Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

Komedierne
Indledning

Som al Digtning forudsætter ogsaa Holbergs Digterværker en Tolkning af det menneskelige, et Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er et Menneske? Den Psykologi, der ligger bag »Peder Paars« og Skæmtedigtene, er fremstillet i Indledninger til disse Skrifter. Det er den samme Menneskeopfattelse eller Antropologi (som Teologerne siger), Holbergs Komedier bygger paa. Det er den, vi kender fra hans Natur- og Folkeret, og som vi har faaet udbygget i det komiske Heltedigt og i Satirerne: Mennesket er efter sin Oprindelse et frit Væsen, det besidder en ufejlbarlig Fornuft, recta ratio, hvis Røst det blot behøver at lyde for at leve retfærdigt og lykkeligt. Men Passioner og Vaner slører Fornuften og faar de fleste til at føre et daarligt eller taabeligt Levned. Loven og Øvrigheden straffer de daarlige Mennesker, som af Ondskab eller Uretfærdighed gaar uden for Normen; Satiren og Komedierne udleverer Taaberne til Latteren. Og der findes da to Slags Taabelighed. Den ene fandt vi legemliggjort i Peder Paars' Person: det er latterligt at tage mod Skæbnens haarde Stød uden at reagere; den konsekvente Stoiker er stupid og altsaa komisk. Vi genfinder Typen bl. a. i en af Holbergs sene Komedier, »Philosophus udi egen Indbilding«. Den anden Slags Taabelighed er Komediernes Hovedemne. Den opstaar, naar et Menneske giver Afkald paa sin Fornufts Brug og lader sig drive, som et Skib uden Ror, for en naragtig Passion eller Svaghed. Det er latterligt, naar en Haandværker, der har forlæst sig paa et Par Bøger, tror han kan styre en stor By som Hamburg og dømme i alle 6 Sager. Det er lige saa latterligt, at en ung Akademiker, Rasmus Berg = Erasmus Montanus, mener at have tilegnet sig en logisk Metode og derfor tror han kan gribe ind i alle Videnskaber: »Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem ... En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.« (5. Akt, 2. Scene). Det er latterligt, naar en ung Fløs som Hans Frandsen taber al Fornuft, fordi han har været nogle Uger i Paris - og det er latterligt, at hans Forældre af lutter Forkælelse giver deres Jean de France Midlerne dertil. Det er latterligt, at en velsitueret Borger, som kunde føre en baade behagelig og samfundsnyttig Tilværelse, ligger under for den fikse Idé, at han skal gøre alting selv og kontrollere enhver Bagatel i sit Hus. For en Tidsøkonom som Holberg kunde vel intet være mere komisk end en Mand, der er fuldt beskæftiget med intet at udrette. I sin 2. Satire havde Holberg »forsvaret« Tigellius med Henvisning til, at vi alle er vægelsindede. Men i Komedien udleveres Den Vægelsindedes Bizarreri uden Forsvar eller Forstaaelse. Jeppe paa Bierget har faaet en skrap Kone, hvad der forklarer, at han drikker - men ikke at han er en komisk Tøffelhelt og Hanrej. Han har god Forstand, Jeppe, men han bruger den ikke, da han bliver ophøjet til Baron og saa straks er rede til at lade Ridefogden og hans syv Børn hænge!

Det er altsaa latterligt, at Folk ikke kan følge Fornuftens Lys, holde Tungen lige i Munden og bjerge sig igennem Tilværelsen. Det er naturligvis ogsaa latterligt at tro, at man kan ændre disse Narre ved at fremstille dem paa Scenen eller i Litteraturen. De menneskelige Svagheder eller vitia er uudryddelige og derfor eviggyldigt Stof for Komedieskrivere.

Holberg kunde derfor øse af Komedier fra alle Tider. Af Aristofanes, som han havde citeret i Noter til »Peder Paars«; af Plautus og Terents, som han var særlig fortrolig med, efter at han fra 1720 var blevet Professor i latinsk 7 Litteratur; af den italienske Maskekomedie, som han havde faaet Indtryk af i Italien, og ikke mindst af Molière og hans franske Skole. I Paris 1714 ff. har Holberg næppe set meget Teater; han taler ikke derom i sine Erindringer, og han har ikke haft Raad til at betale de ret høje Billetpriser. Derimod kan han have haft Mulighed for at se fransk Teater i København. Omkring 1712 blev et Hofteater indrettet paa Københavns Slot, der blev fuldstændig nedrevet 1731-32, for at give Plads til det første Christiansborg. Det var paa dette Teater, Frederik IV's franske Trup opførte Tragedier og Komedier for Hoffet og dets Gæster. Det er ikke bevist, at almindelige Borgere har haft Adgang til Forestillingerne; men det er dog tænkeligt, at Holberg har lært Truppens Leder, Montaigu, at kende, før de alle fik Afsked i September 1721. I Løbet af Vinteren kom Truppen i Arbejde paa et Teater i Lille Grønnegade, der var bekostet af en fransk Emigrant, Etienne Capion. Her spilledes fransk Teater fra 19. Januar 1722, paa Skift med en tysk Trup. De franske Skuespil kunde dog ikke svare sig, og Franskmændene rejste bort, med Undtagelse af Montaigu, som 1. Juli 1722 ansøgte Kongen om Tilladelse til at opføre Skuespil paa Dansk; 14. August fik han Bevillingen, og allerede 23. September aabnede Den danske Skueplads i Capions Teater med Molières Den Gerrige, eller Gnieren, som det nu hed i dansk Oversættelse. Den næste Forestilling, 25. September, var Holbergs Den politiske Kandestøber, og derefter fulgte i hektisk Fart oversatte og originale Komedier, op til i Begyndelsen af 1727, da Teatret maatte lukke.

