Hjortø, Knud Uddrag fra To verdener (Danske Klassikere)

Det var småt med dagbladsomtale, da To verdener udkom en af de sidste dage i september 1905. Julius Clausen har i Berlingske Tidende, Aften, 14. oktober, en ret lang, rosende anmeldelse. Han bebrejder ikke bogen, at den, som han siger, »har meget lidt tilfælles med Romanlekture i almindelig Forstand, men snarere kan opfattes som en psykologisk Granskning af en Mands og en Kvindes Natur indenfor det opdigtedes Rammer«. For romanen hævder sig »ved sin Rigdom paa Tanker og sin absolute Foragt for traditionelt Romanstof«. Clausen ser en direkte parallel mellem Helgas og Grandlevs forhold og så barbariet og kulturen i det moderne samfund: barbaren er en trussel mod kulturmennesket, fordi denne misunder og begærer barbarens livskraft.