Holberg, Ludvig Uddrag fra JEPPE PAA BIERGET

JEPPE

forestilles liggende paa en Møding i sine gamle Bønder-Klædet, vaagner op og raaber: Hej Sekketeer, Cammer-Tienner, Lakeier! nok et Glas Carnali Sæk!

Seer sig om, og gnikker sine Øyne ligesom tilforn, tar paa sit Hoved, og faaer sin gamle breede Hat i Haanden, gnikker Øynene, og vender Hatten om paa alle Kanter, seer paa sine Klæder, og kiender sig selv igien, begynder at tale: Hvorlænge var Abraham i Paradiis? Nu kiender jeg, men desverre, alting igien, min Seng, min Trøye, min gamle Hanrej Hat, mig selv; det er andet, Jeppe, end at drikke Carnali Sæk af forgyldte Glas, at sidde til Bords med Lakeier og Sekketeerer bag sin Stoel. Det gode varer (desverre) aldrig længe. Ach! Ach! at jeg, som var saadan Naadig Herre for stakket Tid siden, skal see mig i saa slet Tilstand, min prægtige Seng forvandlet til en Møding, min Guldenstykkes Hue til en gammel Hanrej Hat, mine Lakeier til Sviin, og mig selv fra en stor og naadig Herre forvandlet til en usel Bonde igien! Jeg meenede, naar jeg vaagnede op igien, at finde mine Fingre besat med Guld-Ringe, men de ere (reverenter talt) beseglet med andet. Jeg meente at fodre mine Betientere til Regenskab, men nu maa jeg selv lave min Rygg til, naar jeg kommer hiem, og skal giøre Regenskab for mit Forhold. Jeg tænkte, da jeg vaagnede, at gribe efter et Glas Carnali Sæk, men fik med Tugt at sige en L. i Haanden. Ach Ach! Jeppe! den Boelig udi Paradiis var kun kort, og din Glæde fik 260 hastig Ende. Men hvem veed, om det samme ikke kand vederfare mig, hvis jeg legger mig til Hvile nok engang. Ach Ach, gid det vilde hende mig! Ach gid jeg kunde komme der igien!

Legger sig at slumre igien.