meere er til Krig,
Men at Pandolfus den forflyttet har paa sig.
- ✂
- POLIDOR
- Slig Hændelse en stor Forandring kand forvolde.
- ✂
- LEANDER
- Vi i det mindste maa med Striden lidt opholde,
Til meere Kundskab vi om dette Mord kand faae.
- ✂
- POLIDOR
- Jeg er tilfreds; vor Sag kand lige aaben staae.