↩ Helt galt går det, da hun bliver gravid. Hun føler, at det ufødte barn kræver og har krav på hendes totale nærvær, og da hun desperat trodser kravet og forsøger at tegne, fornemmer hun barnets sparken som en advarsel, ligesom hun, trods Grandlevs mere rationalistiske trøsteforklaringer, opfatter dets død inden fødslen som en følge af, at hun ikke har fulgt advarslen: