Hjortø, Knud Uddrag fra To verdener (Danske Klassikere)

Både Jørgen Bukdahl og den noget ældre Henri Nathansen ser i henholdsvis Det moderne Danmark (1931) og Portrætstudier (1930) udelukkende modsætningerne mellem Helga og Grandlev som uforeneligheder mellem kvinde og mand, ikke som forskelle mellem en kunstners og en filosofs tilgang til livet. Nathansen kritiserer med nogen ret bogen for, at dens situationer ikke er meget sansbare, i det mindste ikke, når man som han sammenligner med uafrystelige scener hos fx J.P. Jacobsen i Niels Lyhne og hos Pontoppidan i Det forjættede Land og Lykke-Per. Bukdahls omtale af bogen indskrænker sig i det store og hele til et handlingsreferat.