↩ I det samme drejede de om et hjørne og løb lige på det andet unge par. Henrik så konens øjne på sig og fik sit smil skaffet væk, men hun havde set det; der var skræk i dem. De to mænd udvekslede larmende morsomheder, og så gik de videre hver sin vej. Henrik vendte sig og så tilbage. Hun hviskede noget til manden, og han svarede meget højt, at det vidste han ikke, og det forstod han ikke, og det kunde han ikke tro, og så grinede han, og hun hyssede. Hun så sig også tilbage, men hun fik ikke taget Henrik i at lure.