Hjortø, Knud Uddrag fra Pe Svenden og hans søn

Ole Nielsen kom ind; han var en lille munter mand, en fremmed på egnen, der talte et syngende mål, som Pe Svendsen ikke havde hørt før. Hvordan kunde Jens finde på at indlade sig med en mand, der brugte ord, som man ligefrem ikke vidste, hvad han mente med? Pe Svendsen hilste ham med goddag og sid ned, men han var tydeligt ked af det, og da Jens nok så rask tilbød en kaffeknægt, svarede Ole Nielsen usikkert, at han skulde vist afsted igen med det samme, og Pe Svendsen så jo da nok, hvad han havde at gøre, han bekræftede tilbudet, kaldte ad Maren, der ikke længe efter kom ind med kaffe og romflaske. Her sad nu Pe Svendsen overfor en ny ængstelse. Jens drak øjeblikkelig det halve af den sorte kaffe med sukker i, hvad meningen var med det, kunde man ikke tage fejl af, og da gæsten havde forsynet sig, gjorde Pe Svendsen forsøg på at skænke til Jens, men Jens bare grinede ad ham, så hans store, sortstubbede adamsæble hoppede, han tog selv flasken og skænkede. Her var han i sin ret; Husskikken var ikke den samme for romflaske som for brændevinsflaske. Jens væltede på sin uskønsomme måde den halve knægt i sig og begyndte at snakke om hestehandel, da han syntes, det kunde være nok med de to andres snak om den strenge frost og den megen sne. Dermed var Pe Svendsen udenfor; 15 han måtte nøjes med at følge med, så godt han kunde. Men her var en ting, der igen en gang dæmrede usikkert for Pe Svendsen, nemlig om ikke alligevel Jens i grunden var den klogeste. Se ham for eksempel i kortspil, når det viste sig, at en havde spillet forkert; Jens tog kortene op af bunken, gav dem tilbage til dem, de tilkom, rettede hele spillet for dem uden fornærmelse eller noget; han kunde huske det, sådan som det skulde være, og folk sa’e da heller aldrig noget til det, Jens var den klogeste. Og se nu her, hvor alvorligt og bestemt Jens snakkede hele tiden, mens Ole Nielsen grinte og fniste og måtte give Jens ret i alting. Jo, Pe Svendsen kunde ikke få andet ud af det, end at Jens var klogere end alle de andre. Men folk sae, de snød ham; hvad vidste folk om det? Jens havde en sparekassebog i sin kuffert, det havde Pe Svendsen selv set, og hvor mange penge der stod på den, det fortalte Jens ikke til nogen.