↩ Henrik og høstkarlen så på hinanden; ingen forstod udtrykket i Henriks ansigt, men det så ud, som om han bad om noget, som blev nægtet. Høstkarlen gik tilbage gennem mængden; vejen for ham var blevet endnu bredere end før. Folk så på hans ryg, der var bred og stærk; kun to så lige ned i jorden, en karl med en sort hånd, og en pige med et dødblegt ansigt.