Holberg, Ludvig Uddrag fra HENRICH OG PERNILLE

Lad see. Ach Himmel, er det mueligt? Staaer op igien begge. Jer skal intet ont vederfares. Hvad skal jeg tænke? hvad skal jeg sige? hvad skal jeg giøre herved? Er nogen Sorg i Verden saa stor, som kand lignes ved min? Er nogen U-lykke meer uformodentlig paakommet et Menneske? Har noget Fruentimmer været meer habile i at forstille sig end denne Leonora? Naar jeg eftertænker hendes Stand og høje Afkom, hendes udvortes Ærbarhed, Dyder og Kydskhed, synes denne Historie utroelig; naar jeg derimod hører disse Vidnesbyrd, seer hendes Portrait, maa jeg troe det. Mit Hierte er saa omspændt af Sorg og Forbittrelse, min Hierne saa forvirret, at jeg veed ikke, hvad Resolution jeg skal tage. Jeg vil bryde ind udi Huuset, og opoffre den Forræderske. Ingen skal kunne legge mig det til Last, men alle skal kalde det en retfærdig Hevn, og bekiende, at om der var noget større end Døden, havde hun fortient det. Men mon jeg skulde kunne understaae mig at myrde den, som jeg nyelig elskede som min egen Siæl? Mon det er Straf nok for hende, at hun døer for min Haand? Ney hun skal leve, det er hende større Straf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve med des større Skiendsel og Foragt. Gaaer og spadserer. Dog hvad skytter saadant nedrigt Gemyt om Foragt? En der ikke har skiæmmet sig ved at bryde sit Løfte, og forliebet sig udi saadan Karl, vil kun lee deraf, og glæde sig over min Død, paa det hun uden Hinder kand naae sit Maal og fornøye sit løsagtige Sind. Ney jeg vil tractere det med Foragt og befodre Henrichs Kierlighed, thi hun er ham ikke for god. Hør, 229 Henrich! veedst du, hvem din Kiereste er? Det er just den selv samme, som jeg skulde holde Bryllup med.