↩ Ud fra Hjortøs udsagn om To verdener (ovf. s. 156) skulle man tro, at logikeren og filosoffen Grandlev var romanens hovedperson. Men det er Helga, kunstneren, der fanger læserens opmærksomhed. Ud over de i litteraturen velkendte livsnære, frelsende kvinder er der ganske vist adskillige furiøse, flammende og fascinerende kvindeskikkelser hos Jensen, Nexø, Knudsen og Claussen. Men ingen samtidig forfatter går som Hjortø i To verdener ind i et stærkt kvindeligt temperament så indfølende og analytisk vidende, at figuren kunne være formet af en kvinde. Det skulle da lige være Henrik Pontoppidan med hans Jytte i De Dødes Rige, men Jytte får en mere bistert-misantropisk behandling end Helga.