Hjortø, Knud Kærligheds Spind

KÆRLIGHEDS SPIND

2
3

KNUD HJORTØ

📖 KÆRLIGHEDS SPIND

DANSKE FORFATTERES FORLAG
KØBENHAVN 1920

4

COPYRIGHT 1920 BY KNUD HJORTØ, COPENHAGEN

5

UNDERTIDEN, naar der var fremmede til bords, kunde det ske, at Jensine med et lille pift, eller hvad man skal kalde det, dukkede ned under bordpladen, saa der ikke var andet at se af hende end hendes krummede, forøvrigt kraftige og velformede ryg. Naar nogen saa prøvede paa at hive hende op igen, eller de snakkede alt for meget om det og lo, saa løb hun ud i køkkenet, hvor hun kunde findes med gemt ansigt i en tvivlsom forfatning, graad eller latter, i hvert fald med vaadt i øjnene, naar hendes modstræbende ansigt blev løftet op. Grunden til al den mærkelighed var ikke til at klemme ud af Jensine, men det blev antaget, at en eller anden var kommet til at se for længe paa hende. Koner, der kom i huset, kendte Jensines underlighed, og nogen af dem var saa interesserede i det halvvoksne pigebarn, at de tvang hende til samtale, der for hendes vedkommende var hviskende, men fandt hun saa, under sine sænkede øjenlaag, at den anden saa alt for vist paa hende, gav hun dette iv! som en ung hoppe, der blir kildet i lysken, og rendte ud eller gemte sig. Visse koner maatte fortælle Jensines moder, at hun forkælede hende, og Jensine fik, med bortgemt ansigt, en del at høre, men hun var godt 6dækket, som et pindsvin, og hvad hun hørte, gjorde hende ikke noget.

Jensine var kun barn endnu, men stærkt udviklet af sin alder, bred over brystet, men med en stemme, der indenfor fire vægge næsten var uhørlig. I skolen var hun uhelbredelig hvisker og gav anledning til hidsige optrin, der endte med, at Jensine la sig ned paa bordpladen og maatte hejses op saa at sige med en kran.

Men med tiden blev hun jo for gammel til, at hun kunde gaa i bordpladen eller under den, og naturens gang førte med sig, at hun en gang maatte paa bal; hun var da sejsten aar. Hun dansede med bøjet hoved og dansede godt, hendes øjne var der ikke mange, der saa, men øjenvipperne var lange og kønne, og hun fik en tilbeder, der fik hende med til en kop kaffe i et værelse, hvor de et øjeblik var alene. Den unge mand viste sig at være øjeblikkets mand, for han benyttede det med en raadsnarhed, der i en senere alder maatte kunne bringe ham vidt frem i verden: han friede til Jensine i løbet af mindre end tre minutter. Hun saa bestyrtet op, og hendes ellers nedslagne øjne, lod sig et øjeblik holde fast af hans, men saa udstødte hun et hvin,, der mindede om det gamle iv og foer fra ham ind i en krog, hvor han gik efter hende og forsøgte at tvinge hendes ansigt op, som hun tænkte for endnu en gang at se hendes øjne. — Mor, skreg Jensine, men mor var langt væk og hørte hende ikke, og hun maatte kæmpe sin kamp med manden alene. — De skal ikke være bange, sae han beskyttende, han var lige tyve, — 7jeg vil Dem da kun godt. — Saa kom der et andet par, der anbragte sig saa langt fra dem som muligt, og den unge mand fik Jensine til at sidde ned og begyndte at hviske til hende. Hun sad med bortgemt ansigt og uden forsøg paa flugt. Hvad han bare sae, generede hende ikke, tværtimod. Hun hørte godt efter og huskede det vigtigste af det længe efter, at han var bleven forflyttet og havde glemt hende. Men inden dette skete, fik han moderens tilladelse til at følge Jensine hjem, hvad der foregik sent og i mørke, og naar ingen saa hende, kunde hun nok faa munden i gang. Hun sae, at hun ikke vidste, om hun vilde være hans kæreste, men —. Paa dette men tog han sig forlov at kysse hende i et mørkt portrum, og dermed endte Jensines første bal. Hun gjorde sig i den følgende tid mange pigetanker om dette kys, og da han aldrig kom igen og fornyede det, fik hun ikke lejlighed til at versificere sit indtryk af det. Der var ikke noget ved det, hverken salighed eller saadan noget, men efterhaanden blev det ubeskriveligt sødt at tænke paa, at man nu havde oplevet noget saa uventet og nyt.

Jensine blev helt voksen og fik sine øjne op. Hvad en kattekilling opnaar paa otte dage, det tog for hende tyve aar. Da Jensine fik øjne, viste de sig at være store, forlegne og dumdristige. Forlegen blev hun ved med at være nu med sit fyldte tyvende aar, og hun var det i dette udmærkede danske ords dobbelte betydning. Unge mænd saa med forundring ind i disse mærkelige øjne og begyndte at gøre sig allehaande tanker, men saa sænkede hun øjenlaagene, 8
og de vidste ikke, hvad de skulde tro, men mange af dem kom igen endnu to og tre gange for at se mere. Sit barnlige hvin havde hun faaet erstattet med en kort, ubehersket latter, der knækkede ved sin egen voldsomhed. Den kom gerne i flere stød, og naar hun havde leet, var hun saa genert og ligesom udmattet og havde svært ved at klare sig overfor den mand, der havde bragt hende i latter. Der kom en del kæresteri ud af det og megen snak mellem folk. Jensine havde een alvorlig frier, en manufakturhandler, der hed Johnsen. Han var et sjovt lille hundemenneske med haar som græs fra ifjor, der laa vandkæmmet henad hodet paa ham i lange vissengraa strimler. Han havde rigeligt med øjenbryn, og hans skæg var stridt som tørret hundegræs. Han var tredve aar og et meget fornuftigt menneske og velhavende. Han fik ikke ja af Jensine, men lov til undertiden at spasere i anlægget med hende om Søndagen. Naar han tog sin silkehat paa, var han en halv hat højere end Jensine. Hun var pæn og høj, med tidligt anlæg for statelighed, der stod i en underlig modsætning til hendes blik, der hørte til en femtenaarig tøs. Blikket var endnu umodent, ellers var hun færdig. Det spotske laa Jensine saa fjernt, at hun ikke var i stand til at finde sin Johnsen komisk; derimod syntes hun jo nok ikke, der var saa meget ved ham, men da han nu havde holdt ved i to aar, kom han ligesom til at betyde noget for hende, han skaffede sig ved sin udholdenhed en vis anciennitet, for deri ligner en pige en minister, at naar man har søgt længe nok, kommer man tilsidst med paa listen. 9Johnsen, der efter manges mening var et oplagt fjols, bar sig heller ikke saa dumt ad, som man efter manges mening skulde have troet, han omgav hende paa alle sider med tilbud, vilde hun i skoven, lejede han vogn; vilde hun i teatret, skaffede han billet; ønskede hun noget udenfor hans branche, tog han det hjem til hende, altid ekstra billigt ved hans udmærkede forbindelser; han slog en ring om hende med opfyldelse af ønsker, som endnu ikke var blevet til hos hende. Een eneste gang havde han tilbudt Jensine en stor og flot foræring ud af sit lager, men faaet nej; klog af skade og frygtsom af natur gentog han ikke forsøget, men han var hendes eneste manufakturhandler, og hun beundrede naivt hans priser, indtil sammenhængen gik op for hende, og gjorde det, der havde været saa fordelagtigt, tillige rørende.

Men hvad var Johnsen andet i Jensines hjerte end et madpapir paa Algade, et vindpust flytter det, en dreng slaar det til side med sin kæp. Drengen kom og slog tanken om Johnsen ud af hodet paa Jensine, han kom fra landet og var ikke meget over tyve, en farlig karl med næb og klør, ja med et uforskammet brovtende næb, og med klør, som han slog i alt, hvad han fik lyst til; en af den slags unge fyre, hvem alverden, efter visse menneskers mening, tilhører. Johnsen saa fyren opdage Jensine, han skimtede klo og næb, og der gik ligesom en kold vind hen over hans lange øjenbryn, eller maaske var det bare hans sædvanlige museagtige trækninger, der betød ængstelse.

Jensine kom med hele sin forlegenhed ud at spasere 10med sit nye bekendtskab; der var ingen moder, der passede paa. — Gaa du dig bare en tur, sae moderen, — du har godt af at komme blandt andre mennesker og blive af med lidt af din forlegenhed. — Saadan sae moderen, men hvordan forstod hun det selv? Hun fik aldrig lejlighed til at forklare det, for hvad der siden skete, beholdt Jensine for sig selv.

Klo og næb-fyren var i og for sig god nok, men han var midt i sin rasende ungdom, hvad der efter manges mening er undskyldning for de ni tiendedele af al ungdoms galskab. Han spaserede en hel time med Jensine og mødte i et sekund hendes sære, forvovne blik. der kom farende over hans ansigt som en fugl, man ikke kan komme paa skud. Og skønt han vidste sig karl for hvad det skulde være, fik han ikke hendes blik til at komme igen, men han snakkede til hende, saa hun kom til at le med sin voldsomme, kildne latter. Han tog, som hun selv sae, næsten livet af hende, og overdrivelsen var i grunden ikke stor, hun var mat og maatte støttes af hans arm, da de i mørkningen kom hjem,

— Naa, har du moret dig? var det spørsmaal Jensine blev modtaget med, da hun kom hjem.

Jensine var i sindsbevægelse, og det morsomme laa ikke for hende, men hun svarede uden betænkning, at hun havde moret sig. Hun kom frem i lampelyset med varmt ansigt, og moderen sendte hende med et tilfreds indre nik til sig selv ud i køkkenet for at ordne til aftensmaden.

Jensine forelskede sig i sin ven med næsten samme 11fart, som den hvormed en mursvend falder ned fra anden sal, og hun vaagnede i stor fortumlelse næste morgen. Det var saa meget at se paa hende, da hun kom ud i huslige ærender om formiddagen, at folk spurte hinanden: Hvad er der mon sket med hende? — Hele Jensines væsen talte om ungdoms ufærhed; hendes utydelige stemme og hendes bevægede ansigt var lige vanskelige at forstaa; det hele var som en sær gribende mumlen af ord, hvis mening man ikke kan tyde. Men saa man rent fysisk og raat paa hende, kunde man ogsaa sige, at der ikke var noget at ta fejl af, det kyniske er altid det nemmeste. Og mødte man hende sammen med vennen om eftermiddagen, ham med de frække øjne og den uforskammede mund, saa udgjorde de tilsammen begyndelsen paa en historie, hvis slutning ingen kunde være i tvivl om.

Der paafulgte for Jensine en henrykt, uklar tid; hun havde faaet som en lystaage for øjnene, der 1 grunden gjorde, at hun ikke kunde se, men det, hun mente at se, havde faaet en ny og lykkelig farve, der lignede ikke sig selv. Hun spurte sin ven ud om, hvordan hun egenlig havde det, og da han ikke var i stand til at sige hende det, gjorde hun selv forsøg paa at gi ham forklaringen, og han forstod ikke et ord af det, men syntes det var storartet, fordi hun selv var storartet. Som en øvet skønt ung læser af erotik, saa han deres historie komme op paa det spændende sted, og han længtes efter at naa til slutningen, der lovede at blive god, men Jensine sad fast i sit kapittel, ønskede bare at læse det om igen og 12tænkte ikke paa nogen slutning. Spændingen følte hun lige saa vel som han, hun ønskede blot, den kunde vare altid. Han fandt i sin simple mandfolketankegang, at hun var svær at trække afsted, men han havde trukket en pige før, det gik ogsaa nok denne gang.

Mens Jensine sværmede i vejløs højde, sad moderen paa alderdommens fornuftige kældertrappe og glædede sig over, at hun nu fik sin datter anbragt. Hun havde vel ogsaa selv været ung og i højden, men hun var besindigt gaaet ned til sit nuværende stade ad ægteskabets bakke. For hende havde det taget adskillige aar, men pludselig en dag styrtede hendes datter ned ved siden af hende.

Jensine gik grædende op paa sit værelse, mens moderen blev siddende, hvor hun sad, lavt og hyggeligt og anstillede sine lavtliggende betragtninger, der ikke gav hende selv anledning til uro. Imidlertid havde Jensine mere at arbejde med; hun var ikke kommet fornuftigt gaaende ned til det stade, hvor hun nu saa sig selv. — Hun havde aldrig tænkt sig, at det kunde ske, men hun havde ikke været klar over nogenting før bag efter. Da hun havde gjort ham bebrejdelser, havde han svaret, at han syntes, hun havde været lige saa meget for det, som han selv, og saa var hun løbet fra ham. Alligevel var det paa en maade sandt: hun havde været ivrig, men efter hvad? Hun vidste nu ikke andet, end at hun ikke vilde se ham mere; hvorfor havde hun saa været saa rask til at gaa med ham? Der havde dog været noget, hun havde længtes efter, og noget, hun havde været 13lykkelig for, men hvad? Der var ingenting mer. Hun kunde ikke fordrage ham, og hun havde været lykkelig for ham. Hvordan? Jensine gik i seng og sov, skønt grædende, med det samme.

En aften fjorten dage senere, da Jensine var faldet lidt til ro, kom en ny skræk over hende, og hun tænkte paa at gaa ud og drukne sig; i stedet gik hun i seng og sov sig til en fornuftig beslutning.

Jensine havde ikke mod til at gaa det i møde, der maaske ventede hende. Hendes lykke var det forbi med, det kunde hun komme over, men at være mærket som falden kvinde alle sine dage, det lod sig jo aldrig glemme. Jensine tog sin sag i sin egen haand og gik over gaden til Johnsen. Skuffelse og skræk havde gjort hende fornuftig; hun rystede endnu, men hendes vilje stod fast midt i al uroen. Den mest forelskede unge kone kan blive nøgtern paa mindre end et aar; hos Jensine var nøgternheden kommet paa fjorten dage, og den kunde ikke være solid endnu, men hun saa klart, gennem alt hvad der flimrede, at den var det eneste, der kunde redde hende.

Hun handlede med Johnsen, og han viste hende henrykt mange ting; hun lod ham høre for, at hun ikke havde set ham i saa lang tid, og han bad om lov til selv at bringe varerne, hvis det var tilladt at vente til efter lukketid. — Jo, han kunde komme om aftenen, saa var hun hjemme. — Johnsen bukkede og takkede, han gjorde begge dele som en forretningsmand, han mente at gøre det som en elsker, men han udtrykte sin mening daarligt. Jensine saa det, og den lille kolde plet i hendes hjerne billigede det. Hun sae 14selv tak og farvel. Johnsen fik en haand op til kanten af disken, men trak den genert tilbage igen; Jensine fik lige saadan en haand op og ned igen. Mer blev det ikke til den formiddag.

Jensine var overmaade venlig om aftenen, og tre dage efter var de to enige. Johnsens kys var en tynd streg med en kold prik over; prikken satte hans næse. Men Jensine, der var blevet vild under en anden mands kys, udviklede sig tilbage under Johnsens og tog til i nøgternhed.

— Hvornaar skal vi giftes? spurgte Johnsen.

— Aa, svarede Jensine, — naar man har været forlovede i to aar, saa — —

Johnsen forstod det ikke, men naar hun sae, de havde været forlovede, saa maatte det være sandt. Han gik lige hen til sine hylder og tog udstyret ned og lae det foran Jensine.

Fjorten dage efter blev de gift, og inden aaret var omme, fødte Jensine et barn med tvivlsom fader. Det var en lille pige, der kom til at hedde Johanne.

15

DA Johanne fra Kastanievej drejede ind paa hovedgaden, saa hun langt forude sin bedste veninde Ellen med sine bøger under armen, og hun gik raskere til; raabe midt paa Gaden vilde hun ikke; rent bortset fra, hvad hendes moder vilde sige, var det jo heller ikke pænt, om ogsaa den beundrede Ellen gjorde det selv. Ellen var doktor Hansens Datter, og hun kunde sagtens, alt det hun fik lov til, og alt det, hun fik at vide. Heldigvis delte hun gerne det sidste med Johanne, og det var det, der havde gjort dem til rigtige veninder, for snart et aar siden. Det var sket paa en grøftekant lige uden for skoven; Johanne var gaaet en lille tur for at komme over sin hovedpine, og nu sad hun ved grøften og var saa daarlig og havde saa meget at spekulere over. Hvad skulde saadan noget da ogsaa til? Det var begyndt for tre maaneder siden, til Johannes store forfærdelse, og moderen havde paa hendes spørsmaal endelig sagt, at det kom, fordi menneskene ikke var saa gode, som de burde være. Johanne fandt forklaringen rimelig, og den stoppede for alle hendes tanker, og hele hendes ophidselse og sindsbevægelse samlede sig som vandet i en mølledam, det var ikke til at holde ud.

Saa kom Ellen, henrykt som altid, denne gang over det dejlige foraarsvejr og satte sig hos hende. De snakkede ganske lidt om vejret, lidt om lektierne, og 16saa sae Johanne ikke mer, før Ellen spurte, hvad hun fejlede.

Aa, hun var saa daarlig.

Hm hm, sae Ellen, straks med, og de begyndte at snakke om det. Johannes uvidenhed var saa forfærdelig, at Ellen brød lige ind paa hende med det spørsmaal: Ja, men ved du da ikke, at det er æg?

— Æg, gentog Johanne med øjne saa store som dueæg. — Nej.

— Jo vel er det det. — Ellen brast i latter over Johannes forbavsede øjne.

Johanne kom til at bruge en vending, der ellers ikke let kom i hendes mund: — Er du tosset?

Men Ellen havde sin viden, hun havde ogsaa bøger for det, og saa havde hun endelig sin fader, der var doktor. Johanne maatte gi sig. Hun kom hjem til klokken seks med en kundskab, som hendes moder ikke havde nogen anelse om eller del i, og Johanne havde for første gang, saa vidt hun kunde huske, noget, hun beholdt for sig selv. Men af Ellen blev hun ført ind i en ny og underlig verden, og hvad hun havde hørt, fik hun bagefter lov til at læse om i en bog. — Der er flere af mine veninder, sae Ellen en gang, — der ikke kan lide at høre om det; det kan jeg nu ikke forstaa. — Den side af sagen havde Johanne nu slet ikke tænkt over; i grunden kunde hun egentlig heller ikke lide det, men man kunde da ikke ønske at blive fri for at faa det at vide. Men Ellen havde en lystig maade at ta det hele paa, som Johanne beundrede, og var ude af stand til at gøre hende efter. Med hensyn til moderen gik det, som Johanne kunde ha tænkt sig, 17at hun ikke syntes rigtig om Johannes bedste veninde, men da de gik i klasse sammen, betød det jo ikke meget.

Johanne, der ikke vilde raabe paa gaden, blev glad ved at se Ellen staa stille foran et butiksvindu, og i det samme kom Harald Jørgensen ud af sin port. Johanne saa ham gaa tæt forbi Ellen og lægge noget paa hendes penalhus, der sad øverst i remmen. Ellen saa lige om til ham, gjorde et lille vip med armen, og noget hvidt faldt ned paa fortovet, et brev vel sagtens. Harald bukkede sig og tog det op, Johanne saa et flovt, rødt ansigt, der vendte lige imod hende, og Ellens uforandrelige profil imod butiksvinduet.

— Hvad var dog det? spurte Johanne forpustet.

— Det er de nye sommeroverstykker.

— Nej, jeg mener det, han lae paa dit penalhus.

— Naa—aa, Ellen lo, — det var et kærestebrev. Tror du jeg vil ha fler kærestebreve fra ham? Saadan en dreng.

— Ja, men vil du da ikke en gang læse det?

— Naj. — Ellen lo og rystede paa hodet. — Man kan rigtignok høre paa dig, at du aldrig har faaet et kærestebrev! — Og hun begyndte uden overgang at fortælle om en halvfætter af hende, der var kommen til byen og skulde være redaktionssekretær ved stifttidenden. Hun havde aldrig før kendt noget til ham og kaldte ham Nielsen, men da de dog var i familie, kunde de spasere sammen, hvilket de da ogsaa gjorde, han var enogtyve og pæn. I eftermiddag skulde hun vise ham anlægget. Vilde Johanne ikke med?

18

Nej, Johanne maatte ikke spadsere med herrer.

Hm. Ellen grundede lidt over det: — Ja, men nu skal du se, Naar han gaar paa den ene side af mig, og du gaar paa den anden side af mig, saa er det da mig, der spaserer med ham og ikke dig, vel? Du spaserer bare med mig, ikke?

Nej, det kunde ikke gaa an, det turde Johanne ikke.

— Det var kedeligt, sae Ellen, — for han har lagt mærke til dig og spurt, hvem du var.

— Saa? Har han det? Har han virkelig?

— Ja, men saa skal jeg sige dig noget andet: Du kommer ud i anlægget ved firetiden, et sted i nærheden af pavillonen; saa mødes vi tilfældigt der ude, og saa gaar vi lidt sammen, og saa gaar vi hjem hver for sig.

— Men vi vil ikke ind og drikke kaffe, for det tør jeg ikke.

— Naa, nej. Men jeg kan jo sige til ham, at han maa ikke invitere os ind paa kaffe, for det maa du ikke. Skal jeg sige det?

— Ja, det maa du vist hellere, sae Johanne i sin naivitet.

Ellen morede sig. Hvor det vilde blive kosteligt at sige til ham: du maa ikke invitere os ind paa kaffe, for hun maa ikke for sin moder. Ih, hvor han vilde le gennem sin nedhængende Cigaret! Ellen holdt meget af Johanne, men dette her var alligevel altfor morsomt til, at hun kunde nægte sig det.

Johannes første indtryk af Nielsen var en høj, ung mand med et lyst ansigt, næsten hvidt overskæg, elegant 19graa hat og nedhængende cigaret i munden. Hans snak til Ellen gik langs cigaretten, blandet med røg og gnister, men da han saa Johanne, tog han hat og cigaret af og hilste. Paa hans tale kunde Johanne høre, han var fra en anden by, sagtens København. Hans konversation var til at begynde med en række spørsmaal, som Johanne besvarede med hurtig, usikker stemme; han lo en del, men stille næsten lydløst, det lød som: hn hn hn, rimeligvis fordi han med det samme havde cigaretten i munden. Maaske lo han ad hende, og hun følte da ogsaa, at det, hun sae, lød dumt. Hans øjne var lyseblaa og kolde; de var ikke nysgerrige som hos de fleste unge mænd, Johanne kendte; de gik med en vis ligegyldighed fra hendes øjne til et andet punkt, der rimeligvis var spidsen af hans cigaret. Hvordan var det? Havde Ellen sagt, han var saa elskværdig? Det var vist ikke uden videre rigtigt. Han var den mest smilende ligegyldighed, Johanne endnu havde mødt.

Johanne blev saa vidt muligt paa et sted; hun havde bestemt, at hun vilde ikke spasere med dem, og naar Ellen havde faaet hende et par skridt med, standsede Johanne igen. Det gentog sig en to tre gange, Nielsen stod høfligt stille, men Ellen trippede utaalmodigt.

— Hvad skal frøken Johnsen saa til, naar De har taget eksamen? spurte Nielsen.

— Naa, sae Johanne, — jeg skal vist blive hjemme hos moer.

— Naa, Deres faer er altsaa død?

20

— Nej, svarede Ellen og Johanne paa een gang. — han er ikke død.

Nielsen lo lidt røg ud af munden: hn hn hn hn. Johanne blev rød og vendte sit ansigt bort, men hun vidste, hun var ogsaa rød paa halsen, saa der var ikke noget at redde. Hun saa Nielsen desperat ind i øjnene og sae: — Ja hjemme hos os er det altid moer, som — he.

Hun knækkede leende forover, Ellen lo, saa det hørtes langt om, som naar en høne kagler i en skov, og Nielsen føjede til situationen sit dæmpede: Hn hn hn.

Da brast ogsaa Johanne i en forsvarlig latter og udbrød af hele sit hjerte: — Nej, hvor jeg dog er tosset!

Da maatte Nielsen rigtig se paa hende; han tog cigaretten af munden og lo som et almindeligt menneske.

— Saa, sae Ellen, der stod og vippede med fodspidsen; — spaser nu lidt med os, Johanne.

— Nej, Ellen, det kan jeg ikke for — —for. Hun syntes selv, det lød saa komisk, — det maa jeg ikke for moer.

Men nu var moderens forbud jo i den grad opløst i latter, at der egentlig ikke var nogen mening i at rette sig efter det, og Johanne begyndte at gaa med de to andre. Hun lo endnu en tid, ligesom man gør i skolen og paa lignende steder; hun lo, indtil latteren havde brændt sig selv ud, og der kom et modbydeligt øjeblik, hvor hun følte sig skamfuld og nedslaaet og næsten ude af stand til at sige noget. Det skulde 21ikke gøre det bedre, at Ellen og Nielsen gjorde sig Anstrengelser for at faa en samtale i gang; det var kun latterligt, at Johanne gik her, og det var endnu mere latterligt, hvis hun gik fra dem, fordi de saa begge to straks vilde tænke paa dette med hendes moder. Til sidst var Ellen da saa sød at finde paa noget, der gjorde, at Johanne kunde slippe fra dem.

Da Johanne gik hjemmefra, havde hun mest tænkt paa, at hun nu overtraadte et af sin moders forbud; det havde ikke været hende helt let, og desuden frygtede hun den samvittighedens stemme, der, som man lærer, altid er værst bag efter. Men da Johanne kom hjem, følte hun ikke noget saadan; hun var kun opfyldt af sit personlige nederlag overfor en ung mand, og da moderen spurte hende, hvad der var i vejen, svarede hun uden lang betænkning, at der havde været nogen efter hende, og at hun havde løbet. Hun tænkte ikke selv over, at hun løj, lige saa lidt som, at hun i det sidste aar havde tabt noget af respekten for sin moder. Det var sket ad veje, Johanne ikke selv kendte. Strømme, som ingen er herre over, gaar igennem det unge sind. Der foregaar skred, hvorved gamle ting begraves, og ny muligheder blottes, ingen ser rystelsen, og den, i hvis sind den foregaar, føler den maaske næppe, men en ny periode er begyndt, og ens lille datter er en ung kvinde, man ikke kender, og som har begyndt at ta sin egen skæbne i sin uprøvede haand.

Moderen havde endnu meget at spørge og formane om, men i dette øjeblik var der kun een ting i verden, der interesserede Johanne: hvad hr. Nielsen havde 22sagt om hende til Ellen! Hun tænkte sig det værste: at han syntes, hun var en lille pjatgaas, men det kunde dog godt være, han bagefter havde føjet noget formildende til. Dog fik Johanne ikke lov til at komme om til Ellen den aften, skønt hun bevæbnede sig med en arimetik og forklarede, der var noget, hun skulde spørge om. Nej, naar der kunde komme nogen efter hende, maatte hun ikke gaa alene ud, heller ikke om eftermiddagen. — Men Johanne kunde ikke huske, hvad for opgaver, de skulde aflevere til i morgen. — Godt, saa blev pigen sendt afsted med arimetikken. Ellen maatte ha forstaaet Johannes fore- spørsel, der først blev læst af moderen, for der kom tilbage fra hende en lap, hvorpaa der stod: Vi maa gerne vente til Onsdag, saa du behøver ikke at være ked af det. — Den sidste sætning var understreget, Johanne fik endnu meget at høre for uefterrettelighed, men hvad betød det, naar hun havde Ellens understregede trøst at holde sig til?

— Hvad sae han? var Johannes første ord, da Ellen næste morgen kom til hende paa vejen til skolen.

Jo, han sae meget; Johanne kunde sagtens være glad, og det var hun ogsaa, da hun havde hørt det, men hendes humør faldt igen over for Ellens planer om, at de nu for fremtiden skulde mødes i anlægget. — Nej, det kunde ikke la sig gøre.

— Men, sae Johanne, — vi kunde maaske gaa om af stierne lige efter skoletid; jeg kan sige, jeg skal ind og købe et viskelæder.

Ellen syntes, det var udmærket; hun sørgede selv 23for, at en af de smaa blev sendt det lange stykke vej til boghandleren, for at viskelæderet for alle tilfælde kunde være til stede, hvis det blev nødvendigt.

Spasereturen paa stierne gik for sig næste dag; den var vellykket, men lidt lang; Johanne havde noget at klare, da hun kom hjem.

— Du kommer noget sent, sae moderen.

— Ja, der var saa mange hos boghandleren.

— Du er saa hed i hodet, synes jeg.

— Ja, der var saa varmt; solen staar jo lige paa, og saa alle de mange mennesker.

I de senere viskelæders-tilfælde faldt Ellens selskab bort; hun tog det af sig selv og gjorde det med fornøjelse.

— Det er storartet, sae hun henrykt.

— Hvad for noget? spurte Johanne.

— Det med dig og Nielsen.,

— Har du da ellers aldrig spaseret alene med en voksen herre — spurte Johanne betænkelig.

— Ngaj, sae Ellen med aaben og leende mund.

— Saa gaar det maaske ikke an. Det er maaske rent galt. Er det, Ellen?

Ellen lo ustyrlig: — Du er storartet. Spaser du bare med ham, og hils ham fra mig. — Hun lo og løb hjem efter. Det var lige uden for skolen.

Johanne gik med rystende knæ ud mod stierne, hvor han vistnok ventede, men ventede han hende alene? Der kom han i alt fald, og han lod ikke til at blive forundret. Hans sindsro syntes lige saa uforanderlig som cigaretten i hans mund.

Nielsen var den klogeste og især den mest overlegne 24mand, Johanne nogen sinde havde truffet. Hvis hun kunde faa ham til at udtale sig om de mennesker, der betød noget for hende, saa vidste hun, hvad hun skulde tro om dem, og hun gav sig til at spørge ham ud. Han havde et par gange været sammen med hendes forældre; hvad mente han om hendes moder? og hvordan syntes han om hendes fader? — Jo, hendes moder var vist en energisk og dygtig dame, og hendes fader var en meget elskværdig mand.

Johanne følte sig dybt skuffet over hans svar og sae: — Mener De egentlig det? De mener vist noget helt andet, synes jeg, jeg kan se paa Dem.

Han lo undvigende og tændte sig en ny cigaret, ligesom han vilde sige, at det kom jo ikke hende ved. Det blev en kort og kedelig tur, men da de sae farvel, spurte han, om de skulde gaa lidt sammen igen næste dag.

— Aa, sae hun, — det er der da ikke noget ved, jeg mener: for Dem.

— Jo, sae han pestemt; — De er saa sød og saa morsom.

— Morsom, det vil jeg nok sige, — og under indtryk af skuffelsen fra før føjede hun til: Det er ogsaa dumt, at man tror, man faar noget at vide, fordi man spør. Den eneste, det er Ellen, men hun har nu ogsaa fortalt mig alting.

— Ja, og hvad er der saa ved det, hn hn hn. Nej, vær De glad ved, at der endnu er et og andet igen, der ikke er blevet fortalt Dem.

Johanne gik tankefulde hjem. Det var en hel ny 25maade at se det paa; den var ikke tilfredsstillende, men den havde sin egen mærkelige spænding.

— Skønt Nielsen var en stilfærdig ung mand, kom han dog til at virke paa Johannes sind som hovene af en løs hest, der en foraarsdag løber hen over en nyordnet have. Med en tilfældig bemærkning traadte han dybt ned i hendes tilvante forestillinger, saa hun bagefter næppe kendte dem igen.

— Hvorfor siger De, at de vil blive hjemme hos Deres moer? Det mener De da ikke.

Johanne saa et hegn blive brudt ned, som hun nu i seksten aar havde gaaet i, og hun svarede uden betænkning: — Nej selvfølgelig. Men har De ikke indtryk af, at jeg er en, der er vant til at gaa hjemme og høre paa sin moders formaninger?

— Aa jo, sae han med sin cigaretlatter, — men ikke en, der gør det med fornøjelse.

— Nej, sae hun overvældet; — det er saamænd sandt.

