↩ Hjortø leder efter frapperende, groteske, hverdagsrealistiske billeder med en energi, der kan minde om vennen Johannes V. Jensens — og som naturligvis skal spejle Helgas. Tit tænker den unge, bondefødte pige i billeder, som har med mad og landkøkken at gøre, billeder af den slags, som et barn kan hitte på: »Kastanjens blade lå omkring, rustne og hullede som gamle stegepander« (s. 77); »Nede i rørene brasede det som af tusende stege« (s. 20); »Hun (...) vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe« (s. 20).