↩ Forhøret varede næste dag med; Henrik forsvarede sig med så megen dygtighed, at dommen kom til at lyde på frifindelse. Men det vakte stort raseri mellem tilhørerne; de sprang op fra deres pladser, sprængte retten og drev Henrik ud foran sig, uden at dog nogen turde lægge en hånd på ham. Men de slog en tæt ring om ham, for at han ikke skulde slippe bort. Langt om længe fandtes der to, der vilde ta fat hver i en arm, den ene var blind og kunde altså ikke 104se Henriks øjne; den anden var gal, men havde dog så megen forstand, at han kunde følge et eksempel, der blev givet.