De var her inde paa et emne, som Johanne gerne vilde tale om, men han lukkede sig for det. Da Johanne begyndte at tale om forholdet til sin moder, skete der noget, hun opfattede som en advarsel: han tændte sig en ny cigaret, idet han halvt vendte ryggen til hende, og hun tav. Det hørte med til det spændende ved ham, at der var visse ting, han ikke vilde høre om, ligesom der var andre ting, han ikke selv vilde tale om. Han viste sig nemlig efterhaanden temmelig alvorlig og indesluttet; og naar hun spurte, hvad der var i vejen, fik hun cigaretrøg til svar.

Men der var mere i den unge mand end latter langs 26en cigaret; i virkeligheden gik han og forelskede sig i det mærkelige pigebarn, som han kaldte hende, hvis ansigt lignede en dukkes, men som paa nærmere hold viste sig at være andet end et stykke legetøj. Han faldt for første gang ud af sin ro, da Johannes eksamen kom og forstyrrede deres smaa spasereture; oven i købet skulde hun til Jylland i sommerferien.

— Det blir ialt to maaneder, sae han; — det var jeg ikke forberedt paa. Ja, De skal ikke le ad det, frøken Johnsen.

— Nej, svarede Johanne forskrækket og blev alvorlig. — Er De saa ked af det? Ja, det er jeg forresten ogsaa selv.

— Er De virkelig? sae han glad og uden cigaret. Men kan jeg da ikke skrive til Dem? Deres moder læser naturligvis Deres breve?

— Ja, det gør hun jo. Det kan vist ikke forandres, desværre.

Nielsen foreslog poste restante.

Johanne blev henrykt. Ja, det var udmærket. Det vil sige — — hvis moder opdagede det og selv hentede dem. — Hun saa ham med store øjne ind i ansigtet: — Jeg ved jo heller ikke, hvad De vil skrive.

De stod nedslaaede hos hinanden og saa ned i jorden, hver til sin side. Da raabte Johanne med en stemme, der knækkede midt i latter: De kan skrive til mig som en af mine veninder. De kan være — lad mig se — Moder kender Ellens skrift. Ja, men De skriver jo paa maskine; kan vi ikke sige, De har lært Ellen maskinskrivning?

— Storartet, sae Nielsen og greb hende i armen.

27

— Saa blir jeg altsaa nødt til at skrive »du« til Dem og kalde Dem min kære veninde.

— Ja, sae Johanne lidt betaget, — det kommer De jo til. Det maa De ogsaa gerne.

— Ja men, frøken Johnsen, kan vi saa ikke lige saa godt begynde paa det med det samme?

Johanne saa lidt forskrækket op paa ham: — Nej.

— det synes jeg ikke, vi kan. Nej, det kan vi heller ikke.

Han var tydeligt nok skuffet, men trængte ikke videre paa. Det blev den sidste rigtige samtale, de havde paa den side af sommerferien.

— Det var med bankende hjerte, at Johanne for første gang læste en mands brev med overskriften: Min kære, søde Johanne, og som mest af alting talte om længsel og savn. Hun kunde for resten af den dag forestille sig, hvordan en nyforlovet pige har det, naar hun har faaet sit første kærestebrev, men det stod ogsaa klart for hende, at hun selv ikke var saadan en nyforlovet pige. Hun var da ogsaa temmelig i vildrede med svaret, som hun jo ikke behøvede at la sin moder se. Kunde hun begynde med: Tak for Deres brev? Det at takke for det, var det ikke at gøre for meget ud af det? saadan som han selv havde gjort ved straks at komme ind i saadan en forelsket tone. Nej, hun syntes ikke om den; hun havde tænkt, at hans brev vilde gi hende noget at tænke over, og saa var det bare et kærestebrev. Den første betagelse faldt hurtig igen, og hendes svar blev temmelig køligt og kedeligt, hvad hun ogsaa selv følte.

Hans næste brev blev dog ikke anderledes for det, 28og Johanne opdagede snart, at dette med fingerede venindebreve var en mislykket historie, og som hun havde tænkt det, skrev hun det. Han svarede i en krænket, alvorlig tone og fortalte hende en del om hendes egne fejl og mangler, hvilket hun altsammen læste med stor interesse og uden den fornærmelse, han havde forudsat. Hun takkede for hans brev, svarede udførligt paa det og føjede til, at hun vilde ønske, hun lige saadan kunde skrive om ham, men det var hun ikke klog nok til, og vilde derfor hellere la være; bare det vilde hun sige ham, at hun syntes meget bedre om ham saadan som han var, end saadan som han skrev, men det var vist ogsaa hendes eget tossede indfald, der var skyld i det.

Hun fik endnu et brev i stilen: kære, søde Johanne, og saa var hendes sommerferie forbi; de kunde mødes igen.

Han saa ud nøjagtigt som første gang, hun saa ham. Johanne havde været spændt og noget forlegen ved tanken om det meget »kære, søde«, og hun kom til at le. Hendes latter var som nysen hos en vis slags kvinder, den slog altid fejl og blev ikke til, hvad den skulde.

— Hvad er der dog, frøken Johnsen? spurte Nielsen forundret og stødt, men smilende.

— Jeg ved ikke, men det er saa komisk.

— Naa, er jeg ogsaa komisk i Deres øjne.

— Nej, det er De slet ikke. Nej, men jeg blev saa lettet ved at se Dem.

— Hvad blev De lettet over?

— Jo for — — jeg synes, der var næsten alt for 29meget imellem os, men — — det er der alligevel ikke.

I mundtlig henseende var Nielsen en meget behersket ung mand; han slog asken af sin cigaret og beholdt for sig selv, hvad han tænkte. Saa nøjedes han med at spørge, hvordan hun havde tilbragt ferien.

Nu havde frøken Johnsen altsaa klaret forholdet mellem dem med det resultat, at der var ingenting. Hun vilde godt spasere med ham; han maatte bare ikke tro, at det betød noget, men denne klaring bragte hun selv forstyrrelse i allerede fjorten dage senere.

Nielsen havde fundet et emne, der satte hende i sindsbevægelse, det var rejser. Han havde en kort tid været i udlandet som korrespondent til et blad, og nu havde han planer om at komme ud igen, denne gang for længere tid.

— Det var noget for Dem, frøken Johnsen, sae han; han læste det lige ud af hendes øjne.

— Ja, det var det.

— Men De kan jo rejse med mig?

— Kan jeg? Hvordan det?

— Jo, De kan blive min kone og saa rejse med mig.

— Ja men — — vil De da det?

— Ja, frøken Johnsen. De ved jo, der er ingenting, jeg hellere vil.

— Til Italien?

— Ja. Først Frankrig.

— Det var dejligt, sae Johanne og mærkede ikke, at han gik og holdt hendes haand. Det var paa stierne, og de mødte af og til mennesker. Det blev ikke til mer den gang.

— — Mærkeligt nok talte han de næste gange slet 30ikke om det eneste, Johanne tænkte paa. Men hun mindede ham selv om det:

— Hvornaar skal vi saa — — hvornaar skal De til Frankrig?

Efter Johannes forslag mødtes de nu om aftenen; det var mere rart for dem begge to, sae hun.

— Jo, Nielsen drejede om ad en sti for hurtigere at komme bort fra den yderste lygte: — Johanne, sae han, — De vil altsaa være min kone?

— Ja.

Johanne følte sig inde i hans arme og kysset, men hun tænkte mere paa at rejse end paa det mærkelige i selve øjeblikket.

Nielsen holdt hende tæt ind til sig og hviskede: — Elsker du mig?

Johanne skød alt det andet til side og samlede sig: — Er det nødvendigt? spurte hun.

— — Det var langt hen i Oktober, det blæste og regnede. Alt, hvad der var igen af blomster i fru Johnsens pyntelige have, var ødelagt i et tre dages begyndende efteraar, Stokroserne stod skæve i den haarde blæst, og georginerne var knækkede; uudsprungne blomster sad endnu tilbage som slimede kulørte klumper, andre laa i græsset og raadnede. Græsset, der var begyndt at gro igen i de sidste fjorten dages vaade vejr, laa i tjavser til alle sider, fuldt af blomsterklatter, gule blade og raadne æbler.

Det var et rædsomt syn. Johanne, der havde siddet ved vinduet og stirret snart en hel time, fik efterhaanden øje for det, og hvad der var slemt, blev endnu værre ved synet af den hærgede have. Johanne 31kunde ikke græde, og at føle sig fortvivlet laa ikke i hendes natur, men hvor alting dog nu var slaaet itu og ødelagt for hende, og hvorfor? Bare fordi hun ikke kunde sige til en mand, at hun elskede ham, for hun vilde ikke lyve. Hun kunde da heller ikke love, at hun en gang vilde komme til at elske ham, for hvordan kunde hun vide det? Hun maatte ærligt indrømme, at hun ikke brød sig om, at han kyssede hende, men hun vilde ikke forbyde ham det. Men hun syntes meget godt om ham, hvorfor kunde han ikke nøjes med det, som saa mange andre maa? Og han var blevet ude af sig selv og kommet med forfærdelige anklager mod hende; det var hende, der havde bragt det saa vidt mellem dem, for naar han var i tvivl om hende og vilde ud af det, saa havde hun holdt ham fast. — Det var forfærdelig svært at mødes med saadant et utilregneligt og rasende menneske den ene dag efter den anden. Hun havde hovedpine og anden daarlighed, og moderen sae hende, uden at forlange nogen nærmere forklaring, at hun saa bleg ud.

Der gik en maaned med bebrejdelser og plager om kærlighed. Havde hun kysset ham den ene dag, skældte han ud for det den næste, og naar hun tilbød at blive hans kone, saa snart hun blev atten aar, for før fik hun vist ikke lov, saa beskyldte han hende for at være kold og beregnende. — Du kan tro, sae Johanne, — at det er haardt, at man ikke er forelsket, og du kunde gerne ha ondt af mig. — Men den følelse kendte Nielsen ikke noget til, og en dag rejste han fra byen uden farvel.

32

Denne afslutning ramte Johanne som et slag, der blev saa meget haardere, som han i de sidste dage havde forvandlet sig tilbage til den formelle, overlegne mand, han var i begyndelsen af deres bekendtskab. Han var maaske alligevel blevet ked af hende til sidst. Saa underligt var det hele indrettet, at hvis hun havde været i stand til at lyve for ham, kunde de begge to være blevet lykkelige, men vilde det ikke være synd mod ham, der var saa ideelt anlagt?

Der kom en slags glædesløs tid, og nu regnede det saa trøstesløst. Hvor det dog saa ud nede i haven. Hvor længe skulde det vare altsammen?

33

DE, der havde smilet, som de selv mente, forstaaende, da det blev bekendt, at manufakturhandler Johnsen skulde giftes med frøken Jensine, havde ledsaget deres smil med en bemærkning om, at hun ikke blev let at styre. Men de, der smilede, tog fejl; fru Jensine styrede baade sig selv og huset og manden, hun tog om det hele med en fast og lidt kold haand. Folk havde ikke ventet det af hende, men de saa hende udvikle sig med rivende fart, hun sværedes, dæmpedes og falmede. Det tog maaske et par aar; fru Jensine forandredes som dagen i September. Første dag i maaneden er det sommer med høj himmel og lange dage, men lyset falder, natten breder sig op over aftenen og ned over morgenen, og paa en maaned er aarstiden ikke til at kende igen. Der er ingen maaned, hvor mørket har saadan en fart paa som i September. Men da fru Johnsen havde gennemgaaet sit efteraars jævndøgn, skete der heller ingen større forandring med hende.

Der var gaaet femten, seksten aar, og nu voksede et nyt foraar frem i fru Johnsens egne stuer. Johanne lignede den vidunderlige maaned Marts, hvor lyset ligesom en syndflod styrter ned fra oven og vælder op fra neden, kommer baade fra morgen- og fra aftensiden, 34og paa fire uger er dagen og aarstiden blevet ukendelig, og om et par dage til er det maaske fuldt foraar.

Først bagefter havde fru Johnsen faaet at høre om Johannes stævnemøder med den unge redaktionssekretær, og hun blev grebet af saadan en skræk for, hvad der kunde være sket, at hun ikke turde spørge sin datter ud, men nøjedes med at passe paa hende. Det var jo ikke faldet hende ind, at Johanne kunde tænke paa den slags ting, men nu da hun havde faaet øjnene op og saa sin datter, som hun var, kunde hun kende tegnene igen, hun saa med stor misfornøjelse og endnu større uro sin egen ungdoms tegn. Hun blev vred over, at Johanne lignede hende saa godt, men hun blev ogsaa vred over andre sider ved hende, som hun ikke kendte, og som hun ikke ved sine spørsmaal kunde trænge ind i. Johanne havde et roligt aabent blik, men det var ikke derfor lettere at skønne om, hvad hun tænkte. Fru Johnsen havde aldrig haft samvittighedsnag, men forfløjen havde hun været, saadan kaldte hun det nu i sin uro for datteren. Dog var Johanne vist ikke egenlig forfløjen, men der var noget uhyggeligt bestemt ved hende, der især viste sig i tavs modstand. Man vidste ikke, hvad hun kunde finde paa, men man maatte være bange for, at hun vilde følge sine paafund.

Heldigvis var der ikke sket noget, Johanne havde vist ikke en gang været forelsket, og efter en kort periode med lidt blaat under øjnene udvikledes hun med større fart end før, forholdsvis let at ha med 35at gøre, men umulig at blive rigtig klog paa og absolut ikke til at sende ud.

Johanne blev tyve aar under sin moders øjne. Hun havde haft kontorplads et aars tid. Fru Johnsen havde opdaget manufakturhandler Severin, der interesserede sig for Johanne og gerne tog hende i sin forretning. Han var en pæn mand, kønnere end Johnsen i sin tid, og lige saa rolig og nem at ha med at gøre. kunde det blive ham og Johanne, vilde der falde ro over fru Johnsens sind; hun vilde ogsaa blive fri for pinlige mindelser fra sin egen ungdom, som hun aldrig havde tænkt sig, at hun nogensinde mer skulde blive plaget af.

Fru Johnsen tænkte saa meget paa det med hr. Severin, at hun maatte tale med nogen om det, ikke med Johanne, det havde hun gjort en gang, men Johannes stumme maade at ta spørsmaalet paa var altfor uhyggelig til, at fru Johnsen vovede sig frem en gang til, men saa kunde hun i nødsfald tale med sin mand, han kom tit op fra butikken nu og var altid villig til en passiar.

— Du har fuldstændig ret, sae fru Johnsen, der sad ved vinduet og syede. Hun sænkede sytøjet og saa med virkelig velvilje paa sin mand, for det var ham, hun talte til.

De tyve aar, der var gaaet, havde ikke forandret Johnsen meget. Det pyntede paa ham, at hans øjenbryn nu jævnlig blev klippede, men paa den anden side havde han faaet et mærkeligt kasseret udseende, og dog havde han mange penge og en kone, der ikke var uvenlig mod ham. Penge plejer ellers at rette 36paa sin mand, og naar det ikke var tilfældet med Johnsen, maatte det ligge i en medfødt uhelbredelig ubetydelighed, der med aarene blev mere fremtrædende.

Johnsen rømmede sig og sae, at det glædede ham. Han vidste ikke, han havde sagt noget, hans kone kunde gi ham ret i, men maaske var hun blevet enig med sig selv om et eller andet, og udtrykte det paa den maade. Johnsen syntes godt om tanken, selv om man ikke ligefrem kan sige, at den rørte ham; pengene havde dog haft den virkning paa ham, at han ikke let blev sentimental.

Fru Johnsen saa fra sin mand, som der ikke var noget at se paa, ned paa sit sytøj: — Jeg mener i det, du sae forleden dag om Johanne. Hun volder mig mange bekymringer. — Fru Johnsen drog et dybt suk, der gjorde afstanden mellem hendes sytøj og hendes ansigt større.

— Ja, sae Johnsen, og ligesom for at hævde sin egen personlighed føjede han til: — Hun volder ogsaa mig mange bekymringer.

— Det vil jeg tro, svarede fru Johnsen med en vægt, der kunde gøre en beskeden ægtemand stolt.

— Du er jo — — vi er jo enige om ikke at sende Johanne ud.

Fru Johnsen saa fra sit arbejde lige ned i gulvet: — Der er saa mange farer, der lurer paa en ung pige. Der er saa mange slette mennesker til.

— Ja, det er saamænd sandt, sae Johnsen.

For en snes aar siden vilde fru Johnsen vel ha smilet, for hvad vidste han om det? Men nu var hans 37naivitet hinsides de ting, som fru Johnsen smilede ad. Det var ikke det, hun tænkte paa, mens hun stirrede ned i gulvet. Det var ikke til at forstaa, men sandt var det, at hun selv vilde sin ulykke for tyve aar siden. Hun styrede lige imod den som en, der blir skubbet bagfra, men Johanne var i grunden saa sikker, hun vilde ikke paa den maade rende blindt paa.

Men det kan jo være, at det kan ordne sig før end vi havde tænkt, sae fru Johnsen endelig og saa forsigtigt ud af vinduet.

Johnsen kom og vilde se ud samme sted, men to i et vindue, hvis de blev set, det vilde dog være for opsigtsvækkende, og han kunde jo lige saa godt se ud af det andet.

Nede paa gaden var Johanne ved at sige farvel til en yngre mand i elegant efteraarsfrakke, Han tog hatten af og bukkede ganske som en herre i en modejournal. Selv det hvide foer i hans hat var skinnende nyt.

— Hm, sae Johnsen. — Naa hr. Severin følger Johanne hjem.

— Det er han begyndt med for nylig, men forsnak dig nu ikke, naar hun kommer op.

— Nej, nej, — Johnsen stillede sig op ved siden af kakkelovnen, ingen skulde se paa ham, at han for et øjeblik siden havde været indiskret ved et vindu. Men han var blevet rød i sit barnlige gamle ansigt, hvad der ikke skulde ret meget til.

Johanne kom ind. Hun var høj og kraftig ligesom moderen, men hun havde mørke, aabne øjne, der saa lige paa folk og kunde holde ud at se. Hun havde 38stærkt røde kinder og hvid hud; ansigtet var lidt porcellænsagtigt og kunde minde om en dukke.

— Du er nok blevet varm, sae faderen; han syntes, det var ganske godt fundet paa, hans kones blik fortalte ham noget andet.

Johanne lae hat og jaket fra sig paa bordet, men inden moderens øjne fik tid til at se paa tøjet og hende, besindede hun sig og hængte det ud.

— Ja, det er varmt, sae hun og lige efter: — Han følger mig snart hjem hver eneste dag.

— Hvem følger dig hjem? spurte hendes fader glad ved, at det var ham, der fik lov at spørge først. Han kvitterede med et nik modtagelsen af et advarende øjekast henne fra vinduet.

— Hr. Severin, svarede Johanne.

— Det er en stor opmærksomhed, sae moderen. Johnsen blev glad ved at kunne sige det samme paa en anden maade::— Tænk, at han gaar fra butikken for din skyld.

— Ja, naar der ikke er altfor mange naturligvis, svarede Johanne tørt. Det leende udtryk, der havde været i hendes øjne, da hun kom ind, var helt forsvundet.

Hendes fader kom til at le: — Men hvordan kan han passe, at butikken ikke er fuld, naar du skal gaa? — Han var kommet hen i den anden ende af værelset og saa ikke det advarende blik, hans kone sendte ham, men det forfejlede alligevel ikke sin virkning, for han anede det. En kone, man kan uden ad, er som en lektie, man har i hodet; man behøver ikke altid at kigge i lærebogen.

39

— Det ved jeg virkelig ikke, svarede Johanne med en ligegyldighed, der sae, at nu kunde det være nok.

Fru Johnsen skyndte sig at slutte af: — Det er i alt fald meget elskværdigt af hr. Severin. Vil du sørge for eftermiddagskaffe?

Johanne tog dug og kopper frem. Moderen saa gennem en forsigtig øjenkrog, at hun var mut, men pludselig flammede hun ligesom lidt op. — Tænk, nu vil han ha mig med til handels- og kontoristballet, men det maa jeg vel sagtens ikke.

Johnsen skulde lige til at sige: jo, selvfølgelig, men hans kone kom ham i forkøbet. Dog skjulte hun sin glæde under nøgterne overvejelser: — Hvordan er det med den klare kjole? Hvis vi sætter et nyt skærf paa, saa kan den vist godt gaa.

— Naa maa jeg virkelig komme med? sae Johanne tilsyneladende glad, men i en underlig faldende tone, ligesom der dog var maade med glæden. Hvordan skulde det forstaas? Ligefrem vild efter at komme med var Johanne altsaa ikke; hvad var der da med hende? Fru Johnsen saa undersøgende paa sin datter. Hvordan kunde en saa rolig ung pige være saa vanskelig at forstaa? Hun havde ventet, at hun ikke maatte komme med, og alligevel voldte det hende ikke nogen større glæde, da tilladelsen blev givet. Var det paa grund af hr, Severin? Hvis det nu havde været en som den unge hr. Petersen, eller hvad det var han hed? Eller var historien med ham ikke andet end barnagtighed? Men hvordan kunde man saa forstaa, at Johanne paa en saa gennemført maade var gaaet 40bag sin moders ryg til det ene stævnemøde efter det andet?

Johanne satte paa bordet og gik til og fra uden at sige et ord. Moderen var skuffet, men vilde ikke vise det, hun sae tværtimod; — Ja, nu har du altsaa noget at glæde dig til.

— Ja, svarede Johanne lydig og kom med kaffen. Hendes baller plejede ikke at være morsomme. Hun sad ved siden af sin moder, og ved siden af hendes moder satte kavallererne hende af, som noget, der fulgte af sig selv. Johanne havde heller aldrig tænkt sig, at det kunde være anderledes, men en aften hørte hun en ung mand sige om hende: — Hvad for en turdelduerede mon hun er kommet flyvende fra? — Johanne kendte ikke den overførte betydning af turdeldue, men hun forstod, det var ikke blevet sagt i nogen god mening. Hun fik ogsaa mindre danset end mange andre; havde det noget med turdelduerede at gøre?

— Det er det første i dette efteraar, bemærkede moderen ved kaffen.

— Ja, sae Johanne. Og lidt efter: — Jeg kendet jo saa faa.

Med »faa« mente hun mænd; det vidste moderen godt.

— Nu har du jo hr. Severin, Johanne.

— Ja. Hvor kan det være, vi kommer saammen med saa faa mennesker?

Mennesker, tænkte moderen, det er mænd: — Det er heller ikke nemt, Johanne, at omgaas altfor mange. Der er saa mange daarlige mennesker til.

41

— Hm. Hvor ved du det fra, moder? For jeg synes ikke, du kender fler end jeg. Men det var maaske inden du blev gift?

Fru Johnsen saa ned i sin kop; hun lod øjenlaagene synke over sin ungdoms hemmeligheder. Længe efter sae hun: — Du er saa underlig saadan hensynsløs i din mund somme tider.

Johanne lo med en lille, knækket latter: — Det maa saa være efter dig, for det kan da ikke være efter fader.

Johnsen gryntede, at det kunde det vidst ikke, og hans kone sae: — Jeg har vanskeligt ved at klare mig over for jer to.

Hun drak nervøst sin kop ud og følte det, ligesom hendes myndighed vaklede, men det var ogsaa slemt, at den var bygget op paa en daarlig samvittighed, som til hendes egen forundring aldrig rigtig vilde komme sig igen. Men de to, der uden at vide det havde skubbet til hende hver fra sin side, forholdt sig rolige, efter at de havde faaet deres irettesættelse. De vilde hende ikke noget ondt, nej ikke den ene af dem; han var sikker nok. Fru Johnsen indsaa med overraskelse den simple sandhed, at i hjemmet er manden den aftagende magt, hans betydning blir daglig ringere og svagere som dagen i Oktober, men barnet er den voksende, det vokser i magt, det tar overmagten som dagen i begyndelsen af foraaret.

Fru Johnsen satte sig med en halv følelse af afmagt hen paa sin forhøjning; hun blev vred paa sin mand og foreslog ham med bestemthed at gaa ned i butikken; man kunde høre, at der i øjeblikket var mange 42mennesker. Johnsen rømmede sig lydigt og gik. Han fyldte ikke meget i den smalle dørsprække, han lavede for at komme ud.

— Der er han igen, sae Johanne, der stod midt i stuen og lae dugen sammen. — Men han skal da ikke faa mig at se.

Fru Johnsen saa efter hr. Severins svindende skikkelse; flad nakke mellem høj hat og høj flip. Men Johannes lille koketteri glædede hende.

— Nu gaar hr. Severin hjem, sae hun med foregribende svigermoderklang i stemmen.

— Ja lad ham det, svarede Johanne stemnings- løst.

— Johanne, sae moderen skarpt og noget ubehersket, — hvad har du egentlig at indvende mod hr. Severin?

Johannes ansigt viste, at hun ikke havde i sinde at svare indgaaende paa det spørsmaal: — Jeg bryder mig ikke særligt om ham.

— Han er vel for alvorlig? Han er maaske ikke saa morsom som — som — din ven, ham, du havde en gang.

Johanne svarede meget naturligt, men kort: — Nej, det er han ikke.

Fru Johnsen hævede en pegefinger, der var lang og monumental af megen formaning: — Du er ung, Johanne, og du synes vel, at det vigtigste af alting er, at man kommer ud og morer sig. Det har jeg ogsaa — jeg har ogsaa tænkt noget lignende, men — — Fru Johnsen kom til at hakke i det.

43

— Hvordan, spurte Johanne, — bar du dig ad med at la være at more dig?

— Jeg beherskede mig, svarede fru Johnsen med selvbeherskelse, skønt hendes stemme rystede, saa hun selv blev urolig for, hvad dette her kunde føre til.

Men Johanne blev ikke opmærksom og gjorde ingen spørsmaal; hun sae blot: — Du tror, jeg er saa opsat paa at more mig, men det er jeg slet ikke.

— Hvad er du da?

Johanne havde sat sig med et sytøj ved det andet vindu. Hun trædede sin naal og lod med forfærdende overlegenhed helt være med at svare paa moderens spørsmaal. — Hvilken af de to farver grønt synes du, jeg skulde ta?

— Jeg synes, svarede moderen vredt, — at det er uforskammet af dig, at du ikke svarer paa mit spørsmaal.

Johanne saa op med et barnlig forlegent ansigt: — Det ved jeg slet ikke, hvad jeg skal svare paa.

Fru Johnsen tav og syede, men hendes hjerne broderede mange bitre betragtninger, som der kunde slides længere paa end det arbejde, hun havde mellem hænderne. Nu var hendes datter altsaa naaet dertil, at hun lod som ingenting overfor et spørsmaal, hun ikke vilde svare paa. Fru Johnsen kendte godt den fornemhed, men hun havde aldrig taalt den i sit eget hus. Der skulde der kvitteres for ethvert ord, der blev sagt, og folk, der havde det med stumhed, kommis'er eller piger, blev ikke længe i tjenesten. Butik og hjem skulde være et sted, hvor der var behageligt 44at være, og hvor man kunde være tjent med at lukke munden op.

Men nu begyndte maaske hendes egen datter at indføre en ny skik. Fru Johnsen haabede inderligt, at Johanne vilde more sig godt, naar hun nu kom paa bal med hr. Severin.

45

MORGENEN efter ballet sad fru Johnsen paa sin forhøjning og syede. Hun var taget hjem klokken tolv, efter at hun havde set, at det gik godt. Senere hen paa morgenstunden havde hun hørt Johanne komme hjem, og hun sov formodentlig endnu. Klokken var over ni, fru Johnsen havde siddet alene en hel time, og hun trængte snart til at ha en, hun kunde sige noget til. Lidt efter kom saa Johanne ned.

— Alt saa tidligt, hilste moderen. — Hvordan har du saa moret dig?

— Godt, svarede Johanne. Der var en ejendommelig stigning i tonen, der maaske kunde tydes som humoristisk eller afvisende. Fru Johnsen havde et fint øre til at opfange en tone; at tyde dem var derimod maaske ikke altid saa let, men at spørge videre var spildt, og fru Johnsen tav. En af de bitre opdagelser, hun for nylig havde gjort, var den, at hun ikke havde sin datters sympati. Først havde hun talt om det, nu tvang hun sig til at tie om det, og det ene hjalp ikke mer end det andet. Hun havde givet lov til bal, og det forslog ingenting. Godt, havde Johanne svaret i flot og stigende tone. Hvor det lød ungt og næsvist, især af en, der altid havde været saa artig og eksemplarisk som Johanne. Hvor hun trængte til, 46at der blev sagt noget til hende, og det eftertrykkeligt. Det arbejdede i fru Johnsen, men hun betvang sig. Det vilde ikke være fornuftigt at irettesætte Johanne, og fru Johnsen var for anden gang ved at blive fornuftig. Første gang havde det været forholdsvis let, da hun bestemte sig til at ta Johnsen, men hvor var det svært over for ens eget barn.

Hun mærkede, at hendes mund gik, og hun havde sagtens ogsaa hvisket; hun saa forskrækket hen paa Johanne, men hun syede og saa ingenting, hvis hun ikke bare lod saadan. Det at ha øjnene med sig havde Johanne ikke arvet efter hende, eller maaske netop, for det kunde jo være, hun var dygtigere til at skjule det. Hun havde disse her aabne bestemte øjne, der paa en maade saa saa uskyldige ud. Dem havde hun vel efter sin fader.

Fru Johnsen blev saa forvirret, at hun rejste sig og gik et meningsløst slag rundt i stuen og meget ubehændigt foregav at lede efter noget. Johannes øjne fulgte hende intetanende, hun spurte ikke om noget.

— I aften kommer altsaa hr. Severin, sae fru Johnsen med en stemme, der rystede urimeligt meget.

— Ja, bare han ikke falder i søvn. — Johanne drejede sit sytøj mod lyset og saa paa det med et meget nøgternt sypigeblik.

Færdig med hr. Severin. Fru Johnsen gik lidt efter ud i køkkenet, hvor hun gav pigen en omgang for alt for tykke kartoffelskrællinger. Men inde ved det andet vindu sad Johanne og syede med store aabne øjne. Hun behøvede ikke at slaa dem ned, for at ingen 47skulde læse hendes tanker. Moderen maatte ligefrem ind igen og tale om sytøj med hende, og sytøj kunde Johanne tale om med stor venlighed; her var der ikke noget at klage over. Sytøj, ja men ikke hr. Severin eller alt det, der betød noget.

Om aftenen kom saa hr. Severin medbringende den behagelige nærværelse, som fru Johnsen i en lille billet havde udbedt sig.

Hr. Severin havde i sin forretning indført en dæmpet og behagelig tone og et udsøgt bogdansk rigssprog, og han tog begge dele med sig ind i det Johnsenske hjem. Han var en høflig og stille mand, men havde dog meget bestemte meninger om, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke har lov til. Det gjaldt mest omgang med mennesker og med penge. Han var nøjeregnende med begge dele. Selve ordet penge nævnte han saa vidt muligt slet ikke; han undgik ogsaa den slags vendinger som »at gi ud« og »at have raad til«; han foretrak at omskrive dem med: »man kan tillade sig«. Han kunde ikke fortælle en morsom historie, men han kunde le behageligt af, hvad der var morsomt, eller blot skulde være det. Han henvendte sig af og til til Johanne, spurte om hendes mening om det og det og fik temmelig korte svar, men han tog dem op med stor behændighed og gjorde dem længere ved egne fortolkninger. Fru Johnsen frygtede for, at Johanne skulde synes uhøflig, men hr. Severin glattede og udfyldte, saa det kom til at se ud, som om der ikke manglede noget.

Fru Johnsen var allerede efter een aftens nærmere bekendtskab næsten imponeret af hr, Severin. Men 48hvad syntes Johanne? Kunde det nytte noget at spørge hende om det? Fru Johnsen vidste af erfaring, hvad Johanne syntes om alt, hvad hun ikke ønskede at udtale sig om: hun syntes godt om det. Ja, ja, men hr. Severin havde set paa hende, ikke som paa et stykke tøj, men meget venligt, og han var sikkert en bestemt mand, der gennemførte, hvad han havde sat sig for.

