↩ Godaften, Henrik, råbte Niels, — nå du skal nok til skovbal, — — og så fulgte hele den samtale, som Henrik godt huskede, så snart den begyndte. Det sidste han selv sae, var: Hils din vaskerkone. — Det var jo noget vrøvl at sige, men det rendte med i farten, fordi det hørte til, han kunde lige så godt ha sagt noget andet, og det vilde han se at gøre for fremtiden. De havde nok grint af det bægge to, men den slags ka' sgu ikke blive ved med at være morsomt. Nej, han var en fornuftig mand og vilde ikke vrøvle som en ung — — men han var jo netop ung; ja men derfor kan man godt være et fornuftigt menneske, og deri lå netop forskellen på før og nu.