↩ Læste Albert Gnudtzmann ud af To verdener en favorisering af den fornuftstyrede mand, så mener den unge Otto Gelsted — på linje med Garde — i sin artikel i Tilskueren, 1915, at bogen især betoner Grandlevs mangler: hans virkelighedsfrygt, hans udtørrede sind, hvis »nærende Muld« visdommens træ har suget gold, og som kommer til kort over for den sjælelige styrke, hvormed Helga forsøger at tilføre ham ny levedygtighed.