I Sommeren 1722 har Holberg antagelig skrevet sine første Komedier, efter at han fra højtstaaende og patriotiske Personer, maaske ogsaa fra Montaigu selv, har faaet Opfordring til at forsøge sig i en ny humoristisk Genre. Og han har arbejdet omkap med det nye Teaters sprogkyndige Oversættere. I den smukke og vigtige Publikation, Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, I-V, 1920-24, kan vi konstatere, at Holberg og Oversættere adlød 8 samme Parole: man satsede paa et bredt borgerligt Publikum; Sproget er overalt folkeligt, Komikken djærv og umiddelbar. Det er karakteristisk, at de franske Verskomedier, som vi kender i dansk Oversættelse til Lille Grønnegadeteatret, alle er gengivet paa Prosa.

Holbergs Arbejde for Teatret har været ulønnet. Ved Théâtre Frangais i Paris fik Forfatteren Procenter af Billetindtægten, saa længe den ikke sank under et vist Minimum. Naar Stykket ikke længere trak, sendtes det tilbage til Forfatteren; han ejede det, indtil han lod det trykke. Naar et Skuespil var trykt, kunde alle spille det uden Afgift til Ophavsmanden. Holberg har vidst, at Opførelser i Udlandet kunde give gode Indtægter. Han skriver i sine Erindringer, at »Forfattere i Frankrig og England ikke sjælden kan tjene 2-3000 Dalere paa en enkelt Komedie, der modtages med Bifald«. Det er muligvis ogsaa med saadan Gevinst for Øje, Holberg allerede 1725 rejser til Paris i den evidente Hensigt at faa nogle af sine Komedier op i Paris.

Hvis man ikke fik Honorar af Teatret herhjemme, kunde man faa Indtægter ved Salget af de trykte Skuespil. Holberg havde megen Hast med at faa sine Komedier paa Tryk. Allerede 1723 kom 1. Tome af Hans Mickelsens Comoedier (Den politiske Kandestøber; Den Vægelsindede; Jean de France; Jeppe paa Bierget; Mester Gert Westphaler). Bindet maatte genoptrykkes 1724, da 2. Tome udkom (Den ellefte Juni; Barselstuen; Det arabiske Pulver; Jule-Stue; Mascarade). 1725 saa endelig Hans Mickelsens 3. Tome Lyset (Jacob von Tyboe; Ulysses von Ithacia; Kilde-Reisen; Melampe; Uden Hoved og Hale). Inden Teatret lukkede, var saaledes femten Komedier i Trykken. Ti andre laa rede. 1731 genoptryktes de tre første Tomer, endnu to føjedes til, med fem Komedier i hver (Henrich og Pernille; Diderich Menschen-Skræk; Hexerie eller Blind Alarm; Den pantsatte Bonde-Dreng; Det lykkelige Skibbrud. Erasmus Montanus; Pernilles korte Frøken-Stand; De Usynlige; Den Stundesløse; Den 9 honnette Ambition). Disse fem Bind dannede Den danske Skue-Plads. Dermed var hele Produktionen bragt paa Markedet, med Undtagelse af et lille Lejlighedsstykke (Den danske Comoedies Ligbegængelse), der tryktes særskilt i 1746 og Don Ranudo, der kom sammen med nogle nye Skuespil, Holberg skrev til det genoprettede Teater. Den danske Skue-Plads, der var blevet optrykt 1742, fik da 1753-54 et Tillæg af en 6. og en 7. Tome (Plutus; Abracadabra; Den forvandlede Brudgom; Don Ranudo; Philosophus udi egen Indbildning; Republiquen; Sganarels Rejse til Det philosophiske Land; Artaxerxes. Et heroisk Skuespil, det er en Oversættelse af Teksten til Metastasias Opera).

Tekstgrundlag. Den danske Skue-Plads' fem Bind 1731 og de to 1753-54 har været Grundlaget for de fleste senere Tryk af Holbergs Komedier, saaledes for Comedier I-VIII, 1847-54, der er fulgt i nærværende Udgave, med Benyttelse af det tekstkritiske Apparat i Samlede Skrifter XVIII, 1963, S. 81 ff. og tekstkritiske Forbedringer i Comoedier, ved Carl Roos, I-III, 1923-24. Noterne i sidstnævnte Udgave, der samler og forøger Generationers videnskabelige Arbejde med Holbergs Komedier, har haft grundlæggende Betydning for denne Udgaves Kommentar; en Del nyt er kommet til, og de sproglige Forklaringer er forøgede i Tal. Ved Udarbejdelsen har jeg haft værdifuld Hjælp af mag. art. Johanne Birch-Jensen til og med Den honnette Ambition, og for de øvrige af stud. mag. Jørgen Hunosøe.

Litteratur. Olaf Skavlan: Holberg som Komedieforfatter (Kristiania 1872), Hans Brix: Holbergs Komedier (1942), Jens Kruuse: Holbergs maske (1964), Anne E. Jensen: Studier over europæisk drama i Danmark 1722-1770, I-II (1968).