Hjortø, Knud Uddrag fra Faust

Henrik smilede og sae: Og så videre. Ved du hvad, Petreus? 93Jeg vil gi dig en god ide, som du måske endnu en gang kan gøre din lykke med. Gå tilbage til hovedstaden og lær dine kolleger, de andre journalister, at benytte de tre små ord: og så videre. Hver gang de kommer ind på en af deres bekendte travere, som de selv kan uden ad, inden de får tænkt den, og som læsere kan deklamere uden at se i bladet eller i bogen, så skal de bare sætte ordene: og så videre; de gør samme virkning og sparer tid og tryk. Du kan med det samme lære talere og foredragsholdere den samme hemmelighed. Også digterne vil i mange tilfælde være glade ved at lære kunsten at bruge de tre ord. De slipper over hele sider ved bare at sætte den næmme lille formel og så videre, og deres læsere vil de gøre en stor tjeneste, så behøver de ikke selv at springe over. Ja du ved det jo lige så godt som jeg; du er jo selv digter. Nå, men altså i dette tilfælde siger vi bare: og så videre, og jeg takker for den kønne tanke og værdifulde sandhed, der ligger i den. Skål, Petreus, og tak for alt, hvad du har sagt.