Foreløbig kom han igen.

Hr. Severin kom igen. Som den, der er vant til at handle, lae han nu sin hensigt tydeligt for dagen. Han gik lige til Johanne selv uden at opholde sig længe ved forældrenes udenværker, og fru Johnsen trak sig til side med sin mand, saa at en bred vej stod aaben. Johanne saa et par gange paa ham med en vis opmærksomhed, ligesom hun nu vidste, hvad der forestod; og hr. Severin saa dette en piges første opmærksomme blik; han veg ikke tilbage for det, men kom nærmere, for at meningen ikke skulde kunne misforstaas. Johanne tog imod ham med mut fatning, og i hr. Severins smilende skæg stod der med halvt ulæselig skrift, at allerede det var ham nok til at begynde med. De talte om forretning, men kom i løbet af nogle aftener ind paa friere emner, hvor han ikke afgjort var den klogeste og maatte høre modsigelser. Johanne, der var saa lidt talende, havde ingen videre evne til at sige imod, men han opmuntrede stærkt hendes forsøg; han lo; hans latter gik op fra det dæmpede f til a og h, hvad der lød saa uventet og komisk, at Johanne maatte le med. Hr. Severin tørrede virkelige eller kunstige lattertaarer 49af sine øjne og beklagede sig over, at frøken Johnsen drillede ham. Den erfaring havde han nemlig, at drilleri var et af de trin, der engang skulde passeres paa den stige, han nu steg op ad, men for resten gjorde han Johanne uret; hun drillede ikke; hun vidste vel ikke en gang, hvad det var, Hun fralae sig ogsaa hans beskyldning, hvad der kun gjorde hele stillingen endnu mere morsom.

Det var en morsom aften, kunde moderen sige, naar hr. Severin var gaaet. Men Johanne væltede straks en spand vand over det ved at sige: — Jeg synes, det var noget underligt noget. Saa kunde fru Johnsen slukøret gaa i seng med det.

Men hr. Severin gik videre paa sin vej, og en dag friede han. Det foregik paa hans eget kontor mellem lyden af kasser, der blev slaaet op ude i gaarden, og dæmpet ekspedition inde fra butikken, Johanne svarede ganske vist nej, men hun syntes saa raad- vild og forlegen, at han bad hende tænke over det til næste dag.

— Det behøver jeg ikke at tænke over, svarede hun ligesom nølende.

Det havde altid været hr. Severin en fornøjelse at handle med en mand, der vaklede i sin beslutning; det var det ogsaa her, han svarede med bestemthed: — Det maa man altid gøre; jeg har selv tænkt meget over det.

Derefter gik han ud i gaarden til en kasse, der blev braget unødvendig meget med. Ved sin tilbagekomst sae han: — Jeg gir Dem fri for i dag, frøken Johnsen. Jeg skal selv ta resten.

50

— Aa, det er ikke nødvendigt.

— Jo. Det vil jeg anse for det mest passende, frøken Johnsen. — Han hentede hat og overstykke, hjalp hende det paa og fulgte hende ud: — Jeg maa desværre nægte mig den fornøjelse, frøken Johnsen, at bede om lov til at følge dem hjem. Paa gensyn, frøken Johnsen, og farvel.

— Anden gang hr. Severin friede, var Johanne endnu usikker, og han spurte hende, om hun i al almindelighed havde noget imod ægteskabet.

— Nej, det havde Johanne ikke; hun vilde da nødigt blive gammel jomfru.

— Saa har vi altsaa, svarede hr. Severin, — samme syn paa ægteskabet.

Johanne saa ikke, at den slutning kunde bestrides; hun sae blot ja og lod det bero ved det.

Hr. Severin stod et par sekunder og ventede, saa sae han smilende og bestemt: — Vi blir nok enige, frøken Johnsen.

Hr. Severin kendte vel af erfaringen virkningen af den slags suggestion paa en usikker modpart, og hans erfaring gav ham ret: tredie gang han friede fik han ja.

— Er du nu ikke lykkelig? spurte moderen.

— Det ved jeg ikke, svarede Johanne.

— Ja, ja, men du skal se, du blir det nok.

— Det ved jeg ikke, gentog Johanne.

Børn, kvinder og daarlige forretningsmænd skal en mand ikke diskutere for længe med; han skal selv træffe bestemmelsen; det staar han sig bedst ved, — saadan omtrent var hr. Severins tankegang; kun vilde 51han ikke ha givet den en saa ublid form, for han var virkelig saa forelsket i Johanne, som han kunde blive det.

Hr. Severin foranstaltede øjeblikkelig forlovelsen deklareret, og en uge efter spillede han sin første store trumf ud: Han indbød Johanne paa biltur, frokost i Kallundborg, middag i Roskilde, Det kom ganske uventet lige oven paa morgenkaffen, og Johanne blev henrykt, hun faldt ham om halsen og erklærede ham for sød og løb ud for at faa tøj paa. Han gik efter og tildelte sig i tanken et mgX som kender af kvindehjertet. Et øjeblik efter susede de afsted; ved husets trappe stod der tilbage en lykkelig moder og en sky af bensin.

Turen var vidunderlig, men maaske lidt for lang. Hr. Severin, der kendte kvindens hjerte saa godt, forstod sig ikke rigtig paa hendes nerver. Dagen efter var Johanne træt og utilpas, ogsaa uelskværdig.

Det kom til trætter imellem dem, Hr. Severin havde for eksempel en dag hængt sin hat paa en vis knag; Johanne havde hængt sin ovenpaa, den var faldet ned og der var blevet traadt paa den, bare paa skyggen, og det gjorde ikke noget, men det var en fejl af hr. Severin at hænge sin hat paa hendes knage. Hun sae noget til ham om det, ikke mer, end at det kunde rettes igen, men det var dog en begyndelse.

Hr. Severin var en fornuftig mand. Det lyder ikke af meget, men det betyder dog en hel del. Unge mennesker kan gaa til en forlovelse med alle slags vrangforestillinger, men en fornuftig mand ved, at kærlighedens vejr er ikke væsentligt forskelligt fra andet slags 52vejr: har det været solskin een dag, blir det regn og storm i fire; det gælder bare om, at man kan lære at slaa kraven op og vente, til det er drevet over.

— Det er kedeligt, vi skal skændes, sae Johanne.

— Det skal du saamænd ikke bryde dig om, trøstede hr. Severin; — det er noget, der hører til.

— Ja, men jeg synes ikke om det.

Hertil kunde hr. Severin ha svaret, at saa skulde hun ha ladet være at begynde, men naar en fornuftig mand har slaaet sin krave op mod et uvejr, saa er det jo i forventning om, at det skal drive over, og ikke for at det skal ta fat paany. Hr. Severin overvurderede ikke sin kæreste; han tænkte sig den mulighed, at hun ikke vilde synes om at høre, at hun havde uret.

Saadan var forholdet mellem hr. Severin og Johanne; de rifter, hun lavede i forlovelsens manufaktur, ordnede han igen med hurtig og let haand. Hun følte det som en behagelighed, og hvis hun skulde forklare, hvorfor hun tog hr. Severin, vilde hun vel svare: ham blir det let at være gift med. Hun vilde maaske føje til, at der var ialt to mænd, der havde friet til hende; hun brød sig ikke meget om nogen af dem, men det var altsaa saadan indrettet, at man skulde ha en mand, man ikke var forelsket i, og saa kunde man lige saa godt ta nummer to som vente paa den tredie.

For resten var Johanne eksemplarisk som kæreste. Hun fulgte hr. Severin ned om aftenen og kyssede ham godnat paa en egen flot maade med et kort tryk som en klavervirtuos, der slaar an og slipper tangenterne 53med en fart, som om han havde brændt sig. I virkeligheden var det for hende heller ikke andet end et virtuosnummer; hun gik bagefter temmelig nedstemt op paa sit værelse, helst uden at sige godnat til nogen. Men hun holdt fast ved den forestilling, at der for hende ikke gaves andet end hr. Severin, og sae hun nej til ham, saa stod der bagved ham bare en anden hr. Severin og ventede paa hende.

— Hvornaar skal I giftes? spurte moderen, da der var gaaet et halvt aars tid.

— Det ved jeg virkelig ikke, svarede Johanne, og da der nu var taget hul paa spørsmaalet, erklærede hun ligefrem, at hun havde ingen lyst til at blive gift. Hun havde heller ikke tænkt sig, det var saadan at være forlovet.

— Du har altfor store forventninger, sae moderen. — Det kommer af, at du er saa uerfaren.

— Hvorfor er jeg saa uerfaren?

Spørsmalet satte fru Johnsen i forlegenhed; hun stammede frem, at det var bedst saadan.

Da kunde Johanne paa een gang nævne tre unge piger, der havde været meget erfarne og nu var forlovede og lykkelige.

Moderen, der var drevet ind i en krog, følte sig desperat og bed haardt fra sig: — Du er jo ogsaa erfaren; tænk paa det med hr. Petersen.

Johanne bed ikke igen, men sae blot, — Det var ingenting.

Fru Johnsen tav. Det var den eneste oplysning, Johanne nogen sinde havde givet hende om den historie.

54

— Ja ja, sukkede hun; — det var jo godt, Johanne.

— Hvorfor var det godt? Hvis jeg havde brudt mig om ham, saa havde jeg nu ikke været forlovet med Severin.

Moderen saa med uro, hvor usikker grunden var, hun sae noget om at bygge paa illusioner; der er ingenting saa farligt for en ung pige som en illusion.

— Det har du altsaa prøvet, sae Johanne. — Hvorfor skulde jeg saa ikke ogsaa prøve det?

Naar Johanne var kommet til ro oven paa saadan en samtale, vendte hun tilbage til sin resignation: hr. Severin som den eneste mulighed. Ingenting kunde være mere blottet for illusion end ægteskabet mea hr. Severin. Han anerkendte overhovedet slet ikke det begreb. — Man skal aldrig, sae hr. Severin, — gøre sig illusioner.

Det lød paa en maade overbevisende, for saa vidt som det stemte med alt det andet, der gik Johanne imod, og Johanne vendte tilbage til sin resignation efter sit lille forsøg paa oprør, der saa meget havde ængstet hendes moder. — Du skal ikke være bange, sae hun selv trøstende, — det blir selvfølgelig hr. Severin.

Et halvt aar efter foreslog han bryllup om tre maaneder, og Johanne gik med til det uden indsigelse. Hun var, som saa mange unge piger, der staar og skal giftes, overbevist fatalist.

— — —

I slutningen af August kom Johanne ud paa sit livs skæbnesvangre rejse. Ekspressen fra Korsør til København tar kun to timer og tyve minutter, og man 55skal ikke skifte undervejs. Man kan stikke et fire aars barn ind i toget i Korsør og ha folk til at ta imod det paa Københavns banegaard; der kan umulig ske noget. Det skulde der heller ikke kunne med Johanne, der blev stukket i toget det ene sted og igen skulde afhentes det andet. Men ingen ting lar sig beregne, naar skæbnen ogsaa er med toget.

Tilmed havde kærlighedens barometer staaet paa storm, og det var ikke blevet ordnet, skønt hr. Severin selv var med paa banegaarden. Johanne sendte ham et sidste højst pligtskyldigt nik, og han tog hatten af med et udtryk, som om det gjaldt en af hans bedste kunder, og saa gik toget.

I Slagelse kom en mand ind i kupéen og satte sig lige overfor Johanne, han havde en varm, brun ansigtsfarve og mørke øjne. Da han havde sat sig, tog han kupéens damer i øjesyn, og hans blik blev hængende ved Johanne, som den eneste, der kunde være tale om. Hun saa straks bort, men havde forinden mærket, at den mands øjne ikke var som andre mænds. Han saa hende blive rød, han fløjtede indvendig og tænkte: Aha. Det var med det samme tydeligt, at hun ikke vilde se paa ham; det skulde hun altsaa tvinges til. Lejligheden kom straks; Johanne tabte noget paa gulvet og bøjede sig for at tage det op, han kom hende i forkøbet, men deres hatte stødte sammen og kom i uorden. Han gjorde hende en undskyldning, rakte hende tingen og tvang hende til at se igen. Hendes øjne var smukke og forunderligt naive. De kunde tyde paa saadan noget som atten aar, men skikkelsen sae mere. Han begyndte paa en 56samtale, og hun forsøgte at tie ham ned, men mærkede straks, at det tog han ganske simpelt ikke imod, og saa var der jo ikke noget at gøre ved det. Det var heller ikke hendes skik at se andre steder hen, naar hun talte med nogen, hvorfor skulde hun saa gøre det her, selv om hans blik fik det til at gyse i hende. Det var da for en gangs skyld en oplevelse, men den vilde ikke vare længere end til Københavns hovedbanegaard, hvor familien stod og ventede.

Ved Roskilde fik toget et ophold paa tyve minutter, og herren foreslog Johanne, at de skulde staa ud og drikke kaffe. Hun sae nej tak, og han gik ned paa perronen og rakte en hjælpende haand ud. Hun tog imod den og kom.

Da Johanne trak den tynde gule hanske af højre haand, fulgte hendes ring med. Hans øjne, der saa alting af den slags, bemærkede ogsaa den svære guldring under hansken og saa den glide af. Den var altsaa for vid, men den blev ikke sat paa igen, og manden blev forbavset, han maatte se paa Johanne en gang til. Var hun ikke saa uskyldig, som hun saa ud til?

Nu da de var ene, kunde de bedre tale sammen, og for at faa bevægelse i det spurte han, om hun var bange for ham. Hun svarede nej, men føjede til, at hun havde været det.

Det morede ham aabenbart, og mens de sad ved kaffen, spurte han videre, hvad forfærdeligt der da havde været ved ham. Det kunde Johanne ikke forklare, men der kom alligevel megen morskab ud af hans spørsmaal. Mens det stod paa, gik toget. Johanne 57løb ud paa perronen for at springe paa, men han holdt hende tilbage og reddede maaske derved hendes liv, hvad han bagefter gjorde hende opmærksom paa.

— Og min familie, sae Johanne grædefærdig, — der venter mig paa banegaarden i København.

— Tja, — de faar lige saa mange lange ansigter, som de er personer.

Johanne kom til at le: — Ja men det er da forfærdeligt, hvad skal vi dog gøre?

Vi, tænkte han. — Vi, sae han højt, — vi skal vente til det næste tog, det vil sige halvanden time, og saa skal vi slaa os sammen som en trøst i det fælles uheld, Maa jeg præsentere mig? Mit navn er Lotoft, jeg er bankmand.

— Mit navn er Johanne. — Hun havde en mekanisk fornemmelse af, at hun ogsaa skulde nævne noget, som hun var, men kom i stedet for til at le.

Johanne, tænkte han og ventede lidt paa et efternavn. — Johanne, sae han; — saa foreslaar jeg, frøken Johanne, at vi gaar ind i et eller andet anlæg, eller maa jeg invitere Dem paa frokost?

— Nej, nej, sae hun med en saa aabenbar forskrækkelse, at han tænkte, det maatte være komediespil, hvis hun da ikke var utrolig naiv.

— Saa gaar vi i anlægget. Der kommer ingen mennesker paa denne tid.

Mens de gik og talte, tog Johanne sin ring ud af hansken og satte den paa. Da hun saa hans blik, sae hun: — Ja, jeg er forlovet.

— Ja, sae han, — det kunde jeg næsten tænke.

58

— Hvordan kunde De det? spurte hun rask. Lotoft sae til sig selv: — Du er et fjols, man skal aldrig komme med en flad bemærkning, naar man ikke har noget morsomt at sige oven paa.

— Hvordan kunde De tænke det? Jeg synes ikke, det er rart, at folk kan se paa en, man er forlovet.

— Jo, — jeg mener — naar man ser saa godt ud som De — —

— Aa, —sae hun.

— Du er et fjols, bekræftede Lotoft ved sig selv. — Hvad har De ellers været ved, frøken Johanne? Huslighed, eller postvæsenet maaske?

— Jeg kunde ha kommet til postvæsenet, men jeg havde ikke lyst. Nej, jeg har været paa et kontor. Jeg skal giftes med min principal. Om tre maaneder, føjede hun til.

Han saa paa hende med varme og tænkte: fornuftparti.

— Hvad ler De af? spurte hun alvorlig.

— Smilede jeg? Jeg tænkte paa, det er skade, De skal giftes; ellers kunde De ha faaet plads i vor bank. Vi skal ha en dame til oktober.

— Saa? skal De virkelig? Jeg har altid saa gerne villet hjemme fra. Det kommer jeg altsaa ikke.

— Ja, det er uheldigt, sae han tankefuldt.

De gik og snakkede og saa til hinanden fra siden. En gang, da samtalen var gaaet i staa, spurte Johanne: — Hvad tænker De paa?

— Jeg tænker paa vort bekendtskab. Det er saa mærkeligt. Det har nu varet noget over en time, og det skal vare en time til. Saa er det forbi.

59

Johanne kom til at se paa hans højre haand, der var uden ring: — Har De aldrig oplevet saadan noget før?

— Nej, frøken Johanne, aldrig.

— Det har jeg heller ikke.

Han benyttede lejligheden til at se indtrængende paa hende, det var mærkeligt, hvor man blev ligesom borte i disse store aabne øjne. Men hun opfattede hans blik som et tvivlende spørsmaal og sae: — Fordi man er forlovet, det er ikke det samme; jeg mener, det at man er forlovet, er i grunden noget helt andet.

— Ja, sae han, — det kan jeg godt tænke mig. Vi maa desværre vende om, frøken Johanne. Vi har kun tyve minutter.

— Ja, det er kedeligt, Men De skal jo ogsaa til København, ikke?

Lotoft skulde ikke til København, men han bestemte sig med det samme: — Jeg kan lige saa, godt ta til København. Saa faar vi en halv time mer, tænkte han.

— Jeg burde jo egentlig synes, sae hun lidt efter, at det er rent galt, jeg gaar her og spaserer med en fremmed mand.

Han ventede lidt paa et men, der ikke kom: — Kan det ikke trøste Dem, frøken Johanne, at den fremmede mand er meget glad ved Deres selskab og meget ønskede, bekendtskabet ikke om en time var forbi for bestandig.

— Jo, det kan jo nok trøste mig. Men man kunde maaske ogsaa sige, at det gør det værre.

Nu blir det for alvorligt, tænkte han og slog ind 60i en anden tone. Snart sad de i kupéen og havde tilhørere. Johanne spurte om den plads i banken og forsøgte at interessere sig for banksager.

Da toget rullede ind paa hovedbanegaarden, sae Lotoft: — Farvel, frøken Johanne; her skilles vi, for De skal se, der er nok familie til at ta imod Dem. Men maaske vi ses igen.

— Tror De? sae Johanne. — Farvel hr. Lotoft, og tak. Tak for selskabet, føjede hun til, genert og meget venlig.

Mens Johanne oppe i forhallen blev modtaget af en kvartet af spørsmaal, der blev ved temmelig længe, fordi hun ikke havde forberedt sig paa svar, drev Lotoft om paa gaderne, mens han ventede paa et tog til Roskilde, hvorfra han senere kunde komme hjem til sin egen by. Han tænkte med stor undren og sindsbevægelse paa den oplevelse, han havde haft; den var jo ikke hans eneste, men alligevel enestaaende. Der havde været en særegen stemning ved den, og han havde sagt mindre, end han i saadan et tilfælde plejede, og dog mere end nok. Ha, ha, ja, hvis alting skulde forstaas akkurat, som det blev sagt! Mon hun ikke havde gjort det i grunden? Hendes alvor havde jo ogsaa efterhaanden gjort ham alvorlig og forholdsvis tavs. — Alligevel vidste hun lige saa godt som han, at de aldrig kom til at se hinanden mere, men det var jo ogsaa det, der havde givet deres korte møde sin stemning; han havde tilladt sig at sige, alt hvad han følte, og maaske lidt til, og hun havde taget imod det med hele sin alvor, begge under den særegne fortryllelse, at det, de i øjeblikket følte, 61aldrig vilde faa nogen betydning, uden den, at det var noget, de aldrig vilde glemme.

Hvis, sluttede Lotoft, hun er saa naiv, som du bilder dig ind. Det kan ogsaa være, hun tænker som saa: jeg har tre maaneder igen, og jeg vil more mig. Om et fjerdingaar har jeg en mand, om et aar et barn; jeg vil ha noget ud af den tid, jeg har igen. Og du er maaske ikke den eneste, hun morer sig med, heller ikke den, hun morer sig bedst med. Naiv, naa det er hun saamænd nok; derfor behøver hendes lyst til at more sig ikke at være mindre.

Lotoft tog i tanker sin ring op af lommen og tog den paa. Det blev alligevel ikke til mere den dag.

Nej, men det var sjov nok, og naar han holdt et af sine smaa herreselskaber, saa kunde der laves en hel morsom lille tale over det. En mand, mine herrer, maa ha to koner, een fast og en anden, der ikke er een, men en kontinuerlig række af flere. Han maa ha, hvad jeg vil kalde for en reservekone, det vil sige: hende, han altid har, om jeg saa maa sige i reserven; hun kommer sjældnere frem i ildlinien, men han har hende altid at ty til, mine herrer, mens den anden, den kontinuerlige række — — ha, ha, ha, jo det kan der nok komme noget ud af.

Lotoft gik smilende ind paa en restaurant for at drikke et glas øl.

Vejen frem til brylluppet var som en smal sti med plankeværk paa begge sider. Foran den var der ikke 62andet at se end en lille lav dør, og hvad var der bag ved den? Der var lukket; der var ikke noget at se.

Johanne blev mere urolig, efter som brylluppet nærmede sig. Hun blev ophidset og umedgørlig, og hun smittede efterhaanden ogsaa sin moder, skønt der nu kun var to maaneder igen. Hun ventede hver dag, at det skulde blive bedre, men det blev værre, og til sidst blev hun meget mod sin vilje nødt til at tale om det.

Johanne svarede ikke paa hendes spørsmaal om, hvad der var i vejen, men hun blev øjensynlig saa betaget ved tanken om at skulle tale ud, at fru Johnsen kom til at ryste.

— Er der sket noget, Johanne? Ja, men det kan der jo ikke. Hr. Severin og du — —

— Det er ikke noget mellem os. Der er det, som det har været hele tiden.

— Hvordan kan du dog mene det, Johanne?

— Jeg har truffet en anden mand.

— Har du? sae fru Johnsen i et gisp. — Ulykkelige barn.

— Hvorfor det? spurte Johanne kampberedt. — Det var den dag, jeg kom for sent med toget til København. Naa ja, sluttede hun og tav. Hendes ansigt var allerede blevet roligt.

— Hvad saa?

— Ja, svarede Johanne roligt, — saa traf jeg ham altsaa.

— Kendte du ham? Ved du — — er han gift?

— Nej, det er han da ikke.

63

— Fortæl mer om det, Johanne. Jeg maa jo se, om jeg kan hjælpe dig over det.

— Jeg har jo fortalt det.

— Hvad vil du saa gøre?

— Det ved jeg ikke endnu.

— Ved du det ikke? Ja, men for dig er der da kun et at gøre.

— Naa ja, sae Johanne køligt; — hvorfor spør du saa?

— Mig er det ogsaa gaaet galt en gang, brast det ud af fru Johnsen.

— Man kan ikke sige, det er gaaet mig galt.

— Naa ikke? Ja, hvad mener du? Du synes maa- ske, det er stor lykke.

Johanne svarede ikke. Hun syntes at være blevet trodsig.

— Ja, sae fru Johnsen, — det var nær gaaet mig galt, Johanne. Men jeg blev fornuftig og giftede mig med din fader. Det blev min lykke.

— Gjorde det det? spurte Johanne ligesom spydig eller vantro.

— Den slags mænd som ham du har truffet, Johanne, — ja jeg kender ham jo ikke, men jeg ved, der er mange af dem.

— Det synes jeg netop ikke.

— Hm. — Fru Johnsen vilde gerne fortælle Johanne mere, men det var maaske spildt; Johanne brød sig ikke om det eller hørte maaske slet ikke efter. Johanne havde vel taget sin bestemmelse og lukkede sig nu stædigt om den. Hvad kunde der saa siges, som gjorde nogen virkning?

64

— Saadan et æventyr, sae hun hjælpeløst, — det synes man er alting, men — —

Æventyret, tænkte Johanne, mens hun tog støvekluden for at ha et holdepunkt, — det er netop æventyret, jeg har ventet paa.

65

JOHANNE kom pludselig ind i stuen. Fru Johnsen fik lige tid til at tænke, at det var underligt, Johanne kom saadan med hatten i haanden og jaketten paa, da hun i det samme sae:

— Moer, jeg har slaaet op med hr. Severin.

Fru Johnsen blev bestyrtet. Hun udførte en hel række meningsløse bevægelser, for eksempel, hun lettede sig i sædet, hun saa ud ad vinduet, og hun greb sig til ansigtet, ligesom hun var ved at tabe det, og det kunde se saadan ud, for det ansigt, hun et øjeblik efter havde paa, var som en maske.

Fru Johnsen gjorde tre spørsmaal paa en gang: — Er det for — har du — — Men hvorfor dog, ulykkelige barn.

— Fordi jeg ved, at jeg ikke elsker ham.

— Og en maaned før bry — stammede fru Johnsen, men saa tog hun en haard mine paa og søgte at lægge et brutalt udtryk i sin stemme: — Elsker, det er noget slemt vrøvl. Hvad ved du om det endnu? Du har jo ikke prøvet det.

Johannes kønne, lidt porcellænsagtigt blanke ansigt holdt sig uforandret, hun sae: — Man skal ikke gifte sig med en, man ikke elsker. Du brød dig ikke 66om far, og man kan ikke sige, at du har været for lykkelig gift.

Fru Johnsens første indskydelse var at gi et haardt svar, men hun betænkte sig. Hun oplevede i dette øjeblik noget, som mange mødre vist kender. Hun havde opdraget et barn, der var stivsindet som hun selv, med strænghed; her skulde lystres, hendes vilje var den eneste, og paa en eneste oprørsdag rejser barnet sig og vælter eneherskerdømmet, og moderen sidder og ser, hvis hun da kan se, at det er væltet og i stykker, det kan stables op, men det kan ikke mere staa for stød. For eftertiden kan det maaske faa lov at staa til pynt, hvis ens barn er saa naadigt.

Fru Johnsens stemme var blevet tynd, da hun spurte: — Er det denne her — ham, du traf paa din rejse, som— —Har I korresponderet?

— Nej.

— Er han gift?

— Nej.

— Ved du noget om det? — Fru Johnsen kom lidt op igen; hun fik magt til at lægge haan i sin stemme.

— Det kan han ikke være, svarede Johanne.

Fru Johnsen lo skrattende; hun blev ung pige igen, fra den gang, da et straalende æventyr viste sig for hende, og saa pludselig sprang og blev til sviende røg, mens hun stod blændet og grædende, men saa lo hun en dag og tog hr. Johnsen, Johannes fader.

— Og du vil altsaa ned til ham?

Johanne løj: — Nej, men jeg vil ta en plads; der er en, jeg kan faa, ikke her i byen. Den tar jeg imod.

67

Fru Johnsen havde endnu noget at spørge om, og det varede længe, inden hun naaede til det sted, hvor formaninger og talen til rette skulde sætte ind. Men den afdeling gjorde fru Johnsen ikke noget ud af, hun kom til at se paa sin enevælde, der laa sønderbrudt paa gulvet. Nej, der var ikke noget at gøre; alene det, at Johanne haardnakket kaldte ham hr. Severin, og ikke Hagbarth. Nej, Johanne havde afsat sin moder. Hun gik, og lidt efter saa fru Johnsen sin eneste undersaat komme ind. Han fik ikke tid at lukke døren, før han havde ulykken lige i synet: — Johanne har slaaet op med hr. Severin.

Hr. Johnsen brægede og mæede og var længe om at finde en menneskelig lyd. Men med ham blev der gjort kort proces. Saadan var det, Johanne havde slaaet op. Og nu vilde hun hjemmefra.

Johanne var imidlertid gaaet op paa sit værelse for at skrive et brev.

Bankbogholder Lotoft sad ved en lille aftenwhisky sammen med to gode venner. De var alle tre gifte, men deres koner var ikke til stede. De manglede deres fjerde mand til bridge og havde siddet og snakket i mangel af bedre. Emnet var kærlighed, og det havde de nu holdt sig til i et par timer. Det var begyndt med første kærligheder, siden andre ungdomsforelskelser, og det viste sig at være et langt og godt stof, der gav anledning til megen stille morskab. 68Efter at den første whisky var drukket, kom en pause, hvori den ny blev lavet, og den historie, der havde ført til ægteskab, stiltiende blev sprunget over. Saa kom, ved det andet glas, teoriernes afdeling. Men da den havde varet en stund, brød Lotoft ud af almindelighederne og fortalte om sine egne smaa oplevelser fra de senere aar. De var vel ikke meget indgaaende, men blev paahørt med stor interesse af de to andre, og bogholder Lotoft havde pludselig ordet ganske alene. Han gik for at være en kvindekendt mand, men noget bestemt eller endda graverende vidste ingen at fortælle om ham. Han havde det overfor kvinder med dybe blik og lange haand- tryk; han kunde hjælpe en kaabe paa og glatte en krave ned, saadan at han fik fornøjelse af en bar hals. Alt det lagt sammen blev til en fin glorie om hans hoved, som kvinder kunde se, men som var usynlig for de fleste mænd, enkelte af de yngre følte den og kunde misunde dens bærer. Hvad var der saa mere? Jo, af og til rejste Lotoft til København, alene; hvad han der tog sig til, laa i gætningens verden.

Men nu fortalte Lotoft historier. De var meget spændende, og tillige af en vis flygtig natur. Maaske kom det af, tænkte hans to venner, at Lotoft stansede sine beretninger paa et tidligt tidspunkt. Fortælleren blev af flere grunde varm og drak sin anden whisky ud. Straks efter kom en historie til; den fik heller ingen rigtig ende, i alt fald ikke nogen anden end Lotofts latter. Den laa saadan noget som et aar tilbage i tiden.

69

Er det saa din sidste oplevelse? spurte den ene af vennerne,

— Den sidste, sae Lotoft og tænkte sig om; — lad mig se; jo, det er det. Ialtfald den sidste af nogen betydning.

— Den anden sae: — Lad os saa faa en af dem, der ikke er af nogen betydning.

Lotoft rejste sig: — He, he, ja, siden det skal være, ja men det er ingen ting. Jeg traf en pige i toget til København. Vi kom til at tale sammen. Nej, det er ingenting.

— Vist er der mer, Lotoft; det kan man jo se paa dig.

— Jaja da. Vi stod ud ved Roskilde, og toget kørte fra os, saa inviterede jeg hende paa kaffe, og vi gik en tur i anlægget. Hun fortalte mig, at hun skulde snart ha bryllup. Vi tog saa med det næste tog og skiltes paa hovedbanegaarden. Det er det hele.

— Var hun køn? Hvad hed hun? spurte vennerne paa en gang.

— Køn, jo—o. Hun havde saadan et dukkeansigt. Hun hed — hun hed Anna eller saadan noget almindeligt noget.

— Og nu er hun gift og ude af sagaen?

Lotoft standsede midt paa gulvet: — Ja, hun maa være gift for nogen tid siden, sae han og saa paa sit ur.

De lo alle tre over det med uret. Lotoft satte sig og tog en frisk cigar: — Nej, sae han med tilknytning til noget, han før havde sagt: — Det vanskelige er ikke det at erobre dem, men at blive af med dem igen.

70

Vennerne lo forargede og henrykt over hans ord og protesterede beundrende. Lotoft havde ikke mer at fortælle; han havde jo nu ogsaa bragt sine oplevelser a jour, og samtalen gik i staa, det højt opsatte humør faldt hurtigt, og de endte aftenen med en trekantet l'hombre.

