Hjortø, Knud Uddrag fra Faust

Uden for kresen stod en ung karl og pige, de var bægge høje og meget smukke. De lo ikke og havde ikke leet, men deres øjne havde hele tiden været med i det, der skete; de var så unge og så gode at se til, at de, der var ældre eller havde en dårlig samvittighed, havde tænkt: Når de to kan være med, så —. Da pigen hørte Henriks ord til den blinde og så folk vige tilbage om ham, tog hun karlen ved hånden og trænge sig frem sammen med ham; han fulgte villig med. Henrik så på dem, men de stansede ikke, deres sjæl var vel så hel og ren, at de var usårlige for hans blik. Pigen havde hørt hans ord; hun fandt, de lød 107 ondt, og hun tog en stor sten op fra jorden og sigtede efter Henriks mund.