Holberg, Ludvig Uddrag fra Værker i tolv bind 3-7: Komedier

Som al Digtning forudsætter ogsaa Holbergs Digterværker en Tolkning af det menneskelige, et Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er et Menneske? Den Psykologi, der ligger bag »Peder Paars« og Skæmtedigtene, er fremstillet i Indledninger til disse Skrifter. Det er den samme Menneskeopfattelse eller Antropologi (som Teologerne siger), Holbergs Komedier bygger paa. Det er den, vi kender fra hans Natur- og Folkeret, og som vi har faaet udbygget i det komiske Heltedigt og i Satirerne: Mennesket er efter sin Oprindelse et frit Væsen, det besidder en ufejlbarlig Fornuft, recta ratio, hvis Røst det blot behøver at lyde for at leve retfærdigt og lykkeligt. Men Passioner og Vaner slører Fornuften og faar de fleste til at føre et daarligt eller taabeligt Levned. Loven og Øvrigheden straffer de daarlige Mennesker, som af Ondskab eller Uretfærdighed gaar uden for Normen; Satiren og Komedierne udleverer Taaberne til Latteren. Og der findes da to Slags Taabelighed. Den ene fandt vi legemliggjort i Peder Paars' Person: det er latterligt at tage mod Skæbnens haarde Stød uden at reagere; den konsekvente Stoiker er stupid og altsaa komisk. Vi genfinder Typen bl. a. i en af Holbergs sene Komedier, »Philosophus udi egen Indbilding«. Den anden Slags Taabelighed er Komediernes Hovedemne. Den opstaar, naar et Menneske giver Afkald paa sin Fornufts Brug og lader sig drive, som et Skib uden Ror, for en naragtig Passion eller Svaghed. Det er latterligt, naar en Haandværker, der har forlæst sig paa et Par Bøger, tror han kan styre en stor By som Hamburg og dømme i alle 6 Sager. Det er lige saa latterligt, at en ung Akademiker, Rasmus Berg = Erasmus Montanus, mener at have tilegnet sig en logisk Metode og derfor tror han kan gribe ind i alle Videnskaber: »Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem ... En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.« (5. Akt, 2. Scene). Det er latterligt, naar en ung Fløs som Hans Frandsen taber al Fornuft, fordi han har været nogle Uger i Paris - og det er latterligt, at hans Forældre af lutter Forkælelse giver deres Jean de France Midlerne dertil. Det er latterligt, at en velsitueret Borger, som kunde føre en baade behagelig og samfundsnyttig Tilværelse, ligger under for den fikse Idé, at han skal gøre alting selv og kontrollere enhver Bagatel i sit Hus. For en Tidsøkonom som Holberg kunde vel intet være mere komisk end en Mand, der er fuldt beskæftiget med intet at udrette. I sin 2. Satire havde Holberg »forsvaret« Tigellius med Henvisning til, at vi alle er vægelsindede. Men i Komedien udleveres Den Vægelsindedes Bizarreri uden Forsvar eller Forstaaelse. Jeppe paa Bierget har faaet en skrap Kone, hvad der forklarer, at han drikker - men ikke at han er en komisk Tøffelhelt og Hanrej. Han har god Forstand, Jeppe, men han bruger den ikke, da han bliver ophøjet til Baron og saa straks er rede til at lade Ridefogden og hans syv Børn hænge!