Da Lotoft næste dags morgen gik ud af sin gadedør, kom postbudet og gav ham et brev. Lotoft saa paa udskriften, en mærkelig fast og flot kontorhaand, muligvis en dame. Det fik ham til at aabne brevet med det samme. Begyndelsen forbavsede ham i den grad, at han maatte se underskriften. Johanne Johnsen, stod der.

Lotoft fortsatte grundende sin vej til banken: Johanne Johnsen, hvem var nu det? Hed hun Johanne, hende, han havde kaldt Anna? Han maatte læse brevet. Der stod i det, at hun nu paa grund af forholdene havde bestemt sig til at gaa ind paa hans forslag og søge den plads som kontorist i Storekøbing bank, som han havde nævnt for hende den dag i Roskilde, Hun vilde personlig komme derned og se paa den. Hun kom næste dag og haabede at træffe ham; maaske han vilde tale med direktøren.

Lotoft stod maabende stille paa fortovet saa de kunde se ham baade fra hotel Postgaarden og fra Crome og Goldschmidt, og det gjorde de ogsaa. Lotoft saa i dette øjeblik hel mærkelig og meget interessant ud. I næste øjeblik havde han set sine tilskuere og gik ærgelig videre med en underlæbe, der bevægede sig under hans enetale.

— Hun er sgu ikke bange, det pigebarn, tænkte 71Lotoft. — Lad os se: jo, jeg kan naa at faa sendt afbud; jeg siger bare, pladsen er besat. Det manglede min sandten bare. Johanne hedder hun, hendes ansigt var noget stift; ellers kunde det ha været kønt. Øjnene var bedre, men ogsaa lidt for stirrende. Hvorfor pokker skal hun ikke ha bryllup, som hun sae den dag? Hvordan var det? Sae hun noget, der kunde tyde paa, at hun ikke brød sig om ham? Hun gik ud med mig og lod toget rende fra sig, men hvad? Det —

Lotoft gik ind ad døren til banken. I værelset bag ved traf han direktøren, der sad med nogle breve foran sig: — Sikken en klo, sae han og holdt et brev op; — og her er en; den er ikke bedre. Lærer de ikke at skrive i skolerne mer?

Det var ansøgere til pladsen i banken. Lotoft sae, inden han fik tænkt sig om: — Jeg ved en, der søger pladsen, hun kan i alt fald skrive. — Han viste i samme træk konvolutten frem og fik tid at spørge sig selv, om han var rigtig klog.

Direktøren var interesseret: — Det ser godt ud. Jeg maa ikke se — næ, nej, naturligvis. — Han lo.

Lotoft smilede ikke det mindste: — Jeg ved ikke, om hun egner sig. Hun er lidt i familie med mig for resten, en datter af en halvfætter, jeg har. Naa, jeg kender hende slet ikke, jeg kan ikke anbefale hende. Ja, hun skriver jo meget ordentligt. Men jeg kan godt skrive, at hun skal sende sine papirer, sluttede Lotoft tøvende, — endskønt — —

— Jo, gør det, hr. Lotoft, gør det.

Lotoft stod ved sin pult og kunde ikke komme i gang med arbejdet. — Hun er sgu paagaaende, tænkte 72han — men hun har en flot haand. Hvorfor pokker har hun ogsaa det? Hvorfor skulde jeg være saa aabenmundet. Hm, nej det er alligevel mærkeligt, at et pigebarn i den grad kan forse sig paa en, bare i løbet af et par timer. Og saa har hun slaaet op med mandfolket, skønt han var velstillet. Ja, kvinder er ikke til at forstaa, det vil sige — — Men hun maa være resolut, det er sikkert, og saa er hun vel ogsaa dygtig. Hun har over hundrede til præliminæreksamen, sae hun, saa hun kan vel nok udfylde pladsen. Men det kan ogsaa være bare dumdristighed, jeg har indtryk af, at hun var naiv; ellers vilde hun vel heller ikke ha staaet ud i Roskilde; hun er maaske af dem, der springer paa hodet ud. Det er de mest farlige. Det er vist bedre, at jeg skriver til hende, at pladsen er besat.

Men Lotoft skrev ikke det brev. Han tog fat paa sit arbejde, men holdt pludselig op med et ryk: Hun ved da vel for en ulykke, at jeg er gift? — Lotoft søgte at huske noget, om hvad han kunde ha antydet i den retning. Han havde ganske vist ikke ring paa. — Nej, men maaske saadan et pigebarn tror, at naar man gaar en tur med hende i et anlæg, saa er man ikke gift. Ja, saa er hun sgu ogsaa naiv.

Men var hun ikke ganske køn? Han søgte at huske hendes ansigt, og han mindedes en vis behagelig varme i sine tanker, efter at han havde sagt farvel til hende paa banegaarden: Ja, ja, han risikerede da ikke noget ved at snakke med hende; han kunde sige, der var ingen større chancer; han kunde jo ogsaa sige, han vilde selv tale med direktionen.

73

Da Lotoft gik hjem for at spise til middag, var der en usædvanlig glans over hans person. Kvinder, han havde rørt ved, smilede venligt til ham.

— 1,15 næste dag stod Lotoft paa perronen og ventede. Han havde fundet et godstog 3,45, som frøken Johnsen kunde komme tilbage med, og han havde klaret sig, hvad han vilde sige. Alligevel, da toget meldte fra Rørskov, følte han, hvor stillingen var spændt og fuld af elektricitet og en anden ting faldt ham ind; han havde i forgaars aftes pralet af sine æventyr overfor de to andre; pralet havde han, for det var jo saadan, at han endnu aldrig havde haft et virkeligt æventyr trods sine muligheder. Han vilde ha følt det som en beskæmmelse, om nogen havde kunnet opdage ham, skønt ganske vist, selv om nogen paastod det, saa vilde ingen tro det. Han havde virkelig et vist ry, ha ha. Toget kom; han saa et dameansigt i et vindu; hun sad altsaa ved vinduet. Ha ha, ja og han sad sgu ogsaa net i det,

Johanne kom rask ud af kupéen; hun sae først, helt aandeløst et eller andet og derefter: — Goddag, hr. Lotoft.

Lotoft saa sig om og gjorde sig alvorlig: — Goddag, frøken Johnsen, naa De vilde altsaa alligevel herned og se paa sagerne. Ja nu kan vi jo snakke om det. Der er et tog 3,45, det har De maaske set?

Johanne saa sig ogsaa om; der var ikke mange paa Perronen.

— Ja se den plads i banken, frøken Johnsen, det ved De vel ikke, at den —

— Jo, sae hun, — jeg kom til at køre sammen med 74en mand her fra byen; han fortalte mig, at den ikke var besat endnu.

— Naa. Ja. Javel. En mand her fra byen, hvem var det? — Lotoft stod der som en foredragsholder, der i sidste øjeblik faar at vide, at det foredrag, han skal holde, har folk hørt før; han maa tale om noget andet. Han begyndte at gaa i retning af anlægget. Hvad var det dog, hun havde sagt lige straks? Var det ikke: — Her er jeg. Sae hun virkelig det? Han tumlede med en sætning, der skulde lyde: — Ja, min kone er ikke hjemme, frøken Johnsen, ellers kunde vi jo — — men nu begyndte Johanne at spørge: Skulde hun tale med direktøren? Hun havde sit eksamensbevis med og en prøve paa sin haandskrift.

— Naa, sae Lotoft, — det er tilstrækkeligt, naar De har talt med mig. Jeg skal nok —

— Ja, det er ogsaa meget bedre, svarede Johanne, og det spændte udtryk forsvandt fra hendes ansigt, ligesom det nu var afgjort. Lidt efter sae hun: — Jeg har tænkt saa meget paa sidste gang. Det er maaske ikke rigtigt saadan noget; jeg ved nok, at der er dem, der synes det, men — Johanne saa til ham, hun fik indtryk af, at han var forlegen, og hun sae: — Sikken køn eng, de har der ved anlægget. Her er meget kønnere end hjemme. Og man kan se vandet. Der er saa fladt og tørt der hjemme omkring. Jeg vilde da meget hellere bo her, sluttede hun og smilede. — Og efter en pause: — Jeg har ogsaa været saa lidt omkring.

Lotoft fortalte om egnen; midt i det sae Johanne: Jeg har altsaa hævet min forlovelse. — Da hun saa, 75hvor overrumplet han blev, føjede hun forklarende til: — Ja ellers kunde De jo ikke forstaa, at jeg vilde søge den plads.

— Var det nu ikke overilet? spurte Lotoft; — Deres kæreste var jo velstillet. Var det ikke forkert, frøken Johnsen.

— Nej, svarede Johanne simpelt hen og smilede. Hendes blik var ikke altid saa stift, tænkte Lotoft.

Lotoft fandt et sted, hvor de kunde drikke kaffe, og saa var det snart togtid. Der vilde ingen samtale komme i gang, men tiden gik alligevel hurtigt for dem begge to.

— De er saa alvorlig i dag, sae Johanne, — De er helt anderledes, end De var forrige gang.

— Saa, sae Lotoft temmelig overrumplet, — det er ellers ikke meningen. — Sikke noget vrøvl, — tænkte han, men det er da godt, hun ikke er af dem, der anholder den slags.

Johanne svarede uden et smil: — Nej, det er det vel ikke.

— Hvad mon hun mener med det? tænkte Lotoft, Først da Johanne stod i kupédøren kom de til at tale om pladsen: — Saa vil De altsaa — —

— Ja, afbrød han, — jeg skal nok — — De skal snart høre fra mig, frøken Johnsen.

Toget gik. Lotoft stod alene paa perronen og saa forundret paa de kendte ting. Han følte sig sært skuffet og bevæget, som naar et muntert selskab har sagt farvel, og man staar i sine tomme stuer. — Ja, ja, tænkte han; — der er ingenting sket endnu. Nu kan jeg jo skrive til hende om en uges tid, og saa er 76det bal forbi. — Lotoft spillede en lille forsoren komedie med sig selv. Der var ingen til at klappe, men det vilde ogsaa ha krænket ham; han var aldeles ikke komisk stemt i øjeblikket.

— Oppe i banken kom direktøren og spurgte til den smukke haandskrift. Vilde Lotoft se nogle flere kragetæer? Værsgo.

Lotoft vidste ikke; maaske søgte hans niece pladsen, men det var ikke sikkert; nu skulde han faa nærmere besked.

Lotoft gik i to dage med Johannes papirer i sin brystlomme; maaske spurte direktøren ikke mer, og saa var det æventyr forbi, Lotoft gik i en slags feber. Den tredie dags morgen sae direktøren: — Naa, hr. Lotoft?

— Ja, det er sandt. — Lotoft greb som i svimmelhed til sin frakkelomme. Naa, men derfor var det jo ikke afgjort: — Værsgo.

Haand og eksamen fandtes upaaklagelige. Dagen efter sae direktøren: — Ja, De vil maaske selv skrive til Deres niece, at pladsen staar hende aaben. Bed den unge dame komme saa snart, det er belejligt.

— Ja ja, tænkte Lotoft, det skal altsaa være, enten jeg vil eller ej. Hm, den dag hun opdager, jeg er gift! Lotoft nikkede med et dystert grin ned bag sin pult.

77

FRØKEN Johnsen, sae bankdirektør Andersen til købmand Brask, — jo hun er meget tilfredsstillende. Hun forstaar, hvad man forklarer, og hun gør det ordentligt og korrekt. Men der er sgunte meget sjov ved hende. — Direktøren lo. — Hun er af den slags unge piger, der ikke forstaar en vittighed. Jeg er sikker paa, hun har aldrig hørt en brander. Jeg sae en til hende forleden dag, og hun saa meget uforstaaende ud; det var, ja hvad var det nu? Men den var i alt fald ikke saa daarlig. Nej, hun er en sjov naiv en og tar alting saa alvorligt, men ellers er hun sød. Og som sagt: hun vil sikkert nok gøre fyldest. — Jeg gad vide, hvad saadan et pigebarn vilde sige, dersom nogen gjorde kur til hende. Selv hr. Lotoft er meget lidt aktiv. Lotoft, hvad, ikke sandt, ha ha. Ja saadan er hun. Men hun ser sgu godt ud, især hvis hun var lidt mere mild.

— Johanne følte sig meget tilfreds i de nye omgivelser; det var godt endelig en gang at slippe hjemmefra og komme fri af hr. Severin. Hun var glad for sit arbejde, glad og tillige forundret over sit mærkelige bekendtskab, sin ven, hr. Lotoft. Det underlige ved ham var, at han snart viste sig ikke at være saa mærkelig, som hun havde tænkt. Han havde begyndt 78som et æventyr; nu var han en mere almindelig, nærmest stilfærdig mand, tilbageholden, og lidt genert. Æventyret havde han ligesom trukket ind i sig og gemt; der laa det og ventede. Og Johanne kunde godt vente nu; lige straks havde hun været utaalmodig efter, at en hel mængde skulde ske, men efter en uges forløb, hvor der ingenting skete, var det anderledes med hende. De to første eftermiddage gik de en lille tur sammen; saa blev der ikke mere af det, og Johanne forlangte heller ikke mer; hun forlangte ingenting; det hele var saa godt og rart nu.

— Hvor bor De egentlig? spurte Johanne, da de en dag gik sammen fra banken, og Lotoft tænkte, at nu maatte det siges.

— Jeg bor nede bag ved stationen; min kone er ikke hjemme i dag; ellers kunde jeg jo præsentere Dem for hende. — Han saa ikke paa hende, men henkastede til en mand, der stod foran et hus under opførelse: — Naa, nu skal De nok snart have rejst taget. — Han blev staaende og talte lidt med manden.

— Deres kone, sae Johanne.

— Ja, hun er bortrejst; hun har vor lille pige med, saa jeg er helt alene. — Lotoft vendte sig endnu en gang og saa mod det halvfærdige hus. Saa fløjtede han hviskende et par strofer af en aktuel vise.

— Jeg vidste ikke af, at De var gift, sae Johanne endelig. — Han saa meget forundret ud, men hun lod ham ikke komme til orde: — Hvordan kunde De saa være mod mig den dag i toget, som De var? Og faa mig til at staa ud med Dem og alt det? Var det rigtigt af Dem. Gør man det?

79

Han kunde høre, hun beherskede sig for ikke at bruge stærkere udtryk.

— Ja, hvad, sae han, — De var forlovet og jeg gift; vi var altsaa garderede begge to.

Johanne stod stille foran ham: — Hvis det havde været en mand, jeg holdt af, saa maa De ikke tro, jeg vilde ha opført mig saadan over for en anden mand.

Hun var gaaet, inden Lotoft fik samlet sig til at svare. Hun var mindre rank; det kunde se ud, som om hun gik og kæmpede med graaden.

— Der gik en maaned, hvor Johanne og Lotoft ikke vekslede et ord; det var daarligt nok, han fik hendes ansigt at se, hendes øjne saa han aldrig. Saa vidste han altsaa, hvordan hun tog det. Han var rystet over, hvad han havde gjort, men bag det laa der en hel anden følelse; dette her var alligevel æventyret, et forspildt ganske vist, men for tanken en stor og mærkelig oplevelse, og ikke med et lille pjanket, nysgerrigt pigebarn, der vil lege med ilden. Det var og blev naturligvis lige saa halvvejs som alt, hvad han før havde oplevet, og alligevel var det andet ingenting mod dette her. Og det var jo ikke saadan løbet fra ham. Hvis han gjorde det, som der jo ikke kunde være tale om, hvis han rakte haanden ud efter det, — muligheden stod der endnu, hver dag.

En dag han var i mindre høj stemning, besluttede han at tale fornuftigt med hende; hun skulde da ikke gaa der og foragte ham; hvorfor kunde de ikke være venner? Det kunde jo netop være saa rart for dem begge to.

80

— Frøken Johnsen, sae han, — De synes, jeg er en daarlig fyr. Men De maa huske paa, at De kender saa lidt til verden. De har jo gaaet hjemme hos Deres far og mor al Deres tid, og — —

Johanne saa ned i jorden, ikke af ydmygelse, men hun vilde ikke se ham, og hun svarede midt i hans forklaring: — Hvis mændene er saadan, saa er det deres fejl, at de er det, og ikke min fejl, at jeg ikke ved det.

Dermed havde han stof til overvejelser for lang tid. Det var jo ikke en opfattelse, der kunde forsvares; saadan taler man, naar man ikke kender verden, men selv om han modbeviste den opfattelse, saa stod billedet af den, der havde udtalt den, stadig for ham og indestod for gyldigheden deraf. I denne tid blev Lotoft tilmed plaget af noget, han huskede at ha sagt: — det vanskelige er at ryste dem af sig igen. Det lød stadig for ham, naar han gik og gav sig selv ret, det vrængede ad ham og vilde ikke tie.

Lotoft kom i denne tid til at se sig selv i en ny belysning, eller rettere sagt; det var første gang han overhovedet saa sig selv i nogen belysning. Et og andet, han havde stablet op, røg af ham som en papirshat, en dreng tar paa, naar han leger Fastelavn. Jo, han var ikke saa stor en kyniker, som han bildte sig ind. Det er saa nemt at sidde og være rask ved en whisky. Lotoft skammede sig og blev efterhaanden temmelig lille, og da han ikke var en mand, der plejede at ha indre ting at trækkes med, maatte han se at komme ud af del; det generede ham ogsaa, at det hele var saa lidt, og alligevel havde faaet saadan et 81omfang. Han besluttede at tale med frøken Johnsen og bede hende om forladelse; han vilde gøre det alvorligt og indtrængende, for at hun ikke skulde bære nag eller ha daarlige tanker om ham, naar hun nu sagtens om ikke lang tid søgte sig en anden plads.

Da Lotoft en dag gik efter hende ind i anlægget, tænkte han sig den mulighed, at hun vilde gaa fra ham, komme væk, inden han fik sagt noget, men det gjorde hun ikke; hun stod stille og ventede; hun forstod altsaa, at det var noget alvorligt, og det vilde hun høre paa.

— Frøken Johnsen, sae han, — jeg har opført mig over for Dem som et asen, det ved jeg godt. Man har ikke lov til at gøre det, som jeg har gjort, og den mand, der gør det, han er en slyngel; det vil sige: De maa jo heller ikke tro, at det saadan har været det bare pjank fra min side, — — en stemme inden i ham mumlede: hvor fanden vil du nu hen, Lotoft. — — Men De er jo ikke som andre unge piger, frøken Johnsen, det saa jeg straks, men — ja jeg beder Dem om forladelse, det er det eneste, jeg kan gøre, for egenlig har jeg ikke noget, der saadan kan undskylde mig. Naar De en gang ikke er vred paa mig længere, saa vil De nok sige det, vil De ikke.

Lotoft stod stille; ved sig selv tænkte han: — Det var forbandet daarligt kommet fra.

Johanne havde ikke taget sine øjne fra ham; hun begyndte igen at gaa: — Jeg er ikke vred paa Dem, sae hun, — men jeg har været saa ked af det.

Lotoft følte til sin pande, der var meget varm. Han sae lidt mer i samme retning som før, men det forekom 82ham selv tyndere, og han holdt op igen. Hendes svar havde ogsaa lammet hans opfindsomhed.

De kom fra skoven ud paa engen, der laa i lyset fra den nedgaaende sol.

— Dette her er nu det kønneste sted ved byen, sae han med overbevisning.

— Ja. — Det saa ud som om Johanne blev glad for at faa det saa bestemt at vide. Men ingen af dem vidste mer at sige om den eng. Der stod nogen køer,, en mand gik og flyttede dem; han skulde nok hedde Hans Peter, Johanne smilede: — Naa, hed han Hans Peter?

Solen sank, mens de gik, men de kom op paa en bakke og havde solens nedgang foran sig. Lotoft sae, det var kønt; han sae mere: — Man har nu tit saa- dan nogen kønne solnedgange om efteraaret.

— Ja, sae Johanne — det har man vist ogsaa. — Hendes ansigt var stærkt belyst af solskæret.

— Tak, sae han, — fordi De ikke er vred paa mig.

— Aa, sae hun og blev et øjeblik usikker i sit blik, — nej, det er jeg ikke.

Hvad skulde han nu gøre? I mangel af bedre tog han til sit ur. Johanne sae: — Ja, det er spisetid, og vi skal jo hver sin vej.

— Farvel, frøken Johnsen og tak for spasereturen.

— Det har været saa kønt, sae Johanne.

Han stod endnu et øjeblik, saa brød det ud af ham: — Nej, hvor jeg ikke forstaar, frøken Johnsen!

Johannes svar lød mærkeligt køligt og stemnings- løst, men det var saa underligt forbindende: — Aa, det er saamænd ikke saa svært.

Lotoft vendte sig og gik tilbage; han tænkte: — 83Han glemmer, at han har en kone, og hun glemmer, at han har en kone; det er gud døde mig en net redelighed. Men da Lotoft havde bandet, var dermed al hans humør opbrugt, han mumlede i stor alvor: — Saadan gik det til, at bogholder Lotoft alligevel blev fanget og vidste ikke sine levende raad for at slippe ud af det igen.

Lotoft henfaldt i denne tid til enetænkning, og det var noget, han i den grad var vænnet af med, at det forekom ham noget helt nyt. Det var mærkeligt, at det hændte ham netop nu; det bragte ham til at mindes en taabelighed, han for flere aar siden havde været ved at begaa, men saa tog han sig i det og giftede sig. Siden havde han følt en kriblende morskab ved at tænke paa det, han havde ligesom haft næsen inden for i en stue, hvor ingenting havde været, som det skulde, og saa havde han trukket sig tilbage. Nu var han gift, fornuftig mand, kun ved en whisky kunde det more ham at fantasere, og det morede jo ogsaa de andre, saa hvad. Men naar man sidder ved aftensbordet med kone og barn. — Nej, nu er dette her altsaa forbi. Det var sgu i grunden mærkværdigt godt klaret. Hvordan var det nu, det faldt? Ja, han gjorde i alt fald et udmærket indtryk paa hende, og hele afslutningen var faldet saa afrundet og venskabeligt ud. De var virkelig blevet venner. Saadan en stemning, der var over solnedgangen. Hvad var det nu, hun havde sagt om den? Ja, ja, saadan 84en afslutning havde ingen af hans andre smaa æven- tyr haft, nej. Det var egentlig saa kønt det hele, man følte sig saa tilfreds med, at det netop var endt saa- dan. Skønt tilfreds? Naa, men færdig i alt fald.

Hans lille pige spurte pludselig, hvad han sad og hviskede om, for hans mund gik hele tiden. Ogsaa hans kone saa nu paa ham.

— Jeg lægger tal sammen, sae Lotoft.

— Det er mærkeligt, tænkte Lotoft, da han næste dag gik til kontoret, — at jeg ikke ved, om man skal sige, hun er meget imødekommende eller meget tilbageholdende. Hun er maaske blevet strængt opdraget, eller ogsaa — hm, nej hun er mærkelig.

En aften nævnte han hende forsøgsvis for sine to venner. — Nu har vi jo faaet en ny dame i banken, sae han.

— Hun ser noget stram ud, sae en af dem, og de andre gav tilslutning. Lotoft blev straks efter klappet paa skulderen med den grinende bemærkning: — Det er ikke noget for dig, Lotoft.

Lotoft følte, at saadan en lille bemærkning er meget værd; den var en ligefrem støtte for hans forsøg paa at danne sig en bestemt opfattelse af hende: Jo, saadan var hun, og hun var ikke noget for ham.

Men selv i et nok saa klart synspunkt kan der en dag komme en klat. Det vilde ha hjulpet ham til at fastholde det, om Johanne havde været saa stram, som det blev paastaaet.

Ja, men hvorfor vilde han egentlig vide det? Hun havde jo gjort op med ham, meget venligt, næsten mer end det, og hun var vel nu færdig med ham. Det tydede hele hendes holdning paa; hun var i de 85følgende dage nærmest formel, naar de mødtes i banken, eller naar de sae farvel om eftermiddagen. Hvis han igen forsøgte at tale med hende eller endogsaa foreslaa en spaseretur, saa vilde hun formodenlig blive overrasket og vise ham af. For hende var sagen jo meget mere alvorlig end for ham; han syntes, han kunde huske, at hun havde sagt noget om, at hun ikke den dag i kupéen var staaet ud med hvem som helst; at det var ham, var altsaa noget særligt, og det havde tydeligt nok været en skuffelse for hende at høre, at han var gift. Hm, nej, hun var færdig med ham, meget mere afgjort end han med hende, naturligvis fordi hun var den eneste af dem, der havde taget det alvorligt. Der var noget afsluttet og koldt over hende nu; hun havde altsaa tvunget sig til at lade saa venlig, bare af stolthed, Laa hun og græd om nætterne? Det var særligt svært at se paa hende, fordi hendes ansigt altid var saa ens. Nej, men han maatte prøve at tale til hende en dag og se, hvordan hun tog det, bare lidt almindelig konversation. Jo, han maatte paa en konserverende fod med hende, tilmed naar man saadan ser hinanden hver dag. Han kunde sagtens gøre det saa ligegyldigt, at der ikke var nogen anledning for hende til at være afvisende. Og ligefrem la være at svare ham. Nej, dertil var hun altfor velopdragen; hun maatte dog være fra et ganske godt hjem,

— Sikken en batalje vi havde med vor lille pige i gaar, sae han en dag ved lukketid, da de stod og tog overtøj paa,

— Er hun stivsindet? spurte Johanne.

— Utrolig stivsindet, — I grunden er det ikke 86videre snedigt, tænkte han, — at jeg gir mig til at tale om min datter og min kone og alt det.

Johanne gav sig god tid med sit slør: — Ja børn kan være vanskelige.

— Ja, forfærdelig vanskelige. Men vi opdrager hende bestemt; hun skal lystre, det forlanger vi.

Johanne gik foran ham ud af døren: — Det er ogsaa rigtigt, sae hun og blev staaende paa fortovet, mens han lukkede.

— Er De selv blevet strengt opdraget, frøken Johnsen, siden De siger, det er ogsaa rigtigt.

— Jeg? svarede Johanne eftertænksom, — jo, det er jeg vist egenlig. Der var altid saa meget, som moder sae, jeg ikke maatte. — Johanne gav sig til at fortælle om sin moder; han gjorde en svingning om ad en sidevej; ellers vilde hun maaske ikke blive færdig, inden de var hjemme.

— Naa, sae han saa, — jeg kan jo forstaa, at Deres moder holdt Dem strængt, men De rettede Dem vist ikke saa meget efter hende, gjorde De vel?

Johanne saa paa ham med synlig forbavselse: — Nej, det gjorde jeg vist egenlig ikke. Hvordan kan De vide det?

Lotoft kresede om et bestemt tilfælde, men det kunde ikke gaa an at nævne det nu: — Naa, det er noget, jeg tænker mig til.

Men Johanne holdt hans blik fast og gentog indtrængende sit spørsmaal. Han mærkede, det betød en del for hende at faa svar, og han svarede med et andet spørsmaal: — Hvorfor er det saa vigtigt for Dem, at faa det at vide?

— Jo, jeg ved ikke, hvad det er, De tror om mig, 87men det maa De sige mig. Tænker De paa det, at jeg gik sammen med Dem den gang?

Han blev hed i sit ansigt. Det slog ham, at hun var farlig, hun var ikke let at komme fra.

— Men De mener altsaa, blev hun ved, — at nu har De lov til at tro ondt om mig, fordi De fik mig til at gøre noget, som De alligevel syntes var galt.

Lotoft tænkte i et sekund: Dette her maa du klare; saadan maa hun ikke tænke om dig, det kan ikke gaa an. — De tar fejl, frøken Johnsen, men De kender ikke verden — —

— Aa, hvad har det med verden at gøre? Det var kun mig selv.

— Ja, og mig vel ogsaa?

— Det ved jeg ikke; for Dem var det jo ingenting, bare noget for morskabs skyld.

Lotoft tog igen et sekund til lyntænkning: Sig det nu, det var bare for sjov. Det har jeg gjort før; ja jeg er ikke bedre. — Men han gjorde det ikke, han gik uden om: — Ja, frøken Johnsen, De ved da, at Deres moder ikke vilde ha syntes om det.

— Ja; men hende tænkte jeg ikke paa i det øjeblik. Og selv om jeg havde gjort det, saa. — Nu kan jeg nok se, det var galt; men hvad tænkte De selv den gang?

Lotoft var lige ved at beklage sig selv; han havde været forlovet tre gange, charmeret mange gange, og for første gang stod han over for kvinden som problem. Før havde vanskelighederne været af en anden art, for eksempel, at hun var forlovet med en anden, i et enkelt tilfælde ogsaa gift, men han havde 88undveget dem; her kunde han ikke komme uden om.

— Tænkte, gentog Lotoft; — han havde opgivet at klare noget mer; — jeg tænkte ikke noget; jeg havde allerede den gang en følelse af, hvad jeg nu ser, at De er forskellig fra alle andre damer.

— For hvis De foragter mig for det, sae Johanne og saa ligefrem paa ham, — saa er det Deres fejl.

— Det er saa langt fra, frøken Johnsen. Jeg beundrer Dem.

Johanne betragtede ham paa sin stille undersøgende maade: — Det er der nu ingen grund til at beundre mig for, sae hun med et eftertryk paa ordet beundre, som om hun vilde ta det forbehold, at ordet maaske ogsaa kunde betyde noget andet.

Lotoft drejede tilbage mod hovedgaden; han maattø hjem til sin middagsmad, og nu var diskussionen jo kommet til en slags afslutning. — Sig mig, sae han, — hvis De vil; det kommer jo ikke mig ved; var det Deres moder, der fik den forlovelse i stand?

— Ja, jeg gjorde jo næsten altid, hvad hun sae, den gang. Og det kunde jo ogsaa være, jeg kom til at holde af ham; det vidste jeg jo ikke.

Han mente, en spøg kunde være paa sin plads her, for det hele var rigelig alvorligt: — Og naar Deres moder nu næste gang kommer med en kæreste til Dem?

— Det gør moder ikke, — Johanne smilede et øjeblik, — Der kommer ingen med den slags til mig mer.

De gik i tavshed over gaden; lidt fremme laa det pensionat, hvor Johanne boede. Lotoft var træt; han kom med et spørsmaal, hvis taabelighed han indsaa, 89endnu førend han havde hørt sig selv udtale det: — Hvad var saa egenlig anledningen til, at De hævede Deres forlovelse?

Hun svarede uden betænkning, idet hun traadte ind i sin gadedør: — Det var jo det, at jeg havde truffet Dem,

— For resten af den dag forsøgte Lotoft at fastholde og forklare sig udtrykket i hendes ansigt, da hun gav ham det svar. En mand, der var mindre erfaren end han, kunde gerne opfatte det som en erklæring. Men over for frøken Johnsen var Lotoft ikke indbildsk. Hun var ikke som andre, hun var af de usædvanlige, og i det øjeblik hun havde gjort noget, der for en dame var ganske usædvanligt, havde hun i sit stille sind betragtet ham som en af sin egen slags. Hm, ja, deri var hun jo blevet skuffet. Han var desværre meget almindelig, og desuden gift. Havde det ikke været, saa — naa. For resten var han ikke blevet stort klogere paa hende efter denne her samtale. Hvordan var det nu, han havde forsøgt at lægge den an. Var det ikke som en verdensmandsmæssig konversation? Men den var helt løbet fra ham, hun havde drejet den, saadan som hun vilde. Det var een ting, men det irriterede ham endnu mer, at der ogsaa var saa meget ved hende, han ikke kunde forstaa. Hun havde ivrigt spurt, hvad han tænkte om hende, men der var ikke kommet paa tale, hvad hun tænkte om ham. En gang havde det maaske været en hel del, men nu? Det blik, hvormed hun tog afsked med ham før, var saa uhyre roligt og behersket: — De var anledningen til, at jeg hævede min forlovelse; De var ogsaa en gang en mulighed, nu er De ingenting. Endskønt, 90noget maatte han alligevel være i hendes øjne, men hvori bestod saa det? Lotoft grundede over det og fandt et tilfælde, der kunde forklare Johannes opfattelse med hensyn til ham. Det var en flygtig forlovelse, han havde haft; den havde varet et halvt aar; det var hende, der hævede den og tog en anden, som hun ogsaa blev gift med. Men hun blev ved at bevare en vis interesse for Lotoft, opsøgte ham, naar der var anledning, og vilde gerne tale med ham. Forelskelsen var gaaet over, men han interesserede hende stadig. Ja, det var sikkert noget ganske almindeligt hos damer, denne her interesse, og frøken Johnsen havde det paa samme maade.

Naa ja, saa var han da endelig kommet til bunds i den sag.

Lotoft bestemte sig nu til at indføre frøken Johnsen i sit hjem. Han havde længe ønsket at gøre det, og nu da forholdet mellem dem var jævnet, helt venskabeligt og uden nag fra hendes side, var netop øjeblikket der. Frøken Johnsen skulde se, hvad for en rar og fornuftig kone han havde; ja, der var jo ogsaa en vis lighed imellem dem, maaske kunde de blive veninder. Kunde det ske, vilde det være en behagelighed for Lotoft selv. Han gjorde sig ikke saadan klart, hvad den bestod i, men en mand er jo altid stillet saa rart frit til sin kones veninder.

Det var forresten mærkeligt, saa forholdet mellem ham og frøken Johnsen var klaret efter deres sidste opgør, som han vilde kalde det. Det var en gentagelse af, hvad der var hændt ham saadan noget som tre gange før; et forhold, der en tid var spændt og farligt, og som kunde blive til hvad det kun skulde 91være, men saa havde det ordnet sig alle tre gange, fordi Lotoft jo alligevel var mand for at klare de vanskeligheder, som han havde en mærkelig evne til at lave sig. Jo, der var noget ligesom æventyrligt ved ham, men, ja, ja, nok om det. Nu havde han og frøken Johnsen ikke noget at tale om mer; der opstod ikke nogen spænding imellem dem, naar de gik sammen ned ad gaden, naa, men det var jo ogsaa den spænding, han havde ønsket at hæve.

Lotofts plan med Johanne som husveninde mislykkedes aldeles. Fru Lotoft var elskværdig nok. men naturligvis paa sin post overfor et damebekendtskab, manden kom med. Dertil kom straks den dæmpede fortrolighed, Lotoft brugte overfor frøken Johnsen, naar de to talte sammen. Ogsaa hendes alvor var ubehagelig; hun lo ikke med det øvrige selskab, som om det, der blev sagt, ikke var morsomt nok til hende. Og saa rettede hun paa andre mennesker. Fru Lotoft fortalte om en mand, der var død fra en ganske ung kone, som nu ikke havde ret meget at leve af, men det var jo et held, sae hun, at der ingen børn var. — Dertil bemærkede frøken Johnsen, at hun syntes, det havde været bedre om den unge kone havde haft et barn at trøste sig med. Det kunde jo være rigtigt paa en maade, og de andre damer gav hende medhold, ligesom de havde givet fru Lotoft medhold, men helt elskværdigt er saadan noget da ikke af en, der er saa fremmed. Og fru Lotoft slap ikke med den ene tilrettevisning. Da der ved aftensbordet var tale om smørret, der var stift af kulden, sae hun: — Men det blir jo værre til sommer, naar det blir blødt, for saa var det jo saa udrøjt. Frøken Johnsen bemærkede 92dertil, at smørret var da drøjest, naar det var blødt, for saa kunde man smøre det tyndt paa. — Fru Lo- toft smilede og gav indvendingen den elskværdige udglatning, som hun nok syntes, den i høj grad trængte til, men nu vidste hun altsaa, at hendes mands nye damebekendtskab ikke var noget for hende; hun havde faaet nok.

Da de fremmede var gaaet, udtalte fru Lotoft over for sin mand tvivl om, at hun og frøken Johnsen kunde omgaas, og denne tvivl blev senere til vished, efter at de havde haft lignende smaa sammenstød i andre selskaber, hvor de traf sammen. Endelig følte fru Lotoft sig saa irriteret over Johannes overlegenhed, at hun tilsidst maatte have luft for lidt drilleri: — Sig mig, frøken Johnsen, sae hun, — har De altid været saa behersket, som De nu er? — Johanne lae sit arbejde ned paa bordet og saa paa fru Lotoft paa en saa resolut maade, at der blev stille i stuen, og mange af damerne tænkte: — Hvad skal der nu ske? Nej, fru Lotoft, svarede Johanne, — det har jeg netop ikke, men jeg har lært mig selv at være saa- dan. — Naa, det har De, sae fru Lotoft temmelig forbløffet, og da hun følte sig dukket ved den afgjorte form, svaret havde haft, føjede hun til: — Da kan man ikke mærke, det er noget tillært. — Hun fortrød det med det samme, da man ikke kunde vide, hvad svar man vilde faa her, men Johanne svarede slet ikke; det var ogsaa en ubehagelighed ved hende, at hun undertiden lod, som om der ikke var blevet sagt noget.

De andre damer sae heller ikke noget, men deres øjne gik til og fra de to, det var ikke morsomt.

93

— Nej ved du hvad, sae fru Lotoft samme aften til sin mand, — hun er virkelig ikke heldig.

— Hvem er ikke heldig?

— Frøken Johnsen, din frøken Johnsen. Jeg maa sige, at det er et meget mærkeligt damebekendtskab, du der har paatvunget mig.

Lotoft blev ubehageligt overrasket, men han var en grundig ægtemand, og han imødegik baade »din frøken Johnsen«, »meget mærkelig« og »paatvunget mig«. Tre punkter paa en gang, det er mange over for en saaret hustru, og det tog tid.

— Ja, jeg er nu ikke vildt begejstret for hende, sae langt om længe fru Lotoft, da hans tre punkter var gendrevet.

— Vildt begejstret, sae Lotoft, han syntes ogsaa, han skulde svare paa det. — Naa, jeg synes hun er ganske flink og — og saadan.

Det blev en ophidset drøftelse, og Lotoft vaagnede næste morgen med noget at spekulere over. Det var snart længe siden, men det var ganske rart. Jo, for det var i grunden kedeligt, saadan som alting var faldet i lave med ham og frøken Johnsen; han havde nok været tilfreds med det, men en samtale med hende var ikke længer en overraskelse, saadan som i begyndelsen. Nu havde han ganske vist noget, men hvordan skulde han komme til at tale om det, nemlig hvad hun mente om hans kone. Hendes mening om frøken Johnsen kendte han; den var hen i vejret, undtagen det om hendes kølighed; det var der nu noget om, men hvad?

Henne paa kontoret sae han en dag til Johanne: 94— Det er længe siden, vi har set Dem, frøken Johnsen. Se inden for en aften, naar De faar lyst.

Til det første svarede hun ja, til det andet tak. Men hun var tydeligt indesluttet og var blevet det mere i den sidste tid. Men deres venskab skulde ikke gaa i stykker for en tredies skyld.

Mens de fulgtes ad fra banken, var Johanne saa tavs og fraværende, at han til sidst spurte, hvad hun tænkte paa. Hun svarede rask: — Jeg tænker paa, hvor man kan sagtens, naar man er mand.

Det gav en rystelse i Lotoft over, at hun virkelig havde noget bestemt, hun gik og spekulerede over; det maatte da betyde noget, men hvad? Var der ret mange kvinder, der saadan paa en Prik kunde sige, hvad de tænkte paa?

— Saa? sae han; hvordan det? Hvad mener De egenlig? Skal vi gaa her om ad? Jeg synes ikke altid, det er saa rart at være en mand. Man har ansvaret, man skal saadan tænke over, hvad man gør.

— Johanne saa paa ham, og han blev forvirret. Tænkte hun paa den dag? Havde han tænkt paa ansvar, da han lokkede hende med sig ud af toget? Var det det? Lotoft var rystet, gamle ting kom op i ham. Jo, han havde følt ansvar, en gang i alt fald.

— Jeg har en gang, sae han, — ja, jeg kan godt fortælle Dem det, frøken Johnsen. Har De aldrig selv været lige ved at — naa, nej, men jeg havde en gang nær rejst med en anden mands kone.

Han saa, hvor hun blev nærværende: — Det var da mærkeligt, sae hun, — for det var i grunden noget lignende, jeg tænkte paa.

Lotoft tabte et øjeblik mælet over dette sammentræf: 95— Det er noget underligt noget at fortælle, frøken Johnsen, men De er jo ikke som andre. Jeg var ikke gift den gang, naturligvis.

— Hvorfor naturligvis?

— Hvad? Naa, ja, jeg var altsaa ikke gift. Jeg var otte og tyve, hun var yngre og havde været gift i tre aar. Manden var hun næsten straks blevet ked af. Det varede ikke længe, inden vi blev forelskede i hinanden; hun var vel nok mest forelsket.

— Ja, sae Johanne.

— Hvorfor siger De ja? Naa ja, fordi hun var skuffet med ham, hun havde,

— Ja, det er det, jeg mener.

— Saa? At man blir lettere forelsket, naar man er skuffet af den, man har. Det er mærkeligt ved Dem, frøken Johnsen, alt det man kommer til at tænke paa.

— Hvorfor rejste De saa ikke? Vilde hun ikke alligevel?

— Jo, men jeg havde jo ansvaret.

— Mente De ikke, De kunde stole paa hende? Var hun ikke god?

— Jo, jo, det var ikke det.

— Saa holdt De ikke nok af hende.

— Naa, det tror De ikke? Nej, — det var vel det, der var i vejen. Men jeg sae til hende: jeg tør ikke ta mig det ansvar paa.

— Ja, men det vilde De ikke ha sagt, hvis De havde holdt af hende.

— Nej, det er vel nok rigtigt. Saadan har jeg aldrig set paa det før.

— Var det saa forbi?

— Ja. Der var ikke noget utilladeligt imellem os.

96

— Det var ikke det, jeg tænkte paa. Men det maa ikke være saa let at opgi en, man holder af. Men gjorde De det? De havde maaske bare ondt af hende, fordi hun var forelsket i Dem?

— Nej, frøken Johnsen, saa lidt var det nu ikke.

— Naa. Og saa giftede De Dem i stedet for?

— I stedet for? Hvordan mener De? Jeg giftede mig, ja.

— Ja, jeg kunde jo regne ud, det har ikke været ret længe efter.

— Naa ja. Jo, jeg sae til mig selv: nu vil jeg være fornuftig og ikke gøre dumheder.

— Ja, det er ogsaa det, jeg mener.

— Hvad? Nu forstaar jeg Dem igen ikke. Naa, men godt var det, at det gik, som det gik, og man blev en sat og lykkelig ægtemand.

Johannes tavshed virkede saadan paa ham, at han syntes, han maatte sige mere. Der stod endnu en ting tilbage, der ikke var klaret: — Jeg var ikke forlovet med min kone, sae han, — den gang da det skete, eller nær kunde ha sket.

— Naa, De kendte hende ikke?

— Jo, det gjorde jeg nok, men —

— Og saa friede De til hende, saa snart De havde opgivet det andet?

— Saa snart, ja det var da noget efter. Johanne svarede igen ikke. Hvad var det for en belysning, hun nu havde faaet over hans giftermaal? Nej, hvor hun var mærkelig.

— De mener altsaa, frøken Johnsen, sae han endelig, da de var nær ved hendes gadedør, — at en mand kan sagtens, men nu kan De jo se.

97

Johanne gik og overvejede; saa sae hun: — Det var godt, det ikke var mig, der var i hendes sted.

— Hvordan? Naa ja, selvfølgelig var det godt, jeg mener, det er jo altid en kedelig situation at være i, ogsaa for en mand, maa jeg da sige, Men jeg ved i grunden ikke, hvad De mener.

De var ved hendes gadedør. Lotoft syntes, han skulde ha en rund og gemytlig afslutning paa det; han sae: — Men selvfølgelig var det jo nok saa rart at være i min kones eller den gang kærestes sted.

— Nej, sae Johanne og gik ind. — Farvel.

— Nej, gentog Lotoft, da han gik ned ad gaden, — nej; det var dog som pokker. Nu tror hun altsaa, jeg tog den første den bedste, fordi jeg ikke fik den, jeg skulde haft. Det kan jeg sgu næsten ikke finde mig i.

Da Lotoft kom hjem til middag, lidt for sent, spurte hans kone, hvad morsomt han havde oplevet, siden han saa saa glad ud. — Naa, det var saadan en bankhistorie; de kan ogsaa være morsomme.

98

Petersen paa tømmerhandelen er begyndt at interessere sig for frøken Johnsen. Det kan jo ogsaa være meget passende, og de spiser i samme pensionat, saa det gir jo ogsaa anledning til en del. Man ser dem ogsaa staa stille paa gaden for at tale sammen. Det skal nok blive til noget. Det undrede Lotoft, at det ikke før var faldet ham ind, at saadan noget en gang maatte ske. Nu da det var indtruffet, fandt han det saa rimeligt og tillige det heldigste for alle parter. Hvis der nogen sinde havde været noget mellem ham og frøken Johnsen, men det havde der jo ikke, saa var det nu paa den bedste maade bragt ud af verden. Ingen kunde selvfølgelig være mere tilfreds med, at det blev frøken Johnsen og Petersen, end Lotoft. Og nu midt i al denne rimelighed og selvfølgelighed følte han sig meget foruroliget og nedstemt. Nu var denne lille oplevelse altsaa forbi, og det var underligt at staa og se tilbage paa den. Der havde dog været saa meget rart og usædvanligt ved den.

Ja usædvanligt. Lotoft kunde blive ganske hed om ørene nu bag efter, naar han spurte sig selv, hvad hans mening egentlig havde været, hvor langt han i sine egne tanker havde været ude. Han mindedes de 99mærkelige samtaler, de undertiden kunde ha paa deres ganske korte ture hen ad gaden, og hvor meget de havde optaget ham, naar han kom hjem til sit eget. Hvor meget havde han selv været ved at gøre ud af dem? Hvad havde han troet om hende? Ja, nu da hun havde slaaet sig paa Petersen, kunde han se, hvad hun var; en modig ung pige, der fandt det helt sjov at snakke med ham i mangel af bedres havelse. Jo, du er sgu morsom, Lotoft, men det var jo godt, det endte, som det gjorde. Lotoft kom hjem til sit eget, mat og resigneret.

Det eneste, der nu var tilbage for Lotoft, var lidt uskyldigt drilleri. En formiddag, da de stod og tog overtøjet af i værelset bag ved kontoret, sae han: — Naa, De var nok ude at spasere med Petersen paa tømmerhandelen i gaar, frøken Johnsen.

— Nej, det var jeg ikke.

— Saa? Naa. Jeg mødte Dem da begge to paa gaden.

— Ja, han spurte, om jeg vilde; men jeg vilde da ikke spasere med hr. Petersen.

Lotoft blev saa overrasket, at han glemte at tænke; det gled ind i ham som en glad overbevisning, at det med Petersen var ingenting. Denne glæde blev siddende i ham fra ti til et, uforstyrret af hans arbejde, og da de skulde til at gaa, sae han i samme opstemt- hed: — Min kone er bortrejst, saa jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i eftermiddag, men i dag er det jo blevet foraar, saa jeg ved ikke, om vi skulde gaa en tur gennem anlægget. De har jo aldrig set det paa denne aarstid?

100

— Nej, svarede Johanne uden tøven, — men det vil jeg gerne.

Lotoft gik smilende over paa hotellet for at spise til middag, det var ham umuligt at tænke paa noget alvorligt. Min kone er bortrejst, sae han ved sig selv og kom til at le. Han bestemte at ta en halv flaske rødvin til sin mad, siden han nu spiste paa hotel ligesom for mange aar siden.

En time senere mødtes de ved indgangen til anlægget, Lotoft var oprømt og havde straks noget at snakke om. Det varede ikke længe, før de kom ind paa at tale om mærkelige oplevelser. — Jeg har aldrig haft nogen, sae han,

— Jo, en har De da,

— Nej, Og De, frøken Johnsen, vilde da allermindst regne det for noget.

— Nej, det er ogsaa sandt.

Lotoft gjorde et stort sving med den haand, han holdt Stokken i: — Nej, men De kommer en gang til at opleve noget mærkeligt.

Johanne svarede ligefrem, som om det var en diskussion, hun havde været forberedt paa: — Aa, jeg tror ikke, det blir til noget.

Lotoft tav. Han vidste ikke, hvad han selv havde ment med det, men hun mente altsaa, at hun havde forstaaet ham. Der kom alvor fra hende som altid.

Lidt efter sae hun: — Jeg gad vide, hvad der er hændt min moder som ung eller som nygift. Hun har en gang ligesom slaaet paa det.

Saa spurte han halvt fraværende: — Hvordan kom Deres moder til at tale om det?

101

— Jo, det var da jeg slog op med hr. Severin. Lotoft følte sig pludselig rykket ind i et fremmed menneskes skæbne. En ubesindighed, som en fru Johnsen en gang havde begaaet, kunde ad en mærkelig omvej komme til at berøre hans egen ubetænksomhed. Det var saa besynderligt, at han var ude af stand til at sige noget.

Johanne blev ved med samme sindsro: — Min moder blev saa urimeligt forfærdet den gang. Hun maa selv ha prøvet noget, der var mere alvorligt. Men hun tog altsaa min fader i stedet for. — Det havde jeg ikke gjort.

Hendes stemme var blevet hurtig og usikker; de sidste ord kom fra hende i et udbrud, der fyldte øjeblikket med uro. Lotoft vidste igen ikke, hvad han skulde sige. Det var jo en haard dom at fælde over sin fader; ogsaa over sin moder, men navnlig var det en del at sige om sig selv. For resten klædte det hende at tale saadan; hun blev kønnere af det. Hun var i forvejen kommet til at se friskere ud af at være ude.

— Gaar vi for hurtigt, frøken Johnsen? De er vist ikke vant til at komme ret meget i luften.

— Nej; jeg sidder vist for meget inde. Det var godt, jeg kom ud; her er saa kønt. Og se hvor mange blomster.

Han maatte smile over det taknemlige blik, hun sendte ham: — Ja; kan De ikke lide at plukke blomster? Jeg skal vente paa Dem imens, Vi kan gaa et stykke ind mellem træerne.

— Jo, det kan jeg i grunden, men jeg har aldrig 102haft lejlighed, for moder syntes ikke om at ha markblomster i stuerne. Men det maa da være kønt, synes De ikke?

— Jo. Vi har det nu heller ikke hjemme hos os, men —

— Saa? — Johanne rettede sig op fra skovbunden og saa undrende paa ham: — Jeg troede, De plejede at ha blomster med hjem.

— Ja, det skulde man ogsaa tro. Men jeg antar ikke, at de vilde blive sat i vand, — ja, jeg kunde jo gøre det selv. Det kan jeg ogsaa; jeg vil plukke nogen til mig selv.

— Ja, det skulde De gøre. Jeg køber en vase, naar jeg kommer om paa gaden. De blaa her er de kønneste. Mon det ikke er en slags violer?

— Nej, det er blaa anemoner.

— Saa? Jeg troede, anemonerne var de hvide. Det er, naar man har gaaet i en pigeskole, saa lærer man ikke saadan noget. Det er underligt, at skolen ikke lærer en noget mere om naturen, ikke?

— Jo, det er det, men nu har De jo mig, frøken Johnsen.

— Ja. — Johanne smilede. — Jeg har heller aldrig før tænkt, der var noget ved at plukke blomster.

— Nej, det er heller ikke noget, jeg plejer at gi mig af med, men det er jo heller ikke hver dag, det er foraar.

De var kommet ind mellem træerne; Johanne stod med den ene haand fuld af blaa anemoner, ligesom hun ikke kunde finde paa at plukke andet: — Det 103er helt underligt, at det saadan lige med et er foraar igen.

— Ja. Især naar man har glædet sig til det hele vinteren. Har De ikke ogsaa det?

— Jo, svarede Johanne ivrigt, — det vil sige; det er jo ikke noget, man saadan gaar og tænker over. Men det gør De altsaa. — Hun satte sig paa hug og plukkede. Saa saa hun op og sae: — Jeg tror i grunden, man kunde ha meget mer glæde af mange ting, end man har.

— Ja, hvor det er sandt, frøken Johnsen, sae Lo- toft, grebet af klangen i hendes stemme.

Lotoft kom til at tænke over, hvor gammel hun vel kunde være. Man kunde i øjeblikket godt tro, hun var en sytten—atten aar, saa beskeden og barnlig hun var. Det var sjeldent, hun i den grad gjorde indtryk af at være en lille pige. Hun troede aaben- bart ikke meget om sig selv, hun var egenlig sød saadan. Til andre tider kunde hun være saa klog og mærkelig, og meget mere gammel. Men det var morsomt at være den overlegne og holde hende nede paa den tone, og det lykkedes ham virkelig. Saadan gik de en times tid sammen uden at tale om noget, han senere kunde huske.

— Det har været en dejlig eftermiddag, sae Johanne, da de stod ved hendes gadedør.

— Ja, sae Lotoft og gik videre i en behagelig, lys stemning. Han standsede foran sit hus, men det var jo tomt; der havde han ikke noget at gøre. Det var ogsaa ganske morsomt; han bestemte at spise til aften 104paa et hotel; bag efter vilde han være sammen med nogle af sine venner. Han ringede og fik det ordnet.

Men den trestemmige latter, han blev modtaget af, havde nær slaaet ham omkuld. Her kom Lotoft ind ad en vens dør, glad, aaben og ubeskyttet, og deres latter slog ind i ham lige til hans rygrad. Det var en ubehagelig overraskelse.

— Naa, der har vi den sørgende enkemand, blev der raabt, — du gaar i skoven med unge damer, naar din kone ikke er hjemme, oven i købet en af de strengeste, vi har her i byen. Hun, der afviser Petersen paa tømmergaarden, som dog har alvorlige hensigter. Skynd dig og bryg en whisky, Lotoft, vi vil hilse paa dig.

Men Lotoft svarede stødt og uden et smil: — Der er ikke noget at le ad. Men det er rigtigt nok, at frøken Johnsen er en ung dame med strænge principper; derfor kunde hun gaa en tur med mig, for det betyder ikke noget, med Petersen vilde det ha været forbindende. De tre venner var ubehagelig berørt af Lotofts ord, der havde haft en ophidset klang. Munterheden faldt af deres ansigt som umodne æbler, der blir for tidligt rystet af, og der kom en sur stemning over det lille selskab. Lotoft gav sig til at snakke om kommunale sager; siden spillede de kort.

Lotoft fik ikke den fornøjelse, han havde lovet sig af at være ene i sit hus en nat; han maatte tænke paa, hvad de tre venner havde sagt. En skandale under opsejling, det var een ting. Og saa var han ved at blive forelsket i frøken Johnsen; det var vel næsten endnu værre, endskønt det andet 105var værre, for det gik ud over dem begge. Det maatte være forbi nu, baade det ene og det andet. Han maatte tale med hende eller bare la hende det forstaa. Mon hun ikke ogsaa var en smule forelsket i ham? Hun var uden videre gaaet med ham. — Det vil jeg gerne, havde hun sagt. Siger en ung dame virkelig det, uden at der er noget mere alvorligt bag ved? Man kan ikke vide det. Den forklaring, han havde givet vennerne med hensyn til Petersen, kunde godt være rigtig. Han selv var jo ogsaa saa meget ældre og gift. Men det havde været en dejlig eftermiddag, som hun sae. Bare den ikke var blevet ødelagt af de tre grinebidere, — endskønt, det var jo godt nok. Saa var det forbi. Men det var rart at ligge og tænke paa. Det kunde ingen ta fra en.

106

Naar man vil fortælle en ung pige, at folk sætter hendes navn sammen med ens eget, saa ved man aldrig, om man ikke derved gir hende mere at tænke over, end man egenlig skøtter om, og paa den anden side er man heller ikke sikker paa, at man handler saa ridderligt, som man har i sinde, da det maaske vilde være mere nobelt, om man trak sig tilbage fra hende uden nogen forklaring, men paa den tredie side er det latterligt altid at ha saa mange betænkeligheder; derfor, da Lotoft en dag fik øje paa Johanne, der gik paa stien langs med engen, gik han raskere til for at indhente hende. Lidt efter gjorde hun, hvad en dame ellers ikke gør; hun vendte sig om, og da hun saa, det var ham, stod hun stille, saa han havde ikke nødig at skynde sig. Hun flyttede sig lidt til højre og lod der være god plads til ham. Hun sae: — Goddag igen, og gik stiltiende ved siden af ham.

Her fulgtes de altsaa ad i største selvfølgelighed. Naar han havde skyndt sig for at indhente hende, var det ikke, fordi han havde noget særligt at sige hende, nej det var bare, fordi de naturligvis sluttede sig sammen, naar de tilfældigvis kom i nærheden af hinanden. Lotoft maatte nok se undrende paa hende. 107Hendes ansigt var forresten ikke saa porcellænsag- tigt mer, eller var det ham, der saa paa hende med andre øjne? Vel var det ej! Han afviste det ophidset, mens hun gik uudgrundeligt og fredeligt smilende ved siden af.

— Jeg kunde kende Deres skridt, sae hun.

— Naa; det var derfor, De vendte Dem om.

— Ja.

Aldrig havde Lotoft haft saa mange hovedregningsopgaver, ikke en gang, da han gik i realskolen. Det var altsaa, fordi det var ham, at hun havde vendt sig, ikke af naivitet som en pige fra landet. Men hvad kunde man saa slutte deraf?

— Frøken Johnsen, sae han pludselig, — ved De, — nej, De ved det vel ikke, men jeg vil sige Dem det; folk taler om os.

— Saa? sae Johanne og blev ved at se ligefrem. — Kan De huske, at vi gik her i fjor efteraar? Solen var ved at gaa ned; vi stod oppe paa bakken og saa paa den. Der gik en mand og flyttede køer nede paa engen. Det var saa kønt.

Hvad skulde Lotoft sige til det? Han sae: De holder af naturen.

— Ja, det gør jeg. Det gør vel alle mennesker. Men det er ikke altid, man ved af det. Det er maa- ske noget vrøvl, men jeg mener: man skal en gang lære det. Jeg har i alt fald faaet lært det.

— Hm, svarede Lotoft, — Ja naturligvis. Den dag ude i anlægget, det var nu ogsaa kønt.

— Ja, sae Johanne glad, — og saadan som lærkerne de sang.

108

— Ja. Jeg tror for resten ikke, der er lærker i en skov.

— Nej, men saa var det nogen andre.

Lotoft tænkte: — Det med folks snak, opfatter hun altsaa bare som en konversation, der ikke er værd at gaa ind paa.

— Det var det, jeg sae, frøken Johnsen, jeg sae, at folk sætter Deres og mit navn sammen paa en ubehagelig maade.

Hun svarede forundret: — Hvordan kan folk sige noget om mig? Mig er der jo ikke noget at sige om. Jeg troede slet ikke, nogen lagde mærke til mig.

— De tar fejl, frøken Johnsen; der er flere, der lægger mærke til Dem, end De ved af, — Mon jeg egenlig ikke siger mere, end jeg strængt taget kan staa ved? tænkte han i det samme.

— Saa, det var underligt, sae hun med sin korte, lidt ubeherskede latter, der slog over og endte pludselig som hos en, der ikke er vant til at le. — Hvis jeg var en anden en, saa vilde jeg da ikke lægge mærke til et menneske som mig selv.

— Men hvorfor dog ikke?

Johanne tav, sagtens for at tænke over, hvad hun skulde svare, og han saa, hvor hun blev rød, mens hun tænkte. Maaske generede det hende at tale om sig selv, eller hun kunde ikke faa det formet. Hun kunde undertiden vise sig uudviklet som et barn, og det var maaske det, hun tænkte paa. Eller var det det, at hun med sit væsen og sin paaklædning kun gjorde sig lidt gældende mellem byens andre unge damer. Men hun gav ellers slet ingen forklaring, og hendes 109rødmen blev staaende som en glødende gaade, der fik hans sind til at dirre.

Naa, men der maatte noget mer snak i gang, for at man ikke helt skulde tabe fatningen: — Hvem vilde De da lægge mærke til, frøken Johnsen? — Han foreslog leende: — Mig selv for eksempel?

— Ja naturligvis. Og Deres kone.

— Saa? Hvorfor min kone?

— Jo, jeg tror, Deres kone er saa meget for alle dem, hun omgaas. Hun har noget at tale om med dem allesammen eller noget, hun kan hjælpe dem med. Deres kone er saa elskværdig.

— Javist saa. Men det undrer mig for resten, at netop De, frøken Johnsen, roser min kone for elskværdighed, for, naa. — Han havde talt ud af irritation over alle sin kones forskellige smaa ubehageligheder om Johanne, men han tog sig i det og tav.

— Deres kone synes ikke om mig. Men det er jo rimeligt.

— Hvorfor er det nu rimeligt?

— Aa, — og jeg er jo ogsaa selv — — jeg er ikke saa elskværdig, som jeg godt kunde være. Men jeg forlanger heller ikke, at alle mennesker skal bryde sig om mig.

— Nej, saa kan De jo gøre gengæld, mener De vel?

— Aa, det gør jeg nu ikke. Der er i grunden ingen, jeg har noget imod, undtagen een.

— Hvem er det?

Johanne svarede hurtigt og bestemt: — Det er min moder. Hun kunde godt ha været anderledes, end hun var.

110

— Mod Dem?

— I det hele taget. Hun bestiller ikke andet end gaar og siger noget til faer. Hun kunde godt tænke paa andet, hun blir efterhaanden til ingenting. Jeg er ogsaa selv blevet lidt underlig af at gaa og høre paa alt det. Naar jeg en gang faar en datter, skal det blive anderledes.

Lotoft følte, ligesom ethvert andet mandfolk vilde ha gjort, vanskeligheden ved at finde et passende svar, men han lod sig i tanken føre hen til Johannes ægteskab, og det førte til, at han lidt efter sae: — Ved De, at folk vil have Dem forlovet med Petersen i tømmerhandelen? — Du er sgu elegant med dine indfald, komplimenterede han sig selv.

Johanne standsede med et ryk og gav ham en kedelig fornemmelse af, at nu havde han sagt noget, der skulde staas til ansvar for: — Nej, sae hun, — men det skal folk nok komme til at opgi.

Derefter kom flere spørsmaal, som Lotoft paa stedet maatte besvare. Han havde sandt at sige ikke hørt meget om det med Petersen og maatte finde paa forskellige bemærkninger, han kunde citere. Det gik dog temmelig flydende for ham. Imens var hun ikke til at faa af stedet, men hun saa godt ud. Det blik, hun ellers mest havde, lidt naivt og høfligt og ligesom underordnet, det var borte. Hun havde øjne, som hører til, naar man forlanger.

Men det var snart forbi. Han fik hende i gang igen, og de kom tilbage paa det jævne.

— Men det er kedeligt, sae han endelig, — at folk skal snakke om Dem og mig.

111

— Ja, men det er da noget andet.

Lotoft blev stum ved dette svar. I grunden burde han nu ganske brutalt forlange en forklaring af hende: hvor meget mente hun? Bare det, at han var gift og derfor ufarlig, eller havde hun en dybere mening med det? Han tænkte sig den mulighed og frygtede det ærlige svar, hun formodentlig vilde gi, dersom han krævede det. Og hvis hun svarede noget afgørende, saa vilde forholdet mellem dem nok være klaret, men saa var ogsaa alting forbi. Saa det var bedst, om det kunde blive staaende paa halv imellem dem. Spændingen var ny, som al spænding er, og havde en ufattelig sødme, han aldrig havde kendt før. Skæbnens hane stod paa halv, og den behøvede jo ikke at gaa af; det var ikke nødvendigt, at det afgørende skud nogensinde faldt.

Og saa gjorde Lotoft, hvad han prøvede at komme til forstaaelse med Johanne om, at de ikke skulde gøre: han gik videre med hende, ud over engen og ud mod vandet, hvor husene blev faa og de havde ensomheden om sig. Lyng afløste græs; mellem lyngen kom store pletter af bart sand, og hvor sandet holdt op, begyndte vandet. Lotoft hørte til de mennesker, der gerne gaar med i æventyret, dog ikke uden et »men«, og men'et var hans bagdør til den daglige verden, og den stod altid aaben i æventyrets bagvæg, stor nok til at slippe ud af. Mellem vandet og sandet skottede Lotoft til sin bagdør og udtalte sit trylleord: men.

— Men, sae han, hvad skal vi gøre ved det?

— Ja, sae Johanne, — jeg ved ikke. — Hun stod 112med sine støvlesnuder vendt mod de blaa bølger, der kom ind. Solen skinnede lige i hendes ansigt. — Skal vi gøre noget ved det i det hele taget?

— Kan De ikke blive solbrændt, frøken Johnsen? Det er mærkeligt, hvor Deres hud er hvid.

— Jeg ved ikke, men jeg skal prøve ad i sommer. Jeg vil gerne glemme at gaa ud, naar der ikke kommer nogen og tar mig med.

— Vi maa la være at spasere sammen, sae Lotoft og samlede sig igen om det, som det egenlig kom an paa.

— Ja, det kan vi jo, — Johanne kom pludselig til at le: — Men hvad kan det hjælpe noget, naar vi alligevel ses hver dag paa kontoret?

— Naa, jeg tænkte paa andre mennesker, svarede Lotoft fortumlet.

— Naa ja, men de kan jo snakke om det ogsaa. Johanne saa hen paa ham med et mærkeligt smil i sine store, naive øjne. Men saa maa vi maaske hellere skilles her?

— Aa, sae han med det samme ærgerlig over det taabelige i sit svar. — Det kan jo ogsaa være til en anden gang.

Han vidste, at enhver anden kvinde vilde ha leet af ham, men Johanne lod det som sædvanlig bero med at lukke sig tavs om hans svar. Det var ogsaa en farlig side ved hende, at hun ikke havde sans for det komiske og overhovedet ikke forstod en spøg eller havde evne til at trække fra en overdrivelse. Hun kastede ikke brøker bort, men afrundede dem opefter til hele tal.

113

De gik videre langs stranden. Vinden kom skraat ude fra vandet, tilpas kølig i den stærke foraars- sol, men saa rejste der sig en klint paa deres højre haand. Vinden lae sig, og de gik som i en ovn; solen brændte, og klinten hedede. Han lod uvilkaarlig Johanne gaa foran, for skønt han var nøjeregnende med sin paaklædning, blev han altid urolig over at ha et menneske lige i hælene paa sig; man vidste aldrig, hvad der kunde være at bemærke. Johannes ryg, nederdel og støvlehæle lod sig for resten nok se bagfra, hun var temmelig pillen, heller ikke mere. Men helt køn var den store, lyse venstre haand, der hang lige ned og blev bagt i solen, saa vel som de varme ører, og halsen, der vilde blive skoldet.

Klinten var forbi, og der blev bedre plads. Johanne vendte sig imod ham, og de kom begge til at le. — Puh, sikken en gloende ovn, sae Johanne og svalede sin venstre kind; — jeg maa vist se meget komisk ud.

— De mener: efter mig at dømme. — Han tog et lommespejl frem, betragtede sig selv og rakte hende det: — Det er bedst De ogsaa faar fornøjelsen.

Johanne lo igen: — Jeg ser ud, ligesom jeg havde været oppe i hovedregning hos frøken Jensen og faaet en lussing.

— Det klær Dem at være varm, sae Lotoft. Han vilde i hvert tilfælde ha sagt det, men denne gang mente han det, og saadan opfattede Johanne det vel ogsaa, i alt fald undlod hun, i modsætning til de fleste andre unge piger, at gøre indsigelse, at lade 114fornærmet, hvorved der ellers kunde komme mere ud af det.

— Hvor her er kønt, sae Johanne, da de var kom met forbi det sidste hus, og der ikke laa andet foran dem end en sandet odde med vand paa begge sider.

Lotoft tav. Han havde sagt saa mange hundrede gange, at der var kønt ude ved stranden, at han ikke gad høre sig selv sige det endnu en gang til en, der virkelig følte noget ved det: — Det var godt, jeg fik Dem her ud, frøken Johnsen.

— Ja, sae hun med overbevisning, — det var godt.

— Men, tænkte Lotoft, og tanken var ham en slags trøst, en bitter trøst, — men ikke uden en vis farlig sødme, — det skal ogsaa blive sidste gang.

Johanne drejede haandleddet og saa paa sit ur: — Men nu maa vi vende om.

Det havde Lotoft i nogen tid været klar over. Om han nu kom hjem til seks, var overhovedet tvivlsomt. De begyndte at gaa tilbage. Johanne vendte endnu en gang hodet: — Vi maa se at naa helt ud til spidsen af odden. Der er vel en mils vej.

Naa, hun vil altsaa ikke ta det alvorligt, som jeg har sagt. Hun nægter ganske simpelt bare at lade, som om hun synes, at det betyder noget, hvad andre mennesker mener. Lotoft tog sin bankstemme paa, den havde han brug for fra ni til et, og sae: — Vi maa skynde os lidt, frøken Johnsen, for at vi ikke skal komme altfor sent hjem.

— Ja, sae Johanne lydig, men ikke imponeret.

— Men, sae Lotoft, da de havde gaaet et godt stykke, og klokken seks kunde naaes, — men vi kan 115jo gøre en tur derud til sommer, ta en vogn og køre der ud. Der er ikke een mil, som De tror, men over to. —

— Ja, svarede Johanne, lige saa glad ved det som ved alt andet, — det vil jeg gerne være med til.

116

Der sad tolv personer paa vognmand Olsens store charabanc, der langsomt var paa vej ud til spidsen af odden. Lotoft, der var manden for det hele, sad hos kusken og skraat bag ved ham sad den dame, han i de sidste tre maaneder havde haft al sin øvede opmærksomhed henvendt paa, en frøken Jensen, datter af byens tømmerhandler. Petersen paa tømmerhandlen var ogsaa med, han delte sin optagethed mellem frøken Jensen, der havde højrøstet underholdning i gang med Lotoft, og Johanne, der sad bagest og ingenting sae. Lotoft syntes at være ualmindelig oppe, og folk, der kendte ham, slog fast, at han havde ikke tabt noget af sit gale humør over for kvinder, hvad det ellers kunde ligesom ha set ud til det sidste aar. Petersen, der var en solid bjælke paa syv og tyve, fik lyst til at være med, men viste sig uden større evner og nøjedes med at være leende trediemand. Frøken Jensen lo hele tiden. Hun havde aabenbart med held passeret de fem og tyve og var frodig uden overdrivelse. Hun kunde le med god samvittighed, for hendes tænder fejlede ikke noget. Naar hun lo, kunde der sidde tynde traade mellem dem som flyvende sommer paa en grøftekant. Hun var varm, ligesom Lotoft selv, hvem det hedede, men ikke 117
anstrængte at vende hodet hele tiden og tale højt paa skraa. Han sae hende komplimenter for øjne og haar, hvad der var al grund til, og Petersen, der lo tredie stemme til paa bassen, maatte ogsaa være med; han kunde da sagtens sige saa meget som: — Det er rigtigt nok, — naar frøken Jensen leende protesterede mod at faa mer. Hun tog frisk imod de behageligheder og drillerier, der regnede ned paa hende som sten paa fladt vand; de efterlod en krusning paa hendes ansigt, men blev der ingenting sagt et minut, faldt det hen i fladt og udtryksløst havblik, for det skete, at Lotoft snakkede et ord med kusken, og Petersen tog da ogsaa violinen fra hagen for at se paa Johanne. Hun sad og saa med alvor ud over vandet, som de nærmede sig, men var aldrig længere væk, end at hun straks hørte en bemærkning, som tømmerhandleren ved siden af henvendte til hende. Hun var med et inde i en kort elskværdig samtale og faldt saa hen i at se paa vandet som før. Hun var mærkelig den frøken Johnsen; hun var paa en maade den elskværdigste dame, Petersen havde kendt, men paa den anden side var hun ikke til at ha med at gøre. Først havde han troet, det var generthed, at hun ikke vilde gaa saa meget som fem minutter med ham hen ad en sti udenfor byen. Hun ligesom stammede og talte hurtigt og halvhøjt som en, der i grunden gerne vil og bare skal ha bestemt at vide, at det ikke gør noget. Men tog man hende bestemt, blev hun ogsaa selv bestemt, skønt stadig saadan lidt stammende og forpustet, eller hvad man skulde kalde det. Det var ikke, fordi hun var bange, 118nej hun vilde ikke, og hun smilede undskyldende til, ligesom for at man ikke skulde blive vred. Petersen var engang blevet irriteret og havde sagt noget nærmest paatrængende til hende, saa hun blev rød, men det blev han sgu ogsaa selv og meget mer end hun. Han skulde nok la hende være i fred. Hun var ikke blevet vred over det; næste dag i pensionatet var hun saa venlig, som om det hele gerne kunde begynde forfra, men selvfølgelig, — nej han forstod hende ikke. Hvad mon der havde været mellem hende og Lotoft? Folk havde snakket om det, men det var da faldet hen igen, selvfølgelig; ak, kære venner, en dame som frøken Johnsen. Men hvordan hun saa kunde gaa tur med ham, ja det maatte hun jo vide.

Petersen saa hen til fru Lotoft, hun sad tavs og var vel ked af det; eller ogsaa var hun lige glad. Det var ogsaa noget sært noget med ham, saa nær ved de fvrre. Saa, nu begyndte de igen. Petersen blev ved sin egen latter revet ud af sine tanker, da han hørte Lotoft sige: — Frøken Jensen; har De ikke et halvt reserveøje til Petersen? han keder sig.

Men midt i en munter treklang holdt vognen, selskabet maatte staa af og gaa videre gennem sandet. Lotoft bar for frøken Jensen alt, hvad bæres kunde, og imens kom han til at veksle et kort blik med Johanne. — Ja, nu er det forbi, tænkte han, og der kom en underlig kulde over ham, idet han tog frøken Jensens overstykke. Han gav hende fanden med hendes tandgrin og vandede øjne; men noget skulde der jo til af hensyn til den altid lige uforanderlige dame, der en gang havde lignet en dukke og nu nærmest 119saa ud som en madonna. Man kunde ellers ha ventet, at hun vilde ha sendt een et bebrejdende eller bare uforstaaende blik før paa vognen, men nej.

— Frøken Johnsen, lød Lotofts stemme lige ved, — skal jeg ta Deres taske for Dem.

— Nej tak, svarede Johanne venlig; — jeg har ikke andet end min mad i tasken, og De har i forvejen saa meget.

Hm. Ja, ja. En anden ung dame vilde ha sagt noget om at være belæsset som et pakæsel, men frøken Johnsen indlod sig ikke paa at være morsom, nej. Han gik uden et ord tilbage til frøken Jensen, der stod alvorlig som en mekanisk ting parat til at smække et smil op, naar nogen virkede paa hendes mekanik.

Ved enden af odden delte selskabet sig for at gaa i vandet. Lotoft bar frøken Jensens ting hen, hvor hun vilde være, og lae det i en pæn bunke. Petersen sae til Johanne: — Det er svært, saa Lotoft er paa tæerne; synes De ikke? Men han maa vel være født med det.

Hun svarede alvorligt: — Saa? Kan man være født med det? Ja, det er jo nok muligt.

Hele selskabet brast i latter, og mens herrerne gik, vendte Lotoft sig til Petersen: — Det kan ikke hjælpe, De kommer med morsomheder der; hun for- staar dem ikke.

— Saa maa De hellere selv lære hende det, Lotoft.

— Nej; det er over mine kræfter.

Johanne saa efter de leende mænd og sae til fru 120Lotoft: — Det er nok som sædvanlig mig, der er dum.

Fru Lotoft svarede ikke. Hun trak støvler og strømper af sin lille pige og lod hende gaa ud og soppe, mens hun selv blev siddende og saa til, meget aands- fraværende. Saadan gik der en halv time; den lille pige soppede og raabte til sin moder uden at faa svar. Johanne stod igen paa strandbredden og havde sit undertøj paa, da hun hørte et forskrækket skrig fra barnet og saa hende staa i vand til halsen.

— Bliv hvor du er, Else, raabte hun; — nu kommer jeg. — Hun løb ud efter, men glemte et dybt hul, der var imellem, og forsvandt i det, mens barnet blev staaende ubevægelig og grædende. Fru Lotoft havde taget et par skridt ud mod vandet, da kom Johanne op igen, tog et par tag hen mod barnet og raabte til moderen: — De skal blive inde, fru Lotoft; det er ingen nytte til, at De ogsaa blir vaad. — I næste øjeblik var hun oppe af hullet, greb Else i sine arme og vadede ind med hende.

— Faa hende dog af tøjet, sae Johanne, da fru Lotofts rystende hænder ikke syntes at kunde faa greb i nogenting.

— Ja naturligvis, svarede fru Lotoft ligesom afvisende; — hvordan er det gaaet Dem selv?

Johanne svarede ikke, men tog kjole og undertøj af barnet, da moderens hænder ikke lod til at ville lystre hende. Hun lae det til tørre paa store sten og kom med en trøje af sin egen: — De kommer ogsaa selv til at afse noget, fru Lotoft.

121

— Aa, ja, jeg maa kalde paa min mand, — naa det er sandt —

— Lad hende hellere komme over til herrerne; de har nok mer at undvære. Johanne trak sit vaade tøj af og tørrede sig. De andre damer tilbød overtøj, og lidt efter kom fru Lotoft tilbage. Else var forsvarligt pakket ind i overfrakker og tæpper og frøs ikke mer; hun havde det godt, og efter at fru Lotoft havde takket Johanne, sae hun: — Jeg kan ikke la være at tænke paa, frøken Johnsen, hvor nær De var ved at drukne. Og De kan jo næsten ikke svømme. Sæt De nu var blevet stiv af skræk; det kan jo ske.

— Ja, men jeg blev ikke bange; jeg mærkede godt, at jeg ikke kom længere ned, end at jeg nok kunde arbejde mig op igen.

Fru Lotoft saa efter de andre damer, der var paa vej over til Else. — Nej, det er underligt, De rystede heller ikke, da De kom ind. Hvordan kan man dog ta det saa roligt?

Johanne saa ind i fru Lotofts ansigt, der endnu var helt fortrukket: — Jeg tror aldrig, jeg blir rigtig bange. Og selv om jeg havde mærket, at jeg ikke kunde komme op, saa vilde jeg heller ikke være bange for at dø.

— Hvordan kan De dog sige det, frøken Johnsen. Fru Lotoft greb Johannes haand; den var kold og føltes fugtig. — Aa, De fryser, gør De ikke?

— Nej, svarede Johanne høfligt; — jeg har det godt. Mine hænder er altid saa længe om at blive varme.

122

— Tænker De nogensinde paa døden, frøken Johnsen?

— Det er man jo nødt til. Men det er i grunden sjældent nogen rigtig ulykke, fordi en dør.

— Jeg mener, om De selv har tænkt paa, at nu havde De ikke noget imod at dø.

— Det har jeg aldrig. Der skal jo en grund til.

— Men De mener altsaa, hvis der var en grund?

— Ja.

Fru Lotoft tænkte: Hvis jeg ikke havde set hende komme ind saa rolig, som om der ingenting var paa færde, saa vilde jeg sige, det var pral. — Højt sae hun: — Jeg vilde ønske, jeg kunde ta det paa den maade. Jeg synes ikke, livet er til at holde ud. Ja, det kan De naturligvis ikke forstaa.

— Jo, sae Johanne, — det kan jeg i grunden godt. Fru Lotoft saa usikker paa hende: — Hvad mener De egenlig, frøken Johnsen? Det er altsaa min mand, De nu tænker paa. Men De maa ikke tro, at jeg regner det med frøken Jensen for noget.

Johannes ansigt viste skyggen af et smil: — Det gør jeg heller ikke.

Fru Lotoft sae efter en pause i samme hastige tempo: — Frøken Johnsen, der er mange, der siger om Dem, at De er et rigtigt guds ord fra landet — —

Johanne kom til at le: — Det er vist meget rigtigt.

— Siger De det? udbrød fru Lotoft stirrende. — Ja, men jeg tror det ikke, det var derfor, jeg ikke syntes saa godt om Dem fra først af.

123

— Var det derfor? spurte Johanne med en vis forundring.

— Ja, hvad skulde det ellers være for? Naa, De har mærket det? Ja, men det er da noget andet nu, da De har udsat Deres liv for at redde min lille Else.

— Ja, fru Lotoft, jeg kunde jo lige saa godt ha husket det hul og gaaet udenom, jeg var ved at gaa i det før.

Fru Lotoft rejste sig pludselig og gik hen for at se til det vaade tøj: — Hun bryder sig ikke det fjerneste om min tak eller noget, der kommer fra mig. Hvordan er det, jeg snakker over mig? — Hendes ansigt havde faaet sit sædvanlige trætte og opgivende udtryk. Hun saa sin mand komme over sandbanken; han vilde vel ogsaa hen og takke. — Jeg ved ikke, om min mand maa komme herhen, frøken Johnsen.

— Jo, sae Johanne og ordnede ved en frakke, hun havde slaaet om sig. De bare fødder stak ud forneden. Idet Lotoft kom hen til hende, flyttede hun sig en smule i sandet, hvor hun sad, og trak tøjet ind under sig, ligesom for at antyde, at der skulde han sætte sig. Fru Lotoft saa foruden det ogsaa en forandring i Johannes ansigt, et smil eller blot en lysning, og den tanke slog hende pludselig: — Hun er jo forelsket i ham! Alting passede sammen; hendes væsens uforklarlighed, hendes ligegyldighed ved konen til den mand, hun holdt af, hendes ligegladhed over for døden, da hendes forelskelse jo dog maatte forekomme hende haabløs, og selv hendes underlige mangel paa hjertelighed overfor det barn, for hvis skyld 124hun havde sat sit liv paa spil, og i samme øjeblik som fru Lotoft havde bygget hele sin vished op, ramlede den ned for hende. Der var ingenting at se, de saa ikke paa hinanden, de vekslede med lange mellemrum en ligegyldig bemærkning, og det, som det hele var udsprunget fra, havde vel bare været frøken Johnsens sædvanlige høflige smil. Men det Var da ogsaa saa uendelig ligegyldigt, om frøken Johnsen var forelsket i hendes mand eller ikke. For hende selv blev ingenting værre eller bedre ved det. — Fru Lotoft rejste sig, ophidset over sin egen resignation; det var ligesom noget, hun havde sagt i et forgæves forsøg paa at trøste sig selv. Hun skulde egenlig over og se til Else, men hun gik bare et lille stykke bort og satte sig igen.

— Jeg kan ikke forstaa, at det øvrige selskab ikke kommer hen for at se til Dem.

— Naa, — de maa saamænd gerne blive væk, — Johanne smilede uden at se paa ham.

— Hm, — tænkte han og tav længe. Johanne havde en jaket slaaet over skuldrene; den skjulte ikke helt hendes hals og det øverste af brystet. Over hendes skød laa en herrefrakke, og hendes nøgne fødder stak frem under den, de var fulde af sand og tang, der efterhaanden blev tørt. Haaret hang ned ad ryggen, sort og meget.

— De skulde ta haaret frem foran, saa solen bedre kan tørre det, foreslog han og antydede med den ene haand en hjælp, han dog ikke udførte.

— Ja, sae hun og gjorde det. Solen, der var lidt i vest, faldt haardt paa hendes højre kind; hun svalede 125den og sae lidt efter: — Der nede er vor gloende ovn. —

— Ja, den var varm. — Han saa hen til sin kone, der sad et stykke borte og næsten vendte ryggen til.

Johanne følte til sine fødder, der var helt tørre: — Nu kunde jeg jo godt — — det er sandt, jeg kan ikke komme op, afbrød hun og dækkede et knæ, der var blevet blottet.

— Jeg kan hente Deres sko og strømper. De er vist tørre.

— Tak. — Hun tog den ene strømpe i haanden og brast i det samme i en barnlig, ustyrlig latter: — Ja, men jeg kan da ikke trække strømper paa, naar De sidder der.

— Saa vent med det.

— Ja. Vi sidder saa rart. Jeg kunde sidde saadan et sted en hel dag.

— Saa? Saadan helt alene?

— Ja — ogsaa helt alene.

Ovre paa den anden side havde de nu noget morsomt for; stemmerne var blevet højere og leende.

— Man kan høre frøken Jensen, sae Lotøft og føjede irriteret til: — Det kan man altid.

Johanne gravede ned i sandet og fandt flade kølige sten til at lægge paa sin kind. Hendes opløste haar var ikke til at kende igen, saa stramt og ærbart som det ellers plejede at sidde.

— De havde krøllet haar som barn, frøken Johnsen, ikke?

— Nej, forsikrede Johanne og lo; — det har altid 126været saa stridt og glat. — Og da der nu var blevet tale om det, begyndte hun at flette og ordne paa det.

— Der er frøken Jensen igen, sae Lotoft.

Hun var tilsyneladende bestemt paa ikke at sige noget om frøken Jensen. Det var ogsaa noget fjolleri med det pigebarn, men han havde da i al den tid ikke gaaet tre skridt hen ad en sti sammen med Johanne. Og nu sad han her igen. Det var ligesom hun havde ventet paa ham. Ja, men i dag havde hun reddet hans barn, ikke sandt Lotoft, det er paa grund af din lille Else, at du nu igen sidder ved siden af hende, og alting er som før; hvad he he, Lotoft?

Huden paa hendes hals og bryst var gul som rav. Det maatte være ganske kønt at se det sorte haar falde ned over saadan et par skuldre og brystet. Ganske vist holder man vel paa, at huden i saadan et tilfælde skal være helt hvid, men naar den nu er ravgul, saa — — Frøken Jensen er en gaas, udbrød Lotoft. — Ja, synes De ikke det?

— Ja, hvis jeg sae ja til det, saa kunde De jo straks sige: Hvad er De saa selv?

— Det vilde jeg aldrig sige. Der er ingen sammenligning mellem Dem og frøken Jensen.

Han blev standset i sin ros ved det faste blik, han mødte: — Men selv om De har den mening om mig, tror De, der er ret mange andre, der har det?

Lotoft tav, og hun viste med det samme sin forskellighed fra andre piger, hun trængte ikke ind paa ham, og forlangte ingen bekræftelse af det, hun havde lagt i hans ord. Hun var saa nøjsom; tilsyneladende. Ja. Der gik noget som en gysen igennem ham; han 127havde dog kendt en del kvinder, baade frække og generte, men endnu aldrig en, der var farlig.

Deres skygger havde drejet sig et godt stykke, mens de sad sammen; de laa nu lange og skraa op ad sandvolden. Solen maatte nu brænde paa hendes øre, han saa hende ta op til det.

— Blir Deres øre ikke forfærdelig varmt?

— Jo, og tykt, ligesom naar moder nappede i det.

— Skal jeg hente noget vaadt og lægge paa?

— Nej tak. Jeg glæder mig til at se solen gaa ned. Ikke?

— Jo. Naa der kommer nok de andre.

Johanne saa derhen ad: — Ja, saa kan jeg lige saa godt klæde mig paa, hvis De vil hente mit tøj. — Hun kom igen til at le: — Ja, jeg mener, De kommer jo til at bede dem om at vente lidt.

For en mand, der er en smule følsom, er det en ganske mærkelig ting at ta en chemise, der ikke tilhører hans kone. Det var det Lotoft gjorde, han kom med det hele. Det var tørt. Johanne takkede ham med sine øjnes ufattelige uforanderlighed, og han viftede leende selskabet tilbage: frøken Johnsen skulde til at klæde sig paa.

— Solen var gaaet ned, og selskabet var paa vej tilbage til vognen. Lotoft stod med ansigtet mod den gule himmel og saa to damer komme fra hver sin kant; den ene var hans kone, den anden Johanne. Ogsaa fru Lotoft blev opmærksom, hun holdt sig tilbage og tænkte: — Nu skal vi se. Johanne gik videre hen mod Lotoft, men blev saa øjensynlig tvivlraadig 128og gik i en bue uden om. — Det gjorde hun ikke videre behændigt, tænkte fru Lotoft.

— Hun er en forfærdelig en, sae fru Lotoft, da de havde gåaet et stykke sammen.

— Det var da et meget overdrevet — — Hvem taler du egenlig om?

Hun lo kort og tørt: — Du spiller daarligt komedie — ligesom hun.

— Aa, skal vi nu ikke la det ligge?

Fru Lotoft tav lidt: — Nej, men du skulde ha hørt hende før, da jeg vilde løbe ud i vandet til Else. Du skulde ha hørt hende kommandere mig til at blive, hvor jeg var.

— Det var da ogsaa det fornuftigste.

— Aa, det var slet ikke det. Men hun kan kommandere; hun er ikke saa forlegen, som alle folk tror. Hun er en hel anden, end hun gir sig ud for.

— Det er du ene om at tro, lille ven.

— Det gør heller ikke noget. Men hun er i alt fald ikke en, som du kan flirte med.

Han lo: Nej, det er saamænd sandt; der er vist ingenting, hun egner sig mindre til.

— Se, der gaar hun med lille Else ved haanden. Hvorfor gør hun det? Else vil aabenbart helst være fri. Else, kom du hellere hen til mor.— — Naa, vil du nok spasere med damen, der fiskede dig op af vandet? spurte fru Lotoft med et blik til Johanne.

Johanne tog spørsmaalet op, som det var ment: — Jeg kan ikke rigtig tale med børn. Jeg er bange for, at de ikke bryder sig om mig.

129

— Naa, men saa bryder De Dem vel heller ikke om børn.

— Jo, det tror jeg egenlig nok.

— Saa se at blive gift, svarede fru Lotoft tørt.

— Ja, sae Johanne ligefrem, og de, der hørte det, kom til at le. Johanne saa sig om og lo med. Hun blev ogsaa rød, men der var ikke noget andet tegn paa forlegenhed.

— — To timer senere gik Lotoft alene hjem til sit hus ad den grønne gang bag byen. Han havde fulgt frøken Jensen hjem, som det var hans pligt, men med den dag skulde det være forbi. Han kunde sgu ikke mer. Da han gik forbi Johannes vindu, saa han, det var mørkt; hun var altsaa i seng. Nej, ikke noget med frøken Jensen mer, eller nogen anden, af den slags i alt fald. Han skyndte sig videre gennem den grønne gang og rendte pludselig mod nogen, greb for sig og fik fat i to hænder. Det var Johanne.

— Men — er De ude at spasere, frøken Johnsen.

— Ja, jeg kunde ikke gaa i seng. Der er saa dejligt ude. Har det ikke været en rar dag?

— Jo. — Han trak hende med sig til en lysning, hvor han kunde se hendes ansigt. Det var endnu en fremmed kvindes ansigt; hendes mund, hendes hals og ører, alting var fremmed og ham uvedkommende, og han vidste, at paa et øjeblik kunde alt det blive anderledes. Han vidste fra et par andre oplevelser, hvilken uhyre forandring der foregaar med en kvinde i mandens opfattelse fra det øjeblik, han har hendes arme om sin hals. Men han slap hendes hænder og 130gik et skridt tilbage: — Ja, saa godnat, frøken Johnsen og tak for i dag.

— Selv tak, svarede hun i en tone som en, der aldeles ikke er skuffet. Hun begyndte selv at gaa, tøvede ikke et øjeblik.

— Frøken Johnsen, kaldte han; — der er noget, jeg maa sige Dem.

Hun kom tilbage. De stod under en hyld med langt nedhængende grene; han greb efter en af dem, og hun troede vel, det var hendes haand, han søgte, i alt fald rakte hun ham den.

— Frøken Johnsen, dette her mellem Dem og mig er jo ikke noget helt sædvanligt, men det er min pligt som mand at sige Dem, at min kone er skinsyg Paa Dem.

— Er Deres kone det?

— Ja. Jeg har mærket det i eftermiddag.

I halvmørket saa det ud, som om hun smilede: — Naa, de har først mærket det i dag? — Hendes stemme lød rolig og glad; hun tænkte nok paa helt andre ting end hans kones skinsyge.

— Synes De da ikke, det er slemt, frøken Johnsen.

— Jo, det skal være slemt at være skinsyg.

— Det er ikke det, der er tale om, frøken Johnsen, sae han pludselig grebet af desperation, — det er Dem og mig. De kan nok forstaa, at naar vi staar her i en mørk gang med hinanden i haanden, saa —

— Ja.

Der kom en pause, og mens han blev ved at holde hendes haand, slog den idé ned i ham: — Mon det 131er hendes mening, at hun vil stille sig paa den ansvarsløses standpunkt og bare lade det hele glide hvorhen det vil og saa la mig være alene om ansvaret? Vil hun skyde sig ind under, at hun er en, der gaar i søvne, og lar det gaa, som det vil, og jeg maa sørge for, at der ikke sker noget galt? Nej, hun skal vaagne, hun skal ha sin del af ansvaret.

— Frøken Johnsen, sae han, og hans knæ rystede ikke mer. — Det, vi nu er begyndt paa, det er ikke, som det skal være. Jeg kan godt lide Dem, men — —

— Kan De det? Ja, jeg behøver jo ikke at, — — hendes stemme slog over, han vidste ikke, om hun vilde le eller græde, men hun græd da ikke.

— Nej, men vi forstaar altsaa hinanden, og vi har ladet det gaa saa vidt, at vi maa stanse og tænke os lidt om. Jeg siger ikke noget ondt om Dem; vi har begge to været med til det. Men nu maa De hjælpe mig med at klare det; De maa ta Deres del og sige: saadan og saadan skal det være.

— Det er rigtigt, svarede Johanne.

— Jeg ved godt, hvad jeg har at gøre, men De maa ogsaa en dag komme til mig og sige: — Det og det forlanger jeg af Dem, og det maa De rette Dem efter. Ikke?

— Jo, sae Johanne. — Jeg har ikke rigtig tænkt over det før. Det vil jeg nu gøre.

— Godnat saa, frøken Johnsen. Nu forstaar vi hinanden.,

— Ja, det gør vi. Godnat.

De stod saa tæt sammen, at han kunde se hendes 132øjne. Han trykkede hendes hænder ind til sig: — Det var godt, vi fik talt om det.

— Ja, det var det.

Han lae sin haand paa hendes skulder, strøg hende ogsaa over kinden som et barn, man har talt til fornuft: — Godnat, kære frøken Johnsen og sov vel.

— Godnat og tak for alting i dag og ellers.

— Godnat, Johanne.

133

Efter en stum frokost sammen med en bleg, ned- slaaet kone kom Lotoft ud paa gaden, over- maade nøgtern og uden fløjt paa læben. Ved døren havde han spurt sin kone, om hun fejlede noget, men hun havde det godt, som en kone gerne har over for en mand, hun har opgivet. Dertil var ikke andet at sige end: — Hm, ja, ja, farvel. — Nu gik han hen ad gaden med et ansigt, der saa bankmæssigt nok ud, men han tænkte ikke paa andet end en pige, han skulde se om fem minutter. Vel havde han siden i aftes drømt et og andet, der ikke stemte med deres aftale, men en ægtemand, der staar op fra en trist bordende, er som regel ikke en drømmer, og den saldo, Lotoft gjorde op med Johanne, saa saaledes ud: Man kan gerne sige, at det ikke er absolut mandigt, hvad jeg nu har gjort, men en kvinde bør ogsaa kende sit ansvar, navnlig naar hun som her, er gaaet temmelig blindt ind i et æventyr. Hun maa nu kunne se det, saadan som det virkelig er, og kan hun ikke det, saa blir det naturligvis mig, der kommer til at ta bestemmelse for os begge to.

Han kom til den hyld, hvor de havde staaet aftenen i forvejen; den saa forbandet almindelig ud, han svippede i den med sin stok, og til gengæld skænkede 134den ham en hylds flove og taabelige lugt. Men da den var bag ved ham og forsvunden, var der noget, der hviskede i ham: — Johanne, Johanne. — Aa, hvad for en charme er der ikke ved en piges fornavn. — Den uglade bordende laa langt borte, hinsides hyld og aften med varme hænder og fornavnet Johanne. Lotoft fik tid til at gøre sig mange forestillinger om hende i løbet af tre minutter, men da han saa hende, svarede hun til ingen af dem. Der var kommet noget under hendes øjne, han ikke kendte, ikke en blaa rand just, men noget, der talte om mange tanker og søvnløs nat.

De fik ikke talt meget sammen den dag eller de følgende. Johanne spurte til Else, en anden dag til fru Lotoft, som hun havde mødt paa gaden. Hun var venlig, naar hun for eksempel om eftermiddagen skulde ha sin hat fra knagen ved siden af hans, gjorde hun en omvej uden om ham; før strøg hun altid lige forbi; hun flyttede sig ogsaa, naar han kom inden for en alen fra hende. Hun havde altsaa tænkt og taget sin bestemmelse, men hun talte ikke om den; maaske mente hun, det var ikke nødvendigt. De fulgtes heller ikke ad det lille stykke fælles vej, de havde fra banken og hjem, men hun sørgede altid for at sige ham et yderst venligt farvel, naar hun gik.

Saadan gik der en uge. Han tænkte paa hende næsten altid, han sae til sig selv, at han nu maatte ha den største respekt for hende, men den følelse var ham ikke til nogen glæde. Han følte en tristhed, som han i sit forholdsvis afvekslende liv aldrig havde kendt. Han maatte tale med hende igen som før en 135gang imellem, eller bare een gang. Det skete en eftermiddag, da de skulde til at gaa.

— Frøken Johnsen, sae han, — De har ikke talt til mig siden den aften, men De maa dog ha tænkt en del over det, ikke?

— Jo. Det sae De jo, jeg skulde; det har jeg ogsaa gjort.

— De er da ikke vred paa mig, frøken Johnsen?

— Vred, gentog Johanne med et smil, der for ham satte hele den vanskelige situation i et nyt og varmt lys. — Nej, det er jeg ikke.

Han kunde ikke svare. Hendes ene haand var støttet mod bordet. Han gik fortumlet hen imod den og rakte sin egen haand ud; hun trak sin til sig.

— Hvorfor tog De Deres haand? stammede han. — Troede De, jeg vilde ta den? Det var bare min hat; den ligger lige ved siden af. Jeg blev saa glad over, at De ikke var vred. Nej, jeg vil selvfølgelig ikke gaa hen og ta Deres haand, ligesom vi var. — — Men De vil ikke en gang følges med mig det lille stykke vej fra banken.

Johanne tænkte lidt over det: — Jeg har aldrig tænkt over forholdet mellem os før den aften. Men det er rigtigt nok, vi kan ikke tillade os andet, end hvad enhver maa se paa. Men at vi ikke skulde kunne gaa sammen hen ad gaden, det er i grunden ogsaa meningsløst. Det var godt, De nævnede det. Det vil vi igen, ikke?

— Jo. Men kan De tænke Dem at blive her i byen, frøken Johnsen?

136

— Ja, det kan jeg nok, en tid i alt fald, Saa skal vi se.

— Hvad skal vi se?

— Jeg ved ikke endnu. Men der er noget, jeg gerne vilde bede Dem at svare mig paa. Vil De det, siden vi nu er venner?

— Ja, frøken Johnsen, det vil jeg.

Johanne stod helt henne i krogen med sin hat i haanden: — Hvis De havde været fri, vilde De saa ha giftet Dem med mig?

Hendes øjne slap ikke hans, mens hun talte og ventede paa svar: — Ja, svarede han.

— Ja, gentog Johanne, — saa mener vi altsaa det samme.

Hun vendte sig mod spejlet, satte hatten paa og prikkede omhyggeligt naalen igennem.

— Er vi saa færdige? spurte hun og gik foran ud gennem gangen.

Idet han drejede nøglen om, saa han hende fra siden, mens hun stod og ventede. Hendes højre Haand var skødesløst og halv lukket om hanken paa en lille taske; den haand skulde aldrig blive hans; han saa profilen af hendes mund; det var og skulde altid blive en fremmed kvindes mund; hele hendes person, som hun nu gik ved siden af ham, var en fremmed, og dog tilhørte hendes sind ham; hver tanke i hende, vidste han nu, var vendt mod ham. Selv havde han erklæret hende sin kærlighed, og som fremmede mennesker — det man kaldte venner — kunde de hver dag gaa et stykke vej alene sammen. Men nu var 137deres forhold altsaa ordnet og aftalt; der var en besynderlig fred i det, og han ønskede, han kunde sige hende det, netop at der var fred i den klaring, de havde fundet med hinanden; hun vilde forstaa ham, for ogsaa hun følte den samme fred. Saadan kunde de nu hver dag i lange tider gaa fem minutter ene med hinanden, i lange tider; hun havde sagt foreløbig, men selv foreløbig var længe. Han tav, han betroede ikke sine følelser til sin stemme.

De kom ind paa den grønne gang; den var snæver af frodige buske; deres hænder stødte af cg til sammen, og hun gjorde ikke noget for at hindre det; gangen var snæver.

— Sikken en dejlig eftersommer, sae Johanne. — Det var godt, den kom.

— Ja. Efter den kolde sommer.

Gangen var ikke længere; Johanne stod ved sin port: — Den begyndte den dag, vi var ved odden.

— Ja, det gjorde den vist ogsaa. Naa. farvel. Han ligesom tog efter hendes haand, og hun kom med sin, men han opgav det, og hun lod sin falde tilbage. Da lo hun paa sin mislykkede og velmente maade og rakte ham haanden: — Vi kan saamænd lige saa godt gøre det til en sædvane, sae hun alvorlig. Han gik videre, henrykt i forestillingen om, hvor store hendes øjne havde været. Hvor store øjne i det hele taget er dejlige; det er det kønneste, skønt det er jo vrøvl, for det modsatte er mindst lige saa henrivende. Hendes øjne havde været saa smaa den dag ved stranden, paa grund af solen vel. Er der noget 138sted, hvor forandring fryder, saa er det hos den pige, man holder af.

Lotoft kom hjem til en sur bordende; hans sind var fuldt af lyrik.

Sindsro hos en forelsket mand er lyrik, den er et af versene i det digt, som hans forelskelse udgør, men de følgende vers er ikke som det, der hedder ro. Uro hedder de, selv om de kan handle om højst forskellige ting.

En dag da de naaede til begyndelsen af den grønne gang, sae Lotoft: — Frøken Johnsen, vil De sige mig een ting ganske ærligt?

— Ja jeg vil; men vil De ikke hellere kalde mig Johanne?

— Johanne — ja men det er jo imod vor aftale.

— Ja, De kan jo ikke kalde mig Johanne, naar andre hører paa det. Men — jeg kan saa godt lide at høre det. Desuden kaldte De mig jo Johanne den aften, ikke?

— Jo, Johanne.

— Ja. — Da han ikke svarede, spurte hun: — Hvad var det, De vilde spørge mig om?

— Aa, — nu er det allerede blevet mindre vigtigt, synes jeg. Men det var ellers det, om De virkelig kan holde dette her ud? Piner det Dem ikke i længden?

139

— Nej, det gør det ikke. I længden? — Det har jo ganske vist ikke varet en hel maaned endnu, paa denne maade.

— Nej, og husk paa, hvad vi har sagt til hinanden. Vi har jo sagt alt, hvad to mennesker kan sige til hinanden. Har vi ikke, Johanne?

— Jo, men bare det at være sammen, naar man godt kan lide hinanden, er det ikke rart?

Lotoft tav; han kunde vel ikke her gi sig til at tale om sin daarlige samvittighed, det var ikke paa sin plads, men han havde det ondt, og hvad kunde det nytte, han sae, at han jo ikke havde bedraget sin kone? Tænkte han paa andet?

Johanne traadte fra gangen ud paa gaden i solen. For hans tanke stod billedet af livet sammen med hende som et stort dejligt hus med sol, og det hus var hans. Nej, hans hus var et lille blegt, forfaldent baghus; der hørte han til. Fra dette lille baghus, hvor der ikke var sol eller andet, der blændede, kunde han nu se det hele. En taabelig lyst til et lille æventyr med en naiv, køn pige, og saa en række dumheder og uheld mellem hinanden, som der kunde ha været bødet paa. Her sad han ved sit baghusvindu og kunde se, hvad der var hans, og hvad der ikke kunde blive hans.

— Lad os gøre et lille slag tilbage, sae han; der er noget andet, jeg vil spørge Dem om. Hvordan bedømmer De nu vort første møde i jernbanekupéen? Hvad mener De, min hensigt har været?

Johanne svarede uden betænkning: — Jeg mener 140nu det samme, som jeg mente lige straks. Men der var en tid, kort efter jeg var kommet her til byen, da jeg antog, at det for Dem bare var en lille morsom oplevelse. Dem har De jo nok haft andre af.

— Hvad slutter De det af?

— Jeg tænker for eksempel paa det med frøken Jensen. Nej, men nu tror jeg, at det fra først af omtrent har været det samme for Dem, som det var for mig.

Han fandt ikke noget at svare. Det var jo smukt, men han maatte jo ogsaa finde det komisk, og alligevel kunde hun jo paa en vis maade ha ret. Hun havde dog sagt »omtrent«, hun tog det altsaa mere alvorligt end han, og hun vidste det selv. Derfor burde de nu skilles. Men det blev ikke det, han sae.

— Men Johanne, hvis De nu en dag ikke kan holde det ud, hvad saa?

Der var uro i hendes blik, da hun svarede: — De maa ikke sige, at der kan komme saadan en dag, for hvis det skulde ske, saa — saa ved jeg ikke. Vi maa ikke tale om det, vi maa være rolige begge to, ellers?

— Hvad saa? Kære Johanne, vi er nødt til at tænke paa det, tale om det.

— Ja saa blir jeg vel nødt til at rejse.

De gik tavse tilbage gennem gangen; da de nærmede sig hendes port, sae han: — De havde en gang ligesom en skygge under øjnene, Johanne. Den gik væk paa et par dage, men jeg vilde dog være ked af, om den skulde komme igen.

— Aa, sae hun med sin sædvanlige ro, — det skal 141De ikke være. For resten skal der meget til, før det kan ses paa mig, at der er noget i vejen.

Lotoft gik langsomt hjem efter. Hendes svar, der ikke var det, han havde ventet, gav ham en fornemmelse af, at grunden sank under ham.

142

Da Johanne i halvmørket saa, at den der kom ind til hende, var fru Lotoft, tænkte hun, at det burde hun ha ventet og være forberedt paa. Men det var forkert af fru Lotoft, og der kunde vist ikke komme noget godt ud af en samtale mellem de to, saadan et udtryk, hun havde i sine øjne.

— De er maaske forbavset over, at jeg kommer her, begyndte fru Lotoft, — men jeg vil spørge Dem om noget, Saa vil De maaske vise mig døren, men saa ved jeg ogsaa nok om Dem. Saa ved jeg, De har en daarlig samvittighed.

Hvor hun dog saa medtaget ud og syg under øjnene. Hun havde vist. tabt sig meget, siden hun var blevet gift. Johanne kunde godt ha ondt af hende, saadan som hun vidste, at enhver jo maatte ha, men hun følte det ikke rigtigt. Hun var selv stærk og kendte kun lidt til medfølelse.

Johannes stemme lød ligegyldig, for hun syntes ikke om fru Lotofts indledning, som hun aldrig selv vilde være kommet med: — Sig hellere, hvad det er, De vil spørge mig om, fru Lotoft.

— Ligesom De ikke selv vidste det. De ved det godt; det kan jeg se paa Dem.

— Det er mig og Deres mand, De tænker paa.

143

— Ja, og De tar Dem selv først; det er vel saa nok det mest korrekte. Det er netop det, jeg ogsaa selv har tænkt.

— Der er ikke noget mellem Deres mand og mig, fru Lotoft.

Fru Lotoft stod tæt foran hende: — Det er løgn.

— Saadan maa De ikke tale til mig. De kender mig jo ikke, og De ved ikke noget ondt om mig.

— Hvad er der foregaaet mellem min mand og Dem i den sidste maaned? Min mand er helt forandret, og det er over Dem. Kan De huske det med frøken Jensen i sommer? Det var ingenting, det betød ingenting for ham. Men nu er det noget andet. Hvad er der? De skal ikke lyve en gang til!

Johanne vilde ikke lyve, men fortælle alting til et menneske, der opførte sig saadan, det vilde hun heller ikke. — Der er ingenting, sae hun, — ikke andet, end hvad ethvert menneske maa se. Vi gaar et lille stykke sammen hver dag og ikke mer.

— De lyver igen. De har gaaet lange ture med min mand; det har jeg nu faaet at vide.

— Det var før. Vi har talt om det, at det ikke var rigtigt, og det sker altsaa ikke mere nu.

— Hvordan kunde De saa finde paa at gøre det før i tiden?

— Ja, det var min skyld. Jeg var ikke rigtig klar over det. Men saa talte vi om det.

— Hvad for noget det? Hvad for noget det?

— Det har jeg jo sagt. — Johannes stemme lød for første gang tilrettevisende. — Deres mand og jeg betragter hinanden som venner.

144

— Betragter hinanden som — Fru Lotoft brast i latter. — Det vil altsaa sige, at De ikke er det, men at De bare betragter hinanden som venner. Hvor længe har De saa i sinde at drive det spil?

Johanne svarede ikke. Hun mærkede, hun begyndte at ryste.

— Tror De maaske, jeg har tænkt paa at la mig skille fra min mand?

Johanne spurte uvilkaarligt: — Har Deres mand lalt om det?

— Nej, men nu ved jeg da een ting, som De har talt med min mand om.

— Aldrig, sae Johanne med en stemme, der knækkede over, — har jeg talt med Deres mand om saa- dan noget.

— Tror De det lød overbevisende det der? Men jeg vil sige Dem een ting, frøken Johnsen, De skal blive skuffet i Deres forventning om at faa mig skubbet til side. Jeg har ikke talt med min mand endnu, men —

Johanne afbrød: — Det skal De heller ikke gøre, fru Lotoft.

— Naa ikke? Det vil De ikke raade mig til? De kender vel min mand bedre end jeg; De ved bedre, hvordan han vil ta det. Er det Deres mening?

— Aa, hvor det er væmmeligt, hviskede Johanne hen for sig.

— Hvad sae De? De synes, jeg er væmmelig. Men jeg skal sige Dem, hvad De er, frøken Johnsen, De er en tøjte.

Johanne saa fru Lotoft gribe efter en stol. Hun rejste sig og gik hen og støttede hende: — De er syg, 145sae Johanne. — De maa gaa hjem. Jeg skal hjælpe Dem ned ad trappen.

Fru Lotoft lod sig lede ned til gadedøren. Det var Johanne imod at røre ved hende, men hun tilbød at gaa et stykke med hen ad gaden; det var omtrent mørkt nu.

Fru Lotoft svarede ikke, men gik med. Først uden for sit hjem gjorde hun sig løs: — Aa, det er forfærdeligt, sae hun.

— Ja, hvis De mener det, De har sagt, men hvad nytte var det ogsaa til?

— Alting er forfærdeligt, men De selv mest. Se nu kender De mig, og jeg ved lige saa lidt om Dem nu som før. Jeg har maaske ikke ret i, at De lyver, men De siger jo ingenting. Er det maaske ærligt? Jeg er bange for, hvad De kan gøre. Jeg har hørt en mand sige, De ser ud som en madonna. Det var ikke min mand. Jeg sae, det var komedie. Det er maaske ikke rigtigt, men jeg tror ikke, De er god. — Fru Lotoft holdt sig ved et af villavejens træer, og Johanne kom nærmere: — Skal jeg ikke gaa det sidste stykke med Dem?

— Nej, De skal gaa; De skal ikke røre ved mig, det vil jeg ikke ha.

— Men De er syg, fru Lotoft, og De skulde ikke tale med Deres mand i aften,

— Min mand er ikke hjemme; han er i klubben.

— Godnat, sae Johanne efter fru Lotoft, der gik uden et ord.

— Man kunde ikke sige om Lotoft, at han var en 146mand, som kvinderne aktivt sværmede om, men han havde altid nogen som nærmere eller fjernere mulighed, paa udflugter, baller eller selskaber. Naar folk sætter sig i det grønne, ser man altid et sted en dame, der trækker sin nederdel omhyggeligt til sig og ligesom glatter en plads af ved siden af sig; der er plads til en; man forstaar, at der kan godt sidde en, og en melder sig da ogsaa gerne, maaske hentet ved et blik. Gaar mange sammen, er der hist og her en pige, der frigør sig for selskab af andre, den ene efter den anden; der er en, hun særlig venter paa. Hvor mange taler sammen, forholder en sig tavs, men kommer den, eller en af dem, hun venter paa og siger: — Sikken det blæser i aften, — saa griber hun henrykt blæsten og forsikrer, hun synes den er væmmelig. Lotoft var af de mænd, der saadan altid ventedes; han kunde altid finde et ledigt sted ved siden af en dame, men han blev med alderen saa vant til det, at han mange gange lod stedet staa tomt. Dog var det ham et behag, altid at ha denne følelse, at der er kvinder i luften, som digteren siger om harperne.

Men det havde derfor lige fra begyndelsen været lidt vanskeligt for Lotoft at blive rigtig rørt, da der nu igen var en, der gjorde plads til ham ved siden af sig, og oven i købet drejede hodet og saa efter ham, hvad de mere erfarne jo ikke gjorde. Han kunde endnu i aften, da han gik tidligt hjem fra klubben, huske, at det en gang havde været saadan. Men nu var han taget af hende. Hans humør kom i ulave over hende, som om han havde været en ung fyr paa to og tyve, Han prøvede at gøre sig lystig over, at 147han nu først havde den rette indbildning, der er forelsket mands kendetegn, at dette havde ingen oplevet mage til, og saa tænkte han paa de forunderlige sidste dage, hvor de næsten ikke talte sammen mer, men bare gik ved siden af hinanden de aftalte, lykkelige fem minutter.

I den grønne gang kom en frem og standsede ham; — Det er mig, lød Johannes stemme, — jeg raaa tale med Dem.

— Hvad er der, Johanne? spurte han opskræmt og tog hendes haand; er der sket noget?

— Gaa med hjem lidt, — Hendes stemme lød svagt, hun var maaske syg; han lae sin arm om hende.

Nej, hun var ikke syg, hun trængte bare til at være sammen med ham. — Hun havde gaaet og ventet.

— Har De ventet, Johanne? Saa maa der jo være sket noget.

Under Johannes vindu stod en lygte, der oplyste det halve af hendes værelse. Hun viste paa den og sae: — Vi behøver ikke andet lys. Sæt Dem her, saa kan jeg se Deres ansigt. Her begynder mørket, her sidder jeg.

Hun satte sig tæt foran ham, men i skyggen og halvmørke, hvor han dog godt kunde skimte hendes ansigt.

— Hvorfor vil De sidde der, Johanne?

— Fordi jeg er ked af det, saa ser man grim ud; det ved jeg andre, der gør.

Han trak hende hen paa sit skød og kyssede hende. Da han havde gjort det, var han spændt paa, hvad der saa vilde ske, men hun lænede sig stille ind mod 148ham og tav, ligesom det kys ikke havde forandret noget imellem dem. Saa tav han ogsaa; de sad nu begge to i lyset. Lyset nede fra gaden var lige saa forunderligt og uvirkeligt som alt det andet. Her sad de som to mennesker, for hvem øjeblikket var fuldkomment. De har ikke noget at fortælle eller drøfte med hinanden; mellem dem er alting, som det skal være. Det er fuldkommejnhedens øjeblik, der ikke vækker tanker, ikke gør nogen forklaring nødvendig.

— Har du grædt? spurte han og saa paa hendes øjne.

— Nej. Det tror jeg slet ikke, jeg kan. Han trykkede hendes ansigt ind mod sig.

— Du ser ikke ud, som om du var ked af det, Johanne.

— Det er jeg heller ikke.

— Du ser heller ikke ud, som om der var gaaet dig noget imod.

Johanne svarede ikke. Skyggevinduer laa henad gulvet; Skyggegardiner laa ophængt om dem, heller ikke en skyggeblomst i vinduet var glemt.

— Se, sae Johanne.

To skyggemennesker sad ved vinduet hos hinanden. De havde lige vendt hodet, som om de saa efter noget.

— Jeg kan saa godt lide den lygte, sae Johanne, og jeg har tit tænkt paa, at her vilde jeg gerne sidde sammen med dig.

— Klokken elleve blev lygten slukket.

— Det betyder nok godnat, sae Lotoft og rejste sig.

149

— Godnat, og tak fordi du gik med mig herop. Jeg er saa glad nu, jeg vil gaa i seng og la vær at sove og tænke paa dig.

— Naar en mand og en kvinde, tænkte Lotoft bøjet over sin kassebog, — indlader sig paa noget, de ikke har lov til, saa vil de dog vist altid tale om det med hinanden. De vil drøfte muligheden for opdagelse, eller de vil være frække og sige: vi er lige glade, vi gør, hvad vi ha lyst til. Eller de vil komme op og skændes, som to, der er fælles om en forbrydelse, men jeg er saa regulært forlovet, som nogen mand kan være; jeg har den yndigste kæreste, man kan ha, og jeg har ganske fornemmelsen af, at jeg er en mand, der skal giftes om tre maaneder. Og dog ved jeg, at det ikke kan gaa tre maaneder endnu.

— Johanne, sae han, da de gik sammen hjemad, hvad skal vi gøre? Har du slet ikke tænkt paa det? Venter du, jeg skal blive skilt? Men hvis min kone ikke vil, eller hun vil stille meget store krav?

— Synes du ikke, vi har det dejligt?

— Jo, men — jeg besøger dig hver aften, jeg fore- gir, at jeg skal i klubben, og — ja, Johanne, du er da ikke noget barn, — er du ikke selv bange for, at det skal gaa galt?

Han saa, det gjorde indtryk paa hende; det var maaske ogsaa forkert, at han havde sagt det. Jeg har ikke tænkt paa det før, sae Johanne og tav saa.

— Lad os gaa et slag tilbage, foreslog han.

— Ja, lad os det.

Men ingen af dem fik sagt mer. Han følte, at den tavshed var farlig, han kunde ikke gøre noget ved 150det. Hun lod rolig som altid, og sac, da de skiltes: — Naa, i aften kommer du altsaa ikke. Paa gensyn i banken.

— Med rette maa enhver jævn, hæderlig mand føle ringeagt for lyrik. Den hører hjemme i bøger og kommer ham ikke ved, da han ikke regner bøger, og forekommer den i det virkelige liv, kan den kun synes ham komisk. Han føler jo ikke lyrisk over for sin egen kone, og at gøre det over for en andens kone vilde ikke være hæderligt, eller hvis selve denne følelse var af hæderlig art, vilde den dog være hen i været, da den ikke kan føre til noget. Naturligvis gir en jævn mand sig ikke tid til saa lang en tankerække, det vilde være latterligt, men læste han den, som den her er tænkt paa hans vegne, vilde han sige: — Det er rigtigt.

Der var mørkt i den grønne gang, som førte hen til Johanne; hendes vindu var ogsaa mørkt, men uden for stod lygten og lyste. Lotoft tænkte: — Jeg er egenlig en pjalt, — men der var en skøn rytme i hans sind, og hans hjerte var fuldt af et jævnt menneskes lyrik, der er uden ord, men stærk og løftende nok for det. Og lige over for den lyrik stod prosaen, stod det, hans kone havde sagt til ham om eftermiddagen; overdrevet og hysterisk, dog sandt hvert ord. De to indtryk stod ved siden af hinanden og voksede om kap i hans sjæl, begge vilde vokse ham over hodet og ta magten fra ham.

Johanne havde fundet paa noget nyt: hun lavede te i sin kakkelovn. De drak te med kiks ved bordet med lys fra deres ven lygten. Johanne var en hyggelig 151husmoder, og Lotoft var hendes mand; alting var stadig fuldkomment imellem dem.

— Johanne, sae han — hvorfor har du ikke fortalt mig, at min kone har været hos dig?

— Fordi det var noget grimt noget, at tale om, og saa fordi jeg troede, din kone vilde tie stille med det; hun har jo da ingen ære af det.

Han tav. Johannes ord svarede ikke til hans stemning for hende, de havde i deres fuldkomne mangel paa medfølelse intet som helst med hans lyrik at gøre; de stemte paa en underlig skærende maade med det, hans kone havde sagt. De to kvinder syntes i et øjeblik saa ens, at det rystede ham, men han var gift med den ene og elskede den anden. Den anden kom hen og satte sig hos ham og sae: — Hvorfor skal vi tale om det? — Det, som hun et øjeblik havde blottet, lukkede hun igen for med al sin kærlighed, og i hans hjærte stod alting i blomst som før.

Johanne kom pludselig til at le: — Ved du, at hr. Severin er blevet gift. Du husker nok, hvem han er, Jo han har trøstet sig, saadan skrev moder. Det gør hende ondt det skind, at det ikke blev mig.

Han legede med hendes fingre, som han prøvede paa at sno om hinanden, og sae for dog at sige noget: — var det ikke temmelig pludseligt, du bestemte dig til at slaa op med ham,

— Jo, det var en aften, han tog saadan om mig. Da vidste jeg, at jeg ikke kunde blive hans kone. Det havde jeg aldrig tænkt over før.

Han sad og saa paa hendes smilende ansigt: — Du tænker vist ikke paa andet end at være lykkelig?

152

— Nej, det gør jeg ikke. Jo, somme tider, hvor sørgeligt det er, ikke at være lykkelig.

— Hm. Er det dig selv, du mener?

— Ja.

— Johanne, du tænker altsaa paa, at der kan komme en tid, da det ikke længere er saadan som nu?

Hun svarede med samme ansigt: — Det er egenlig ikke det, jeg mener. — Saa lo hun med sin knækkede lillepigelatter og sae: — Du tog lang tid, inden du fik dig bestemt.

Han trykkede hende hæftigt ind til sig; et fornuftigt svar gaves jo ikke, det kunde den rest af nøgternhed, han endnu havde igen, sige ham.

For anden gang kom Johanne pludselig til at le efter en lang pause: — Ved du, hvad jeg tænker paa? Det faldt mig ind i eftermiddags, men jeg har ikke sagt dig det: Min fader — Johnsen, som min moder er gift med, han er ikke min fader. Moder kom en gang til at sige det. Jeg spurte hende ud, men hun blev saa tavs lige med et. Jeg kan ikke sige dig alt, hvad jeg tænkte, da det faldt mig ind. Ja, hvor er det mærkeligt, ikke?

153

Den grønne gang var forlængst ikke mer grøn; storm og regn gik hen over den, og søle neden til. Nu begyndte den at blive hvid, men det var kun en dag eller to; næste dag var det søle som før; stormen var altid den samme, og regnen kom igen.

Johanne talte om været, hun havde endnu sind til at være optaget af det. Var det en dag rigtig galt med pisk paa langs og hvin igennem alting, kunde hun komme med en bemærkning, at saa slemt var det dog ikke i gaar, og mon det ikke blev bedre i morgen? Ja, Johanne var forunderlig, hun kunde gaa hele gangen igennem og tale om andet end det eneste, der dog maatte opta hendes tanker. Lotoft forstod hende ikke. Selv nu da det var blevet saa galt, som det vel kunde, vilde Johanne ikke vaagne og ta sin del af ulykken.

Det var altsaa hændet ham, hvad han ellers kunde flotte sig med at antyde ved en whisky; en morsomhed mellem gode venner, der sent paa aftenen ikke tog det saa nøje, naar bare det, der blev sagt, var morsomt, det var nu blevet til alvor. To koner, som han en gang havde sagt; den anden var en sød og fornøjet husmoder, der lavede tebord til ham, ganske som ogsaa den første en gang havde gjort. Han havde 154aldrig tænkt sig, at en mand kunde opleve en tid som de tre maaneder, da det havde været fuldkomment mellem ham og Johanne.

Og nu gik de ad den grønne gang som to forbrydere, han kunde ikke se dem anderledes, men hun talte til ham, ikke som en medskyldig, men som en kvinde taler til den mand, hun holder af- Hvordan skulde han nogen sinde gi slip paa hende? Johanne var den bedste, den eneste, det kunde han nu sige uden at være genert af gamle vittigheder. Hans hjærte var fuldt, alle hans fraser og dumheder var blæst væk som skum og var ikke mere til.

Men Johanne maatte rejse om et par maaneder. Han havde sagt hende, at hun blev nødt til at sige sin plads op, og hun havde gjort det. Han havde ogsaa forklaret hende, at han saa ingen udvej til, at de kunde blive gift, hans indtægter var ikke saadan, at han kunde klare to familier. Hvad vilde hun gøre?

Johanne, hun vilde rejse bort, og naar barnet var født, og hun kunde, vilde hun bosætte sig et sted i nærheden, hun vilde lave en forretning, for eksempel modehandel, og saa kunde de ses igen, ikke saa tit som nu, men dog af og til. Hvis hendes forretning gik, saa kunde den jo hjælpe dem til at gifte sig.

— Der blir ikke andet, sae han en dag i desperation, — end at jeg maa ta et par tusende kroner af banken, og saa rejser vi sammen til Østasien.

Johanne blev tilsyneladende saa forskrækket, at han maatte tale fornuftigt med hende. Selvfølgelig vilde han ikke ta penge af banken, men han mente bare, at han kunde ikke mere tænke sig at leve uden 155hende, og det, hun kom med, kunde jo aldrig føre til noget, maaske nok modehandelen, men den skandale, at han havde en kæreste i en anden by, hvilket jo alle mennesker vilde faa at vide, den kunde han ikke holde ud. Folk snakkede jo allerede nu, dog ikke saa meget som før, det vidste han fra sine venner.

— Nej, men havde man to tusende kroner, saa de kunde komme afsted, sae Johanne, og han var vel godt kendt med handel, ikke?

— Jo vist saa, og der var fremtidsmuligheder nok i Østasien.

— Aa, hvor det pisker ned, sae Johanne, — min ene kind brænder saadan. Jeg tror, der er hagl imellem.

— Johanne, sae han, da de begge stod med ryggen mod det rasende vær, — er det ikke gaaet mærkelig let for os to med at finde hinanden?

— Jo. Mest for mig; du skulde ha saa lang tid til at betænke dig i.

— Men det var mig, Johanne, der først fandt dig. Johanne vilde gi ham haanden til farvel, men holdt den tilbage, Den var saa væmmelig vaad og forpisket: — Jo, det var dig, der fandt mig, det skal jeg heller aldrig glemme.

— Selv om du ellers glemmer mig?

— Tror du man kan det? spurte hun alvorlig. — Nej!

Hvor hun var ung endnu, ung og barnlig, trods den erfaring, hun havde gjort. Han var en bandit, men hun saa ikke ud som en, der er gjort uret imod. Men ung var hun, lige kommen ind i begyndelsen af halvvaagen 156pigealder. Hendes ansigt var Vel alvorligt, men der stod ligesom ingenting skrevet paa det endnu; derfor syntes det saa svært at tyde, for der var ingenting at tyde. Det lovede ikke noget om fremtiden, dette ubeskrevne ansigt, hun kunde godt glemme ham. Der stod i hendes træk ikke noget, der vidnede imod det. Inden hun selv vidste af det, kunde mindet om ham være slettet ud.

— Jeg er bange for, sae han, — at det snarest sker, som man selv nødigst vil.

Det lod ikke til at ramme hende som en mørk profeti; hun smilede og sae: — Det synes jeg ellers ikke, vi to har lov til at sige.

— Nej, jeg maa jo være et asen, at jeg siger saa- dan noget. Farvel, Johanne.

— Farvel, I aften?

— Ja.

— Jeg kan sgu ikke forstaa, tænkte Lotoft, — hvordan det kunde falde mig ind at sige dette her om at ta penge af banken. Det lyder da saa forbandet. Men det maa vel være, fordi jeg saa tit har hørt om lignende tilfælde med andre. Heldigvis tænkte hun ikke saa meget ved det, som jeg lige straks troede.

Det undrede Lotoft, at Johanne, hos hvem han i den sidste tid havde mærket en vis ængstelse, nu i de følgende dage igen blev mere rolig og munter. Men hun talte ikke om noget, og naar han spurte, fik han ikke noget rigtigt svar. Maaske gjorde hun sig slet ingen tanker, saa der var ikke andet i hende end en almindelig følelse af lykke, der var hende nok. For manden er kvinden dog altid et ydre anliggende, 157der maa bringes i orden, med eller uden om loven, men ordnes maa det. Erobringen af en kvinde, som han en gang havde holdt saa inspirerende taler om ved en whisky, det viste sig nu at være et større anliggende, end han havde tænkt sig; det var ikke noget, der kunde klares lige saa let som at fylde sig et nyt glas og tænde sig en cigar. Det havde grebet ham selv og vilde ikke slippe ham igen, det var een ting; en anden ting var det, at det var et anliggende, der maatte bringes i orden. Men det sidste var umuligt.

Imidlertid gik Johanne — fem minutter hver dag — ligesom drømmende ved siden af ham gennem den grønne gang. Hvad mon hun tænkte paa? Kan lykken for en kvinde virkelig i den grad være et indre anliggende, at selve det er nok, at man er lykkelig? Er det at være lykkelig da virkelig en løsning paa noget som helst? Ellers skal der jo saa meget til, en ring, et løfte, en vielse, eller en ordning uden om med løgn og lusk, i hvert fald noget, der kan gaa rundt indtil videre. Ja, men her, hvor det hele ikke kan gaa blot to maaneder endnu?

Men det, at en kvinde saadan kan gaa og glemme sig fra alting, betyder det maaske, at hun en dag bare forlænger sin glemsel det lille stykke ud over en selv, saa at man selv er glemt og borte, og hun rejser væk og drømmer videre et andet sted med en anden, og gifter sig ganske praktisk med en mand, der i øjeblikket er til at faa! At hun ikke bekymrer sig for, om lykkens anliggende kan bringes i orden, vil vel kun sige, at hun ikke venter, den skal vare. Man hører undertiden, at lykken er en drøm. Mon det ikke 158er sagt af en mand, der har læst det paa en kvindes ansigt?

— Hvis vi havde to tusende kroner, sae Johanne en dag, — og vi saa rejste til Østasien, saa kunde jeg føre dine bøger for dig, for du vilde jo være købmand, siger du.

Lotoft saa paa hende fra siden; han havde i samme øjeblik glemt alt, hvad han havde gaaet og tænkt paa.

— Vi kunde vente, til jeg var kommet bort herfra; saa kunde jeg rejse et stykke i forvejen, og saa vilde ingen lægge mærke til det.

Det var ikke let for ham at se, om hun virkelig mente det alvorligt, eller hun bare trængte til noget at sysselsætte sine tanker med. Han sae: — Jeg tror dog, vi skal lidt længere bort. I Østasien er der mange europæere, ogsaa danske.

— Naa, ja, men saa tar vi længere bort.

Han kom til at le, han kendte jo hendes mangel paa sans for det humoristiske: — Nej, men sandt er det, rejsepengene maa vi jo ha, og saa lidt til at begynde med. Jo, jeg har altid haft lyst til handelen, og du vilde jo være en udmærket kontorist. Hvordan har du forresten haft det siden i gaar? Jeg har vist helt glemt at spørge til dig,

— Jo; det er ikke noget at tale om.

— Og om en maaned saa rejser du, Johanne.

— Ja, svarede hun med sænket hoved, — slikken en forandring det blir. — Men hun kom til at smile og saa op: — Min moder kan jo ikke sige meget til mig. Men jeg tar naturligvis ud, som pige ligefrem, saa længe jeg kan.

159

— Det maa du ikke, Johanne.

— Det vil jeg. — Det afgjorte udtryk i hendes øjne fik straks efter et mere afdæmpet præg, idet hun føjede til: — Moder giftede sig med min — med min stedfader, altsaa lige efter det var sket. Han ved vel saa ingenting. Men det var ikke rigtigt; jeg vilde ikke gøre det,

— Hvad vil du gøre, Johanne?

Den pludselige angst i hendes blik viste ham et af de øjeblikke, hvor deres tanker fulgtes ad. Hun spurte hjælpeløst: — Hvad skal jeg gøre?

— Ser du da ikke, Johanne, at den dag kommer, da det er forbi, og vi maa skilles? Men for hver dag, der gaar, synes jeg, det er mere umuligt for mig at undvære dig. Har du det ikke saadan?

— Jo. Jeg vil heller aldrig opgi dig, saa længe du holder af mig paa den maade. Farvel, sluttede hun med et helt for andret udtryk i sit blik, idet hun trykkede hans haand.

Det var en trøstesløs aarstid. Det var vinter, og det vilde ikke blive vinter. Luften var fuld af flyvende hvidt klister, der lukkede ens øjne og klattede ens ansigt til. Det fyldte ens tøj paa et par minutter; det var mere vaadt end regn og meget mere væmmeligt. Storm havde man altid, til besvær om dagen og til stor uhygge om natten. Kun et sted i verden stod en lygtepæl og lyste ind i et værelse, hvor der 160var fred, skønt stormen rokkede med vinduerne, og sneen klattede dem til.

— Te og lygteskin, tænkte Lotoft med en rest af fordums humor, — det er to sløje omstændigheder, men føj dertil Johannes arm om din hals, og du skal se, lygteskin og te er mere, end hvad du troede.

— Hvad ler du af? spurte Johanne.

— Lo jeg? Se, hvor morsomt sneværet ser ud omkring vor lygte.

— Ja, jeg vil komme til at savne den.

Han saa paa hende, men der var ingen ængstelse at se i hendes blik. Hendes tanker gik vel sine egne lyse veje, som han ikke kendte. Som saa tit i den senere tid tænkte han paa den dag, da han først havde set hende. Han saa hende tydeligt nok, men der var saa lidt lighed mellem de to; det var at se et barn igen efter en halv snes aars forløb. Hvis nu et par tilfældigheder ikke var kommet med, saa havde han ikke faaet hende at se mere; hendes drømmende skæbne var gaaet ad andre veje og havde en gang ført hende til en anden mand, men hun var ikke derfor blevet mere lykkelig; kunde det vel tænkes?

De talte med lange pauser om blæsten og sneen, og naar de sae noget, var det mest for at faa anledning til at se paa hinanden; øjne blir anderledes, naar der blir sagt noget.

Her sad han hos sin elskerinde, men der var ingen hviskende, lyttende ængstelse over dem, ingen stjaa- len skyndsomhed. Ved hendes ro blev det hele til en idyl. Hun tog teen af bordet og sad med hans haand i sin og talte om lygten.

161

— Hvornaar, spurte Johanne efter en ny pause, — tar du de penge af banken?

Han fattede ikke i øjeblikket hendes spørsmaal og kunde ikke svare noget rigtigt paa det, men det var heller ikke saadan, at hun forlangte svar med det samme. Hun blev noget mere tavs og tænkte vel saa udelukkende paa sit eget.

Snart efter gik han. Ude i sneværet blev idyllen trængt tilbage i hans sind, og hendes ord tog magten. Det var altsaa paa den slags veje, at hendes tanker gik, ikke blot, som han havde troet, i halvbevidste drømme om lykke. Naar han nu sae til sig sebv, at det havde han ikke tænkt sig om hende, saa var det en forkert maade at udtrykke det paa; han havde aldrig kunnet tænke sig noget om hende, fordi han aldrig havde kendt hende. Han havde lige fra første dag været under hendes farlige fortryllelse; først havde han ikke gjort sig den klar; senere havde han vel i øj eblikket anet, hvor farlig den maaske kunde blive, men han havde afvist den med et maaske, der tilmed laa et sted i fremtiden, men nu var han spundet ind. Der var en frygtelig komik i den indbildning, at han hele tiden havde set, hvor det bar hen, og havde kunnet standse det; han havde ingenting set og ikke kunnet stanse noget. Det var hende, der havde ført dem derhen, hvor de nu var, lige fra de gik tur i et anlæg, til hun spurte ham om de to tusinde. Det var om hende, hans kone havde sagt: — Hun er forfærdelig. — Men hvad vilde Johanne gøre, dersom han i morgen sae til hende: — Jeg vil ikke blive en forbryder for din skyld. — Det var det forfærdelige, 162at hun da maaske havde en anden plan, der vilde rive ham med sig. Skulde hun ikke være i stand til at udføre en forbrydelse, naar hun saa, at han ikke havde mod?

Saa var det bedre at dø. Han tænkte paa den udvej, nu da han var kommet i gang med saa meget uvant. Naturligvis afviste han det, han vilde ikke drukne sig for en piges skyld, men han havde jo afvist saa meget andet, der alligevel var kommet. Døden, det var igen den lille sorte sky i horisonten, som man ikke vil regne, og mens man venter og tænker paa andre ting, er den lille sky blevet til et mørke, der staar over hele himlen, og der er ingen steder ly for uværet.

Han begyndte i sin angst at tale højt med sig selv: — Pas nu paa, Lotoft, at du ikke blir helt hysterisk. Gaa heller den lige vej hjem og i seng og hør paa, hvad din kone har at sige dig. Hun sidder rimeligvis oppe og venter. Tror du ikke, at et par ord af en kone, der er fornærmet, men ellers meget fornuftig, kan virke svalende paa dig.

Lotofts humor forsvandt, da han havde laaset gangdøren efter sig. Han var koblet til en kvinde, der gik med forbrydelse i sine tanker, og nu var de alligevel det, han hele tiden havde benægtet over for sig selv: to forbrydere.

To forbrydere, det var den tanke, han omsider faldt i søvn med, og det var den, han havde med hjemme fra næste morgen for at verificere den paa den anden part, paa Johannes stilfærdige, netklædte person; det var forrykt. — Jeg er tosset, tænkte han; — det er uvist, hvad hun er, men jeg er tosset.

163

Men hvad beroligende er der i den selverkendelse, at man er tosset? Ens svingninger mellem de forskellige overdrivelser blir ikke mindre af den grund, og man tror ikke paa det, man selv kalder fornuft.

Lotoft havde en daarlig dag, og han mærkede, at Johanne flere gange saa paa ham. Om eftermiddagen, da de som sædvanlig var de sidste til at gaa, lae hun sin arm om halsen paa ham og kyssede ham.

— Har du det ikke godt? spurte hun.

— Jo, sae han mekanisk, men det mærkelige var, at i samme øjeblik han havde sagt det, var det sandt. Hun havde med det samme helbredt ham for alle forrykte overdrivelser, men ved enden af den grønne gang gik hans læge jo fra ham, og hun tog sin lægedom med. Dog kunde han nu se sin stilling anderledes nøgternt end aftenen i forvejen. Den gang vilde han ikke ha troet, at et kys og et spørsmaal kunde fremkalde saadan en omvæltning i hans sind. Nu vidste han, hvad han ikke før havde været klar over; han maatte fremdeles gøre, som hun forlangte. Hvis hun sae til ham: — Jeg rejser i forvejen; tag fire tusende kroner af banken og kom efter mig, — saa vilde han adlyde.

Lotoft havde aldrig kendt kvinden før; med rædsel og henrykkelse saa han nu kvindens vidunder. Hun fører en mand ind i forbrydelsen, og naar hans sind er sygt, helbreder hun ham ved et kærtegn og et ord.

Lotoft var overvældet at dette nye syn paa kvinden, men næste dags morgen blev Johanne kaldt hjem af et telegram, og han saa hende ikke i en hel uge. Hun sendte et kort til bankens bestyrelse, hvori hun 164meddelte, at hendes moder var alvorlig syg, og bad om en forlængelse af sin permission indtil videre; andet hørte Lotoft ikke fra hende; det var en aftale mellem dem, at hun ikke skulde skrive til ham.

Imens gik han alene med sine tanker, og de skiftede fra morgen til aften. En mands forestilling om den kvinde, han holder af, er ikke fast, saa længe ikke forholdet mellem dem er fast. Billedet af hende skifter fra ondt til godt som de væsner, der i gamle dage var genstand for folks overtro. Kvinden, man elsker, men endnu ikke er sikker paa, staar i ens tanker som elverpigen for middelalderens unge mand, hun er en ond aand, og hun er al kærligheds sødme, men alle forestillinger om hende staar hen i taage, og ingen lader sig holde fast, hverken i ondt eller i godt. Manden siger til sig selv: — Lad os nu se ganske fornuftigt paa det, — og skikkelsen er borte, han griber kun taage, men i næste øjeblik, da han slipper den paakaldte fornuft, vender alt elvergøglet tilbage og sværmer om ham. Det gaar ham som svenden i den gamle vise, selv faar han ikke andet ud af det end smærten. Det eneste, der kan hjælpe ham, er kvinden selv. Med hende vender virkeligheden tilbage til ham, og han ser med forundring at det hele kun er en jævn og yndig hverdagsidyl. Men ogsaa denne uventede tilbagekomst til idyllen kan være vanskelig nok for en mand, der har været langt ude i elvertaagen.

Johanne kom tilbage med et mere tilfreds ansigt, end han i lang tid havde set. Dog fortalte hun ikke noget i de faa minutter, de var ene sammen, men sae 165blot, at hun maatte talc med ham, og foreslog, at de skulde mødes i anlægget.

Der mødtes de senere paa eftermiddagen; Lotoft var saa spændt, at det dirrede i ham.

— Hvad er det saa, Johanne?

— Min moer er død.

Saa? stammede han, — det gør mig da ondt, det er kommet meget pludseligt.

— Ja, min moder er død, og jeg har talt med min fader. Ikke om os to.

— Om hvad da?

— Om penge. Jeg har jo penge.

— Ja, der blir vel nogen at arve en gang.

— Han vil nok gi mig raadighed over en halv snes tusende, hvis jeg tænker paa at rejse til udlandet. Det har jeg sagt, jeg gør. Han er saa skikkelig. Det vilde min moder aldrig ha gjort. Det var altsaa et held for os, at hun døde nu. Saa kan vi rejse, og det med din kone skal jeg hjælpe dig med. Jeg faar flere penge senere, naar vi en gang blir gift, mener jeg, men jeg kan jo ogsaa bare skrive og fortælle, at nu er vi gift. saa er det klaret, og du behøver ikke at gøre noget andet. Var det saa ikke godt, at det kom til at ende saadan? Aa, jeg havde aldrig tænkt mig den mulighed. Vi har alligevel hele tiden haft held med os, ikke? Men hvad er der i vejen med dig? Har du det ikke godt?

— Johanne, sae Lotoft med rystende stemme, — du er et forfærdeligt menneske. Du er glad ved, at din moder døde; havde du ikke ogsaa glædet dig til, at min kone skulde dø, den gang hun var syg? Af mig 166forlangte du, at jeg skulde blive forbryder for din skyld, men du var lige glad med, hvad det vilde koste mig. Jeg har fra først af troet, at du var et uerfarent barn, der ikke vidste, hvad du gjorde, da du kom herned til mig, men i den senere tid har jeg ogsaa en gang imellem troet noget andet om dig, og nu ser jeg, hvad der er det rigtige. Man kan jo gerne sige, at det i sin tid var mig, der begyndte, jeg ved det ikke. Naar jeg nu tænker paa, hvordan jeg kom til at møde dine øjne i kupéen, saa har jeg et bestemt indtryk af, at du ligesom holdt mig fast med dine øjne. Jeg følte det ikke saadan i øjeblikket, jeg kan huske, jeg tænkte: paa øjnene ser hun ud, som om hun var femten aar. Jeg tog fejl af dig lige fra begyndelsen. Jeg kunde ha fortalt dig, at jeg var gift, men hvorfor? Det, der skete mellem os, det sker hver dag, og ingen regner det. Og selv om du havde vidst, at jeg var gift, hvad saa? Du tænkte ikke et øjeblik paa at rejse, da du saa endelig fik det at vide. Du førte os videre, og du vil selv sige: i samme retning, som jeg havde begyndt. Du er saa forfærdelig klog, Johanne, saa uhyggeligt stærk, og lige saa tit, jeg troede, forholdet mellem os var løst, saa var det bundet igen, uden at jeg kan se, hvordan det er gaaet til. Jeg er ligefrem bange for dig, saa klog du er. Du synes, det er en haard anklage, jeg kommer med, men jeg har haft det slemt i de dage, hvor du har været borte, og du kan jo ogsaa forsvare dig, Johanne. Vi kan tale om det. Jeg vil jo ogsaa gerne høre, hvordan du ser paa det. Vil du ikke svare mig, Johanne?

Hun gik nogle skridt fra ham, og han hørte hende 167græde. Hun hulkede ubehersket som et barn, og da han gik hen imod hende, tog hun til at løbe. Saa var der ikke noget at gøre. Løbe efter hende vilde han ikke. Han gik rask i den modsatte retning, for at ikke nogen, der mødte hende grædende, snart efter skulde se ham.

— Jeg er gal, tænkte han. — Glemte jeg at sige, at jeg har været lige som ude af mig selv den sidste uge? Nej, jeg sae det, og det er egenlig det vigtigste af det hele, at jeg har talt som en, der er ude af mig selv. Det hørte hun, jeg sae, og hun maa forstaa, at det i grunden er det vigtigste. Saa vil hun ogsaa forstaa, at netop det viser, hvor meget jeg holder af hende. Jeg er gal. Hvordan kan jeg bevise, at noget af det andet, jeg sae, var sandt?

Ved sekstiden gik han og ventede paa hende, naar hun gik til sit pensionat. Hun kom først over halv syv. Da hun saa ham, forsøgte hun at undgaa ham som en pige, der er fornærmet; han havde aldrig set det før. Men nu var det mørkt, og han løb efter hende. — Johanne, sae han, — du kan ikke ta det paa den maade. Du maa tale med mig. Vi maa forstaa hinanden, det har vi altid kunnet. Johanne, hvis du ikke vil svare mig? Ser du ikke, det kan ende med, at jeg gaar i fjorden? Det er ikke en taabelig trusel, men jeg kan ikke holde det ud.

— Det maa du ikke gøre, svarede hun, — vi kan tale sammen i morgen.

— Men næste dag ventede hun ikke paa ham i banken; først ved enden af den grønne gang traf han hende igen.

168

— Du maa ikke ta dig selv af dage, sae hun. — Gør du det saa — nej, lov mig, at du vil ikke.

— Ja, hvis du vil tale med mig.

— Det gør jeg jo. Du er bange for mig, men du kan ikke slippe fra mig igen, sae du. Men jeg kan gøre det, som du talte om; jeg er ikke bange for at dø, og der er ingen, der vil savne mig, og for dig vil det maaske efterhaanden til sidst blive ligesom en lettelse.

— Hvis du gør det, Johanne, saa maa jeg samme vej.

— Nej, det maa ikke ske. Ja, ja, saa maa vi finde os i det, der er sket. Vi har baaret os galt ad, og vi maa finde os i, at vi har det slemt bag efter. Vi maa ta det som en straf, og den straf maa vi bære. Lov mig, at du vil det?

— Ja, men vi maa tale sammen igen, Johanne, Du maa sige mig, om du — — selvfølgelig er du vred, Johanne, men — —

— Aa, det er jeg ikke. Men nu har vi jo talt sammen. Farvel,

— I morgen, tænkte han, — maa vi blive forsonede; saadan kan hun ikke rejse.

Men næste dag kom Johanne ikke. Hun var rejst sent om aftenen og havde efterladt et brev til direktionen, hvori hun beklagede, at hun rejste ti dage før tiden, men hun havde faaet brev fra sin fader, at han ikke kunde klare sig alene derhjemme, og tilmed følte han sig ikke rask. Johanne haabede, at direktionen vilde undskylde hende.

Til Lotoft kom der fra Johanne et anbefalet brev med maskinskreven udskrift. Der stod: Du maa ikke 169være vred over, at jeg rejste saa pludseligt, men jeg kunde ikke andet, og vi havde jo ikke mer at tale om. Jeg tror ikke, jeg er saa slem, som du siger, og klog, som du kalder mig, det er jeg slet ikke. Jeg kan ikke glemme, at du ligefrem er bange for mig. Jeg er det somme tider ogsaa selv. Bare du ikke havde sagt det, men naar du følte det saadan, maatte du jo sige det til mig. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at det nu maa være forbi. Det var en gang saa dejligt. Det vil jeg tænke paa, saa blir det vel med tiden nok bedre.

Jeg har fortalt fader, at jeg venter et barn; han blev meget bestyrtet, men jeg fik ham snart beroliget igen.

Lev vel. Husk hvad du lovede mig; husk det. Skriv til mig som til en, du har sagt farvel til, men du skal ikke vente svar. Vær ikke vred for det. Jeg er det jo heller ikke selv. Lev vel, — og glem mig, det er bedst.

Johanne.

170

DER er ingen fred at faa i mindet om en pige, man ikke kan glemme; maaske hvis hun var død, eller naar man selv er blevet gammel, men ellers ikke. Savnet lige efter adskillelsen er forfærdeligt. Man siger sig selv, at det er ikke til at holde ud, og dog føles savnet stadig værre, og man ved ikke, hvad det skal ende med. Men de fleste menneskelige lidenskaber har deres fornuftige maksimum, hvorfra de igen begynder at synke; de gaar som en flodbølge til taget af huset, men synker saa igen og sprænger ikke taget af og ødelægger det hele. Man blir under den synkende bølge til et fornuftigt menneske, man har sit arbejde at passe, man gaar blandt andre mennesker og maa sørge for ikke at miste holdningen, saa de lægger mærke til en. Men det er kun en bølgedal, og bag efter stiger floden igen over ens hoved. Man tar maaske sin fornuft med og overvejer, om det ikke alligevel skulde være muligt, som man før ansaa for umuligt; hvad vilde man ikke finde sig i blot for hendes skyld, naar man ser, at hendes nærværelse betyder mere for en end noget andet? Men saa flytter man paany sin fornuft som en brik over paa den anden side: det var bedst, at det gik, som det gik, man har jo selv kone og barn at svare for. Der er ikke noget 171synspunkt, man slipper for, heller ikke det, om hun virkelig er alle disse tanker værd og hele ens brændende savn. Fornuften, der i kærlighedssager tar sig alle slags forklædninger paa, siger en, at hun vel ikke er meget bedre end den, man har, og det er kun i øjeblikket, at det tar sig saadan ud. Har man oplevet, at ens kærlighed til een kvinde er gaaet over, saa ligger dette lige for, som en sten paa en flad vej, at det kan gaa lige saadan med den næste. Man søger et standpunkt paa den jævne, flade grund i haab om, at man kan blive staaende der, men næste øjeblik skal man i højden, og der gives ikke det sted, hvor man kan falde til ro i mindet om en kvinde, man ikke kan faa. Man kan kalde hende sin stjærne eller haane sig selv med forsikringen om, at det kun er en lygtemand; man kan til tider blive kold og ironisk af alle sine omskiftelser, kærligheden lever af det altsammen; den løfter en, og den trækker en ned, men der er ikke fred hverken i det høje eller det lave.

Lotoft havde blandt sine mange synspunkter to fornuftige, der blev ved at beskæftige ham. Det ene lød saadan: Det gaar nok over. Jeg har oplevet det normale tilfælde at blive forelsket i en pige, efter at jeg ikke længer er forelsket i min kone, ligesom hun heller ikke bryder sig stort om mig, skønt hun vel nok er skinsyg. Jeg er paa gled ned ad bakken og skal ende paa det flade sand som saa mange andre. Det gør forfærdelig ondt, men ikke mere end det gør paa enhver anden, der oplever det samme. Men denne kolde tankegang blev med det samme fortæret af en mere nøgtern: at rejse fra det hele, flygte, ikke som en forbryder, 172men som en, der vil bort fra alt det gamle og søge redning i at begynde forfra.

Det andet fornuftige synspunkt var det at gaa ind i Johnsens forretning som hans kompagnon, vende tilbage til handelen, han som ung havde begyndt med; paa den maade havde han en nogenlunde sikker udsigt til at kunne klare det økonomiske spørsmaal ved skilsmissen. Ja, men det var jo kun en drøm. Johanne var rejst og havde opgivet ham; vejen tilbage til hende gik ikke simpelt hen gennem "en forretning. Der blev altsaa kun een ting tilbage: det, der var. Lotoft tænkte: — Jeg vil prøve et aars tid, og blir det saa ikke anderledes, saa maa noget andet prøves.

Imidlertid passede Lotoft sit arbejde. Der havde en tid været en vis opmærksomhed om ham og Johanne; folk havde set noget, der lignede en historie, blive til; nu saa de, at historien var endt. At den levede videre i hans sind, vidste ingen, for dens ydre tegn var fælles for saa mange mennesker og behøvede ikke at skyldes andet end nervøsitet: adspredthed, trækninger ved øjnene, og saadan en enkelt ting, som en mand kan tilstaa over for sine venner, at han maa ta veronal for at sove. Hans venner saa ogsaa, at hans humør var blevet et andet; der kom kun faa morsomheder fra ham over en whisky, slet ingen om kvinder.

Dag efter dag gik han til og fra sit arbejde ad den grønne gang, mens den var grøn, graa og hvid og nu igen begyndte at blive grøn. Den var saa stabil, den grønne gang, man vidste altid, hvad den vilde byde en; og der var aldrig overraskelser; ti for hver 173ny ting kom der altid et varsel i god tid. Skulde den til at gøre sig grøn, kom en hyldegren eller et par stikkelsbærgrene med deres grønne et par uger før, og var tiden kommet for løvfald, havde gangen sine kastanietræer, hvis store blade først faldt ned, brune og hullede, saa man kunde se det og vide besked, og saadan altid. Gangen havde sin sædvanlige historie og forberedte hvert nyt kapitel med en passende indledning.

Men det var kun dens daglige udseende, det som enhver saa. Overfor Lotoft havde den sine indre historier, der var uberegnelige; den mindede ham om samtaler med Johanne, om et haandtryk, om et møde sammen med hende; den havde det jo altsamrnen liggende, men tog det frem til ham uden varsel, saa at han ikke kunde vide i forvejen, hvad der ventede ham.

Lotoft kom ingen steder mer, hverken til skoven, til stranden eller ud paa odden; han sae, han var træt og gad ikke. Han holdt sig til den grønne gang, der lignede ham selv og ligesom han selv havde sit officielle ansigt og sine indre stemninger.

Paa den grønne gang, hvor varsler om løvspring allerede for nogen tid siden var givet, kom Johanne ham en dag i møde.

— Johanne, udbrød han i stor sindsbevægelse, idet han løb hen og tog begge hendes hænder, — er det for min skyld, du er kommet?

— Ja, svarede hun, og hele hendes væsen dirrede et øjeblik ligesom hans eget, men det kom hurtigere til ro. — Jeg kommer for at tale med dig. Lad os gaa 174ud i anlægget, ligesom vi før har gjort. Jo, jeg har det godt, og vor lille datter, som jeg en gang skrev til dig om, hun har det udmærket. Skal vi gaa hver sin vej, saa folk ikke lægger mærke til os?

— Jeg tror ikke, det behøves, Johanne; vi er vist saa enige nu, at der ikke er grund til at skjule noget for folk.

— Nej, det mente jeg ogsaa, jeg kunde se paa dig, straks du kom hen til mig; før vidste jeg jo ikke. Det er vel ogsaa forkert af mig, at jeg ikke har skrevet til dig, men jeg maatte først se dig. Jeg bar mig galt ad, den gang jeg rejste, og jeg skulde ikke ha skrevet saadan til dig, men du gjorde ogsaa mig uret. — Men vi havde jo ogsaa gjort andet, der var galt, saa det skulde vel ogsaa med.

— Ja, Johanne, vi har baaret os galt ad, paa mere end een maade. Jeg har en gang set paa dig som en, der var min medskyldige; det er jeg ikke mere i stand til, men — — han standsede og vidste ikke selv, hvad han vilde sige.

Johanne svarede: Det værste er dog, at vi ikke har været gode mod hinanden. Der var en tid, hvor jeg syntes, det var aldrig til at komme over, men det blev dog noget andet, da jeg fik tid til at tænke over det i fred og ro.

— Fred og ro, gentog han, — det er ellers ikke to ord, som jeg vilde finde paa at bruge for den tid, der er gaaet, siden du rejste.

— Er det vikelig sandt? Saa har jeg altsaa været endnu værre imod dig, end jeg vidste af, men det var godt, jeg ikke ventede længere. 175Han var lige ved at gi en lidenskabelig bekræftelse af hendes ord, men han tog sig i det og tænkte: — Du skal ikke prale af, hvad du har gennemgaaet, selv om det ligger nærmest for. Du har sagt nok om dig selv i den henseende. Han sae, idet han stille tog hendes haand: — Jeg kan altsaa forstaa, at du er kommet til et fornuftigt resultat. Det har nu ikke været muligt for mig; det vil sige, jeg er nok kommet til et resultat, men jeg har straks igen kasseret det, fordi jeg ikke kunde regne med, at du nogensinde kom igen. Men lad mig saa høre, hvad for et resultat, du er kommet til.

— Troede du virkelig ikke, jeg vilde komme igen? spurte Johanne indtrængende.

Han stansede og svarede smilende: — Naar du føjer »virkelig« til, Johanne, saa kommer jeg i tvivl. Jeg sae nok til mig selv: Johanne kommer aldrig mer igen, men man siger jo ogsaa tit, naar vinteren varer altfor længe: Det blir da aldrig foraar i aar.

— Aa, sae Johanne, — hvor jeg kan godt lide at høre dig sige saadan noget.

— Det var ret, Lotoft, tænkte han, — aldrig paa den høje hest ved siden af Johanne, det er ikke noget for hende.

— Ja, ja, sae han højt, idet han næsten lo over sig selv, — jeg maa dog sige dig, at jeg er blevet en andet menneske nu. Det er ganske mærkværdigt, det er næsten rystende, men jeg er blevet en anden.

— Det tror jeg ogsaa, svarede hun alvorlig. — Og efte en lang pause føjede hun til: — Jo vist vilde jeg komme igen. Jeg maatte dog se, hvordan du vilde 176ta imod mig. Er det ikke altid mig, der er kommet? Har du ikke sagt det en gang?

— Jeg husker ikke, hvad jeg har sagt, men jeg ved nogle gange, da jeg var betænkelig over, at du kom. Senere var j eg foruden betænkelig tillige henrykt. Men nu er al min betænkelighed borte, Johanne, jeg er kun glad ved, at du er kommen. Hun knugede hans haand, men svarede ikke. De blev ved at gaa og var snart ude i anlæggets halvmørke.

— Saa vilde jeg gerne, sae han, — høre det resultat, du er kommet til. Bagefter kan du saa faa mit at høre, det jeg kasserede; de falder maaske sammen.

Johanne begyndte at udvikle sin plan; hun gik ved siden af ham, saa yndig og nøgtern, og han saa paa hende, mens han tænkte paa alle de forskellige forestillinger, han i det sidste aars tid havde gjort sig om hende.

En mands tanker om en kvinde er spredt om hende til alle sider, i lyst og mørkt, i ondt og godt, de staar om hende som en glorie af forskelligt og tvivlsomt lys. Men naar hun selv kommer, forsvinder denne besynderlige farvede glorie; hun trækker den ind i sig, hendes nærværelse samler den og ligesom fortærer den. I stedet for mandens mange tanker om hende, sætter hun sin egen persons virkelighed, og det viser sig endelig at være det jævne standpunkt, han kan staa fast paa, og som ikke før var til at finde.